Teksten
Da H.C. Andersen i 1833 besøgte Rom, medbragte han en samling af danske folkeviser, hvor især visen Hr. Sverkel inspirerede ham til et dramatisk stykke. Først i januar 1835 havde digteren dog en færdig tekst til et syngestykke, Liden Kirsten. Her benyttede han netop disse danske folkevisemotiver - en genre, som på det tidspunkt og i de kommende årtier blev meget populær som udtryk for en national interesse. ”Kjæmpeviserne er en Guldbrube af Sujets”, skriver han.

Andersen indleverede teksten til Det Kongelige Teater, og det var så tanken, at en del af sangene skulle udføres til kendte folkemelodier. Men censuren beskyldte stykket for at lide af ”Tomhed, Magerhed og dramatisk Fattigdom” og have ”en overordentlig mager Handling”. Teksten blev alligevel antaget og overgivet til komponisten og koncertmesteren Ivar Bredal, som skulle finde og arrangere folkeviserne, men selv om Andersen helt indtil slutningen af 1835 håbede at se noget af musikken, fik Bredal aldrig færdiggjort sit arbejde.

[Se librettoen her (pdf)]

Operaen
Omtrent ti år senere ledte H.C. Andersen efter et operaemne til sin nære ven, komponisten J.P.E. Hartmann. Så han tog stykket op igen i februar 1844, omarbejdede det til én akt, men renskrev det først i august-september samme år. Samtidig viste han teksten til Hartmann. Stykket kunne dog først sendes til Det Kongelige Teater i oktober 1844, hvor det fik en blandet modtagelse. Således skriver Johan Ludvig Heiberg, at ”der er egentlig slet ikke nogen Handling deri, men Situationen er romantisk og har en vis poetisk Duft, som i Forbindelse med Musiken (hvis den lykkes) kan udøve en ret tiltrækkende Virkning”. På trods af disse barske ord blev stykket antaget, og Hartmann fik denne nyhed på en rejse til Tyskland i oktober 1844.

En måneds tid efter modtog komponisten teksten, og tilsyneladende kom han godt i gang med musikken i foråret 1845. Men færdiggørelsen lod imidlertid vente på sig. Hartmann forklarede Andersen i oktober 1845, at han godt ville have den overstrømmende Jenny Lind-stemning efter den fejrede sangerindes optræden på Det Kongelige Teater til at lægge sig lidt inden premieren på Liden Kirsten. Ved juletid 1845 kunne Jonas Collin dog skrive til Andersen i Berlin, at musikken var færdig undtagen ouverturen.

Premieren
Efter nogen diskussioner ved prøverne i foråret 1846 havde operaen omsider premiere den 12. maj - mens digteren sad i Syditalien. Rollerne var besat med nogle af Teatrets fineste sangere med sopranen Pauline Rung og barytonen Christian Hansen i hovedrollerne. Anmeldelserne var gennemgående positive, men operaen blev ikke en egentlig publikumssucces. Musikken og det middelalderlige emne faldt nok i folks smag, men Andersens tekst blev alligevel kritiseret for sine dramatiske svagheder. Operaen nåede kun fire opførelsen inden sommerferien 1846, og i de følgende sæsoner blev det heller ikke til mange. Det nationale emne var ikke tilstrækkeligt til at opnå en ubetinget succes.

Operaens status
Først i sæsonen 1858-59 blev operaen taget op igen, nu fordelt på to akter i stedet for en. Pausen i opførelserne var en god disposition, for nu blev der udtrykt større begejstring for værket. Det ”fandt ligesom i Fredags en Modtagelse, der vidnede om, at det har opnaaet den fuldberettigede Anerkjendelse, der ikke tidligere blev denne tiltalende Composition tildeel i den Grad, som den fortjener”, skrev en af aviserne. Siden da har operaen været på Det Kongelige Teaters repertoire indtil 1955 – dog med enkelte pauser. Den har været fremført i lidt ændrede opsætninger, hvad der ikke altid faldt i publikums smag, med en række forskellige stjernesolister.

Liden Kirsten i udlandet
Andersen kontaktede i 1852 sin personlige ven, komponisten Franz Liszt, der var kapelmester ved hofteatret i Weimar, med henblik på en opførelse af hans og Hartmanns opera Ravnen i Tyskland. Da digteren i 1855 besøgte Weimar, opsøgte han Liszt, som også kendte Hartmann godt, og viste ham dette stykke, men Andersen havde også noderne til Liden Kirsten med. Liszt var mest interesseret i den sidste, og digteren kunne begejstret berette i et brev til Edvard Collin, at ”Gjør den først Lykke et Sted ude, saa kommer den nok videre! Jeg ønsker det for Hartmanns Skyld og for dansk Musik”.

Imidlertid kunne Liszt ikke selv dirigere premieren, men han ville tage sig af de afsluttende prøver. Det blev dog kun til én forestilling i januar 1856 i Weimar under titlen Klein Karin, der tilsyneladende fik en udmærket modtagelse hos publikum. Men da ophavsmændene senere forsøgte at få operaen opført i Dresden, Meiningen og München, måtte de sande, at en så dansk opera havde svære kår i udlandet. Værket blev således ikke opført andre steder.

Til gengæld er Liden Kirsten med sine over 330 opførelser i København den mest spillede danske opera, og det er bemærkelsesværdigt, at langt de fleste forestillinger har fundet sted i 1900-tallet.

[ Se tekst og noder til hele operaen her (pdf)]

Tavlebordsduetten
En af operaens kendteste sange er Vekselsangen ”Hør, Ungersvend siig ikke nei”. Teksten er netop skrevet i en efterligning af folkevisestilen med de to elskende, der spiller terning – først om ejendele, klædningsstykker etc. og til sidst om deres kærlighed. Gennem det meste af sangen vinder den unge kvinde, men i slutningsverset er det så ungersvendens tur til at være heldig. Og da er præmien kvinden selv og hendes kærlighed. Også det kommenterende omkvæd er i folkevisestil. ”Det er selve den danske Kæmpevises eget Sprog, der har reist sig og foldet sig ud”, skrev en avis i 1870.

[ Se Hartmanns originalpartitur til Tavlebordsduetten her (pdf)]

[ Se noderne til Tavlebordsduetten med klaverakkompagnement her (pdf)]

[ Hør Tavlebordsduetten sunget af Aksel Schiøtz (1906-75) og Edith Oldrup-Pedersen (1912-99) med Det Kongelige Kapel, dir. af Johan Hye-Knudsen (rec. 1939) (RealPlayer)   ( kreditering) ]

Sverkels romance
Allerede i efteråret 1846 udtrykte Hartmann sin misfornøjelse med hovedpersonen Sverkels Arioso, som han i operaen synger lige efter hjemkomsten til Danmark. I november skitserede komponisten et ændringsforslag til Andersen, og digteren skrev hurtigt en ny version. Det blev til den nuværende meget elskede Sverkels Romance, der er en uforbeholden kærlighedserklæring til fædrelandet – en typisk 1800-tals følelse, der ikke hørte hjemme i selve handlingens tid, Middelalderen. Netop som romance har satsen også opnået stor succes uden for operaens sammenhæng og er nærmest blevet folkeeje, ikke mindst på grund af sit nationale indhold.

[ Se originalpartituret til førsteversionen af romancen her (pdf)]

[ Se Hartmanns originalmanuskript til romancen med klaverakkompagnement her (pdf)]

[ Se noderne til førsteversionen af romancen med klaverakkompagnement her (pdf)]

[ Se noderne til den reviderede andenversion af romancen med klaverakkompagnement her (pdf)]