Brorfelde01.jpg (39944 bytes)
Luftfoto af Brorfelde-observatoriet
Observatoriebygninger i forgrunden, værkstedsbygninger og boliger bagved
Efter Thykier (Red.): Dansk Astronomi i 400 År

BrorfeldeSchmidt.jpg (24916 bytes)
Bygningen til Schmidt-teleskopet
Efter Thykier (Red.): Dansk Astronomi i 400 År
BrorfeldeSchmidttele300.jpg (32705 bytes)
Schmidt-teleskopet i Brorfelde
KU fot.
Brorfelde03Meridian.jpg (23010 bytes)
Bygningen til meridiankredsen
Efter Thykier (Red.): Dansk Astronomi i 400 År

Brorfelde

Brorfelde er en lille landsby, som ligger i et smukt og kuperet terræn ca. 10 km SSV for Holbæk og ca. 7 km V for Tølløse. Observatoriet ligger umiddelbart nord for landsbyen.

Ret hurtigt efter at observatoriet på Østervold var taget i brug, begyndte byens nærhed at være generende for observationerne, og man begyndte at overveje, hvor og hvordan et observatorium til afløsning - eller som filialobservatorium - kunne etableres. Allerede tidligt kom en placering nær Tølløse på tale.

Der kom til at gå lang tid fra de første idéer til observatoriet blev til virkelighed. Bl.a. to verdenskrige forsinkede begivenhederne, så først i 1953 blev observatoriet indviet, og først i 1964 blev den sidste bolig bygget. Carlsbergfondet gav rige donationer til observatoriet og spillede på den måde en afgørende rolle for planens iværksættelse. Selv om Bengt Strömgren fik arbejde i udlandet, inden byggeriet startede, var det i høj grad hans planer, som blev gennemført.

Brorfelde-observatoriet består af separate bygninger for instrumenterne samt boliger og værksteder. Observatoriet blev udstyret med moderne materiel, og besad, da det var fuldt udbygget, følgende:
En meridiankreds, opstillet i 1953. Nu opstillet på La Palma som The Carlsberg Meridian Telescope.
En 50 cm spejlkikkert bygget som værkstedets prøveopgave. Nu opstillet på ESO-observatoriet på La Silla som The Strömgren Automatic Telescope
Schmidt-kikkerten, opstillet i 1966, som stadig står på Brorfelde. Teleskopet er siden blevet forsynet med et CCD-kamera.
En 25 cm kikkert.

Efter oprettelsen af de to internationalt drevne observatorier på European Southern Observatory, ESO, i Chile og observatoriet på La Palma (en af De kanariske Øer) er flere af hovedinstrumenterne flyttet dertil.

I dag (2000) er det største instrument Schmidt CCD-teleskopet. Desuden er der to mindre spejlteleskoper og en ældre meridiankreds.

Schmidtteleskopet har bl.a bidraget til udforskningen af en dobbeltkvasar og i eftersøgningen af supernovaer i fjerntliggende galakser.

Brorfelde-observatoriets værksted var en vigtig del af observatoriet. Her blev Schmidt-teleskopet bygget, og her er der bygget teleskoper og instrumenter, som er i drift mange steder i verden.

I 1996 flyttede hele staben, videnskabsmænd, ingeniører og det tekniske personale til Rockefellerkomplekset på Juliane Maries Vej, så at sige dør om dør med de øvrige naturvidenskabelige institutter under Københavns Universitet. Instrumenterne er forblevet i Brorfelde og er fortløbende i brug.  Astronomisk Observatoriums værksted er fortløbende (2000) i drift og leverer instrumenter til ind-og udland.

© Copyright 2001 Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek