Bogens Verden 1996 nr.5



Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel



En mand skal bære våben

Af Bo Elbrønd-Bek



Det er ikke det, at jeg er bange for at dø. Jeg vil bare ikke være til stede, når det sker.
Woody Allen: "Death", Without Feathers, New York 1975.

Jeg var bange for døden, men jeg var også bange for livet som rummer døden.
Marie Cardinal: Ord som forløser, Kbh. 1979.

Med sin nye roman En mand skal bære våben (1996) har Bent William Rasmussen (f. 1924), der er uddannet som jurist, skrevet et stærkt personligt indlæg mod den fremmedgørende institutionsdød, hvis teknificering er en logisk følge af den vestlige tænknings fremskridts- og udviklingsoptimisme.

Efter at have brudt med sin nærmeste familie hævder den kræftsyge hovedperson, John Lund Hansen, der er tidligere inspektør ved Nationalmuseet, retten til sin egen død uden andre menneskers indblanding. Sorgen giver ham mod og styrke til at vælge en anden vej end den som fører ind i og gennem systemet. Dette smertefyldte livsområde, hvor almindelige mennesker gradvist bliver frataget evnen til eget ansvar og oplevelse, forsvarer han med alle midler. Samtidig med at han forsøger at genvinde naturmenneskets instinkter, som er gået tabt i kulturen, bliver han mere og mere ét med den skov, hvor hans oldefar har arbejdet som kulsvier.

Selv nedstammer Bent William Rasmussen på fædrene side fra kulsviere i Gribskov, hvor tilvirkning af trækul siden middelalderen og frem til det 19. århundrede havde stor økonomisk betydning. Det frie liv i skovene og på afsætningsrejser til København gav befolkningen en egen rejsning. Kulsviernavnet, der ofte benyttedes om nordsjællænderne som helhed, blev udtryk for noget fremmedartet stjelt og eventyrlystent, hvilket har sat sit vandmærke i forfatterskabet. I dybdepsykologien opfattes skoven ofte som et symbol på det kvindelige, som manden må udforske. Romanen, som bæres af en egensindig undertiden aggressiv humor, forekommer hverken tragisk eller patetisk, men rummer en ramsaltet tidskritik rettet mod borgerlige opløsningstendenser og sædvaner.

Selv om udgangspunktet for En mand skal bære våben er dybt personligt, virker romanen hverken privat eller uforløst. Men kunstnerisk styrke gestaltes det uafvendelige sygdomsforløb, hvilket fører hovedpersonen frem til den død, han har ønsket sig. I bogen Imod Døden (1921) skriver den franske astronom Camille Flammarion (1842-1925): "Dødens gru er et meningsløst Ord. Det sker ét af to: Enten dør vi fuldstændigt eller ogsaa lever vi videre hinsides Graven. Hvis Døden fuldstændig tilintetgør os, vil vi aldrig nogensinde faa noget at vide derom; - vi vil ikke mærke det. Hvis vi ikke helt udslettes, er det Umagen værd at undersøge sagen" (21). Det er sidste del af livsløbet Bent William Rasmussen på mesterlig vis har udforsket. Imidlertid skaber de nærmest usporlige forbindelser med læserne et fællesskab, som dementerer hovedpersonens selvvalgte og smertelige ensomhed. I 17. Meditation fra Devotions Upon Emergent Occasions (1624) har den engelske forfatter John Donne (1572-1631) udtrykt forholdet på klassisk vis: "Intet menneske er en ø, et hele i sig selv; hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af fastlandet; [...] hvert menneskes død formindsker mig, for jeg er en del af menneskeheden; så derfor lad aldrig spørge: Hvem klokken ringer for? den ringer for dig." Endelig viser interviewet, hvor vigtigt det er for en forfatter at have et godt forhold til sit forlag. Da Bent William Rasmussen vendte tilbage til Gyldendal, bad han om at få en dygtig redaktør, hvilket han også fik i Birthe Melgård. Kun når der udkommer en ny bog vil en forfatter komme i offentlighedens søgelys; resten af tiden er han bogstavelig talt overladt til sin redaktør, hvorfor et lykkeligt og kreativt samarbejde er alfa og omega. Kan forlaget ikke varetage dén funktion bliver forfatteren for alvor en ø.

Hvordan fik du idéen til En mand skal bære våben?
Ja, det lyder egentlig mærkeligt, men jeg skrev for en del år siden en kronik "De otte veje" i Politiken om Gribskov, som jeg er meget optaget af. Man kan næsten sige, at Gribskov er hovedpersonen i min nye bog. Jeg læste kronikken igen og fik lyst til at skrive en roman. Der er selvfølgelig også nogle andre ting; der er altid flere årsager. Jeg havde selv været igennem sygdom. Der kommer ikke en samlet idé, de kommer fra forskellige retninger. Men jeg syntes, den var rigtig for mig at skrive.

