Mod slutningen
af 1900-tallet var kunstnerne i fuld gang med at nedbryde maleriets
perspektiviske rum. Centralperspektivet, der siden renæssancen havde
forvandlet det plane lærred til en kukkassescene meget lig en teaterscene,
hørte en tid til, hvor man ville fortælle historier. Mod århundredets
slutning krakelerede historiefortællingen til fordel for en stigende
fascination af maleriet som begreb. Det todimensionale billedplan blev
undersøgt, og malere som Vilhelm Hammershøi og J. F. Willumsen afsøgte
ny veje.
Meget tyder
på, at Vilhelm Hammershøi ved hjælp af et camera lucida fik skabt et
anderledes perspektiv, der lignede den fotografiske vidvinkels fortegninger
af forgrunden. Til tider ses ligefrem flere øjepunkter end det ene,
som kendes fra centralperspektivkonstruktionen. I andre malerier er
baggrunden presset frem i billedplanet med samme visuelle virkning,
som hvis Hammershøi havde anvendt et teleobjektiv. Resultatet blev,
at kukkassescenen forsvandt til fordel for en synliggørelse af billedplanet
som en todimensional størrelse. Til visse malerier kunne han have benyttet
matskiven på et kamera som linse foran sit motiv. Også her bliver resultatet
en aktivering af billedplanet, hvor farvefelterne lægger sig blødt op
ad hinanden.
Overfor
Vilhelm Hammershøis tyste univers står den støjende J. F. Willumsen,
som var optaget af tilsvarende maleriske problemer, men valgte andre
metoder til at nå sine mål. Bevægelsen som fænomen og farvens udtrykskraft
blev to centrale punkter i hans bestræbelser på at finde nye veje for
maleriet og her spillede fotografiet en stor rolle.
Ingen af
de to danske kunstneres eksperimenter kunne imidlertid føre frem til
det visuelle sprog, der forløste maleriet i det 20. århundrede. Kubismens
og konstruktivismens fremkomst i det nye århundredes første årtier revolutionerede
opfattelsen af maleriet. Samtidig fik også foto-grafiet mere hold på
sig selv og dialogen mellem de to medier fortsatte således intenst op
igennem det 20. århundrede.
|