Nogle år efter, i februar 1846, besøgte Andersen Leipzig, hvor Gade fra 1843-48 virkede som komponist og dirigent for det fornemme Gewandhausorkester. Digteren havde sin operatekst Nøkken med, og forsøgte at få Gade til at skrive musik til dette værk, men selv om han var positiv, blev operaen aldrig til noget med komponistens musik. Først i 1853 blev stykket sat op på Det Kongelige Teater med kongelig kapelmester Franz Gläsers musik. Til gengæld bygger teksten til et af Gades populæreste værker, koncertstykket Elverskud (1854) på et udkast fra H.C. Andersen.

De to kunstnere bevarede et hjerteligt forhold til hinanden, som blev styrket af Andersens store hengivenhed for Gades kone, komponisten J.P.E. Hartmanns datter, Sophie. Således skrev digteren en skåltale til deres bryllup i 1851, en vuggevise til deres nyfødte tvillinger i maj 1855 og tragisk nok også en meget dybtfølt hilsen ved Sophies død knapt en måned efter. Andersen kom ved mange lejligheder hos Gade, og han læste også højt af sine eventyr og romaner for familien. Derudover mødtes de hos bl.a. Hartmanns og også hos familien Henriques på Højbro Plads, hvor der ofte blev holdt musikaftener.

Som komponist er Gebauer især kendt for sine børnesange, som han skrev til sine egne børn. Blandt dem kan man nævne Hist, hvor Vejen slaar en Bugt og Pandeben, godt det gror til tekst af H.C. Andersen. Adskillige af hans børnesange blev fremhævet også i samtiden for sine letfattelige melodier og en god opfattelse af teksten. Samtidig skrev han også både enkle klaverstykker og mere musikpædagogiske værker for børn.
[ Se titelblad til Otte Børnesange her]

Gebauer skrev de fleste af sine sange mellem 1840 og 1850, og de er komponeret i en overvejende enkel stil med træk fra den tidlige danske lied. De tre sange af Gebauer, Snee-Dronningen, Jeg er en Skandinav og Barn Jesus står i hver sin ende af hans produktion. Den første repræsenterer tidens folkevisestil, den næste knytter sig til de øvrige nationale sange, mens den sidste mere ligger på linie med hans mange børnesange.

Gebauer satte adskillige af H.C. Andersens tekster i musik. Foruden børnesangene gælder det også f.eks. digtene Rosenknoppen og De Danske og deres Konge samt Aarets Børn – en musikalsk Evig-Almanak for Solo med Kor af 3 ensartede Stemmer, hvor alle månederne får en lille sang. Digteren udtrykte sig flere gange anerkendende om musikken.

Det var typisk for komponisten, at han skrev musik til en række kendte forfattere i en periode, uden at vende tilbage til dem senere i livet – således også med H.C. Andersen. Foruden de her omtalte opus 5 og 15 har Griegs sange opus 18 ligeledes ikke mindre end seks tekster af H.C. Andersen, ligesom han i maj 1864 udsatte Andersens digt Danmark (”Endnu er ej Danmark”) i en mindre betydelig komposition for blandet kor og klaver (opført ved en koncert i maj 1864 i Casino). Derudover komponerede Grieg endnu et par tekster af Andersen, nemlig Min lille Fugl (”Min lille Fugl, hvor flyver du”), Taaren (”Mit Hjerte er en Himmel graa”) og Soldaten (”Med dæmpede hvirvler”), som også er skrevet i 1860erne, men først blev udgivet efter hans død, den første dog i 1895.

I foråret 1865 etablerede Grieg i København sammen med komponisterne Rikard Nordraak, C.F.E. Horneman, Louis Hornbeck og Gottfred Matthison-Hansen musikforeningen Euterpe, som havde til formål at fremføre ung nordisk musik. Andersen blev da også opfordret til at skrive en prolog til den første koncert i Euterpe, og den blev fremsagt af kgl. skuespiller Alfred Flinch ved koncerten den 18. marts 1865, hvor Andersen var hædersgæst. Euterpes bestyrelse sendte en tak til digteren (23.3.1865), ”som altid var beredt til at lægge Troen til den Unges Haab”, og vi ved da også, at digteren overværede flere af foreningens øvrige koncerter. Endelig skrev Andersen i Griegs stambog ved komponistens afrejse til Italien i oktober 1865.

