Få år efter opfindelsen af daguerreotypiet kunne den nye teknik anvendes til portrætter. Dermed blev det både lettere og billigere at blive portrætteret. Den store popularitet, som daguerreotypiportrætterne hurtigt blev genstand for, skete på bekostning af miniatureportrættet, silhuetten og medaljonportrætstikket, der indtil da havde været de mest udbredte portrætformer.

Den første, danske daguerreotypist var Mads Alstrup, der i 1842 etablerede sig i København, men der kom hurtigt mange andre til rundt omkring i landet.

Omkring 1855 blev daguerreotypimetoden erstattet af den hurtigere og billigere kollodiummetode, og udøverne fik nu betegnelsen fotografer. Med den nye negativproces fulgte papiraftrykket, der i de første år var på saltpapir. Få år efter benyttede fotograferne albuminpapir, som var fremherskende århundredet ud. Indførelsen af kollodiummetoden betød, at antallet af fotografer steg så eksplosivt, at der mellem 1862 og 1865 var omkring 100 atelierer alene i København. Da markedet ikke kunne rumme de mange fotografer, blev antallet kraftigt reduceret i de følgende år.

Både herhjemme og i udlandet benyttede portrætfotograferne sig fra begyndelsen og frem til ca. 1870 af de samme kompositionsprincipper og den samme ikonografi som portrætmalerne. Påvirkningen mellem de to medier kom dog hurtigt til at gå begge veje.

Visitkortfotografiet blev introduceret herhjemme i slutningen af 1850’erne af fotografen Rudolph Striegler. Idéen med at benytte et fotografi i stedet for et trykt visitkort stammede fra Frankrig. Her tog fotografen André Adolphe Eugène Disdéri i 1854 patent på et kamera med 4 objektiver, der kunne tage 8-12 fotografier på det samme glasnegativ. De små fotografier kunne samles i albums, hvilket var en medvirkende årsag til deres enorme popularitet. Opfindelsen af visitkortfotografiet betød, at portrættet nu blev mangfoldiggjort i et hidtil ukendt antal og sat sammen på nye og anderledes måder.

Fotograferne begyndte også efterhånden at opbygge forskellige scenerier omkring den portrætterede. Bordet, søjlen og plinten dukkede op. I 1880’erne blev landskabs-, stue- og salonbaggrunde populære i fotoateliererne. Ved at montere baggrundene på rullegardiner kunne scenen hurtig skifte fra norsk vinterhytte til sydlandsk terrasse.

I 1880’ernes sidste årtier ændrede det fotografiske portræt sig gradvist. I stedet for at følge fastlagte konventioner, blev der nu lagt mere vægt på den psykologiske skildring af de portrætterede. Dette blev for eksempel gjort ved at skildre personerne i deres naturlige omgivelser, der således kom til at fortælle noget om den portrætterede.