Bogens Verden 1996 nr.5
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Martin Andersen Nexø og Bornholm Af Torben Bech Rasmussen, cand.phil.
Ambivalent forhold
Før vi kaster os ud i beretningen om forholdet mellem Martin Andersen Nexø og Bornholm, vil jeg lige erindre om, at det modsatte af kærlighed ikke er had, men ligegyldighed. Skænderier forekommer i selv de bedste familier. Ofte bunder de i kærlighed - der som bekendt kan antage mange former - eller i hvert fald en følelse af at høre sammen. Også selv om parterne ikke altid er lige villige til at indrømme det.Bølgerne har ind imellem gået højt mellem Andersen Nexø og bornholmerne, så forholdet kan dårligt kaldes uproblematisk, men man kan heller ikke ligefrem påstå, at det har været præget af ligegyldighed.
At Andersen Nexø følte sig som bornholmer og holdt af øen, er der mange beviser på. Også selv om han i hidsige stunder kunne påstå det modsatte. Her levede han sine modtageligste år, barndommen og ungdommen, og her fandt han en uendelighed af stof, som han kunne øse af i et langt og flittigt forfatterliv. Noget af det bedste Andersen Nexø har skrevet har tilknytning til Bornholm. Og noget af det bedste der er skrevet om Bornholm, er skrevet af Andersen Nexø. Sådan er det. De kan ikke skilles ad, hvad enten de vil eller ej.
Bornholmerne har aldrig rigtig kunnet beslutte sig til, hvad de skulle mene om Andersen Nexø. De var vel stolte af, at han havde drevet det så vidt og gjort øen kendt over den ganske verden. Men de havde også meget at kritisere ham for og følte nok, at det faldt tilbage på hans bornholmske landsmænd, når han i deres øjne gjorde sig uheldigt bemærket.
Denne stærke samhørighed mellem den enkelte og de mange bornholmere har Andersen Nexø pudsigt nok beskrevet længe før han selv kom på kant med dem. Det skete i et foredrag på Askov højskole i 1894, da han var 25 år gammel: "Stærk selvfølelse er kendemærke for næsten alle bornholmere. (...) Hele Bornholm skammer sig så at sige, når én har gjort noget galt over for verden."
1 Og bornholmerne har vitterlig skammet sig over Andersen Nexø. Især efter han var blevet kommunist. Der gik 13 år efter hans død før det første officielle tegn på hans eksistens dukkede op i hjembyen Nexø. Og selv nu - 42 år efter hans død - kan han stadig splitte sindene, hvad forårets hede debat om æresborgerskabet er et levende bevis på. Men æresborger blev han da til sidst. Nu hænger de på ham.
Barndommens Kyst
Martin Andersen Nexø er ikke født på Bornholm. Først som otte-årig kom han til øen, hvor han boede i 14 år.Anledningen til familiens ankomst til Nexø var ikke munter. Faderen, Hans Jørgen, havde gennem længere tid gået arbejdsløs i København og havde til sidst følt sig tvunget til at søge fattighjælp. Men kommunen havde en bedre ide: Han var jo bornholmer? Kunne han ikke tænke sig at vende tilbage? Så skulle kommunen nok betale flytningen. Sådan førte man socialpolitik dengang, og gør det såmænd endnu i visse kommuner - i mere eller mindre raffinerede varianter.
Hans Jørgen tog imod tilbuddet. Han var træt af det udsigtsløse liv i København og huskede nok Bornholm i lysere farver end virkeligheden kunne bære. Men det må nu også have været noget af en ydmygelse. Knap 20 år tidligere var han rejst fra øen, fordi han fandt forholdene for snævre for hans ambitioner. Nu måtte han vende tomhændet tilbage. Det er helt sikkert blevet bemærket.
Hans Jørgen og børnene faldt dog hurtigt til, selv om han i begyndelsen havde svært ved at finde arbejde og deres første bolig var usædvanlig ussel, selv efter datidens forhold. Moderen havde det derimod sværere. Hun var førd
2 , og hendes facon stemplede hende endda som den værste af slagsen: Københavner, selv om hun egentlig kom fra Falster: Rapkæftet, åbenmundet og med de underligste københavnermanerer, der nok kunne sætte gang i folkesnakken. F.eks bagte hun ikke sit brød selv. Det fik hun hurtigt lært.Familiens liv på Bornholm blev ikke let. Alligevel var det for Martin kærlighed ved første blik. I sin selvbiografi skrev han: "Det er som om Livet for mig ret begynder her med Overflytningen til Bornholm. (...) Over Barneaarene paa Bornholm er der fra første Færd en egen Glans, som ingen nok saa graa Hverdage siden har kunnet udhviske."