[ Se originalmanuskriptet til H.C. Andersens prolog her]

[ Se Euterpes takkebrev til H.C. Andersen her]

Også ved ægteparret Griegs senere besøg i København mødte de H.C. Andersen, bl.a. i Det Kongelige Teater, og komponisten refererer ofte til Andersens værker i sine breve. I maj 1870 var de sammen hos den musikbegejstrede vekselmægler Martin Henriques, hvor Nina Grieg sang Hjertets Melodier og sangen Vandring i Skoven (fra Edvard Griegs opus 18) for digteren. ”Det var som friske Fugletoner”, skriver han. Også ved senere ophold i København opsøgte de H.C. Andersen, og i anledning af 100-året for digterens fødsel skrev Grieg i et brev til Georg Brandes, at Andersen ”… digtede kun til ét barn: Til Barnet i sig selv”.

[Se Edvard Griegs brev til Georg Brandes her]

Edvard Grieg sange

Andersen traf den unge komponist hos sine nære venner kommandørkaptajn Peter Frederik Wulff og hans familie i foråret 1830. Kunstnernes første samarbejde var operaen Ravnen, som Andersen havde bearbejdet teksten til og tilbød Hartmann at komponere. Komponisten var på det tidspunkt organist i Garnisonskirken og havde skrevet adskillige værker, som også var blevet opført.

[ Se J.P.E. Hartmanns indførsel i H.C. Andersens Album her]

Operaen blev dog ikke så vel modtaget i København, men Andersen forsøgte at promovere den i udlandet. Således anmeldte Robert Schumann den i sit indflydelsesrige Neue Zeitschrift für Musik, men operaen blev dog aldrig opført uden for den danske hovedstad. Både Andersen og Hartmann omarbejdede den i perioden 1859-63, og den blev da også genopført på Det Kongelige Teater i foråret 1865 – men kun i alt fire gange.

Ud over denne opera og skuespillet Mulatten samarbejdede de to kunstnere indtil midt i 1840erne overvejende om kantater til begravelser af bl.a. Bertel Thorvaldsen og kong Frederik 6 eller til fødselsdage. Senere – i 1864 - skrev Andersen en operatekst, Saul, som Hartmann begyndte at sætte musik til, men som ikke blev fuldendt, måske fordi Hartmann var meget skuffet over modtagelsen af den reviderede udgave af Ravnen. Derudover foreligger der flere sange, korværker, og skuespilmusik som fælles arbejder, lige som Andersen har skrevet små indledninger til flere af Hartmanns klaverstykker.

Ved flere lejligheder skrev H.C. Andersen vers til familiære begivenheder i den Hartmannske familie, og flere af familiemedlemmerne blev portrætteret i Andersens eventyr. Digteren kom ofte i hjemmet enten for at spise til middag eller blot for at snakke, og han var meget betaget af fru Emma Hartmann. Andersen var da også meget tynget af sorg, da hun døde allerede i 1851, men støttede Hartmann, da han fire år efter giftede sig igen. Når Andersen var i udlandet, holdt Hartmann digteren ofte orienteret om musiklivet i København via en omfattende brevveksling.

Ægteparret Hartmann mødte Andersen på deres rejse til musikfesten i Hamburg i 1841, og så snart digteren var i udlandet omtalte han Hartmanns værker for de musikpersonligheder, han mødte, både Felix Mendelssohn, Richard Wagner og den hollandske komponist Jean Verhulst. Det lykkedes også Andersen at få Franz Liszt til at sætte operaen Liden Kirsten op i Weimar. Andersen glædede sig over, når Hartmanns musik blev positivt omtalt, og han yndede især komponistens poetiske og nationale tone i musikken. Endelig kom de to kunstnere til at sidde sammen i bestyrelsen for Det Ancherske Legat, der økonomisk kunne sende en række kunstnere på studierejse til udlandet.