Hvad lægger du i titlen? Ønsker du amerikanske tilstande?
Nej, jeg vil absolut ikke have amerikanske tilstande. Men hovedpersonen har jo retshistorie som fag og er inviteret til at holde foredrag. Han finder en gammel bestemmelse om, at når en mand gik ud i skoven og lignende steder, så skulle han have våben med. Det var helt naturligt at bære våben. Derfor synes jeg, at titlen passede godt, og den kommer på en måde til at passe på hans egen situation, fordi han køber en revolver på det grå marked, som han alligevel ikke får brug for. Men baggrunden er de gamle landskabslove, som han ligesom jeg selv er meget optaget af.

Kunne du selv finde på at købe et skydevåben, hvis du kom i hans situation?
Nej, det tror jeg ikke, fordi jeg ville bl.a. være bange for, at jeg ikke brugte det rigtigt. Men jeg kunne komme i den situation - jeg har selv gennemgået en stor operation - og hvis jeg skulle på den igen, så kunne jeg godt finde på ... men det ved man aldrig, hvad man ville gøre. Jeg forstår godt, at han til sidst går ind i skoven og dør.

Et gennemgående ledemotiv, som findes i kim i romanen Sort er hvidt, er ottevejskrydset i Gribskov. Hvad rummer motivet for dig?
Jeg kender Gribskov på kryds og tværs. Og det gør jeg alligevel ikke helt. Ottevejskrydset er ligesom et helligt sted for mig. Jeg ved ikke, hvorfor det er blevet det. Min kone og jeg kom der i mange år. Det er spændende med de veje. I øvrigt har Søren Kierkegaard også skrevet om det. Jeg bliver lidt forarget i min nye bog: der er noget som hedder Søren Kierkegaard-stenen deroppe, og min hovedperson siger, at der har filosoffen siddet og dovnet; han havde jo penge til at leje en kusk, som holdt i nærheden. Hvorimod hovedpersonens oldefar - og det var iøvrigt også min egen oldefar - arbejdede i trækulmilerne. Og det var et pukleri. Jeg har nok lidt familietradition. Min tantes mand var ansat ved Gribskov-banen, så jeg er kommet der meget.

Ofte lader forfattere deres personer komme til et vejkryds i bogstavelig og overført betydning.
Det sker også et par steder. Tvivlen: skal jeg nu gå ad vejen til Nødebo, eller skal jeg gå til "Stjernen". Han svinger lidt.

Du har selv personligt kendskab til området, hvilket også går langt tilbage i slægten.
Ja, det går langt tilbage. Nu har vi ikke nogen slægtsbog. Men jeg har hørt en del om familien, mest om min mors familie, for det var sådan en fin familie med præster og den slags, mens de andre arbejdede som skovarbejdere. Og helt tilbage var der minsandten også en hestetyv, der blev hængt. Det har imponeret mig utroligt. Men så syntes jeg, at hovedpersonen hørte til i skoven; det var vel også et tilflugtssted for ham. Han tog jo større og større distance til andre mennesker samtidig med at han beskæftigede sig med mindre og mindre dele af virkeligheden. Han er meget fascineret af mure, sidder og betragter en mur, hvilket fremstår som et fint omslag på bogen. Han er jo historiker og betragter murene omkring Frederiksborg Slot, men efterhånden er det ikke hele muren, bare nogle enkelte sten. Det er jo døden, det handler om. Men jeg ser den ikke som noget sørgeligt, som den foregår der.

Hvordan vil du beskrive dit projekt? Hvad er det du ønsker at udforske med romanen?
Det er vores forhold til døden, som vi altid betragter som noget sørgeligt eller trist, men som jeg egentlig ser som en befrielse. Jeg vil ikke sige, der er tale om en udforskning, det er der nok ikke. Det er i og for sig en almindelig historie. Jeg har ikke de store budskaber; det har jeg aldrig haft som forfatter. Jeg har ikke villet lave om på samfundet og alt det der. Og dog er der - det er måske et sidespring - lidt samtidskritik. Denne mand, der ved, han er syg, tænker: den vil jeg selv klare! Jeg vil ikke opereres mere, og jeg vil ikke være afhængig af hjælpemidler. Det er også et forsvar for retten til at begå selvmord, hvilket man skal have lov til. Det har man selvfølgelig også, men ...

