Isaac Newton (1642-1727)

Inertiens lov:
Et legeme forbliver i den tilstand i hvilken det er, hvile eller jævn fremskriden, så længe ingen ydre kræfter tvinger det til at forandre sin tilstand.

Bevægelsesmængdesætningen, impulssætningen:
Forandringen pr. tidsenhed i et legemes bevægelsesmængde (impuls) er proportional med den bevægende kraft og sker i kraftens retning
Den kraft, der virker på et legeme er lig produktet af legemets masse og dets acceleration

Loven om aktion og reaktion:
Modvirkningen (reaktionen) er lig virkningen (aktionen) og går i modsat retning af den.
De kræfter, hvormed to legemer påvirker hinanden, er bestandig lige store og går i modsatte retninger.

Desuden fremsatte Newton hypotesen om den almindelige massetiltrækning, som i dag kan formuleres sådan:
Kraften F mellem to masser m og M i den indbyrdes afstand r er givet ved udtrykket GmM / r², hvor G er en universel gravitationskonstant, dvs. den samme over alt i universet og til enhver tid. Newton gjorde ikke noget forsøg på at forklare gravitationen.

Tilsammen gjorde disse love det muligt for Newton dels at justere Keplers love og dels at beskrive en fysisk model, som gjaldt både jordiske forhold og forholdene i himmelrummet. Sagt på en anden måde: Newton beskrev, hvilke kræfter der holder sammen på solsystemet.

For at nå hertil måtte Newton udvikle en helt ny matematik, differential- og integralregningen. Han kaldte den for fluxionsregning. Han publicerede først sent dette og kom ud i en strid med G. W. Leibniz om, hvem som havde udviklet denne matematik. Moderne videnskabshistorikere er enige om, at de to uafhængigt af hinanden nåede til deres resultater.