menu  
 




Fotografiet blev opfundet i Frankrig i 1839 og kom til Danmark allerede samme år. I Frankrig fik man hurtigt en passioneret diskussion om, hvorvidt fotografiet kunne betragtes som en selvstændig kunstart på linje med malerkunsten.

Samme diskussion fulgte i Danmark, men tonen var anderledes neddæmpet og besindig. Et var dog den officielle debat, noget andet hvad den enkelte kunstner mente og gjorde hjemme i sit atelier.

Der er ingen tvivl om, at fotografiet fascinerede de danske kunstnere. Fotografiets tilsyneladende nøjagtige gengivelse af virkeligheden stemte overens med de bestræbelser guldalderkunstnerne havde gjort sig i 1800-tallets begyndelse.

Med afsæt i denne nysgerrighed over for den virkelighedstro gengivelse vil udstillingen gennem tegninger, malerier, fotografier og video projektioner vise eksempler på, hvorledes fotografiet indgik som et centralt element i billeddannelsen - enten som erstatning for den tegnede skitse eller det tegnede forlæg eller som en visuel undersøgelse af, hvordan virkeligheden tog sig ud.

På udstillingen vil der indgå værker af bl.a. C.W. Eckersberg, P. S. Krøyer, J. F. Willumsen og L.A. Ring.