menu 4. december 2000 - 20. januar 2001

 

danskluft.dk

 

 
    by Colonel
 

 

Colonel (f. 1961) er fransk født, men har boet mange år i Danmark. Her i december viser DR 2 korte udsendelser, som Colonel har skrevet og instrueret. De handler om en Capitain (Colonel selv), der gør sig nogle erfaringer som udenlandsk turist her i det danske samfund.

Det Nationale Fotomuseums udstilling tager udgangspunkt i disse udsendelser. Centrale passager, som Colonels undersøgelse af danskernes reaktioner over for det danske flag og det rød/hvide grønlandske flag eller hans oplevelse af sig selv som ”usynlig” i gadebilledet, indgår i den video, Colonel har skabt til udstillingen. Effekter som en stok, en klapstol, en plastik trold og fundne fotografier eller fotografier som Colonel har fået andre til at tage af sig præsenteres nydeligt i tre montrer med spot på. Materialet relaterer sig til de enkelte scener i videoen. Billederne på væggene refererer derimod til kunstnermyten og til andre mytedannelser.

Selve udstillingen kan også ses som en kommentar til den anden udstilling, som museet viser samtidig, nemlig mesterværksudstillingen ”Gennem Tidernes Øjeblik”. Her præsenteres de fotografiske værker efter klassiske udstillingsprincipper med montre og billeder ophængt markant på væggene. Samme præsentationsform har Colonel adopteret i sin udstilling. Denne dobbelthed, hvor form og indhold krydser spor, er et karakteristisk træk i Colonels kunstneriske udsagn. Nok så væsentligt er også hans energiske kommunikationsform, hvor den sorte humor er den bærende kraft.

Med baggrund i en konceptuel tænkning er Colonel optaget af identitetsbegrebet både i forhold til kunstnermyten og i forhold til myten om ”den fremmede” samtidig med, at han forholder sig analytisk til den måde han præsenterer sine udsagn på. Han udforsker således kunstens forskellige udtryksformer og de rum, hvori kunsten almindeligvis udfolder sig. Med TV-indslagene har han udvidet dette rum yderligere til også at omfatte TV-mediet, der for en kort stund bliver forvandlet til hans udstillingsrum. Hans projekter indgår i en fortløbende arbejdsproces, hvor det ene projekt glider over i det næste og danner en organisk struktur, der sammenfletter hans univers. Nærværende udstilling er et klart eksempel på denne kunstneriske strategi.

http://danskluft.dk

tilbage til udstillinger