Østervold

I 1861 blev det nye observatorium på voldarealet på Østervold taget i brug i stedet for det stærkt forældede og alt for lille observatorium på toppen af Rundetaarn. Rundetaarn takkede af efter at have tjent som universitetsobservatorium i næsten 220 år.

Det nye observatorium blev indrettet i en trefløjet bygning med front mod syd. Over hovedindgangen i midten var kuplen med hovedinstrumentet. I sidefløjene var indrettet boliger for direktøren og for observator og assistenter. Forbindelsesbygningerne rummede mod vest meridiankredsen og mod øst passageinstrumentet. For at sikre den bedst mulige fundering at instrumenterne blev fundamentet ført gennem volden til den oprindelige flade; hertil gik næsten ¹/₃ af de anvendte mursten til hele byggeriet. Arkitekt var kgl. bygningsinspektør Christian Hansen.

Hovedinstrumentet var en refraktor med et objektiv på 280 mm og en brændvidde på 4,9 m. Et stort instrument efter den tids målestok. Instrumentet er blevet beskrevet  som et fremragende instrument med "en fin billedskarphed, med stor lysstyrke, og med en ydeevne, der efter mangfoldige prøver nøje ligger midt mellem, hvad Herschels 20-fods reflektorer i bedste tilstand og hvad Lasells store Maltainstrument formåede" (Nielsen: Hundrede års astronomi på Østervold).

Den første direktør for observatoriet var H. L. d'Arrest (1822-75), som var blevet astronomisk professor i 1857. Han brugte hovedinstrumentet flittigt til studier af stjernetåger, og han udgav i 1867 et katalog med 4.800 positionsbestemmelser af 1.942 tåger, svarende til ca. ¹/₈ af samtlige tåger, der var synlige i refraktoren. d'Arrest gjorde også spektralanalytiske studier.

Samtidig med, at d'Arrest brugte hovedinstrumentet sad observator H. C. F. C. Schjellerup (1827-1887) ved meridiankredsen og udarbejdede en af tidens mest omfattende kataloger over stjerner i 8.-9. størrelsesklasse: 10.000 positioner på 259 observationsnætter. Kataloget, som blev udgivet af Videnskabernes Selskab i 1864, vandt international anerkendelse.  Sådanne omfattende stjernekataloger udarbejdet med års mellemrum blev bl.a. benyttet til beregning af præcessionen.

Da d'Arrest døde i 1875 i en alder af kun 53 år, blev professorstillingen besat med T. N. Thiele, der samtidig havde tilknytning til forsikringsselskabet Hafnia og som var med til at udvikle aktuar-matematikken. Thieles indsats på astronomiens område ligger væsentligst inden for udforskningen af dobbeltstjerner, han udgav en afhandling herom i 1881. En tiltagende øjensygdom afbrød hans observationer, og han helligede sig derefter matematikken.

Der var to venuspassager i 1874 og 1882; den første var ikke synlig fra dansk område, mens den anden var synlig fra Dansk Vestindien. Observator C. F. Pechüle blev sendt af sted, men vejret var dårligt, og passagen kunne ikke observeres.

I 1895 blev hovedinstrumentet udskiftet med en dobbelt-refraktor med et 360 mm objektiv med en brændvidde på 4,9 m beregnet for visuelle observationer og et fotografisk objektiv på 200 mm med en brændvidde på 4,8 m. Anskaffelsen af dobbelt-refraktoren gav mulighed for, at observatoriet kunne deltage i fotografiske observationer uden at måtte give afkald på visuelle observationer. Dobbelt-refraktoren er stadig placeret i kuplen på Østervold (år 2000), mens refraktoren fra 1861 befinder sig på Steno Museet i Århus.

I 1907 blev Thiele afløst som professor af svenskeren Elis Strömgren (1870-1947). Strömgren beskæftigede sig især med trelegeme-problemet og med kometbaner. Strömgren var i hele sin indstilling den celeste mekaniks mand, om end for ham teorien for bevægelsesfænomener, udviklet i henhold til den newtonske gravitation, frem for alt var værktøjet til brug ved numeriske undersøgelse. Observatoriet blev under strömgrens ledelse regnebureauet, og han forstod at samle en statelig række af interesserede, der tog del i omfattende beregninger af forskelilg art. (Nielsen: Hundrede års astronomi på Østervold).