Du har selv gennemgået en stor operation. Overvejede du at nægte at lade dig operere?
Nej, nej, ikke dengang. Nej, det kan man overleve, men det var jo en forandring. Jeg skulle bruge hjælpemidler. Jeg ved heller ikke, om jeg ville gøre det samme, som han gør. Hvad er det Kundera siger: I en roman gør personerne alt det forfatteren ikke selv tør gøre. Jeg tror, jeg ville tage en operation til, selv om jeg nok vil overveje det lidt mere.

Romanen er bygget op omkring eller indrammet af to opbrudssituationer. Vennen Lennarts død bevirker, at John Lund Hansen ødelægger sin egen 70 års fødselsdagsfest og flytter hjemmefra. Og til slut udløser arrestationen af Max Jensen, en gammel, noget skummel forbindelse, hans selvmord.
Det sidste tror jeg ikke betyder så meget. I den situation, han er kommet i, bliver man let mere moralsk anløben og parat til at bruge mange midler. Han står jo bag det lille kup på apoteket - jeg håber ikke, der er noget som hedder Løveapoteket i Hillerød. Også i sit forhold til Bjørn, der skaffer pillerne, er han lidt snusket moralsk, fordi det er en slags afpresning. Han tager slave på ham. Du ved noget om mig - og indirekte kommer det frem, at han engang har været på et posthus, hvor der er kommet en, som han genkender - trods maskering. I ekstreme situationer, tror jeg, kan man finde på at gøre mange ting, som både juridisk og moralsk er forkastelige. Han gør det ikke for vindings skyld, hvilket nok tør siges.

Er det arrestationen af Max Jensen, der fører til hans beslutning om, at nu er tiden inde til at forsvinde?
Beslutningen om, at nu er det tiden, er meget enkel og banal: han har ikke flere penge at købe piller for. Den var nok kommet alligevel, men til sidst er han jo et sølle skrog - og det koster meget at købe alle de piller på det grå marked. Det siger han rent ud: "jeg er flad" (92).

Både i begyndelsen og slutningen er det ydre begivenheder, som sætter skub i tingene. Vennen Lennarts død slår langt hårdere, end man egentlig havde kunnet forvente.
Ja, der er vennens død. Det er begyndelsen. Senere giver han ikke meget for vennen; han er godt klar over, der ikke er så meget - det er vel sygdommen og sådan lidt livstræthed, som er i ham. Selv midt i hans sørgelige tilstand er der nogle ting, som optager ham. Han er jo en stor filmfan, ser Clint Eastwood. Til sidst er der ikke noget. Det har jeg været inde på før i en roman, som hedder Endnu en glad dag, om folk, der bliver taget som gidsler i togkapring. Og der siger hovedpersonen - han har taget nogle romaner med - at de hjælper ham ikke nu. Kunsten er lidt af en luksus. Og det ser vi jo også med John. Hans store forbillede - og det er også mit forbillede - det er Paul Newman. Han har lavet en dejlig film, der hedder Nobody's Fool, som kun gik i tre uger. Men selv det kan ikke optage ham til sidst.

På den ene side bliver der aldrig sat spørgsmålstegn ved Johns mandeideal, som er en kombination af Clint Eastwood, Burt Lancaster og Paul Newman. Og på den anden side elsker han Jørgen Ryg som Arntsen i Sven Holms Syg og Munter. Hvorfor kan han ikke kommunikere sin angst og ensomhed til sin kone Anne og sine nærmeste venner?
Han er ret hæmmet. Det er der så mange af mine personer, som er. Det er som regel mænd jeg skriver om. Jeg er ikke god til at skrive om følelses- og kærlighedslivet, hvilket jeg godt er klar over. Så det prøver jeg at undgå så meget, jeg kan. Jeg vil ikke kalde ham en mandschauvinist. Den eneste kvinde, han har et forhold til, er nærmest en gammel luder, som han godt kan lide at snakke med, hvilket vel egentlig er typisk. Forholdet til Anne - der står ikke meget om det - men der har han nok haft en jalousi. Hun beundrede sin far, som var højskolemand. Jeg nyder at slagte højskolefolk - og de nyder det skam selv. Jeg kan huske engang, jeg skrev en bog, der hedder Til venstre for Virum, hvor jeg gav højskolen en ordentlig en. Jeg fik breve fra højskolefolk, som spurgte: ham, du skildrer der, hvem er det? Det var de sgu mest interesseret i at høre. De er jo ikke værre end andre. At leve sammen med en kvinde, der nærer en sådan beundring for en far, det er en håbløs opgave, tror jeg. Det er én af forklaringerne. Men bruddet sker jo også på et tidspunkt, hvor han synes, han må tage sagen i sine egne hænder. Jeg har ikke skrevet så meget om det. Vi ser det kun i glimt.

Læseren må selv kombinere?
Ja, men det kan vi godt forlange af læserne, at de læser.

