Teksten
Digtet Snee-Dronningen blev trykt første gang i avisen Kjøbenhavns-Posten den 17. marts 1829. Andersen havde også tidligere fået trykt et digt, Det døende Barn, i denne avis, og nu havde han for et halvt års tid siden afsluttet sin studentereksamen i København efter de turbulente skoleår i Slagelse og Helsingør. Snee-Dronningen er et af hans tidlige digte, udgivet på et tidspunkt, hvor han kort forinden havde haft sin egentlige litterære debut med beretningen Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, som hurtigt blev kendt i litterære kredse.

Allerede i januar 1830 blev Snee-Dronningen indlemmet i Andersens første digtsamling, der blot hed Digte. Senere fremhæver hans gode svenske veninde, forfatteren Frederika Bremer dette digt som særlig stemningsfuldt. Foruden de nedenfor nævnte komponister satte f.eks. også komponisten A.P. Berggreen digtet i musik.

Digtet fortæller historien om pigen, der venter på sin møllersvend. Han bliver imidlertid indfanget af snedronningen, som reder ham en brudeseng i den kolde sne og is. Pigen bliver bange og går hen til møllen - blot for at opdage, at møllehjulet står stille.

J.P.E. Hartmann
Hartmann har sat teksten i musik i en tysk udgave, Die Schneekönigin, som han komponerede i 1836 efter sin udenlandsrejse til bl.a. Tyskland. Andersen var en af dem, der særligt hjerteligt modtog sin gode ven Hartmann ved hans hjemkomst, og i sin velkomstssang spåede digteren, at ”Hvad herligt ud Du har seet og hørt, Hvad Dig har glædet og dit Hjerte rørt, Du os fortælle vil i Melodier”. Umiddelbart satte rejsen sig dog ikke mange spor i Hartmanns musik, men alligevel inspirerede rejsen ham til at komponere Andersens Snee-Dronningen netop i en tysk version.

Hartmann udsatte digtet strofisk, men med hver strofes variationer og akkompagnement som tydeligt karakteriserende den dramatiske tekst. I denne ballade hører man både snedronningens indsmigrende lokken og hendes ”kom, kom” sammen med snefnuggenes hurtige dans. Også slutningens tragiske opdagelse høres tydeligt i musikken.

Digtet udkom dog først i 1840 i Hartmanns første sangsamling Sechs Gesänge für eine Singstimme mit Begleitung des Pianoforte, op. 13, som blev publiceret i Leipzig . Den indeholdt hovedsagelig musik til tekster af J.W. v. Goethe. På dette tidspunkt var Andersen imidlertid kendt i Tyskland, og Hartmann kunne derfor uden problemer indlemme et af hans digte i en samling, der også satsede på det tyske marked.

[ Se tekst og noder til Sechs Gesänge für eine Singstimme mit Begleitung des Pianoforte her (pdf)]

[ Hør Hartmanns Die Schneeköniginn sunget af Adam Riis - tenor akkompagneret af Christian Westergaard - klaver (RealPlayer)   (kreditering)]

Johan Christian Gebauer
Omtrent samtidig med Hartmann – sandsynligvis i 1837 - skrev komponisten Johan Christian Gebauer sin melodi til Snee-Dronningen. I hvert fald kan H.C. Andersen i december 1837 skrive til sin veninde Henriette Hanck i Odense, at ”flere af mine Digte ere satte i Musik af Gebauer”. Foruden Snee-Dronningen gjaldt det også digtet Rosenknoppen, mens de resterende sange havde tekster af H.P. Holst, Poul Martin Møller og Chr. Winther. Sangene udkom i en samling af hæfter med Sange med Pianoforte-Accompagnement i København i 1837-38.

Gebauers melodi til Snee-Dronningens dramatiske tekst er holdt i en enkel, helt strofisk form og har præg af en folkevise, hvor stemningen er sat gennem mol-tonearten. Akkompagnementet leverer snefnuggenes lette dans gennem indledningens meget hurtige bevægelse og de uophørlige sekstendedele under selve melodien. Folkevisestilen er typisk for tidens romantiske ideer, hvor der var stor interesse både for at udgive de gamle folkeviser og skrive nye sange med dem som inspiration.

