Bogens Verden 1995 nr.5
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Har kulturtidsskriftet en fremtid i Norden?
Nogle fakta om TMM og andre kulturtidsskrifter på Island Af Fridrik Rafnsson, redaktør for Timarit Máls og Menningar
Ganske som islændingene selv har de islandske kulturtidsskrifter deres rødder i de nordiske lande, hvorfra vi som bekendt udvandrede for godt elleve hundrede år siden. Men i dag retter islændingene og de førende islandske kulturtidsskrifter blikket mod hele verden og har ikke brug for det øvrige Norden som mellemled, selv om samarbejdet mellem Island og de nordiske brødrefolk er både tæt og godt. Islandsk kultur, såvel som den øvrige verdens kultur, er vort arbejdsfelt.Det var fra Norden, nærmere bestemt fra Danmark, at islændingene fik den idé at starte et tidsskrift. Dér blev de første islandske tidsskrifter trykt i 1800-tallet, og en del af dem, Eimreidin f.eks., udkom regelmæssigt dér de første år.
Hvor paradoksalt det end kan synes, så var det et islandsk tidsskrift, udgivet i København omkring og efter 1850, der pustede liv i den islandske selvstændighedskamp i sidste halvdel af 1800-tallet. Det var tidsskriftet Fjölnir, hvis redaktion bestod af unge entusiastiske akademikere og digtere, bl.a. Jónas Hallgrimsson, der senere blev islændingenes nationaldigter og et af landets samlende symboler.
1827 begyndte det islandske litteraturselskab (Hid islenska Bókmenntafélag) at udgive tidsskriftet Skirnir, som er udkommet lige siden og derfor regnes for det ældste eksisterende tidsskrift i Norden. Tidsskriftets store held har bestået i at knytte mennesker til sig, for hvem det er lykkedes at gøre det umulige: at være lydhøre for samtiden, at tage vare på fortiden på frugtbar vis, og kun at offentliggøre artikler, der lever op til de strengeste krav om professionelle arbejdsmetoder. Filosofi har været populær på det sidste, som følge af den voksende interesse herfor blandt islandske intellektuelle. I denne sammenhæng kan nævnes, at de to netop tiltrådte redaktører for Skirnir, denne nestor blandt de nordiske kulturtidsskrifter, er to unge forskere.
Timarit Máls og Menningar (TMM) grundlagdes 1937 som talerør for de venstreradikale forfattere, der ikke kunne få deres ting publiceret andre steder. Blandt tidsskriftets stiftere var ingen ringere end den senere Nobelpristager i litteratur, Halldór Laxness.
Birtingur var navnet på et litteratur- og kunsttidsskrift, der blev startet i 1956 af en gruppe forfattere og kunstnere, der så det som deres opgave at introducere nye udenlandske strømninger i et dengang ret ensidigt nationalt kulturklima. Blandt dem, der stod bag, var forfatteren Thor Vilhjálmsson.
Det yngste medlem af flokken er tidsskriftet Bjartur-Frú Emilia, dannet 1989, der er viet litteratur og dramatik, og som især har søgt at vække opmærksomhed omkring det allernyeste i islandsk og udenlandsk digtning.
For øjeblikket udkommer der ca. 20 kultur- og litteraturtidsskrifter på Island. Størst oplag har Timarit Máls og Menningar og Skirnir med op omkring to tusind abonnenter hver (i et land med 260.000 indbyggere).
TMM har formentlig omtrent samme position som Bonniers Literära Magasin i Sverige og udgives af Mál og Menning, det største forlag i landet, hvad der da også pålægger det særlige forpligtelser; men tidsskriftet er samtidig åbent for alle typer af spændende stof om litteratur og kunst, uafhængigt af forlagets virksomhed. Tidsskriftet udkommer fire gange om året og bringer hvert år artikler om ca. hundrede forfattere, udenlandske såvel som indenlandske, levende såvel som afdøde.
Et stort antal islandske digtere og skribenter har trådt deres første skridt ind på forfatterbanen på siderne i TMM, og om mange forfattere, som efterhånden er blevet verdensberømte, kunne islændingene første gang læse netop i TMM.
I den seneste tid har TMM udviklet sig til et bredere kulturtidsskrift for på denne måde at imødekomme læsernes og kunstnernes ønsker. Vi lever jo i en verden, hvor kunstarterne i stigende grad overlapper hinanden. TMM har også åbnet sig mere og mere ud imod den øvrige verden, Europa især, og publiceret aktuelle artikler og litterære arbejder af forfattere som Derek Wallcott, Jacques Derrida, Milan Kundera, Peter Handke. Det er hensigten i den kommende tid at trykke nyt materiale af Cees Nootebbom, Patrick Chamoiseau, Jean Baudrillard m.fl.
Opgaven for et kulturtidsskrift i vore dage er ikke at være et forum for politiske diskussioner, sådan som det ofte var tilfældet før i tiden, men snarere at udgøre en platform for indsigtsfulde og ambitiøse tanker om kunst og kultur og/eller litteratur, der endnu ikke har fået så stor opmærksomhed. Alligevel skader det ikke, om kulturtidsskrifter udfordrer deres læsere og går imod de herskende opfattelser - i modsætning til den underdanighed, som de fleste massemedier viser over for markedet.
I en verden, hvor hurtighed og kvantitet er plusord, ikke sammenhæng og kvalitet, er det af vigtighed, at digtere, kritikere og skribenter får mulighed for i ro og mag at reflektere over tingene og overveje dem. Derfor spiller kulturtidsskriftet en betydelig rolle som en let tilgængelig modstand mod snæversyn af enhver art, selv om det måske vejer let på nationernes vægt. Som en af udgiverne af den franske avis Le Débat sagde i anledning af tidsskriftets 15-års jubilæum i september i år: "Et tidsskrift som dette udfylder tomrummet mellem massemediernes ævlen og universiteternes ghettoer." Mon ikke dette gælder alle kulturtidsskrifter, der fortjener denne betegnelse?
Tilbage til toppen