Hartmann var blandt de sidste af Andersens venner, der besøgte digteren, inden han døde i juli 1875, og komponisten spillede også til begravelsen i Frue Kirke – sin egen pompøse sørgemarch fra Thorvaldsens begravelse i 1844.

Operaen 'Liden Kirsten'

[ Se Ole Jørgen Rawerts tuschtegning fra Sorø Akademi her]

Han begyndte allerede tidligt at skrive sange, og som kun 19-årig var han komponist af musikken til Agnetes Vuggevise. Heise leverede musik til flere af vennerne J.Chr. Hostrups og Chr. Richardts vaudeviller, som opførtes på forskellige teatre især i 1850erne, hvor også melodien til vuggevisen fik ny tekst.

Der er dog ingen tvivl om, at netop romancen blev Heises kendemærke, og han har komponeret en mængde fine satser til den danske romancelitteratur. Hans sange er præget af en smuk melodisk linie og en overskuelig form; efterhånden kom også klaverakkompagnement til at spille en selvstændig rolle. Han valgte ofte tekster hos danske forfattere fra første halvdel af 1800-tallet, men også hans samtidige venner inspirerede ham. Mod slutningen af hans produktion finder man højdepunkter i dansk musik som f.eks. Dyveke-sangene (1879) og operaen Drot og Marsk (1878).

Hans kendteste udsættelse af en H.C. Andersen-tekst er givetvis Jylland mellem tvende Have, som blev skrevet i efteråret 1859 og trykt i Illustreret Tidende den 18. marts 1860 – det er samtidig første gang, H.C. Andersens digt publiceres.

[Se H.C. Andersens udkast til Jylland, mellem tvende Have her]

Heise skrev ikke mindre end fire melodier til denne tekst, før han var tilfreds, og han lavede så en udsættelse både for sang og klaver og for mandskor – den sidste udkom i en mandskorsamling i juli 1860. Derudover satte komponisten Andersens digt Taaren i musik som duet, og i midten af 1860erne kom Ørkenens Søn for sang og klaver. Heise blev så begejstret for det sidste digt, at han bad Andersen om at skrive mere i denne emnekreds, som han kunne komponere, men det blev dog ikke realiseret.

H.C. Andersen så bl.a. balletten Cort Adeler med Heises musik på Det Kongelige Teater i 1870, og han nævner i flere breve, at andre har udtalt sig rosende om komponisten. Især beder han ofte Ingemann i Sorø om at hilse Heise, ikke mindst da komponisten forlovede sig i 1858.

Sangene for børn
Fini Henriques’ samling af Børnesange, op. 29 fra 1907 rummer tekster af flere kendte danske digtere, men H.C. Andersen er kun repræsenteret med Danse, danse, Dukke min.

Henriques holdt meget af børn og skrev adskillige værker til denne gruppe, og hans egne børn var i flere tilfælde en god inspirationskilde. Det begyndte med en børnebog, Mellem Trolde, hvor teksten var blandet med små klaverstykker, som var skrevet til hans ældste søn i 1896. Han komponerede også en Børnetrio for violin, cello og klaver, der kan spilles af ganske unge musikere. Endelig indeholder samlingerne af klaverstykker Aphorismer og Melodiske Profiler stykker med inspiration fra børnenes verden.

Den mest udbredte samling er dog Billedbogen fra 1899, en række små klaverstykker, som har vundet flere internationale priser. Blandt de populære titler er Dukke-Dans, Snurrebassen, Bolden og Nissernes Dans.