For John bliver skoven mest af alt en (til)flugt. "Vi var bange for at være blandt mennesker, bange for forsamlinger, en angst der gjorde tilværelsen besværlig for os, men som vi slap ud af, så længe vi var i skoven" (24). Er det angst for kærlighed og nærhed, som er romanens tema?
Der er meget angst i den, fordi kærlighed osv. det er alle de forpligtende ting.

Men det er også et spørgsmål om at turde sætte sig selv på spil.
Ja, det er et svært spørgsmål det der. Han har jo disse hæmninger, som jeg mener mange mænd lider under. Når mine hovedpersoner altid har været mænd, så er det ikke kun fordi jeg selv er mand, men jeg tror mænd har mange hæmninger i modsætning til kvinder, som er mere åbne. Jeg ved ikke hvor lykkelig og glad han har været for sin kone Anne. De har nok haft nogle gode tider, men forholdet har sikkert også været meget kompliceret. Jeg har ikke gjort så meget ud af det.

Det afspejler vel også, at han selv er kompliceret?
Ja, han har været fagmanden. Da han bliver tvunget til at ligge med benet i gibs, fordi han er faldet ned ad trappen, tænker han: "Det er faneme ikke morsomt at være alene med sig selv" (50). Og dengang han var på Nationalmuseet kedede han sig aldrig - det har været hans fag.

Ofte når mænd udelukkende dyrker deres faglige identitet og karriere sander de andre kanaler til. Det er vel det, der sker i forhold til konen?
Ja, det har jeg kun givet i nogle få tilbageblik. Nu siger vi hæmninger. Han er også en aggressiv mand på mange punkter. Der er ikke megen tolerance.

Et sted bliver der sagt, at der kun er ét spørgsmål at stille: "Er der en Gud?" (27f) Savner du selv "de store revsere, der tør sige menneskesøn og som kun taler med én tunge" (70)? Ved siden af Becketts Molley læser John Det Gamle Testamente. Er hans gudsopfattelse formet i Clint Eastwoods billede?
Ja, det kan man godt sige. Ham er han en stor beundrer af.

Det er du vel også selv?
Ja, meget. Jeg har set alle hans film! Men det er jo også en kunstig verden. Nej, jeg elsker at se film. Jeg sætter Eastwood meget højt. Nu nævnte du John Ford. Han er også fin. Men Eastwood har en særlig måde at lave sine westerns på. Men så spørger du mig om det med Gud. Og det synes jeg da er et interessant spørgsmål, når man nærmer sig slutningen.

Hvorfor bliver den tematik ikke uddybet?
Nej, det vil jeg ikke. Jeg har altid været forsigtig med sådan noget, fordi jeg kan jo ikke give svaret.

Nej, men det kunne blive diskuteret.
Ja, men der er jo ikke noget at diskutere. Der er ingen af os, som ved noget. Om vennen, der er død, siger han: nu ved han det. Og så vil jeg ikke gå videre med det.

I og med at han isolerer sig fra omverdenen tvinges han til at trække projektionerne tilbage, hvilket er betingelsen for et spirituelt gennembrud.
Det sker der jo ikke hos ham. Man kan godt sige, at hans sidste vej er snæver; der er ikke de store selverkendelser. Det er egentlig en meget banal vej, han går til sidst.

Har du set Dead Man Walking?
Ikke endnu. Den har jeg tilgode.

På den ene side ved man, hvad resultatet bliver. På den anden side er der en form for happy ending, idet der sker en spirituel forsoning.
Min kone og jeg plejer at gå i biografen to gange om ugen. Og så ser vi selvfølgelig også de film, der kommer i fjernsynet, men det er bedre at se dem i biografen. Har du set Nobody's Fool med Paul Newman?

Hvad handler den om?
Sådan en lille amerikansk by, hvor der måske bor 20.000 mennesker. Newman er på nedtur. Og det er spillet så fint. Den fik ikke nogen særlig god kritik, men John er optaget af den. Så prøver jeg at være lidt morsom. Den læge, som han konsulterer, viser ham en planche med de indre organer. Og det viser sig senere, at hans kone, Anne, har haft et forhold til lægen - og så kalder han sig Nobody's Fool, fordi lægen kalder tavlen med organer Mr. Nobody. Det er sådan nogle halvdårlige vittigheder. Forfatteren skal også have lov til at more sig lidt. Det er ikke altid så sjovt, vel. Men det er også meget interessant at lave, selv når det er svært.