Elis Strömgren blev i 1940 efterfulgt af sin søn, Bengt Strömgren (1908-1987). Under ham lykkedes det at få bygget filialobservatoriet ved Brorfelde, men ventetiden var ham for lang, og han forlod i 1951 dansk astronomi for først at vende tilbage i 1967.

I den tid observatoriet fungerede, udviklede astronomien sig voldsomt, bl.a. fra at være arbejde for enkeltpersoner til at være holdarbejde. Fra 1861 til udgangen af 1900-tallet voksede antallet af ansatte på observatoriet fra en håndfuld personer i alt til 15 fastansatte videnskabelige medarbejdere + den tekniske stab + gæstelærere m.v.

Nyhedstjeneste - Centralbureauet for astronomiske telegrammer.

Da første verdenskrig brød ud i 1914 blev observatoriet i København central for nyhedstejnesten Astronomisk Centralbureau, og det havde dette hverv indtil 1965, hvor det blev overtaget af Smithsonian Astrophysical Observatory i Cambridge, USA. Link til bureauet.

Elis Strömgren var leder af bureauet til sin død i 1947. Efter hans død blev ledelsen af nyhedstjenesten overtaget af observator, Julie Vinter Hansen (1890-1960), og efter hende af K. A. Ternøe (1911-1987).

Formålet med nyhedstjenesten var at modtage og videresende nyheder af astronomisk interesse, så dobbeltarbejde kunne undgås, og så observationer kunne koordineres. Astronomer indsendte telegrammer til bureauet om opdagelser m.v., og bureauet besørgede telegrammerne videre til abonnenterne. I forbindelse med bearbejdelsen af nyhedstelegrammerne (der var affattet i kode for at komprimere teksten) blev der, foretaget en vurdering og eventuelt en kontrol af telegrammerne. Kontrollen fangede i videst muligt omfang fejl-observationer. Julie Vinter Hansen skrev om kontrolarbejdet bl.a.: Denne kontrol med nyhederne er langt den vigtigste og på samme tid den vanskeligste del af vort arbejde, og vi har så sandt vore overraskelser, når f.eks. en anmeldt klar nova viser sig at være en af de store planeter. (Nielsen: Hundrede års astronomi på Østervold).

Nyhedstjenesten havde sin oprindelse i Astronomische Nachrichten, der blev påbegyndt i 1821 i Altona (der som beliggende i Holsten var en del af det danske monarki) af den danske astronom H. C. Schumacher. I 1873 blev Altona-observatoriet, og med det Astronomische Nachrichten, flyttet til Kiel, og i 1882 blev selve nyhedstjenesten oprettet. Nyhedstjenesten gjorde brug af det nu veludbyggede net af telegrafstationer.

Den lange vej til et nyt observatorium

Placeringen af et astronomisk observatorium så nær ved storbyen viste sig hurtigt at være problematisk, og allerede i 1889 blev der nedsat en kommission, der skulle tage en flytning under overvejelse. Denne kommission afsluttede sit arbejde i 1891 uden forslag om flytning, men allerede i 1903 blev en ny kommission nedsat; den foreslog året efter at dele observatoriet i to: den videnskabelige observationsvirksomhed og hovedinstrumenterne skulle flytte til et egnet sted, mens undervisningen skulle forblive i København. Der blev ikke stillet forslag om nogen nævneværdig udvidelse af personalet i den anledning. Efter undersøgelser mange steder i landet blev i 1907 et område ved Sophienholm, 1½ km øst for det senere observatorium ved Brorfelde, udpeget som det bedst egnede område.

Allerede samme år blev en ny kommission nedsat, og med den slagsmålet om observatoriets fremtid. Strömgren var ikke tilhænger af en placering af et observatorium så langt væk fra København og fra en jernbanestation, så han foreslog i 1909 at opretholde observatoriet på Østervold uændret samtidig med at der blev anlagt en mindre filial med nye instrumenter uden for byen og nær en jernbane. Første verdenskrig kom i 1914 og satte en stopper for videre drøftelser om observatoriets fremtid.

Efter at Bengt Strömgren i 1940 havde overtaget professorstillingen kom der igen gang i planerne om et filial-observatorium, myndighederne var velvillige, men krigen forsinkede planerne og først i 1953 kunne det nye observatorium ved Brorfelde indvies.

I dag (2000) bruges observatoriebygningerne fra 1861 til det naturvidenskabelige fakultets administration. Dobbeltrefraktoren er stadig på sin plads i kuplen, men bruges ikke længere.