3 For Martin Andersen Nexø var Bornholm - og specielt egnen omkring Nexø - alle dage "Barndommens Kyst". Herfra gik hans verden, selv om han siden fjernede sig fra den i mere end én forstand. Forfatterskabet vrimler med forelskede skildringer. Her er én fra 1909:
"Barndomsmindet har sine egne Rugepladser, Steder hvor hver Fodbred er levende som en Fugleklippe, og ny Erindringer flyver op for hvert Skridt man gør. Af en eller anden Grund er Balkabugten, der som en lys Halvmaane krummer sig ud til Snogebækpynten, det Sted, hvor min Barndom endnu ruger, og hvor jeg for hvert Skridt kan fange et Levende Minde ind. Her paa Sandet lar der sig hvile ud som ikke noget andet Sted, og herfra har jeg det selvfølgelige Udsyn over Jorden og Menneskene, som ene gir den styrkende Følelse af Sammenhæng."Kan nogen være i tvivl om, at Andersen Nexø holdt af Bornholm?4
Skygger
Den største skygge i Martins barndom var hans far. Hans Jørgen var en mand med rige evner og havde stadige ambitioner om at bruge dem. I flere omgange forsøgte han at etablere sig som selvstændig brolæggermester, men ofte gik det galt. Og Nexøborgerne hjalp ham ikke. Tværtimod. Ifølge Andersen Nexø modarbejdede de ham ligefrem og frydede sig, når han blev ramt af uheld5 . Knuget af nederlagene udviklede Hans Jørgen sig efterhånden til en rugende tavs og indesluttet alkoholiker.Andersen Nexø havde et livslangt opgør med sin far, der optræder i mange forskellige forklædninger i forfatterskabet
6 . I begyndelsen havde Nexø kun fordømmelse tilovers for ham, fordi han havde svigtet familien - og han kom aldrig til at tilgive ham. Men efterhånden opdagede Nexø i hvor høj grad han lignede sin far. Også han løb ind i modgang og skuffelser. Og han opdagede, at han som faderen lukkede sig inde i sig selv og stødte folk fra sig, når han behøvede dem mest. Og han forstod, hvor ensom faderen havde været. Flere steder har han endda skildret disse tilbøjeligheder som et særligt bornholmsk karaktertræk. I en lang artikel, "Bornholm" fra 1933, giver han f.eks følgende karakteristik af bornholmeren, der er fristende at læse som et skjult selvportræt:"Bornholmerens Karakter falder paa afgørende Omraader uden for dansk Væsen, hvad der fører til, at han ikke virker umiddelbart tiltalende paa sine øvrige Landsmænd; han er dem for paaholdende, holder for stærkt paa sig selv og sit eget, er for stræng - og for stærk - i sine Meninger."Her kunne man indskyde, at danskerne - og i højeste grad bornholmerne - følte, at Andersen Nexø holdt rigelig stærkt på sine kommunistiske meninger, og havde problemer med at finde ham tiltalende, når han fremturede.Og karakteristikken fortsætter:
"I hans Sind findes der adskilligt, der ikke er ligetil for hans Landsmænd; det er svært at lodde Dybden hos ham, (...) Hans Sjæleliv kan til Tider være helt "russisk" (...) Maaske er det hans Kompensation for den danske Sorgløshed, som han af en eller anden Grund er gaaet glip af? Hans Landsmænd har sværest af alle ved at forstaa denne - dunkle - Side af hans Væsen og bebrejder ham Lunefuldhed og Mangel paa Aabenhed"Og senere:"Fred herovre gælder i mange Tilfælde: Fred med sig selv! (...) Bornholmeren hører til de Naturer, der er haardest mod sig selv; indadvendt grublende, selvprøvende, ofte ogsaa selvdømmende, som han er. Undertiden nødes han i sin Trang til Retfærdighed at dømme sig selv til Udryddelse."Og endnu senere:"Der synes under det selvransagende og selvdømmende paa Bunden af hans Væsen at være endnu et Lag, en dobbelt Bund saa at sige, hvor hans Retfærdighedskrav har til Huse. Trods Naaden, der spiller en stor, den største, Rolle i de forskellige Sekter, er kravet til Retfærdighed det inderste i hans Væsen. I yderste Fald forlanger han ikke hverken her eller hisset at blive behandlet som andet end en, der har gjort sin Pligt. Der ligger ikke saa lidt Selvtillid i dette Livs- og Evighedssyn."7
At Andersen Nexøs retfærdighedskrav var stort, kan ingen vist være i tvivl om. Det var nok det der gjorde ham til socialist.Nexø kom mere og mere til at identificere sig med sin far. Skylden for familiens trængsler blev i nogen grad taget af hans skuldre, og lagt på forholdene og omgivelsernes manglende opbakning. Det vil sige: Klassesamfundet, men også bornholmerne, især i Nexø. Det fik betydning for Andersen Nexøs holdning til bornholmerne på hans gamle dage. Det skal jeg snart komme tilbage til.