Det fungerer bedst, når symbolikken vokser ud af en konkret situation. Et fortætningspunkt som Nobody's Fool kan virkelig trække energi.
Skoven er jo også et symbol. Selv om John har gået der mange gange, så skal han alligevel have en lille bog med om træer for at se, hvad det træ nu hedder. Hans kendskab stikker måske ikke så dybt.
Hans død har jeg gjort meget udramatisk. Bjørn, som skaffer morfinen, bliver alligevel lidt bekymret til sidst. Men så siger han farvel, for jeg skal købe ind i Føtex. Du skulle hellere handle i Irma, siger vores ven. Det er vel nok et besynderligt replikskifte 20 minutter før man skal dø. Det var for ikke at gøre det for dramatisk. Han er også for sølle til sidst. Det er ikke nogen glorværdig død, hvis ellers døden nogensinde er det. Det ved jeg ikke.

I seks år frekventerer han en prostitueret - "selv når vi havde det fint, Anne og jeg, måtte jeg alligevel hen til Carola" (87). Samtidig er deres fælles læge, Viktor, konens elsker. Datteren Susanne har på et tidspunkt anklaget ham for incest, mens Anne "holdt sig neutral" (60). Er det et billede af normaldanskerens familieliv du her tegner?
Nej, det er det ikke. Men der var jo en periode, hvor en masse kvinder pludselig blev gale. Nogen har jo været udsat for incest, hvilket har været forfærdeligt. Men det var som om de fleste danske kvinder havde været udsat for sådan noget. Og det var selvfølgelig noget pjat.
Fru Carola. Ja, mænd er jo nogle mærkelige størrelser. Jeg tror, det er trangen til at opleve noget, der er lidt spændende og uforpligtende. Det er jo forpligtende at være gift og leve sammen. Men der er han ligesom en glad dreng. Og hun er ikke bare en almindelig luder, hun er flink. Men han er et svært menneske. Måske har det heller ikke betydet så meget for ham. Det, der betød noget for ham, var vel hans fag. Og så i en periode de venskaber han havde, men som til sidst mister værdien for ham.

Måden, hvorpå han trækker sig tilbage fra Anne, viser, at han også må være blevet såret.
Til sidst tror jeg ikke, han er så såret. Noget er han vel. Nu er han jo ikke nogen helt troværdig person; man kan ikke rigtig stole på ham. Han får besøg af Lars, der har kommet sammen med hans datter - og nu skal han på ferie med Anne! Om han har noget mod det? Nej, siger han. Giv mig lige tre sekunder til at tænke mig om, og så siger han: "det er i orden" (63). Jeg tror, han har afskrevet alle disse ting. Det er bedre for ham at gå over hos naboen. Han har også en dejlig mur, de kan sidde og kikke på. Livet lukker sig omkring ham.

I en periode har der været et godt samliv, men er han ikke ligeså meget skyld i, at det går i opløsning?
Jo, jo.

Da han på et tidspunkt må fortælle, at han har et barn af et tidligere ægteskab, er det lige ved at ende i skilsmisse.
Det burde han selvfølgelig have fortalt. Jeg er gammel jurist. Sådan noget skal man oplyse, når man gifter sig. Men han har ikke været mand for at leve op til de forpligtelser, der ligger i et samliv.

Hvorfor svigter han?
Da han bliver angrebet på sin krop vender billedet for ham.

Men det er sket på et tidligere tidspunkt.
Ja, det er det. Det har du ret i. Faget har været vigtigt for ham. Venskaberne.

Det er en flugt, siger han.
Ja, det er også en flugt. Men de har haft det gemytligt i nogle år, indtil de glider fra hinanden. Det har måske også fået hans kone til at blive irriteret på ham. Kvinder er ikke altid så glade for mænds venskaber - det er ikke, fordi de er bøsser. Nej, jeg kan ikke se andet end at der er noget større, som har optaget ham, nemlig Danmarkshistorien. Det har været vigtigt for ham.

Og i den optagethed glemmer han det helt nære.
Det har han ikke været god til.

Men i romanen kommer der ikke nogen erkendelse af det.
Nej, men det kan der ikke komme, som han har det. Det tror jeg ikke på.

Som han har det? Det er jo pga. hans karakteregenskaber ...
Ja, men det er jo ham, der skal gøre regnskabet op. Og det gør han ikke. Det ved jeg heller ikke, om jeg ville kunne gøre. Det er der vist mange, som ikke gør. Det kan han ikke. Men jeg er ikke gået så meget ind på det forhold der. Og det kan godt være, at det er en mangel ved romanen. Nu arbejder jeg jo på at gøre romanerne kortere og kortere. Snart er vi nede på 20 sider. Jeg kommer sandelig med to romaner i år.

