Bogens Verden 1996 nr.5


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel


Et Hovsa-missil


Som de fleste vil vide, begyndte bataljen, da ministeren i august kundgjorde, at godt elleve millioner, der rettelig tilkom et antal bindstærke forfattere, hvis høje repræsentation på folkebibliotekerne havde bragt dem over et afgiftsloft på 200.000 kr., nu skulle føres tilbage i statskassen i stedet for som tidligere aftalt at gå til skribenter med færre bind ude på hylderne.

Efter op til Kulturbyåret til fulde at have demonstreret sin evne til at give penge ud ønskede Jytte Hilden åbenbart at vise, at hun skam også kan spare. Men dér havde hun forregnet sig, for også hendes modpart var i stand til at regne den ud. Med Ib Michael i spidsen gik forfatterne til modangreb og fik ved trusler om boykot af det offentlige udlån på ingen tid rejst en så stor ståhej, at besparelsen gik i sin mor igen.

En storm i et glas kurvand? Måske. Men sagen giver anledning til to kommentarer, én om kollektiv glemsel og én om politisk kultur.

Hvad glemselen angår, har den fra begyndelsen været det store problem ved biblioteksafgiften. Loven af 1946 var oprindelig tænkt som en ophavsretslov, der skulle kompensere for det offentlige bibliotekssystems brug af forfatternes værker. Uheldigvis blev den dog fra starten snarere opfattet som en støttelov til sikring af dansk litterær kultur – her underforstået: den skønlitterære. Senere justeringer har bevæget sig fra side til side i gråzonen mellem rettigheds- og subsidietænkning. Når omstændighederne krævede det, kunne såvel forfattere og forlæggere som det offentliges repræsentanter henholde sig enten til rettigheds- eller støttehensigten i eller bag ved loven.

Med årene – og særlig slemt i 70erne og 80erne – kom biblioteksafgiften ganske enkelt til at med-definere den hjemlige litterære økonomi. De som regel ganske lave danske royalties var således betinget af, at biblioteksafgiften fandtes, og udsigten til en klækkelig afgift kom med tiden til at indgå som forudsætning for aftaler om og kalkuler på bøger. Det vil ikke være svært at pege på forfatterskaber og hele genrer, hvis udvikling i utilstedelig grad bestemtes af netop biblioteksafgiften – efter følgende simple regler:

Tumultuarisk kiv blev følgen, da der i 1991-92 skulle ryddes en smule op i systemet gennem indførelse af nye afregningsmetoder baseret på opdeling efter type og med gradueret afgift. Forfatterstanden blev splittet, men slugte efterhånden den administrative løsning, ikke mindst fordi de troede, at totalbeløbet ville forblive urørt.

Dette synes minister og ministerium i mellemtiden at have glemt. Men i deres berettigede forargelse glemte forfatterne også, at afgiftsreglernes nuværende form skyldes standens mangel på selvjustits og etik. Og hvad begge parter stadig har tendens til at glemme, det er, at dansk litteratur er blevet en særdeles følsom kulturel biotop. For det første aner ingen i dag, hvad der sker, når den faste bogpris skrider og med den beskyttelsen af en væsentlig del af det kulturelle marked. For det andet befinder vi os muligvis kun i første fase af en udvikling, hvor bibliotekernes før så kalkulérbare masseindkøb viger for en forsigtigere, mere henholdende indkøbspolitik, der også reserverer midler til nye medier. Og for det tredje er det tvivlsomt, hvor længe endnu alt dette kan anskues som rent nationale anliggender. Muligvis har man kun skaffet sig en midlertidig henstand ved nu officielt at kalde afgiftsloven en kulturstøttelov. Jo, smørhullet drænes for tiden, og forfatternes triumferen holder kun indtil næste trussel mod den litterære økologi.

Kulturministeren har afholdt en konference om afgiftssagen og i halen på dén kommer måske endnu en justering; men langt vigtigere var det vel at tage fat på en grundlæggende drøftelse af bogpolitikken som helhed i lyset af de aktulle udviklingstendenser: En oplagt opgave for det kommende litteraturråd, der så kunne få lov at vise sin berettigelse som forum for drøftelse af langtidsholdbare politiske initiativer.

Når alt dette er sagt, må man imidlertid stadig undre sig over, at der påny kunne opstå så forbitret en debat om biblioteksafgiften. Hvordan går det til, at en minister tager en beslutning af så tung symbolsk værdi uden på forhånd at skaffe sig rygdækning både juridisk og kulturpolitisk? Afgør man i dag sådan bare den slags ting, uden at folk bliver spurgt og hørt? Dén djærve folkelighed, Jytte Hilden signalerer i sine talers form og indhold, stemmer dårligt overens med den næsten feudale distance hun lægger til de politisk berørte, når hun træder frem i rollen som ansvarlig beslutningstager. Når selv partiet Venstre skal gå imod en nedskæring på kulturområdet, er der vist noget galt, noget der har at gøre med udhulingen af landets politiske kultur. Skal en minister i offensiven, skal det foregå mere velovervejet og ikke have karakter af hovsa-løsninger og mediedirigerede kampagner omkring isolerede »sager«. Der må nødvendigvis tænkes bredt og huskes langt.

At vi bl.a. har litteraturen til netop at stemme imod tendenser i retning af kollektiv glemsel og politisk selvtilstrækkelighed, anføres her blot for en ordens skyld.


Red.



Tilbage til toppen