menu
13.1 - 18.3.2006

Den fotografiske bog har en helt central placering inden for fotokunsten, hvor så forskellige navne som Henri Cartier-Bresson, Robert Mapplethorpe og Wolfgang Tillmans har arbejdet med bogen som et selvstændigt kunstnerisk udtryksmiddel. Gennem tiden er det blevet til et utal af enestående udgivelser, der bærer vidne om den fotografiske bogs potentiale i forhold til udfoldelsen og udbredelsen af fotografernes kunstneriske visioner.

Udstillingen The Open Book viser en række af de mest betydningsfulde bogudgivelser i fotografiets historie.


7.9 - 17.12.2005

Den irsk-fødte fotograf Tom Wood (f. 1951) har igennem mange år skildret byen Liverpool, hvor han har boet siden 1978. I hans billeder er byen og dens indbyggere flettet ind i hinanden som uadskillelige dele af en fortælling om håb, drømme og hverdagsliv. Den uformelle og spontane stil gør Woods værk til et mesterligt psykologisk portræt af ’hans’ by. Photie Man er den første præsentation af Wood herhjemme.  Læs mere om udstillingen her »



Rigmor Mydtskov

Sjæle op til overfladen

10.6 - 3.9.2005

I Danmark er ingen portrætfotograf mere kendt end Rigmor Mydtskov. Forfattere, arkitekter, komponister, dansere, politikere – alle med repræsentativ funktion i den danske offentlighed har betrådt trapperne til Østerbro-atelieret og er blevet ’taget af’ på en munter og respektfuld måde.

I denne store retrospektive udstilling vil Det Nationale Fotomuseum hylde Rigmor Mydtskov for hele hendes 50-årige virke. De udstillede værker strækker sig fra retouch-arbejdet i faderens studie i Helsingør i 40’erne over de kongelige billeder fra 60’erne og de indsigtsfulde teateroptagelser fra 70’erne og 80’erne frem til spejlkabinetbillederne omkring årtusindskiftet.  
Læs mere om udstillingen her »


11.3 - 28.5.2005

I 1831 rejste H. C. Andersen ud på sin første store udlandsrejse, der blandt andet førte ham til det naturskønne Sachsisk Schweiz. 20 år tidligere havde maleren Caspar David Friedrich i netop dette område udført en række tegninger, og 20 år senere optog fotografen Hermann Krone her nogle af de første landskabsfotografier. 

Udstillingen Skyggebilleder undersøger gennem digterens, malerens og fotografens blik den romantiske naturopfattelse, der blev gennemgående i H. C. Andersens værk.   
Læs mere om udstillingen her »

17.11.2004 - 12.2.2005

I år er det ti år siden demokratiet blev indført i Sydafrika. Det markerer Det Nationale Fotomuseum med udstillingen UNSETTLED: 8 sydafrikanske fotografer. Udstillingen stiller skarpt på de mange forandringer, Sydafrika har undergået siden 1994, og giver indblik i en fotografisk tradition i verdensklasse.

Udstillingen viser værker af Jodi Bieber, Adam Broomberg & Oliver Chanarin, David Goldblatt, Santu Mofokeng, Jo Ractliffe, Guy Tillim og Nontsikelelo 'Lolo' Veleko.

25.8. - 30.10.2004

Den britiske fotograf Bill Brandt (1904-1983) regnes blandt det 20. århundredes betydeligste fotografer. Denne store retrospektive udstilling præsenterer en perlerække af originale aftryk fra mesterens hånd.



4.6 - 7.8.2004

Den franske ingeniør Félix Teynards rejse gennem Egypten og Nubien i 1851-1852 hører til fotohistoriens største bedrifter. Nu udstiller Det Nationale Fotomuseum sin enestående samling af Teynards originale kalotypier fra ekspeditionen.