Bornholmernovellerne
Bornholm spiller en dominerende rolle i Martin Andersen Nexøs forfatterskab. Da han begyndte som forfatter, famlede han længe omkring for at finde sin egen stil. Han prøvede at efterligne tidens litterære mode, der sværmede for usædvanlige skæbner og et temmelig deprimerende livssyn. Meget i den unge Nexø drog ham mod disse emner, men det blev sjældent rigtig godt.I denne del af forfatterskabet skiller bornholmernovellerne sig ud. I kvalitet, men ikke i livssyn, for det er nærmest nihilistisk: Skæbnen handler med tilfældighed og menneskene skildres som naturvæsener, der blindt adlyder dybtliggende drifter, de ikke selv forstår. Lad mig give bare to eksempler:
I "Frænke" (1898) vågner en kvinde en nat - vist nok fordi hun har besluttet det - og vandrer de mange kilometer fra Balka til Poulsker og brænder sin brors gård af. Uden hverken før eller siden at røbe hvorfor. De voldsomme begivenheder skildres nærmest lidenskabsløst og uden at fortælleren tager moralsk stilling til hendes handling.
I "Skæbne" (1905) enes konen på en gård med karlen om at slå hendes mand ihjel. Ikke fordi de har noget imod ham - tværtimod holder de begge meget af ham - men fordi deres naturer kræver hinanden og hun som gift kone anstændigvis ikke kan give efter for sin lyst. Som enke går det bedre. De straffes af myndighederne, men angrer intet; det stod ikke i deres magt at handle anderledes. Og heller ikke her tager fortælleren moralsk stilling. Det er natur og skæbne altsammen. Historien slutter: Skæbnen "gaar hen over et Menneske som et Jærnbanetog, og der mærkes kun en blød Vuggen."
8 Det lyder jo ikke særlig socialistisk, - og der er da heller ikke skygge af socialisme i Nexøs tidlige bornholmernoveller, hvis nogen skulle tro det. Først i de senere noveller kommer den sociale holdning, de fleste forbinder med Nexø.
Bornholmernovellerne skiller sig ud ved deres kvalitet og ægte tone. Nexø kender tydeligvis naturen, menneskene, tankemåden og sproget. Personerne og historierne lever. Meget af stoffet fik han foræret. Kendte skikkelser og hændelser, han enten kendte personligt eller fra folkesnakken kunne umiddelbart skrives ned, men skulle selvfølgelig bearbejdes litterært.
Der er grund til at tro, at Andersen Nexø brugte bornholmernovellerne som en slags skrive-øvelser. Langt de fleste er skrevet enten før eller samtidig med "Pelle Erobreren", hvor han havde fundet sit stof og sin stil, og lært at mestre det litterære håndværk.
9 Størstedelen af de øvrige skildringer fra Bornholm, finder man også fra denne periode: i "Familien Frank" (1901), tildels i "Dryss" (1902) og selvfølgelig i de to første bind af "Pelle Erobreren" (1906-07). Siden fandt han andre motiver, selv om der ofte lurer en bornholmer i baggrunden.
Først i 1930erne vendte Nexø litterært tilbage til Bornholm. Det skete med selvbiografien, og det er værd at notere, at forfatterskabet med den fik et kvalitativt løft. Selvbiografien var det bedste han havde skrevet siden "Pelle Erobreren". Andersen Nexø skrev bedst på selvoplevet stof, helst fra barndommen og ungdommen, hvor Bornholm som bekendt spillede en væsentlig rolle. Det kan så blive en akademisk diskussion om det var barndommen eller Bornholm, der inspirerede ham så meget. Det var nok en kombination.
