Det Kongelige Bibliotek - Musik- og Teaterafdelingen

Niels Ravnkilde står som en lidt fjern dansk komponist fra 1800-tallet. Han boede det meste af sit liv i Italien, hvor han blev en central og elsket figur blandt de skandinaviske kunstnere. Derudover var han en meget produktiv komponist, men han holdt fast ved det romantiske tonesprog gennem det meste af sit liv.

Studieårene
Ravnkilde blev født i 1823 som barn af krigsassessor Niels Christian Ravnkilde. Han kom ind på det musikkonservatorium, som Det Kongelige Teaters syngemester, Giuseppe Siboni, havde etableret i 1827, og her fik Ravnkilde J.P.E. Hartmann som lærer.

Titelblad af Niels Ravnkildes 'Møens Klint'

I 1845 fik Ravnkilde udgivet dette tidlige værk [Møens Klint] med tekst af Oehlenschläger

Det var især sange, som i begyndelsen blev Ravnkildes primære kompositionsområde. I 1844 deltog han i Musikforeningens konkurrence om udsættelse for duet af en tekst af Chr. Winther. Ingen af de 12 deltagere vurderedes gode nok til prisen, men hans duetter blev anbefalet til udgivelse. Ravnkilde deltog også i de musikalske sammenkomster i det Hartmannske hjem og som elev af den ældre komponist hjalp han fru Emma med hendes kompositioner og virkede desuden som lærer for flere af husets børn.

Tyskland
Efterhånden kørte han dog fast i de daglige rutiner uden inspiration udefra, og på bl.a. Hartmanns anbefaling lykkedes det ham i 1847 at rejse til Leipzig for at studere ved konservatoriet, hvor Niels W. Gade stadig var aktiv. Tilsyneladende deltog han også en del i byens almindelige musikliv, for selv om han gjorde gode fremskridt i teori og komposition, blev det ikke til meget hvad angik klaverspillet. I april 1848 - efter kun ca. et halvt år - rejste han atter hjem, ikke mindst på grund af de usikre forhold for en dansker i Tyskland. Hjemme igen blev han en søgt musiklærer for bl.a. Christian Barnekow.

Selv om Tyskland efterhånden blev det vigtigste musikalske centrum i Europa, var Italien til stadighed et fristende tilbud, som især mange billedkunstnere og forfattere benyttede sig af. Der var dog også danske komponister, som rejste til Italien, ikke mindst Henrik Rung, for hvem opholdet blev af stor betydning. Men også Peter Heise, Rudolph Bay og J.F. Frøhlich opholdt sig i landet i en periode og Niels W. Gade kom på en kort visit. Og i 1853 lykkedes det Ravnkilde at få økonomisk støtte til en rejse til Rom.

I 1846 fik Ravnkilde udgivet en duet med titlen Romeo og Julie til tekst af Chr. Winther. Det var med denne komposition, at Ravnkilde opnåede positiv omtale ved Musikforeningens konkurrence i 1844 og efterfølgende udgivelse af duetten på foreningens regning

Til Italien
Det viste sig at være den helt rigtige beslutning for ham at tage til Rom. Ikke fordi der var så meget at studere, men nærmere fordi han selv blev centrum for en række musikinteresserede unge. Hans gode teoretiske fundament og kendskab til den nyeste musik fra Tyskland gjorde, at han blev en søgt lærer og musikalsk rådgiver, bl.a. for de kendte italienske familier som Borghese. Enkelte gange blev han også indbudt til deres landsteder på en lille sommerferie. Det var også disse familier, der introducerede ham til den fremtrædende italienske komponist Giovanni Sgambati og Franz Liszt,som jævnligt opholdt sig i byen.

Angul Hammerich beskriver uden omsvøb den italienske musik ved 1800-tallets midte. "Al den gammelitalienske Musikskoles Adel og Højhed var som blæst bort fra Kirkens Territorium…og uden for Kirken var der dengang i Rom ingen Musik at tale om. Det var den floveste og fadeste Operajargon, der bredte sig alle Vegne. Men hos de finere i Samfundet begyndte der at røre sig Kritik af denne Art af Musikdyrkelse, og som Modvægt mod alt dette vammelsøde Stadseri opdagede man - Beethoven." Med sit tyske musikalske fundament havde Niels Ravnkilde her en mission.

Portræt af Niels Ravnkilde. Klik for større billede

Niels Ravnkilde. Komponistens dagbøger 1853-56 og fra 1880erne giver er spændende indblik i livet i Rom og udgør en fin kilde om alle de danske og udenlandske personligheder, der kom i kontakt med den danske koloni i disse perioder. De er bevaret i Det Kongelige Biblioteks Håndskriftafdeling.