4.6 - 7.8.2004

Biogas, boksekamp, brændestabel. Skotland, Spitsbergen, Staten Island. Udstillingen præsenterer med navne som Katya Sander, Superflex, Walker Evans og William Klein et internationalt udvalg af samtidsfotografi og klassisk dokumentarisme.

20.2. - 1.5.2004

Den tyske ingeniør Bernd F. Künne har samlet fotokunst siden begyndelsen af 1990'erne. Med nysgerrighed og vovemod som drivkraft er det på kort tid lykkedes ham at opbygge en betydelig samling af samtidsfotografi, en samling, der giver et fascinerende overblik over aktuelle tendenser i fotografiet.

Med Yet Untitled har Det Nationale Fotomuseum nu fået en enestående mulighed for at sammensætte en udstilling af fotografier fra Bernd F. Künnes samling. I opbygningen af udstillingen har Det Nationale Fotomuseum fået frie hænder til at vælge og vrage på hylderne, og har sammensat en udstilling, der i spændingsfeltet mellem realisme og iscenesættelse skaber et virkelighedens teater.

 
10.10.2003 - 7.2.2004

"Ansigtet er sjælens spejl". Det er et udsagn man ofte møder i en diskussion om portrættet. Udstillingen Ansigtets Geometri gør for alvor op med den idé og viser, hvordan det fotografiske portræt er som en kamæleon, der tager farve efter sine omgivelser og kan betyde noget forskelligt, afhængig af den sammenhæng det indgår i.

Udstillingen kortlægger det tidlige fotografis portrættering af samfundsborgeren, og samtidig inddrages en række værker udført af vor tids billedkunstnere. Samtidskunsten har længe udforsket nye udtryksmuligheder i det kendte portrætfotografi og debatterer emner som identitet og fotografiets dokumentære troværdighed.

8.5 - 20.9.2003

Udstillingen præsenterer for første gang den tyskfødte amerikanske fotograf Clemens Kalischers værk for et dansk publikum. Kalischer er født i Lindau i 1921, men flygtede i 1933 til Paris, og i 1942 kom han til New York. Kalischers dokumentariske fotografier fra 1940'erne og 1950'ernes New York er mærket af den sorg og splittelse han selv oplevede i det krigshærgede Europa, og som fulgte ham til USA, men samtidig udstråler de en smittende livsglæde og optimisme. Med mennesket og følelsen i fokus skildrer Kalischer med sine visuelt og teknisk suveræne fotografier efterkrigstidens USA.

   
7.2 - 19.4.2003

Det er en af de mest nyskabende og indflydelsesrige repræsentanter for den engelske socialdokumentarisme, der fra februar udstiller i Det Nationale Fotomuseum. Med fotografier gennemsyret af humor og ironi har Magnum-fotografen Martin Parr siden de tidlige 1970'ere provokeret og chokeret, men også fremelsket en aldeles unik fotografisk vision.

Udstillingen, der består af henved 150 fotografier og installationer, kombinerer de banebrydende farveserier fra 1980'erne, The Last Resort og The Cost of Living, med nogle af Parr's senere serier, heriblandt Common Sense (1999) og Cherry Blossom (2000). Men udstillingen viser også et righoldigt udvalg af Parr's mindre kendte sort/hvide fotografier fra 1970'ernes England.

Udstillingen er kurateret af Val Williams, og arrangeres i samarbejde med Magnum Photos.

  21.12.2002 - 18.1.2003

Det Nationale Fotomuseum runder året af med at vise én af årets markante nyerhvervelser, nemlig videoen Car Wash af den schweiziske kunstner Sylvie Fleury. Fleury der er født i 1961, svirrer i sine værker rundt i trendsætternes evige bud på det nyeste, det dyreste og det smarteste. Med installationer sammensat af alt fra shoppingbags og designersko til celebrity-exercise video indpakket i lyserødt plys, udforsker Fleury de hårfine grænser mellem kunst og konsum.