[Se titelblad til Billedbogen her]

Henriques og H.C. Andersen
Fini Henriques har sat flere H.C. Andersen-tekster i musik. Mest kendt er nok Det døende Barn fra 1899, men blandt hans fire sange Ved Vuggen, op. 3 er også Agnetes Vuggevise (1889). Derudover har han skrevet musik til balletten Den Lille Havfrue efter Andersens eventyr. Den blev til i et samarbejde med instruktøren Julius Lehmann og balletmesteren Hans Beck og fik premiere på Det Kongelige Teater i 1910 med stor succes, ikke mindst for sin temperamentsfulde musik. Senere – i 1927 - kom også balletten Snedronningen til efter digterens eventyr.

Endelig var det Henriques, der skrev den H.C. Andersen-Festouverture, som Det Kongelige Kapel 2 .april 1905 spillede ved Teatrets mindefest i anledning af 100-året for Andersens fødsel. Han dirigerede selv orkestret i dette værk, hvis hovedtema er bygget over toner H-C-A, men det hører ikke til blandt hans mest fremtrædende kompositioner.

Lindblad havde en del nære forbindelse i København, ikke mindst gennem sit arbejde med studentersangen. Hans venner var dog også fra musikforlæggekredse, og han fik mange af sine kompositioner udgivet i den danske hovedstad.

Lindblad havde en stor stjerne hos Andersen, i første omgang fordi komponisten satte Andersens Jeg er en Skandinav i musik. Da Andersen i midten af april 1840 besøgte Lund, blev han ganske overvældende hyldet af de lundensiske studenterne. Lindblad havde en lille sang klar til lejligheden, nemlig Inpromtu till Skalden Andersen for fire mandsstemmer, som studentersangforeningen afsang for ham.

[Se Otto Lindblads Inpromtu her]

Andersen sendte senere en tak til komponisten med digtet Studenten fra Lund, som han dedicerede til Lindblad og i øvrigt trykte i Kiøbenhavns Morgenblad den 3. maj 1840. Lindblad satte det dog aldrig i musik, og først langt senere reviderede Andersen dette digt til vennen, den unge svenske komponist Jakob Adolf Hägg, som skrev en større komposition over det for baryton, mandskor og orkester (1871).

På det vokale område er Carl Nielsen især kendt for sine enkle strofiske sange, og han brugte stort set altid danske tekster. I begyndelsen af sin karriere skrev han dog en række mere romanceprægede sange til tekster af f.eks. J.P. Jacobsen og Ludvig Holstein. Efter samarbejdet med komponisten Thomas Laub om de to samlinger af En Snes danske Viser fra 1915 og 1917, der blev skelsættende i dansk sanghistorie, holdt Carl Nielsen sig mest til den enkle sang.

Imidlertid satte han ikke så mange af H.C. Andersens digte i musik. Foruden Snedronningen indeholder anden del af En Snes Danske Viser to andre sange med tekst af Andersen, nemlig ”Min lille Fugl, hvor flyver du” og ”Hun har mig glemt!”, der er komponeret i samme enkle stil som Snedronningen. Derudover skrev Carl Nielsen ”Traaden brister, Rokken staar” til komponisterne Finn Høffding og Hakon Andersens samling af 60 danske Kanoner, som kom i 1930 – beregnet bl.a. til undervisningsbrug.

Endelig komponerede Carl Nielsen også en romance med tilknytning til H.C. Andersen, nemlig Italiensk Hyrdearie, op 54. Den indgik i festspillet Amor og Digteren med tekst af Sophus Michaëlis, som blev opført på Odense Teater den 12. august 1930 i anledning af digterens 125-årsdag. Scenen er tænkt som et hotelværelse i Berlin 1845, hvor Andersen hører Jenny Lind synge en arie til en italiensk tekst af forfatteren Guido Cavalcanti - med Carl Nielsens musik.

Carl Nielsen uden for barndomshjemmet i Nørre Lyndelse, syd for Odense. Odense Bys Museer.