En på 25 og en på 35 sider?
Ja, der er ikke meget galt. Det er en serie, der hedder Dingo-serien for skoleelever på 14-15 år. Og så spurgte Gyldendal mig, om jeg ville lave sådan en. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg har lavet dukkespil for børn. Men den alder der, det er nogle aber, for de er hverken børn eller voksne. Så lavede jeg en, der hedder Tom strisser. Jeg har en nabo, som er med i uro-patruljen. Opgaven lød: den skal være skrap! Og så kommer der illustrationer. Jeg har aldrig lavet en bog med billeder, så det synes jeg egentlig var sjovt.

De ved godt, du ser for mange Clint Eastwood-film.
Det er for de børn der, det tør man jo ikke sige, de er. Bevar mig vel. Men det er lidt spændende. Og så vil de have en til næste år, for det er en svær gruppe. Men det var meget sjovt at prøve. Og de tog den.

I romanen lader du John fremsætte nogle kritiske for ikke at sige provokerende udtalelser. "Ingen af vore politikere vil blive husket uanset hvor mange portrætter, der bliver malet af dem" (78). "Danskerne kender ikke deres historie. Hverken deres lands historie eller deres slægts historie" (26). Der er ingen modsætning mellem de to udsagn?
Nej, det mener jeg ikke. Jeg synes, der er en meget svag historisk bevidsthed hos de fleste mennesker i hvert fald.

Og de politikere, vi har haft den sidste generation, er egentlig heller ikke værd at huske?
Nej, jeg har nu ikke politikerlede, men det tror jeg ikke de vil. Jeppesen, den gamle kommunist, som John sidder og snakker med, synes, at danskerne er blevet politisk apatiske, og det er de vel også, for de kan ikke se forskel på skæg og snot. Der er heller ikke de modsætninger, som da jeg var barn i 30erne. Dengang var det knaldhårde linjer. Det er der ikke mere. Jeppesen siger, det er sgu lige meget, om statsministeren hedder SchlÀGÀter eller Nyrup. Sådan tror jeg danskerne ser på det. At de så på valgdagen går hen og stemmer på forskellige partier betyder ikke ret meget. Nu står der så pænt på bagsideteksten, at hans livs historie var også Danmarks historie, men det smuldrer også til sidst. For han bliver jo ligeglad med de gamle mure og alt det på Frederiksborg Slot, hvor der iøvrigt er dejligt at gå. Jeg elsker stedet deroppe.

Oplever du ikke med alderen en større interesse for din families historie?
Den kommer tit sent i ens liv. Når man er ung er man ligeglad. Men når man er kommet midtvejs i livet, så begynder man nok at interessere sig noget for det. Og det har jeg også gjort bl.a. i den roman, der hedder Te hos dr. Munch, hvor jeg nævner min farfar, som jeg husker som en flittig slagter, der trak afsted med en gammel trækvogn i Kødbyen. Min slægts historie er jo bare en del af Danmarkshistorien. Det er alligevel mennesker, som har gået og knoklet. Ja, det kan godt bevæge mig lidt. Jeg kan også undre mig, når jeg har talt med folk med en kvalificeret uddannelse, hvor lidt de ved. Nu skal man selvfølgelig passe på ikke at blive en Jeronimus. Det, jeg synes går tabt, er almenviden. Til gengæld vil jeg sige, at de unge mennesker, jeg kender, er utrolig flittige, og de har en stor specialviden, meget større end den jeg og mine venner havde, men det historiske tror jeg ikke de ved meget om, men det kan skyldes så mange ting. Jeg ved det ikke. Der er så mange indtryk, der vælter så meget ind over os allesammen. I dag er jeg mere optaget af præsidentvalget i Rusland end af orlovsordninger, fordi der sker jo virkelig store og spændende ting. Men alt det kommer jeg ikke ind på i dén bog. Der er det en mand, hvor det hele lukker sig til.

Om sin handlemåde siger John: "Det jeg gør er en slags selvforsvar eller rettere nødret" (86). Men når det drejer sig om følelser, er han en vatpik. Han har sin plan klar, sine piller og sit våben. Han ved præcis, hvad der skal ske.
Ja, ja. Han tænker det i forbindelse med leverandøren. At han ikke vil prøve på at forklare Bjørn noget, fordi han selv ser det som nødret. Det nytter ikke at forklare den anden fyr, hvad nødret er. Han er lidt hovmodig af og til.

I en sådan situation kunne man tro, at nogle af forsvarsværkerne ville gå i opløsning, hvorefter han turde udlevere sig følelsesmæssigt på godt og ondt til sine nærmeste, til sin kone?
Det kan han jo ikke. Jeg vil ikke sige, at han ikke tør. Han vil ikke. Han føler sig forulempet af hende på en eller anden måde.

