Bogens Verden 1996 nr.2


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Har kulturtidsskriftet en fremtid i Norden?

Krise og fornyelse

Nogle finske tendenser i perioden 1981-94

Af Kari J. Kettula, redaktør af Tyyris Tyllerö, tidsskrift for børnelitteratur



Det finske samfund har forandret sig meget i de seneste 15 år. Det samme gælder de finske kulturtidsskrifter. Afideologiseringen mærkes på alle samfundsområder. For øjeblikket styres landet af den såkaldte regnbueregering, hvor Samlingspartiet, Socialdemokraterne, Venstreforbundet og De Grønne er med. Mit grundlag for denne undersøgelse har været de finske kulturtidsskrift-kataloger, som jeg har arbejdet med i perioden 1981-94. Jeg har inddraget materiale fra 80erne for på denne måde at belyse tendenser i 90ernes finske kulturtidsskriftverden.


1981
Den første finske kulturtidsskriftkatalog udkom 1981, i Urho Kekkonens sidste år som præsident. Denne katalog, der hedder "Kulttuuri-ja mielipidelehdet", indeholder 145 tidsskrifter. Heri findes mange kommunistiske og socialdemokratiske ungdoms- og kulturtidsskrifter.

Næsten alle tidsskrifternes økonomi var temmelig dårlig. Hele kulturtidsskriftbranchens tab var, hvis man gransker budgetterne, 8 millioner finske mark.

Størstedelen af tidsskrifterne, over 100, havde redaktører, der arbejdede uden løn. Det var jo i de traditionelle finske folkelige bevægelsers sidste tid. De fleste tidsskrifter oplyste, at de hverken havde markedsføringsplaner eller markedsføringsbudget.

1979 var staten begyndt på at yde tidsskriftstøtte. 1981 udgjorde støtten 1,2 millioner finske mark, 36 af tidsskrifterne fik støtte, i gennemsnit 33.000 mark om året.


1988
Den tredje finske kulturtidsskriftkatalog "På Snellmans långa lista", udkom i 1988. Den indeholdt 167 finske kulturtidsskrifter. I perioden 1981-88 var 27 tidsskrifter afgået ved døden, 10 havde fået nyt navn, 5 havde slået sig sammen med andre tidsskrifter, og 41 nye tidsskrifter var kommet til.

De største nye grupper udgøres af musik-, film- og science fiction-tidsskrifter samt tidsskrifter udgivet af statsadministrationen. Mange gamle venstreorienterede kultur- og opinionstidsskrifter var forsvundet i tiden fra 1981 til 88. Finland var på vej ind i den nye markedsøkonomi. Finland skulle være Europas Japan.

Sammen med Kari Vaijärvi skrev jeg i 1988 en rapport om de finske kulturtidsskrifter, "Mielipiteillä ei täälläpäin ole kysyntää" ("Der er ingen efterspørgsel på opinioner"). Rapporten fortalte, at selv på dette tidspunkt var kulturtidsskrifternes økonomi temmelig dårlig. I 1987 havde kun 14 af de 52 undersøgte tidsskrifter fået statslig støtte og aflønnede heltidsredaktører. Støtten beløb sig da til 2,1 millioner FIM, i gennemsnit modtog tidsskrifterne 38.000 finske mark.

Det typiske finske tidsskrift årgang 1988 udkom seks gange om året, havde et oplag på ca. 2.000 eksemplarer og manglede en heltidsansat redaktør. Tre fjerdedele af tidsskrifterne blev udgivet af foreninger og forskellige organisationer, én fjerdedel af aktieselskaber eller fonde.

Vi foreslog i vor rapport, at der i de nærmeste år skulle uddeles stipendier til videreuddannelse af redaktører. Det vigtigste uddannelsesområde var dengang den nye computerbaserede produktionsteknik, markedsføring, nye distributionssystemer og tidsskrifternes visuelle udformning.

Vi foreslog også i 1988, at tidsskrifterne skulle danne deres egen forening til at varetage deres interesser. Den finske kulturtidsskriftbranches professionalisering var begyndt.


1995
Den store forbrugsfest er forbi. Finland blev ikke Europas Japan. Som følge af Finlands økonomiske krise har kulturpressen haft hårde tider i 90erne. Portoforhøjelserne 1993 ramte hårdt, ligesom stigningerne i priserne på papir kort tid efter.

Antallet af abonnenter er dalet, for bibliotekernes muligheder for at købe kulturtidsskrifter er blevet mindre. Også arbejdsløsheden har været stor, 20 procent.

I disse hårde tider har de finske kulturtidsskrifter udviklet forskellige former for samarbejde. Den finske forening for kultur-, opinions- og fagtidsskrifter KULTTI, dannedes 1991. KULTTI udsender kataloger, arrangerer diverse markedsføringshappenings og uddannelsesdage, ofte i samarbejde med små forlag. Vejen mod fortsat professionalisering er tydelig.

KULTTIs nyeste katalog indeholder 80 tidsskrifter. Hvad er der sket siden 1988? Næsten alle de gamle venstreorienterede tidsskrifter er afgået ved døden, f.eks. det socialdemokratiske oplysningsforbunds Aikamerkki (som svarede til det svenske Fönstret) og folkedemokraternes oplysningsforbunds Kantti.

Til gengæld er der dukket nye videnskabelige tidsskrifter op, inden for kvindeforskning, medieforskning og filosofi. Vi har fået nye kultur- og opinionstidsskrifter, f.eks. Image, Hiidenkivi, Lihreä Lanka.

En del af de finske kulturtidsskrifter laves stadig af en lille, så godt som ulønnet redaktion. Ofte har det lille tidsskrift en uprætentiøs udformning, artiklerne er uredigerede, men den nye teknik har muliggjort et pænere tryk.

Samtidig findes der også en gruppe af tidsskrifter, der klarer sig ganske godt, deres økonomi er god, redaktion og markedsføring er professionel.

I KULTTIs undersøgelse (Kulturtidskrifternas situation i Finland 1994) findes der yderligere information om kulturtidsskrifternes egne tanker.

Statsstøtten udgjorde i 1993 2,2 millioner FIM, og 37 tidsskrifter fik en støtte, der varierede mellem 10.000 og 150.000 finske mark.

Hvad sker der for øjeblikket i den finske kulturpresse? Sammen med Kari Vaijärvi skrev jeg i antologien Tecken i tiden (1994) en artikel, "Kultur- och opinionspressens ödesår", og heri konstateres det, at der sker en afideologisering og professionalisering, men også at alle tidsskrifterne for øjeblikket befinder sig i en helt anden situation end i begyndelsen af 80erne.

De elektroniske medier har udviklet sig, og mange unge finske journalister og kulturarbejdere arbejder med radio, video, tv og Internet. Hvad dette betyder for kulturtidsskrifternes fremtid, er et stort spørgsmål.

I Finland lever vi for øjeblikket i ret besynderlige tider, vi har næsten alle partier siddende i regeringen, ministre fra højre til venstre, nogen egentlig opposition findes der ikke.

Samtidig er det finske samfund blevet splittet op i en række mindre kulturer. Det eneste, der forener folk, er sporten. Store fælles nationale bøger, film eller kulturtidsskrifter eksisterer ikke længere. Mange mennesker har det aldeles udmærket, en hel del er arbejdsløse og har det ikke specielt godt. Samme situation kan man iagttage hos kulturtidsskrifterne. De professionaliserede overlever i den senkapitalistiske forbrugsjungle, de andre - dør vel lidt efter lidt?

Er det mon livets sandhed?


Tilbage til toppen