[ Se større billede her]

Det har været nærliggende at sammenligne Carl Nielsen og H.C. Andersen, som begge kom fra Fyn og fra ringe kår, men som også begge blev verdensberømte danskere. Allerede Carl Nielsens mor så en parallel – endda før hun kunne vide noget om sønnens fremtidige karriere. Komponisten fortæller i sine erindringer, hvordan han talte med sin mor, da han havde besluttet at uddanne sig som fri musiker. Moderens reaktion var, at han skulle være flittig og udvikle sig, ”og saa sagde hun ogsaa noget om H.C. Andersen, der havde været ligesaa ussel som jeg…”. Hun har virkelig haft ambitioner på sønnens vegne. Sammenligningen fulgte ham, og da litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen ved komponistens 60-års dag skulle holde en festtale, var temaet da også de tre store fynboer: H.C. Andersen, Rasmus Rask og Carl Nielsen.

Han fik mere indflydelse i datidens musikliv som anmelder, bl.a. ved avisen Dannebrog og i flere tidsskrifter. Endvidere var han en søgt sanglærer, som især interesserede sig for sangernes tekstudtale. Endelig var han meget organisatorisk engageret.

Hans eneste udsættelse af en H.C. Andersen-tekst er Danse, danse, Dukke min, som han skrev i 1904.

Henrik Rung satte musik til flere af H.C. Andersens digte. En af de mest kendte er nok romancen Gurre (”Hvor Nilen vander Ægypterens Jord”), som er en helt lille lyrisk scene med solo og kor. Den blev førsteopført ved en koncert i 1841 af den fremtrædende baryton Christian Hansen [se portræt her] og året efter lavede man en velgørenhedsforestilling med et helt lille ”Aftenprospekt” af sangen, arrangeret af balletmester August Bournonville ligeledes med Christian Hansen som solist suppleret af flere sangere fra operakoret. Den fik stor succes og blev også trykt samme år samt flere gange senere.

Derudover skrev Rung musik til flere af H.C. Andersens dramatiske tekster, deriblandt eventyrkomedien Lykkens Blomst, der med August Bournonvilles danse blev opført på Det Kongelige Teater i februar 1845. Den blev egentlig vel modtaget, men derefter i flere blade udsat for hård kritik, således at stykket i alt kun gik seks gange.

Endelig bad Rung også Andersen om en operatekst, hvor han i musikken kunne indflette svensk folketone, og gerne hvor selve handlingen foregik i nabolandet. Netop folkeviser eller folkevisestil var meget typisk for Rung i hans vokalværker. Digteren og komponisten arbejde sammen om teksten, og resultatet var så Nøkken, der blev indleveret som operatekst i én akt til Det Kongelige Teater i marts 1845. Men J.L. Heiberg var – som så ofte – ikke særlig begejstret for teksten. Den blev dog antaget, og i sommeren 1845 arbejdede Rung med musikken.

Andersen var på rejse til Berlin på det tidspunkt, og han skrev meget undrende hjem til Edvard Collin i december 1845, hvordan det gik med kompositionen. Her kunne han få at vide, at Rung havde trukket sig fra samarbejdet. Komponisten havde i november besøgt Collin og afleveret teksten til Nøkken, for han havde lige haft en fiasko med operetten Aagerkarl og Sanger og ville ikke skrive mere for teatret. Efter flere andre forsøg endte det med, at den kommende kongelige kapelmester Franz Gläser satte teksten i musik. Stykket havde premiere i februar 1853, men oplevede kun syv forestillinger.

I Danmark er jeg født blev Schierbecks mest kendte melodi, og han skrev kun to andre sange til Andersens tekster. I 1942, under besættelsen, komponerede Schierbeck musik til to H.C. Andersen-digte efter tilskyndelse fra Leonie Watt-Boolsen, der sang i damekoret Echo, som Schierbeck dirigerede. Hun havde fundet to af forfatterens meget nationale digte Forvisning (”Endnu er ej Danmark en Kæmpegrav”, udgivet første gang i Dagbladet i april 1864) og For Danmark (”Der er en stor, alvorlig Tid”, udgivet første gang i avisen Fædrelandet i marts 1848).

