H. C. Ørsted (1777-1851)

Introduktion

Ørsted var søn af apotekeren i Rudkøbing på Langeland, hvor han fik en noget tilfældig skolegang. Som 11-årig begyndte han at hjælpe sin far i apotekets laboratorium, hvilket gav ham kendskab til den praktiske kemi. 1794 drog han til København sammen med sin bror, Anders Sandøe Ørsted (1778-1860), som senere blev en fremtrædende jurist, embedsmand og politiker. De bestod begge studentereksamen i 1794. H. C. Ørsted bestod den farmaceutiske eksamen i 1797, men studerede også filosofi og poesi sideløbende med sine kemiske studier. Han skrev to guldmedaljeafhandlinger og i 1799 disputats om Kants naturmetafysik.

I 1800 begyndte Ørsted at undervise ved Universitetet samtidig med, at han bestyrede et apotek i apotekerens fravær og varetog dennes undervisning i kemi ved Det kirurgiske Akademi. I 1801-04 var han på en studierejse, hvor han stiftede bekendtskab med den tyske naturfilosofi. Denne rejse fik stor betydning for hans senere virke.

I 1806 blev Ørsted udnævnt til ekstraordinær professor i fysik med undervisning i kemi og fysik. I 1817 blev han ordinær professor. Ved en forelæsning i vinteren 1819/20 blev han opmærksom på en svag bevægelse af en kompasnål, og han undersøgte dette fænomen grundigt i sommeren 1820. Resultatet blev opdagelsen af elektromagnetismen (Ørsteds eget ord), som han publicerede i en lille firesiders publikation på latin, som han sendte til kolleger og videnskabelige selskaber over hele Europa. Opdagelsen vakte omgående stor opsigt i hele Europa, og Ørsteds forsøg blev omgående gentaget mange steder. Afhandlingen blev aftrykt i adskillige af de videnskabelige tidsskrifter.

Med opdagelsen af elektromagnetismen lagde Ørsted grunden til en enorm udvikling, men udover en senere afhandling om fortsatte forsøg fortsatte han ikke undersøgelserne af dette fænomen. Det overlod han til andre. Ørsted undersøgte vandets sammentrykkelighed og isolerede i 1825 som den første aluminium.

Ørsteds senere virke var i høj grad knyttet til den polytekniske læreanstalt, som han fik oprettet i 1829, og hvis første direktør han blev. Ørsted var i øvrigt sekretær for Videnskabernes Selskab fra 1815 til sin død, og han var særdeles aktiv i både det videnskabelige og det kulturelle liv i guldalderens København, hvor han havde en enorm betydning til sin død i 1851.

Ørsteds seneste hovedværk, Aanden i Naturen, kom 1850-51; den var en sammenfatning af hans naturfilosofiske idéer og havde som hovedtema, at videnskab, kunst og moral på hver deres måde kan lede til erkendelsen af Gud.