Kompositionsmæssigt bredte Ravnkilde sig nu over flere genrer. Foruden sangene skrev han en række klaverstykker, kammermusik, en symfoni og adskillige orkesterværker samt flere kompositioner for kor. Så sent som i 1885 skriver han, at "Det er først i senere Aar, at jeg har kastet mig ind paa det Instrumentale - en 'Suite' af mig for Orchester blev udført i Rom og godt optaget -; men jeg föler fuldt vel, at jeg endnu er famlende paa dette Område…" (Brev til Emil Hartmann 27.9.1885). Samme år skrev han til sin gamle elev, Emil Hartmann, om at gennemse sin symfoni og evt. få den opført i Koncertforeningen. Emil Hartmann svarede venligt tilbage, men det lykkedes ikke at få symfonien spillet på dette tidspunkt.

Titelblad til sangen 'Non ti scordar di me'

Ravnkilde sendte i 1861 nogle af sine sange og klaverstykker til sin gamle lærer, J.P.E. Hartmann, der villigt kommenterede dem og roste sangene, men var lidt mere forbeholden over for klaverstykkerne. Sangene blev karakteriserede som "saa afrundede og saa behagelige at synge, at der næsten ikke er Noget for en Kritiker at sige paa dem", samt som stærkt inspireret af italiensk folketone.

Den danske koloni i Rom
Den skandinaviske forening blev egentlig til i 1830erne omkring en større bogsamling, der langsomt blev forøget til flere tusind bind. Først i juli 1860 stiftedes der en regulær forening, som havde til huse i centrum af byen med nogle værelser og en sal. Den var velindrettet, men havde også et lidt slidt præg. Her kunne man læse aviser og foreningen stillede det omfattende bibliotek til rådighed. Derudover lagde man lokaler til et socialt liv, især på lørdagsaftenerne, hvor der ofte mødte omkring 50 medlemmer, lige som alle højtiderne blev fejret. I de mest aktive år fra 1860 til 1885 var ca. 200 mænd medlemmer af foreningen, som først på et senere tidspunkt optog kvinder. Blandt deltagerne så man utallige af tidens skandinaviske fremtrædende billedkunstnere, digtere og enkelte musikere.

Tegning af Ravnkilde, tegnet af Ernst Meyer

En af deltagerne i den danske forening var maleren Ernst Meyer, der boede i Rom og på trods af sin muskelsygdom havde et muntert lune. Her har han tegnet Niels Ravnkilde som en lille ged.

Ravnkilde var meget aktiv i kolonien, og fra 1876 til 1886 var han formand for den skandinaviske forening. Selv om han ikke hver dag viste sig i foreningen, deltog han altid i festlighederne lørdag aften - ofte med musikalske indslag. I 1885 blev han udnævnt til æresmedlem. Han beskrives som en meget beskeden, venlig og omsorgsfuld person, der hjalp mange af de danske kunstnere, som rejste til Italien på studie- og dannelsesrejse. "Han var et godt Hoved med naturligt Lune", skrev Georg Brandes. I København udnævnte man ham da også til professor i erkendelse af hans indsats for danske kunstnere.

Brev fra Johanne Luise Heiberg 20.10.1874

Brev fra Johanne Luise Heiber fra 20. oktober 1874, hvor hun glæder sig til at komme til Rom og blive modtaget af Ravnkilde.

Både H.C. Andersen, Johanne Luise Heiberg og mange andre blev modtaget af Ravnkilde i Rom. Derudover korresponderede han med utallige skandinaviske kunstnere, hvilket hans efterladte brevsamling vidner om. Blandt dem kan man nævne Vilh. Bergsøe, Georg Brandes, Holger Drachman, M.A. Goldschmidt, C.K.F. Molbech, J.N. Madvig, og blandt musikpersonlighederne Joh. Svendsen, Aug. Winding og Peter Heise. Mange af dem havde oplevet Ravnkildes gæstfrihed i den italienske hovedstad.

Den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson fik Ravnkilde et nært forhold til, og forfatteren var i foråret 1861 meget optaget af et operasujet om maleren Correggio, som han bad Ravnkilde skrive et musikdramatisk værk over. Teksten blev dog aldrig færdig og det ser også ud som om, Ravnkilde havde sine betænkeligheder, men han satte dog andre Bjørnson-tekster i musik. Også Edvard Grieg korreponderede ivrigt med Ravnkilde efter sit besøg i Rom i 1865-66, og de blev nære venner. Således hjalp Ravnkilde med at anbefale Grieg til Franz Liszt, og Grieg gjorde en ivrig indsats for at få Ravnkildes sange trykt i København.