[ Se tekst og noder til Gebauers melodi til Snee-Dronningen med klaverakkompagnement her (pdf)]

[ Hør Gebauers Snedronningen sunget af Adam Riis - tenor akkompagneret af Christian Westergaard - klaver (RealPlayer)   (kreditering)]

Niels W. Gade
Niels W. Gade satte tre af H.C. Andersens digte i musik i 1850. Vi kan ikke fastslå den ydre anledning, men Gade var meget produktiv på dette tidspunkt og fuldendte bl.a. sin populære 4. symfoni. Efter om sommeren at have besøgt Leipzig, blev Gade i efteråret 1850 udnævnt til dirigent i Musikforeningen i København – et arbejde, han bestred til sin død i 1890. Samtidig forelskede han sig i 1850 i J.P.E. Hartmanns datter, Sophie, og det endte med forlovelse året efter. Andersen var en af de første til at ønske til lykke.

Gades udsættelse af digtet er en meget dramatisk ballade, der fortæller den ulykkelige kærlighedshistorie med tekstfortolkende melodi og akkompagnement. Vi fornemmer klart både møllersvendens glade hop, snedronningens isnende kulde og sneflokke samt pigens ængstelse for sin elskede.

Sangene til digterens tekster blev udgivet i samlingen Tre Digte af H.C. Andersen for én Syngestemme med Pianoforte i København i december 1851. Heraf er Snee-Dronningen den sidste. De tre sange må have været populære, for i 1864 kunne Horneman og Erslev udgive et genoptryk.

[ Se tekst og noder til Gades 3 Digte af H. C. Andersen med klaverakkompagnement her (pdf)]

[ Hør Niels W. Gades Snedronningen sunget af Nina Bols Lundgren - sopran akkompagneret af Christian Westergaard - klaver (RealPlayer)   (kreditering)]

Carl Nielsen
Carl Nielsen komponerede Andersens tekst i perioden 1914-17, og den blev trykt første gang i En snes danske Viser, 2den Samling, som udkom i 1917 og indeholdt to andre sange med tekst af H.C. Andersen. Nielsen udgav samlingen sammen med Thomas Laub, som forelagde ham en række digte af danske klassiske forfattere, hvortil der ikke i forvejen eksisterede særligt kendte melodier. Det enkle og tekstnære var idealet, og i forordet til den første samling refereres der direkte til oplysningstiden krav om folkelige melodier med et ”Schein des Bekannten”, som komponisten J.A.P. Schulz introducerede i 1784. Carl Nielsen havde i sine tidligere sange hovedsageligt anvendt digte fra samtidens forfattere, så han forsøgte i disse visesamlinger at få en anderledes klar og følsom tone frem til at præsentere 1800-tallets guldalderdigtere.

Carl Nielsens sang er helt strofisk og meget enkel i et stort set treklangsopbygget brudt akkompagnement. ”De er holdte saa ’einfache’ at et Barn kan spille og synge dem; og der er hverken For- eller Efterspil”, skriver Carl Nielsen om sangene generelt. Sangen har på den måde mere karakter af en folkevise, der også kan fortælle en dramatisk handling på samme melodi gennem en række vers (her syv strofer). Komponisten er mere på afstand af emnet og overlader i høj grad til den udøvende at få det dramatiske hændelsesforløb frem. Dette gælder også den oplevelse, den enkelte syngende kan få i en fællessang.

Anden samling af En Snes danske Viser fik en noget blandet modtagelse, men blev på længere sigt meget populær [se titelblad her]. Samlingen var klart medvirkende til, at Nielsen sammen med Laub blev opfattet som fornyere af den danske folkelige sang. Snedronningen blev uropført ved en sangaften den 13. april 1917 med sangerne Emilie Ulrich, Carl Madsen og Anders Brems, akkompagneret af pianisten Salomon Levysohn. Samlingens indhold var imidlertid tænkt som fællessange, og det er da også på denne måde, de er blevet kendt.

[ Se Carl Nielsens originalmanuskript til Snedronningen her]

[ Se tekst og noder til Carl Nielsens melodi til Snedronningen med klaverakkompagnement her (pdf)]

Leipzig var i en stor del af 1800-tallet en af Europas musikalske centre. Flere danskere rejste til byen for at studere, og Niels W. Gade virkede her i perioden 1843-48 som komponist, musiker og ikke mindst dirigent for det berømte Gewandhausorkester. Gade fik mange af sine værker udgivet i Leipzig og Hartmanns seks sange opus 13 udkom også her – hos det kendte musikforlag Kistner. Også H.C. Andersen besøgte byen talrige gange (udsnit).