I videoen Car Wash fra 1995 giver Fleury en gang luksusmassage på vaskepladsen, og det i et antræk, der ikke lader den amerikanske flyder der tager imod, noget efter. Her mødes det ultrafeminine og det supermaskuline i en humoristisk hørm af brændt gummi og billig parfume.

9.11.2002 - 18.1.2003

Viggo Rivad har rundet de 80 år, men er fortsat i fuld vigør som fotograf og aktiv udstiller. Museets udstilling vil derfor fokusere på de tidlige år i 1940'erne og 1950'erne, hvor Viggo Rivad skabte sig en førende position i dansk fotografi. Han rejste ud i Europa og hjembragte i dag klassiske reportager fra nattelivet i Barcelona og Paris' forstæder og føjede et dansk element til den store humanistiske dokumentartradition, der prægede tidens fotografi.

Udstillingen er arrangeret i samarbejde med kunstneren.

9.11 - 14.12.2002

Bauhaus i Tyskland blev en af det 20. århundredes betydeligste kunstskoler. Her formulerede man i 1920'erne de grundprincipper, som kom til at præge modernismens udtryk i hele den vestlige kulturkreds. Det er sjældent, der er mulighed for at se originalfotografier fra denne epoke, hvor der blev eksperimenteret i mørkekammeret som ingen sinde før. Udstillingen viser 124 værker udført af skolens lærere og elever med navne som László Moholy-Nagy, Walter Peterhans, Florence Henri og Werner Graeff.

Udstillingen er arrangeret i samarbejde med ifa Stuttgart og Goethe-Institut, København.

29.4 - 26.10.2002

Udstillingen Verden set på ny undersøger vekselvirkningerne mellem fotografiet og malerkunsten i Danmark i perioden 1840-1900. Gennem tegninger, malerier, fotografier og video projektioner vises eksempler på, hvorledes fotografiet indgik som et centralt element i billeddannelsen - enten som erstatning for den tegnede skitse eller det tegnede forlæg eller som en visuel undersøgelse af, hvordan virkeligheden tog sig ud.

Udstillingen er arrangeret af Det Nationale Fotomuseum i samarbejde med mag.art. Gertrud With.

Udstillingen er en del af Golden Days in Copenhagen Festival 2002: Det Moderne Gennembrud.

30.4 - 10.8.2002

Den mesterlige svenske dokumentarfotograf præsenteres for første gang i Danmark med denne store retrospektive udstilling.

Anders Petersen er internationalt kendt for sine intense skildringer af det udsatte menneske, ofte på samfundets skyggeside. Længsel og angst gennemstrømmer hans stemningsfulde billeder, der altid kredser om det psykologiske møde mellem mennesker.

Udstillingen er blevet til efter invitation fra Det Nationale Fotomuseum.

Ann Lislegaard

Ann Lislegaard - Eyes Wide Open

24.1 - 13.4.2002

Den internationalt kendte kunstner Ann Lislegaard har skabt et nyt værk til udstillingen "Eyes Wide Open" i Det Nationale Fotomuseum. Værket er en videoinstallation - et tredelt portræt af en kvinde.

I værket undersøger Ann Lislegaard portrættet som fænomen. Med afsæt i Carl Th. Dreyers slutscene i filmen Jeanne d'Arc, laver hun tætte optagelser af kvindens ansigt i langsom bevægelse foran kameraet. Udtrykket ændrer sig radikalt fra det åbne, barnlige til det modne, kvindelige. Ændringerne sker i umærkelige skift, hvor man ikke længere kan fastholde kvinden i én bestemt identitet.

Donation

Donation fra Ny Carlsbergfondet

24.1 - 13.4.2002

Det Nationale Fotomuseum fejrer med denne udstilling Ny Carlsbergfondets store jubilæumsår. Siden museet åbnede med egne udstillingslokaler i Det Kongelige Biblioteks Sorte Diamant har museet løbende modtaget gaver fra Ny Carlsbergfondet.