I fem år har han samlet bøger til et lille beredskabslager.
Han har længe været klar til flugt. Det er meget godt, du kommer ind på det der. Han har haft nogle bøger liggende klar. Så det har ligget i ham længe.

Svigter han ikke sig selv?
Nej, han svigter måske nogle andre. Måske har han svigtet konen og datteren på et tidspunkt. Det er der nok lidt belæg for. Egentlig synes jeg ikke, han svigter sig selv.

Det er som om straf- og skyldproblematikken bliver afhandlet i Clint Eastwoods billede. Mens Eastwood i reglen spiller den ensomme hævner, befinder John sig i en familiemæssig situation, hvor de nærmeste vil ham det godt, men han tør ikke åbne sig og tage imod.
Han har levet i et begrænset område i sit fag. Det er noget af det samme som den roman, der hedder Endnu en glad dag, hvor hovedpersonen heller ikke kan komme videre. John er ikke et menneske med de store følelsesmæssige udfoldelser eller erkendelser. Det er han ikke. Dér er hans begrænsning, som er helt tydelig. Så kan man sige, det er et postulat, men alle romaner er jo postulater. Jeg tror, mange vil have det sådan. De ville måske ikke gøre det, han gør. Jeg kan ikke se, han svigter sig selv. Jeg synes, det er helt i orden. Det må være en menneskeret at tage sit liv, hvis man har nogle grunde til det. I det arbejde, jeg har haft i Nicolai-tjenesten, har jeg siddet over for mennesker, der ville begå selvmord. Om de så gjorde det ved jeg ikke. Dér var jeg nødt til at sige: nej, I må sørge for at holde jer i live. Jeg tror også det hænger sammen med vores forhold til døden. Nu har man diskuteret aktiv dødshjælp. For mange er det en befrielse. Jeg tror ikke, det er nogen ulykke for ham, men det kan man jo ikke sige. Slutningen var noget af det, der var svært at skildre. Når man har valgt jeg-formen, kan man jo ikke give ret mange skildringer af selve dødsprocessen. Det er sådan noget forfatteren må sidde og finde ud af. Det er meget vigtigt: skal det være 1. eller 3. person. Det er skam ikke lige meget. Det bestemmer bogens skæbne.

Til Bjørn, som afpresses for illegale piller, siger han: "Du er min hjælper, ikke min ven eller sjælesørger. Mine venner, Kaj Ole og Lennart, havde jeg fandeme ikke meget glæde af når jeg var på røven. Vi havde kun skoven at være fælles om" (19).
Det er også et kynisk synspunkt. Ham, der får penge for det, kan jeg stole på. Om Bjørn, som kender det sorte markeds smuthuller, siger han: "Det er sådan en mand, jeg har brug for" (87). Du må se det i lyset af den nye situation, han er kommet i. Trods sin modstand imod at blive opereret har han alligevel været til en sidste undersøgelse for at få at vide, at han har cancer i næsten hele tarmsystemet. Og det er klart, det ændrer meget.

Han går også til healer.
Og det tror lægen ikke meget på. Det får han nok heller ikke noget ud af. Det er vel for at opponere lidt mod den arrogante læge.

Det er vel også et ønske om at hænge ved livet så længe som muligt?
Ja, han er en dobbeltnatur. Nok føres han mod døden af en vis dødsdrift, men ser det dog som en mulighed. Han er også et langt stykke af vejen livsnær på sine egne betingelser vel at mærke.

Men den aggressivitet, man fornemmer i ham, retter han til sidst mod sig selv. Også i forholdet til de relationer, han har haft, mærker man sårbarheden. Med Lennarts død ryger hele grundlaget, hvorefter han torpederer fødselsdagsfesten og forlader hjemmet.
Ja, det er rigtigt. Men også det aggressive dæmpes ned. Til sidst dæmpes alt ned. Sådan vil det også gå forfatteren - og læseren. Jeg vil jo nødig miste nogle læsere. Mange af mine læsere tilhører min egen generation. Derfor læser jeg dødsannoncer hver dag: dér røg sgu en læser! Ja, det er jo sørgeligt, for jeg ved ikke, hvor mange af de unge jeg får. Dem er der nok ikke så mange af.

Sygdommen bliver en udforskning af skoven. I folkeeventyret skal helten altid igennem den mørke og farlige skov. Men John finder ikke ud igen, han forsvinder ligesom et såret dyr.
Han er måske aldrig kommet helt ind i skoven, for han nævner sin oldefar, der hverken kunne læse eller skrive, men han kunne altid finde frem til de specielle steder. Han kendte solens gang. Der er et punkt, som hedder Multebjerg - og det har jeg prøvet at finde, men ikke kunnet. Selv om John har kort og bøger har han svært ved at finde det, men oldefaren kunne. Det er også tab af instinkt, som var i de gamle knarke. På en måde har han aldrig lært skoven at kende sådan som oldefaren, der arbejdede i skoven. Han kan lide den, men han er en gæst i skoven.