Dem satte Schierbeck i musik både for sang og klaver, for blandet kor og for mandskor under titlen To glemte, men dog nye fædrelandssange, og samme år blev de udgivet hos Wilhelm Hansen som komponistens opus 58. Imidlertid indeholdt digtene stærke udsagn som ”I natten lyser nu stjerneskud af unge hjerter, som brister” og ”Vi strider jo den gode Strid for Danmark”, så tyskerne nedlagde forbud mod fremførelse af sangene.

[Se titelblad her]

Til gengæld har Schierbeck skrevet orkestermusik til Andersens eventyr Fyrtøjet. Stykket er tænkt som underlægningsmusik til en oplæsning, og det blev opført første gang i radioen ved en Aften-Folkekoncert den 29. september 1942 med Mogens Wieth som oplæser og Launy Grøndahl som dirigent. Senere er det udgivet i en version for klaver bearbejdet af organisten Edwin Nielsen.

[Se titelblad til klaverudgaven her]

[ Se Felix Mendelssohn Bartholdys indførsel i H.C. Andersens Album her]

Allerede på sin rejse i sommeren 1841 havde Andersen forsøgt at kontakte Schumann i Leipzig, men det lykkedes desværre ikke. Så det var gennem Clara Schumann, at H.C. Andersen lærte hendes mand, Robert Schumann at kende. Clara Schumann var pianist og gav i april 1842 koncert bl.a. i Musikforeningen og på Hotel d'Angleterre i København. Andersen var til stede ved flere af hendes koncerter og var også til middagsselskaber med hende. Hun skrev meget morsomt om digteren, at ”Andersen er den grimmeste Mand, der kan findes, men alligevel ser han meget interessant ud… Hans Væsen kan man først vænne sig til efterhaanden; i det store og hele er han en aandfuld Personlighed”. Til gengæld skrev Andersen til Robert Schumann, at Clara havde besøgt København og ”hver af os har hun kastet en Buket af Toner i Hjertet”.

[ Se Clara Schumanns indførsel i H.C. Andersens Album her]

På det tidspunkt kendte Robert Schumann allerede til Andersens eksistens og værker – især hans romaner Improvisatoren og Kun en Spillemand. Allerede i sommeren 1840 havde Schumann komponeret fire af Andersens digte i samlingen opus 40, som han ved udgivelsen dedicerede til digteren. Han skriver til Andersen i oktober 1842, at han håber, digteren kan lide sangene, som har inspireret komponisten til musik, der ved første øjekast kan være lidt specielt. For ”Andersen’sche Gedichte muss man anders componiren als ’blühe liebes Veilchen’“. Andersen takkede mange gange for udgivelsen, som han havde fået sin gode venner J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade til at spille igennem for sig.

Andersen besøgte Schumanns i juli 1844, da han kom igennem Leipzig og tilbragte en aften i deres selskab. Ved den lejlighed sang en af parrets venner, sangerinden Livia Frege, de fire sange til akkompagnement af Clara Schumann. Besøget inspirerede Schumann til at bede Andersen om en synops af hans eventyrkomedie Lykkens Blomst med henblik på et musikdramatisk værk. Men Andersen fik ikke sendt synopsen, og kort efter blev Schumann for syg til at komponere i et stykke tid. Han skrev dog meget hjerteligt til Andersen i april 1845 om projektet i håbet om et nyt besøg af digteren.

Vi kender ikke til yderligere korrespondance eller besøg mellem de to kunstnere. Afslutningen på forbindelsen mellem Schumann og H.C. Andersen må siges at være komponisten udsættelse af Barn Jesus i en Krybbe laa, som blev komponeret i foråret 1849 og udkom samme år (i Liederalbum für die Jugend, op. 79/2). Dog bevarede Andersen kontakten med Clara Schumann, som han besøgte og hørte ved koncerter flere gange, sidst i 1863.