Nexø skrev fire hovedværker: Pelle Erobreren, Ditte Menneskebarn, Selvbiografien og bornholmernovellerne. Af dem er kun Ditte Menneskebarn uden direkte tilknytning til Bornholm, og er i øvrigt langt det svageste værk.
Så man kan ikke beskrive Martin Andersen Nexøs forfatterskab uden at nævne Bornholm.
Tre formasteligheder
Bornholmerne har altid været kritiske over for Martin Andersen Nexø. Efter deres mening gjorde han sig skyldig i især tre formasteligheder. Den største var, at han blev kommunist på sine ældre dage. Og det er da også den største anstødssten i dag. Om det er den eneste, er svært at sige. Gammelt nag kan af og til nedarves gennem generationer. I hvert fald på Bornholm. Det har Andersen Nexø forresten skrevet en bornholmernovelle om: "Et Efterslæt" (1901). Men også før han blev kommunist, så bornholmerne skævt til ham.Nexøs første formastelighed var, at han overhovedet blev til noget. Janteloven er stærk på Bornholm. Stikker man snuden frem, må man være forberedt på at få den i klemme. Det havde Hans Jørgen fået at mærke. Martin dristede sig til som almindelig arbejdersøn og skomager at blive noget så uforståeligt som forfatter. Var det et arbejde? Der har sikkert været mange, der har sammenlignet ham med faderen, og spået ham et lige så grumt endeligt.
Den anden formastelighed var, at han puttede bornholmerne i sine bøger og endda lavede virkeligheden om. De syntes ikke det var morsomt at se sig selv og naboerne gå igen i hans forfatterskab. Løgnehistorier, kaldte de det. Én ting var at gå og sladre om hinanden i al fredsommelighed - om ikke inden for hjemmets fire vægge, så dog inden for byens grænser. En anden var at komme på tryk og blive udleveret til fremmede. F.eks havde Nexø-borgerne grinet meget ad "TrÀ Àn-Jakob", der altid pralede af sine evner som sømand. En dag var han draget afsted som skipper på et togt mod Tyskland, men var sejlet i ring og havnede i - Nexø. Over hændelsen skrev Andersen Nexø den morsomme bornholmernovelle: "Jakobs vidunderlige rejse" (1908). Men Nexø-borgerne morede sig ikke.
Og måske kan man godt forstå dem. Der findes stadig sære skikkelser og hændelser på Bornholm, der nok er en historie værd. Jeg kunne fortælle adskillige bornholmernoveller, men vægrer mig ved at gøre det i den store offentlighed. Jeg tror det ville blive taget ilde op. Ikke bare af dem historierne handler om, men også af naboerne, der har fortalt historierne til mig.
Martin Andersen Nexø følte sig ikke værdsat efter fortjeneste på Bornholm, og det smertede ham. I resten af verden var han en berømt og anerkendt forfatter. På Bornholm skulle han nødig tro han var noget. Skuffelsen lyser ud af følgende citat:
"Ingen forstår at tie ihjæl som bornholmere. For mine egne søskende eksisterer jeg slet ikke - eller meget nødigt - som forfatter, de går med vidunderlig færdighed udenom den ting, der hedder mine bøger, artikler om mig i bladene osv. Besidder en ung bornholmer musikalsk færdighed og de øvrige af familien ikke, så er de ikke stolte af ham men lader, som om de ikke aner den egenskab ved ham, han opfordres aldrig til at spille. Får nogle af slægten piano, eller et eller andet som de andre familier ikke har, så kan de overse det fuldstændigt, de omgås i årevis - og røber ikke at den og den har piano i sin stue - før en eller anden gang når der er lejlighed til et hib. Så kommer det frem, at de har set.Det er en bitter mand, der taler. Sådan gik det Hans Jørgen og sådan gik det Martin. Kan nogen genkende beskrivelsen ?<%-2>Det er i det hele farligt at fjerne sig fra skik og brug selv i bagateller - en bornholmer gør det nødigt. På dette ene punkt er inkvisitionen bestående i hele sin strænghed og fører et sandt rædselsregimente. Jeg husker en tjenestekarl som anskaffede sig en blå vinterfrakke - nupret, det var nu ikke skik for tjenestekarle, og når folk talte om ham sagde de blot: "Han går med frak". De spydige smil der fulgte ham alle vegne, kunne han ikke udholde - han måtte kaste frakken; men det var ikke nok - forbrydelsen var gjort og kunne ikke gøres ugjort. Siden hed det blot: "Han som gik med frak", - og han måtte fortrække.