I udstilingen indgår værker af Per Bak Jensen, Henri Cartier-Bresson, Krass Clement, Robert Frank, Candida Höfer, Søren Jensen, Kirsten Klein og Joachim Koester.

2.11.2001 - 5.1.2002

Udstillingen, der tager udgangspunkt i museets samling, vil belyse de forskellige synsmåder vi danskere har benyttet i vores beskrivelse af Grønland fra forrige århundredes ekspeditioner til vore dages kunstneriske fortolkninger. I udstillingen indgår værker af bl. a. Pia Arke og Joachim Koester.

18.8 - 20.10.2001

Mary Ellen Mark er en af verdens mest anerkendte dokumentarfotografer. Hendes interesse for det lille menneske har i årtier vakt beundring og respekt. Udstillingen American Odyssey, der bygger på bogen af samme navn, viser fotografier fra Mary Ellen Marks livslange rejse gennem et kontrasternes USA. Udstillingen er produceret af Hasselblad Centret i Gøteborg.

25.5 - 4.8.2001

Distanz und Nähe er en udstilling af fotografier fra Düsseldorferskolen. Udstillingen viser fotografiske værker af Bernd og Hilla Becher, Andreas Gursky, Candida Höfer, Axel Hütte, Simone Nieweg, Thomas Ruff, Jörg Sasse, Thomas Struth og Petra Wunderlich.


danskluft.dk
by colonel
4.12 - 20.1 2001

Udstillingen danskluft.dk tager udgangspunkt i de TV-udsendelser den herboende franske kunstner Colonel har lavet for DR-TV. Colonel har til udstillingen produceret en video med udpluk fra udsendelsen, og desuden udstilles en del objekter, der indgår i udsendelserne.

læs mere

Candida Höfer

Orte Jahre


fotografier 1968 - 1999
24.8 - 25.11 2000

I samarbejde med Nürnberger Kunsthalle og SK Stiftung Kultur i Köln præsenterer Det Nationale Fotomuseum denne retrospektive udstilling med værker af den tyske fotograf Candida Höfer
(f. 1944).

 

Gennem Tidernes Øjeblik

5.5 - 17.6 2000
4.12 - 20.1 2001

Udstillingen viser en perlerække af mesterværker fra museets samling. Der vises danske såvel som udenlandske værker fra 1840 og frem til i dag og følgende navne vil være repræsenteret: Henry Fox Talbot, Man Ray, Duane Michals, August Sander, Peter Sekaer og Per Bak Jensen.


Jesper Høm - fotografier fra 1950'erne og 1960'erne
5.5 - 17.6 2000

Det Nationale Fotomuseum vil med denne udstilling hylde en af det 20. århundredes betydeligste danske fotografer. Udstillingen viser 59 fotografiske værker fra 1950'ernes og 1960'ernes Europa og USA. Det er alle vintage-kopier fra museets samling. Jesper Høm døde den 1. marts i år.

11.2 - 8.4 2000

Den meget talentfulde australske fotograf Tracey Moffatt (f.1960) viser gamle som nye værker i fotografi og video. Tracey Moffatt er repræsenteret i museets samling.

Udstillingen arrangeres i samarbejde med Ulmer Museum, Tyskland.

Fra det skjulte 15.9 1999 - 22.1 2000

Åbningsudstillingen viser et tværsnit af de sidste 10 års indkøb og gaver. Her vil indgå danske såvel som udenlandske fotografer og billedkunstnere og følgende navne vil være repræsenteret: Thomas Ruff, Nan Goldin, Andreas Gursky, Larry Clark, Viggo Rivad, Krass Clement, Kirsten Klein, Per Bak Jensen, Joachim Koester og Olafur Eliasson.

Aktuelle udstillinger »

Kommende udstillinger »

Tidligere udstillinger

 

Åben ma-lør 10-19

Bestil omvisning »

 

Presselogen »