[ Se portræt af Clara Schumann her]

I 1980 satte Sebastian musik til en dramatisk bearbejdelse af H.C. Andersens Nattergalen, som teatergruppen Rimfaxe satte op, og i 1989 skrev han på bestilling fra Det Kongelige Teater musik til en ballet over Andersens eventyr om Dyndkongens Datter, der dog aldrig kom op på Teatret. Endelig skrev han i 1996 musik til en hel musical om H.C. Andersen liv, Hans Christian andersen, der blev opført på Gladsaxe Teater. Forfatteren var teatrets direktør, Flemming Enevold, og teksten introducerede flere af Andersens eventyrfigurer. Til musicalen skrev Sebastian nye melodier til en række kendte sange, herunder til I Danmark er jeg født.

I H.C. Andersen-året 2005 satte Sebastian musik til digterens romantiske drama Mulatten fra 1840. Værket fremstår nu som musical, og det får premiere på Odense Teater i maj 2006 med titlen Kærlighedens farve.

Weyse virkede som organist ved Den Reformerte Kirke og senere Vor Frue Kirke, havde sangelever og var meget produktiv som komponist. Blandt hans værker finder man syv symfonier, en række syngespil, skuespilmusik, mere end 30 kantater og mange klaverstykker. Meget fremtrædende er han inden for dansk sanghistorie med sine mange fine romancer og sange. Han opnåede efterhånden en stilling i det københavnske musikliv som den store mester, der både var titulær professor og hofkomponist. Derfor kom han som en anset gæst i mange private kulturinteresserede borgerhjem, hvor han bl.a. underholdt med sine fabelagtige evner til at improvisere på klaveret.

Allerede ved sin ankomst til København september 1819 mødte H.C. Andersen Weyse. Digteren henvendte sig til Det Kongelige Teaters syngemester Giuseppe Siboni for at høre, hvordan denne ville bedømme hans stemme. Siboni havde middagsselskab med bl.a. Weyse, som fattede sympati for den fattige dreng og samlede ind til ham, så han månedligt kunne hente et beløb. Weyse subskriberede også på Andersens første udgivelse Ungdoms-Forsøg i 1822. Man må formode, at Weyse i den unge digter har set paralleller til sin egen entre i hovedstaden, hvad Andersen dog også senere gav udtryk for i Mit Livs Eventyr.

I 1830erne mødtes Weyse og Andersen desuden mange fredage til middag hos kommandør Wulff på Søkadetakademiet, hvor de begge var kære gæster sammen med andre kulturpersonligheder. De kunne også træffe hinanden hos ægteparret Rahbek i Bakkehuset. Alligevel skriver Andersen i Mit Livs Eventyr, at skønt de havde arbejdet sammen på syngespillet Festen paa Kenilworth blev de ”dog ikke ret fortrolige Omgangsvenner; hans Liv var eensomt som mit, og dog saae man ham gjerne, som jeg tør troe, Mange see mig;…”.

[ Se Weyses indførsel i H.C. Andersens Album her]

Alligevel bad Weyse Andersen om at tage klaverudtoget til sin Ambrosianske Lovsang med til komponisten Luigi Cherubini, da digteren i maj 1833 besøgte Paris. Andersen skrev om sit møde med den italienske komponist: ”Om Weyse havde han aldrig hørt, ikke engang hans Navn, og bad mig sige sig Noget om den medbragte Musik;…Weyse hørte aldrig fra Cherubini og jeg saae ham ikke siden”. På samme rejse mødte han komponisten Ludvig Spohr, der godt kendte Weyse, og Andersen skulle også senere hilse Weyse fra komponisten Franz Lachner på sit besøg i München i november-december 1840.

Det var kun Andersens tekst til Festen paa Kenilworth, Weyse satte i musik – andre værker blev det ikke til. På trods af det noget besværlige samarbejde, blev Andersen dog ved med at beundre komponisten og skrev flere digte til hans fødselsdage og jubilæer (”Et Folk, det er en Søe med stærke Bølger”, "Naar Barnet fik den christne Daab") og til hans begravelse i 1842: ” Hans trætte Støv er bragt til Gravens Ro”.

[ Se titelblad til Musikforeningens mindefest for C.E.F. Weyse den 24. januar 1843 her]