Introduktion


Introduktion

Endevæggene
- Den østlige endevæg
- Den vestlige endevæg
- Sammenstilling

Portrætterne
- Den sydlige væg
    - Hippokrates
    - Steno
    - Newton
    - Pasteur
    - Darwin
- Den nordlige væg
    - Aristoteles
    - Tycho Brahe
    - Kopernikus
    - Ørsted
    - Einstein
- Den vestlige endevæg
    - Bohr
    - Krogh

Andreas Friis
Artikel af Hannemarie Ragn Jensen

Credits m.v.


 

 

   

Ved indvielsen i 1938 af Universitetsbibliotekets 2. Afdeling var den daværende studenterlæsesal forsynet med mange læsepladser og få reoler. I 1939 forelagde Andreas Friis et forslag til udsmykning af den østlige endevæg for biblioteket, og da pengene var bevilget af Frans Schwartz' Fond, blev maleriet udført i løbet af blot fire måneder. Maleriet er en allegorisk fremstilling af "videnskaben og naturen", hvor man kan identificere (nogle af) videnskaberne, men ingen faglige detaljer. Centralt i figuren ses et barn, som vender sig mod lyset. Ved afleveringen af værket i 1940 udarbejdede Friis en omtale af billedet.

Herefter blev der givet bevilling til udsmykning af den vestlige endevæg ud mod forhallen. Her er det den moderne videnskab som præsenteres, eksemplificeret ved astronomi, atomfysik og biologi (fysiologi). Billedet rummer to portrætter, nemlig Niels Bohr og August Krogh. Friis udnytter det forhold, at døren til forhallen rager op over billedets underkant, til at lade Bohr stå på en trappe og byde en gæst velkommen. Dette maleri blev afleveret i maj 1942, og også her skrev Friis en omtale.

Til sidst blev udsmykningen afsluttet af 10 portrætter af koryfæer indenfor naturvidenskab og medicin. Disse portrætter findes i mursøjlerne mellem vinduerne.

I 1970'erne blev salen inddraget af biblioteket til katalogsal. Den stærkt øgede mængde bibliografier og de hastigt voksende kataloger gjorde det uomgængeligt nødvendigt at indrette rummet med mange og høje reoler og - for at det overhovedet var muligt at læse i bibliografierne - at øge antallet af lamper, alt sammen til skade for rumudsmykningens funktion og virkning.

I  2003-4 blev salen igen ændret radikalt. Den blev indrettet som infosal med arbejdspladser for bibliotekarerne og pc-arbejdspladser for lånerne. Alle høje møbler er blevet fjernet og belysningen ændret, så der nu er helt frit udsyn til rumudsmykningen. Rummet er på sin vis ført tilbage til situationen i 1938, hvor der heller ikke var høje møbler i rummet. I 2005 forventes overflødiggjorte katalogmøbler (NSK) fjernet.

    I Københavns Universitets Almanak, Skriv- og Rejse-Kalender for 1993 skrev mag.art. Hannemarie Ragn Jensen en artikel om rumudsmykningen
© Copyright 2004 Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek & Copyright 1940-44 Andreas Friis & 1940-44 Andreas Friis