Denne knugende offentlige mening lævner ikke engang rum for at spytte. Derfor handler bornholmsk almue altid i flok. Spytter én, spytter alle"10 Jeg kan.
Kommunisten
I 1919 blev den 50-årige Martin Andersen Nexø kommunist11 , som en noget forsinket reaktion på den russiske revolution - og dermed røg han ud af det gode selskab. En tid arbejdede han hårdt for at importere revolutionen til Danmark, men det mislykkedes som bekendt. Derefter faldt han lidt til ro og blev igen stueren. Kunstnere får jo så mange ideer. Og i 1929 blev hans 60-års fødselsdag fejret som en stor folkefest, og bornholmerne følte sig faktisk helt stolte af ham.Men i løbet af 1930erne kom Andersen Nexø for alvor på kollisionskurs med det etablerede Danmark - også på Bornholm. Nexø havde mange venner i Tyskland, der blev forfulgt af nazisterne og enten måtte flygte eller blev arresteret. Derfor var kampen mod fascismen for ham ikke bare et politisk, men i højeste grad også et personligt anliggende. Kampen var hård, og jo hårdere den blev, jo mere firkantet og kommunistisk blev Nexø. De der ikke var med, var imod, - og det udelukkede jo en del. Det fik ham til at komme med en del skarpe udtalelser mod smørhullet Danmark, der lukkede øjnene for verdens ondskab. F.eks sagde han, at luften var muggen. Udtalelserne resulterede naturligvis i en storm af forargelse. Gamle venner tog afstand fra ham, der blev arrangeret afbrænding af hans bøger, og hans familie blev groft chikaneret. Og ovre fra Bornholm fik han også en del sandheder at høre.
Andersen Nexø følte sig meget ensom og isoleret i denne tid, men veg naturligvis ikke en tomme. Han var jo ikke bornholmer for ingenting. Men han har nok tænkt en del på sin far, der måtte hakke sig igennem modgangen i Nexø.
I denne periode skrev han sin selvbiografi, der bragte ham tilbage til barndommen og ungdommen, og dermed også til Bornholm. Som tidligere nævnt huskede Andersen Nexø sin barndom på Bornholm som overvejende positiv, men han havde også øje for de negative sider. Derfor kan man i selvbiografien finde højst modstridende udsagn, som udtryk for hans ambivalente holdning. Ligesom den indeholder forfatterskabets mest nuancerede skildring af faderen.
Efterhånden som Andersen Nexø kom mere og mere på kant med alt og alle i Danmark, fik den negative holdning overtaget. Da han fortsatte erindringerne i alderdomsværket om "Morten hin Røde", - der i al dets selvretfærdighed er ret ulideligt at læse - var barndommens forsonende skær næsten borte. Her møder man kommunisten Nexø, internationalist og verdensmand, der øser bandbuller ud over sin samtid, hvad enten den består af tidligere koner eller politiske modstandere. Og bornholmerne fik også en omgang.
I "Morten hin Røde" rejser Nexøs alter ego, Morten, til Bornholm for at besøge sin syge mor. Ambivalente følelser strides i ham. Han glæder sig til at gense barndomsøen, men snart tager de negative følelser over:
"Det var flere Aar siden, Morten sidst hade været paa Fødeøen; helt underligt føltes det igen at fare den Vej! Der var mange Rejsende med, en Del af dem var Folk hjemme fra. Der laa en egen Hygge i Ordet hjemmefra, Bornholm hade længe ikke været i hans Tanker, nu glædede han sig til Gensynet."Han er ved at svømme hen, men husker så, at han er kommunist og giver lige et kort distancerende foredrag:Nogen større Lokalpatriotisme kunde han dog ikke svinge sig op til; han fandt nærmest de Folk latterlige, der gik om og var stolte af, at de var fra Jylland, Bornholm