En gæst i livet?
Ja, det kan man godt sige. Og de der kommer op ved ottevejskrydset - jeg har jo selv set, når de holder der - det er jo dårligt nok, de står ud af bilerne. Jo, der er en, som lige skal lufte pudelhunden. Selv på en utrolig flot sommerdag møder man højst 6-8 mennesker. Vi taler meget om det grønne reservat. Det er godt, vi har det, men det bliver sgu ikke brugt. De holder ude på parkeringspladserne og tør ikke gå langt ind i skoven, for de skal også finde bilen igen. Min kone og jeg har cyklet meget deroppe. Det er jo dejligt sådan en sommerdag eller allerbedst om efteråret, hvor skoven er spændende. Vi er kørt forkert mange gange, for vi lærer den heller aldrig at kende. Man lærer aldrig livet at kende i det hele taget. Man søger ind i noget og er klar over, at det går i den forkerte retning.

Hvis John havde kunnet finde det sted, som oldefaren kunne, var han så kommet ud igen?
Ja, det var han jo nok. Men der farer han vild. Han er i en meget afkræftet tilstand, for han havde jo udset sig et bestemt sted, hvor han ville slutte livet, og det kan han ikke finde. Det var nu ikke Multebjerg.

Hvis man ser på forholdet til Anne, Susanne og datteren af første ægteskab, som man ikke hører om ...
Han møder hende i et enkelt, meget kort kapitel. Om jeg så må sige afregner med datteren. Han tager op ved Gilleleje. Hun skal have sin arvelod.

Det fremgår kun indirekte, at det er hans datter.
Nej, den lukker jeg lidt til. Hun viser ham et billede af sin søn. Det er altså hans barnebarn, men det er gjort meget kort. Hvis jeg som forfatter må fremhæve et kapitel, som jeg synes var spændende, så er det det kapitel, hvor han forestiller sig sit ophold i Nyborg og sit foredrag på slottet. Jeg ved ikke, hvordan det er som læser. Havde du en fornemmelse af, at dér ville han ikke komme? Ja, det havde du jo nok. Nu er du en dreven læser. De andre ville måske ikke. Når jeg kommer til Nyborg, så vil jeg gøre sådan, gå derhen og op på Nyborg Slot dagen inden foredraget osv.

Det havde været dårlig forfatterøkonomi, hvis du havde gentaget beskrivelsen i varieret form. Man ved godt, at han ikke kommer til Nyborg Slot.
Jeg synes sådan noget er spændende. Jeg håber, jeg kommer derover igen.

Når du arbejder på en bog tænker du så på læseren?
Nej, det gør jeg ikke.

Hvem er din første læser, som du tænker på?
Det er Birthe.

Det kan jeg godt forstå.
Jeg tænker faktisk en del på Birthe. Dér er jeg ligesom eleven, og hun er læreren. Det driller jeg hende også med. Der var en, som engang sagde, at hun skrev for den ugifte mor på Brøndby Strand. Sådan noget tror jeg ikke på.

Hende ville du aldrig skrive for?
Ja, det ved jeg ikke. Jeg ville ikke have noget imod det. Nej, jeg tænker ikke sådan. Men jeg kan nok regne ud efterhånden. Det er ligesom man får et publikum, som vel ikke bliver større, tværtimod. De dør jo for faen. Der var engang en bibliotekar, der sagde: du har nogle gode læsere. Men jeg har ikke det store tal, hvilket jeg heller ikke får.<%0>

Af de tre seneste synes jeg, den her er langt den bedste.
Det mener jeg også selv. Men jeg synes, det var sjovt at skrive Sort er hvidt. Man må give sig selv nogle frie tøjler engang imellem. Den her kører henad en lige linie. Det er meget svært at bedømme sit eget. Lad os nu se, hvad kritikerne siger. Jeg har både fået ros og bank. Det slår mig ikke ud. Man kan blive ked af det, navnlig hvis det er en anmelder, der bare refererer bogen. Anmelderen må gerne sige, at konklusionen er for svag eller den er det og det. Men sådan et fladt referat er lidt kedeligt. Men det har vi allesammen oplevet. Bare Birthe roser mig. Og det gør hun.

Så bliver det bedre og bedre for hver gang?
Det bliver sgu ikke bedre, det er problemet. Nu var den naturlig for mig at skrive. Jeg synes, det lå så tæt ind på mig selv.



Tilbage til toppen