Realismen opstod som kunstretning i Frankrig i slutningen af 1840’erne med maleren Gustave Courbet som den centrale skikkelse. Forudsætningerne for denne kunstretning var blandt andet Februarrevolutionen i Frankrig i 1848 og opdagelsen af fotografiet. De realistiske maleres mål var at gengive virkeligheden så objektivt som muligt, og derfor baserede de deres tolkninger af virkeligheden på nøje iagttagelser af naturen. Kunstnerens valg af motiver var desuden både påvirket af og beslægtet med fotografier, som de ofte benyttede enten som direkte forlæg eller på lige fod med malede og tegnede skitser.

Realismen tilførte ikke blot malerierne en større grad af virkelighedsgengivelse, men introducerede også et helt nyt tidsbegreb, der var forankret i fotografiets fokusering på øjeblikket.

Dannelsen af nye demokratier i midten af 1800-tallet rundt omkring i Europa førte gradvist til, at flere grupper end tidligere blev synlige i samfundet. Det afspejlede sig i kunsten ved, at skildringer af eksempelvis bønder, arbejdere og tjenestefolk i færd med deres daglige dont blev tillagt lige så stor betydning som tidligere tiders fremstilling af samfundets herskende klasser eller vigtige, historiske begivenheder. Når disse ”nye” samfundsgrupper skulle fremstilles i kunsten, gjaldt de samme høje, objektive krav. Skildringen af dem skulle være sand og troværdig - ikke idealiseret.

I Danmark gjorde realismen eller naturalismen, som den også kaldes, sig gældende fra omkring 1870 til 1900. I løbet af denne periode vendte de mere progressive repræsentanter for den danske kunstscene sig efter års isolation atter mod udlandet, især mod Paris. De nationalromantiske emner, som indtil da havde været fremherskende i kunsten herhjemme, blev nu erstattet af motiver, der relaterede sig til realismens billedverden. Fiskere, bønder og arbejdere kom i fokus ligesom i fransk kunst. Dagliglivets trivielle gøremål tonede også frem, og samtidig blev kunstnernes egne, private livscirkler en motivkreds i sig selv.

Kendskabet til kunstlivet i udlandet blev formidlet til det danske publikum gennem illustrerede blade. Det første betydelige af slagsen var Illustreret Tidende, der begyndte at udkomme i 1859. Gennem disse blade blev kunstnerne informeret om den kunst, der blev vist på verdensudstillingerne og andre store kunstudstillinger i udlandet.

En vigtig faktor i bestræbelserne på at skabe en mere samtidig litteratur og billedkunst i Danmark var de debatter, der foregik i kredsen omkring forfatteren Georg Brandes. Denne kreds, der talte nogle af tidens førende meningsdannere, etablerede sig i marts 1880 i klubben Bogstavelighed. Den eksisterede frem til juni 1882 og blev et forum, hvor aktuelle problemstillinger blev debatteret. Klubbens medlemmer talte blandt andre malerne Michael Ancher, P. S. Krøyer, Laurits Tuxen og Erik Henningsen.

Tidens begreber naturalisme og realisme, som blev benyttet i flæng, kaldte på definitioner, og de udeblev heller ikke. Georg Brandes definerede naturalismen som ”en Kunst der sætter Problemer under Debat.” Et lidt andet syn kom til udtryk, da forfatteren Herman Bang i sit skrift Realisme og Realister fra 1879 definerede realismen som et formsprog, med hvilket alt kan skildres.