eller en anden af Landets mange Ravnekroge. (...) Det var blevet bebrejdet ham, at han ikke skrev paa Bornholmsk - som om det danske Sprogomraade var begrænset nok i Forvejen!"Senere falder han mere til ro:"Nogen Grund til at lade sig bjærgtage af den Omstændighed, at man sejlede hjemad mod Fødeøen var der ikke; men derfor var det alligevel hyggeligt at gaa paa Dækket og lytte til den hjemlige, syngende Pludren om ingenting."Men så kan han høre, at de hvisker sammen om ham. En særlig rammende ondskabsfuldhed bliver med vilje sagt, så han kan høre det. De siger, at kommunisten har svigtet sin mor. Og så ophidses han igen:Det "fik ham brat revet ud af sin Smule Hjemstavnsglæde. Nu rejste han til Dømmesygens Land, til Øen hvor de vidste alt om hinanden - kun ikke noget godt! Den hade jaget hans Far og slaaet ham ud, Jens hade den kuet og faaet ham ind under sig - den forbandede Dømmesyge, der spaltede sig ud i Sekter og brugte Kirken og Skriften til sine sure Formaal! Ham selv hade den knuget under Barndommen og Læreaarene, saa det hade været en Befrielse at lægge Havet mellem sig og Hjemstavnen. Og nu slog dens klamme Aande imod ham igen!Det er jo barske ord og nok skudt en del over målet. Bornholmerne kendte nok til livets barske vilkår. Ingen har beskrevet det bedre end Andersen Nexø.Som et giftigt Stik ramte det ham, og paa det mest saarbare Sted i Samvittigheden - hans Forhold til Moren! Men saa rystede han med Vold Indtrykket af sig. Var der vel nogen Grund til at føle sig saaret? hva Fanden vidste de Halvvæsner om Livet og dets Kaar? de hade jo aldrig været optaget af noget som helst ud over smaatskaaren Sladder! Hvis han hade villet sælge sig til det bestaaende, kunde han ha vendt hjem som en Greve - der hade været Bud nok efter ham! Og saa skulde man ha sét dem staa paa Hodet for ham, og rejse Æresport paa Havnen!" Natten går med skumle tanker, men om morgenen står han på dækket og ser Bornholm dukke frem, og kærligheden til øen overvælder ham:
"Morten var tidligt paa Dækket næste Morgen; den natlige Vuggetur hade gjort ham godt, Aftenens Fortrædeligheder var glemte. Det var bestandig lige nyt at se Klippeøen stige op af Havet, med Hammeren til venstre, og ret forude Johns Kapel (...) Han stod og blev varm af Glæde ved Tanken om at skulle gensé alle de Skønne Steder; rundt vilde han, en Tur til Højlyngen og Slotslyngen, kanske ogsaa Due Oddes hvide Klitter!"Man fornemmer Nexøs splittede sind, hvor modsatrettede følelser skifter uafbrudt. Og man fornemmer sårede følelser over ikke at være anerkendt. Ordene er skrevet i begyndelsen af anden verdenskrig og altså før han for alvor ragede uklar med bornholmerne umiddelbart efter krigen. Men måske forstår man bedre, hvorfor det gik galt.12
Æresborger
I 1946 havde Nexø by 600 års jubilæum. Martin Andersen Nexø var atter inde i varmen hos danskerne og dermed også hos bornholmerne. Det første år efter befrielsen blev han endda fejret som frihedshelt. Men snart skulle den kolde krig atter fryse ham ud. Så meget, at han i 1951 flyttede til Øst-Tyskland for at leve sine sidste år i fred.Men i 1946 var alt endnu godt, og byen ville naturligvis gerne have sin berømte søn til at kaste glans over jubilæet. Men Andersen Nexø havde ikke glemt bornholmernes kritik i 30erne og var vel også noget stødt af en uheldig formulering i borgmesterens brev. Han havde spurgt på hvilke betingelser Nexø ville komme. Altså, hvad han skulle have for det. Så han takkede nej, men gjorde det høfligt.