Niels Ravnkilde tilegnede fem sange til Edvard Griegs kone, Nina Grieg, der selv var sanger. Autografen, der dog kun indeholde to satser, er dateret Rom, 6. februar 1870

J.P.E. Hartmanns søn, billedhuggeren Carl Hartmann, som studerede i Rom, blev indført i de skandinaviske kredse, og han fortæller om, hvordan "et Menneske, der er lidt musikalsk, hernede blandt Skandinaverne er en Sjældendhed", og at Ravnkilde komponerer forskellige værker til den skandinaviske forening. Carl Hartmann sang således solo i Ravkildes kantate ved sørgefesten for Frederik 7 i 1863 og senere også nogle sange af komponisten, men han tilføjer "Du må forresten ikke troe, at det er min Mening at Ravnkilde er noget betydeligt som Musiker, man kan sandeligen ikke blive noget betydeligt som Musiker i Rom; men jeg mener blot, at han hvad Du vist veed fra gammel Tid har en Deel ret behageligt Talent" (Brev til broderen, komponisten Emil Hartmann, 18.2.1864).

Billet til den tyske kunstnerforening i Rom, november 1860

Ravnkilde og Danmark
Ravnkilde bevarede dog en interesse for dansk musikliv og var bl.a. medlem af Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik. Flere gange sendte han kompositioner til J.P.E. Hartmann for at få dem opført i Musikforeningen, men det lykkedes kun en enkelt gang, nemlig med en ouverture i 1866. Tidligere var også nogle sange blevet oversendt, men de havde for lidt profil og var for lidt udfordrende til, at nogen ville gå ind på en opførelse.

Hartmann tog bladet fra munden i et brev til sin søn, hvor han beklager Ravnkildes irritation over, at han ikke bliver anerkendt nok i Danmark og bliver tilsidesat af Musikforeningen. Det var svært at opføre hans musik, når han var udenlands, og desuden var de indleverede stykker ikke af blivende værdi. Om ouverturen skrev Hartmann, at "Arbeidet lader sig nok høre, men indeholder for lidt mærkeligt til at det skulde kunne fæste sig hos Tilhørerne naar ikke personlige Interesser komme til, saa jeg frygter stærkt for at den vil være glemt ligesaa hurtig som den er hørt…" (Brev til Carl Hartmann, 4.7.1865).

Den formodning må siges at være gået i opfyldelse, men ser man på litteraturen om danskere i Rom i anden halvdel af 1800-tallet, kan man ikke undgå ofte at støde på Ravnkildes navn både blandt litterater, musikere og billedkunstnere.

Den skandinaviske kunstnerkoloni i Rom, ca. 1860. Klik for større billede

Den skandinaviske kunstnerkoloni i Rom ca. 1860 med bl.a. Niels Ravnkilde (som nr. 3 fra højre i bageste række) og Bjørnstjerne Bjørnson

Læs mere:

Øyvind Anker, Francis Bull og Torben Nielsen (red.): Bjørnstjerne Bjørnsons brevveksling med danske 1854-1874 I-III, København og Oslo 1970-74

Finn Benestad (red.): Brev i utvalg 1862-1907. Edvard Grieg II, Oslo 1998

John Bergsagel: "The Impact of italy on Danish Music", Thorvaldsens Museum. Bulletin (Meddelelser fra Thorvaldsens Museum) 1997, 154-160

Louis Bobé (red.): Rom og Danmark II, København 1937

Georg Brandes: Levned I. Barndom og første Ungdom. København 1905

Martin Galschiøt: Skandinaver i Rom for halvhundred Aar siden. København 1923, især s. 173-77

Angul Hammerich: "Niels Ravnkilde", Illustreret Tidende 30.11. 1890

Fr. G. Knudtzon: Ungdomsdage (Memoirer og breve XLIX), udgivet af Julius Clausen og P. Fr. Rist. København 1927

Tue Ritzau og Karen Ascani: Rom er et fortryllet bur. Den gyldne epoke for skandinaviske kunstnere i Rom, København 1982

Nils Schiørring: "Niels Christian Theobald Ravnkilde", Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave, bind 12, København 1982, s. 82

Inger Sørensen (red.): J.P.E. Hartmann og hans kreds. En komponistfamilies breve 1780-1900. Bind 1-4, København 1999-2002

Inger Sørensen: Hartmann. Et dansk komponistdynasti. København 1999

Yvonne Wasserloos: Kulturgezeiten. Niels W. Gade und C.F.E. Horneman in Leipzig und Kopenhagen, Hildesheim etc. 2004

I Det Kongelige Biblioteks Håndskriftafdeling findes dels Niels Ravnkildes dagbøger fra 1853-56 og 1880erne, dels en omfattende samling af breve til ham.

Anne Ørbæk Jensen

Tilbage til Fokus-oversigten

Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret April 2005