Sådan kunne det have sluttet: Et høfligt spørgsmål, et høfligt svar. Man skal aldrig presse en bornholmer. Et nej er et nej. Men Bornholms Social-Demokrat skulle absolut pille i såret. De ringede Andersen Nexø op og sagde blandt andet, at det sikkert ville vække sorg blandt Nexø-borgerne, at han ikke kunne komme. Han må have haft en dårlig dag eller han er blevet grusomt irriteret, hvad der jo let kunne ske. I hvert fald kom han med denne svada, der har stået som en mur mellem ham og Nexø by lige siden:
"Det er en hyggelig lille By med en jævnt rørig Befolkning, der er stærkt optaget af sig selv, og betragter Byen som Verdens Navle. Men jeg vil jo ærligt sige, at Plads til noget større Spræl, det er der saa sandelig ikke. Menneskene der - og paa Bornholm i øvrigt - er efter min Mening trangsynede og smaatskaarne, og det præger Øens Forhold i ret vid Udstrækning. Men Naturen er der ikke noget i vejen med."Det var jo ikke så pænt sagt, så jeg skynder mig at bringe et andet citat, hvor han omtaler Nexø i en mere kærlig, drillende tone:13 "Det er mig umuligt at se Bornholm andetsteds fra end fra Barndommens Kyst; og derfor begynder jeg naturligt ved Neksø, Barneaarenes By.Nexøborgerne har haft svært ved at tilgive Andersen Nexø både hans kommunistiske anskuelser og udtalelserne i 1946, og har derfor kun tøvende vedkendt sig deres berømte bysbarn. Der gik 13 år efter hans død før det første officielle tegn på hans eksistens dukkede op i Nexø: En beskeden mindeplade på hans barndomshjem. To år senere - i 100-året for hans fødsel - blev en vej opkaldt efter ham, og Harald Isensteins buste blev opstillet ved Ferskesøen. I 1983 blev barndomshjemmet fredet, og i 1990 blev det gjort til Martin Andersen Nexøs Mindestuer. I 1996 er han så blevet udnævnt til æresborger efter en hed debat.
(...) En køn lille By er Neksø, hyggelig og hjemhørig, naturligt groet ud af sit eget Underlag. Dens Mennesker er noget for sig selv; der er Folk imellem med en sjælden Verdenserfaring. De har haft den Skæbne, Neksøboerne, at deres By var den næststørste paa Øen - og naturligvis burde have været den største! Det kan nok give noget at slaas med."14 Det ville uden tvivl have glædet Andersen Nexø, at bornholmerne nu viser deres anerkendelse af hans forfatterskab og betydning for Bornholm og Nexø by. At æresborgerskabet ikke var en selvfølge, kan man selvfølgelig beklage, men der er nu også noget smigrende ved at kunne vække så stærke følelser 42 år efter sin død.
15 Forhåbentlig vil æresborgerskabet medvirke til at skabe fornyet interesse for Andersen Nexøs store forfatterskab. De sidste 30 år af sit liv knyttede han sig stærkt til kommunismen, og det har i nogen grad skygget for andre sider af hans forfatterskab. Da kommunismen endeligt brød sammen i 1989, var der en tendens til at kassere alt med tilknytning til kommunismen. Det gik også ud over Martin Andersen Nexø, der må siges at have været en tur ude i kulden.
Nu er tiden kommet, hvor forfatterskabet kan relanceres. Æresborgerskabet
16 er et første skridt på vejen - og hvad er naturligere end at skridtet tages fra "Barndommens Kyst".
LitteraturMartin Andersen Nexø: "Under aaben Himmel" (1935) og "For Lud og koldt Vand" (1937), Gyldendal.
Martin Andersen Nexø: "Bornholm". Privattryk af René Rohde 1992.
Martin Andersen Nexø: "Ungdom og andre Fortællinger", Gyldendal 1954.
Martin Andersen Nexø: "Lykken og andre Fortællinger", Gyldendal 1955.
Martin Andersen Nexø: "Morten hin Røde 1", Forlaget Tiden 1978.
Poul Harild: "Nexø og Neksø"
og H.A. Koefod: "Martin Andersen Nexøs bornholmernoveller"
i NORDICA, bind 11 (Temabog om Martin Andersen Nexø), Odense Universitetsforlag 1994.
H. A. Koefod: "To Nexø-studier", Forlaget Sirius 1967.
Børge Houmann: "Martin Andersen Nexø og hans samtid 1869-1919", Gyldendal 1981-88.
Plus diverse avisartikler, der kan ses registreret i Børge Houmanns uundværlige bøger:
"Martin Andersen Nexø Bibliografi", Forlaget Sirius 1961 og
"Talt og skrevet om Martin Andersen Nexø", Forlaget Sirius 1967.
Fodnoter
Her citeret fra Børge Houmann: "Martin Andersen Nexø og hans samtid 1869-1919" p 105. Tilbage Bornholmsk betegnelse for mennesker, der ikke er født på Bornholm og derfor ikke er "rigtige" bornholmere, uanset hvor længe de måtte bo på øen. Tilbage "Under aaben Himmel" p 19. Tilbage "Barndommens Kyst". Her citeret fra "Lykken og andre Fortællinger" p 103. Tilbage I selvbiografien skrev han: "Far hade en Del Modgang at overvinde; ikke mindst det, at han kom nedefra og ikke hade lært noget Haandværk endsige studeret. Mange betragtede det som en Anmasselse af en almindelig Arbejder at give Tilbud ind til Amt og Kommune og ville være Entrepenør. Arbejdet var der ikke noget at sige paa, hans Dygtighed var almindelig anerkendt; men usynlige Hænder lagde stadig Sten i Vejen for ham. Naar et Arbejde var færdigt, gik Rygtet straks, at det ikke vilde blive godkendt; og naar Godkendelsen var faldet, var der skjulte Kræfter i Gang for at hindre, at han fik et nyt overdraget. Det førte hvergang til, at han slog sig løs og gav sig til at ture." "Under aaben Himmel" p 80. Tilbage F.eks kan man nævne: "Lotterisvensken" (1894), Kraften i "Pelle Erobreren II. Læreår" (1907) og faderen i selvbiografien (1932-39). For bare at nævne de tydeligste. Tilbage "Bornholm" (1933) p 11. Denne komplicerede, indadvendt grublende og selvdømmende natur gav Martin Andersen Nexø problemer livet igennem, men især i hans ungdom. En af den unge Andersen Nexøs helt store opdagelser - der næsten kan betegnes som en åbenbaring - var mødet med spanierne i Andalusien, der var præcis modsat af denne beskrivelse af bornhol-meren (og Andersen Nexø). Andaluseren havde ingen dobbelt bund, var i fred med sig selv og bestemt ingen grublernatur. I Andersen Nexøs rejsebog "Soldage" (1903), der netop er genudgivet, kan man læse om anarkisten Alfonso og alle de andre livsglade andalusere, der blev forbillede for Pelle og de andre livshungrende proletarer senere i forfatterskabet. Så selv om Bornholm er en vigtig del af hans forfatterskab, måtte han i en vis forstand løsrive sig fra den, for at blive den Andersen Nexø de fleste kender: Med den faste tro på livet og menneskene. Tilbage Begge fortællinger kan findes i "Ungdom og andre Fortællinger". Citatet findes p 311. Tilbage Andersen Nexøs første historier har enten motiver fra Bornholm eller Spanien. I 1894-96 tog han på en begivenhedsrig rejse til Italien og Spanien. Undervejs skrev han en lang række rejsebreve, som blev publiceret i diverse danske aviser. Også de var klare skriveøvelser. Andersen Nexøs første bog, fortællingsamlingen "Skygger" (1898) bestod udelukkende af historier fra Bornholm og Spanien. Den næste samling, "Muldskud" (1900) gør med to undtagelser det samme. Siden tynder de ud: "Muldskud. Anden samling" (1905) indeholder to bornholmernoveller, "Af Dybets Lovsang" (1908) kun én. Til gengæld udgav han i 1911 samlingen "Barndommens Kyst" med lutter bornholmernoveller. I 1913 udgav han den store fortælling "Lykken". I 1915 samlingen "Under Himmelen den blaa" med to bornholmernoveller. I 1918 samlingen "Dybhavsfisk" med tre bornholmernoveller. Endelig indeholder samlingen "De sorte Fugle" (1930) to bornholmernoveller. Tilbage Det vides ikke hvornår dette er skrevet. Det er fundet i Nexøs efterladte papirer og har så vidt vides ikke været offentliggjort i hans levetid. Her er det citeret fra Børge Houmann: "Martin Andersen Nexø og hans samtid 1869-1919" p 107. Tilbage Den strengt korrekte beskrivelse er, at han i 1919 blev medlem af Socialistisk Arbejder Parti (SAP), der i 1920 fusionerede med andre politiske bevægelser på den yderste venstrefløj og blev til Danmarks Kommunistiske Parti. Tilbage "Morten hin Røde I" p 130ff i kapitlet "Mor kalder". "Morten hin Røde" blev skrevet under anden verdenskrig, men først udgivet i 1945. Tilbage Bornholms Social Demokrat d. 29/11 1946. Tilbage "Bornholm" (1933) p 15. Tilbage Venstre var splittet i spørgsmålet, både i debatten og ved afstemningen: To stemte imod, en for og resten undlod. Resten af kommunalbestyrelsen stemte for. Blandt de mere rystende indlæg i debatten var dette: "Fremskridt-spartiet for Martin Andersen Nexø", Bornholms Tidende d. 8/5 1996. Det tror jeg godt han kunne have undværet. Tilbage Udnævnelsen til æresborger skete officielt ved en ceremoni d. 29. august 1996. Tilbage
Tilbage til toppen