Niels Stensen (Steno) (1638-1686)

Endevæggene
- Den østlige endevæg
- Den vestlige endevæg
- Sammenstilling

Portrætterne
- Den sydlige væg
    - Hippokrates
    - Steno
    - Newton
    - Pasteur
    - Darwin
- Den nordlige væg
    - Aristoteles
    - Tycho Brahe
    - Kopernikus
    - Ørsted
    - Einstein
- Den vestlige endevæg
    - Bohr
    - Krogh

Andreas Friis
Artikel af Hannemarie Ragn Jensen

Steno læste medicin på Københavns Universitet 1656 – 1659 med den kendte danske anatom Thomas Bartholin som lærer. I 1659 under svenskernes belejring af København, forfattede Steno et skrift, Chaos-manuskriptet, som fulgte ham livet igennem. Skriftet er på latin og er nærmest en journal over hans liv og tanker med henvisninger til de mange klassiske og nyere værker, han havde læst.

I 1660 rejste Steno til udlandet for at fortsætte sine studier, og mens han opholdt sig i Amsterdam opdagede han ørespytkirtlens udførselsgang, som siden kom til at bære hans navn, ductus parotideus Stenonianus. Senere udforskede han især øjets og næsens kirtler samt musklerne og deres mekaniske virkemåde. Han påviste, at hjertet bestod af muskelfibre og intet rummede, som ikke fandtes i musklen. Hjertet kunne derfor ikke være sæde for ild, ånd og sjæl, som var tidens herskende opfattelse.

Steno vendte tilbage til Danmark i 1664, men forlod hurtigt landet igen, fordi han ikke fik den stilling ved universitetet, han havde håbet på. Hans vej gik over Paris, hvor han bl.a. holdt en række berømmede forelæsninger over hjernens anatomi og påviste, at Descartes' forestillinger om hjernens funktion ikke kunne være rigtige.

1666 kom Steno til Firenze, hvor han blev ansat som livlæge for storhertugen. I Firenze kom hans studier ind på en ny retning, da han fik tilsendt et hajhovede fra fiskerne i Livorno (Firenzes havneby). Ved dissektionen af hajhovedet så han, at hajens tænder havde en påfaldende lighed med nogle velkendte sten, glossopetræ eller tungesten, og han drog den slutning, at disse sten engang måtte have været hajtænder. Eftersom man kunne finde tungesten i bjerge, sluttede Steno videre, at der engang måtte have været vand på det sted. Denne afhandling betragtes sædvanligvis som verdens første geologiske afhandling.

Steno konverterede til katolicismen i 1667.

Steno udgav i 1669 endnu en geologisk afhandling, De solido intra solidum naturaliter contendo dissertationis prodromus - Oversat i 1902 til dansk med titlen: Foreløbig Meddelelse til en Afhandling om faste Legemer, der findes naturlig indlejrede i andre faste Legemer. I dette værk, som Steno aldrig fik fulgt op, grundlagde han de geologiske discipliner stratigrafi og krystallogi.

Steno var atter hjemme i København i 1672-73, hvor han endnu en gang blev forbigået til et professorat ved Københavns Universitet. Den 29. januar 1673 om eftermiddagen holdt Steno en forelæsning på universitetet på Frue Plads som indledning til en offentlig dissektion af et lig. I denne meget citerede forelæsning sagde han bl. a.: Skønt er det, vi ser; skønnere det, vi erkender; men skønnest er det, vi ikke fatter.

Tilbage i Firenze blev Steno præsteviet i 1675. For Steno var der næppe nogen modsætning mellem hans naturvidenskabelige og hans religiøse indsats: Havde hans udforskninger ikke netop vist, at skaberværket var ufattelig storslået? Der kom ikke flere afhandlinger fra Steno, og i 1677 blev han udsendt som biskop for katolikkerne i Hannover og senere i hele Nordtyskland, Danmark og Norge. Steno levede sine sidste år i selvvalgt askese og fattigdom.

Stenos kiste blev ført til Firenze, hvor den i dag står i San Lorenzokirken; han blev af pave Johannes Paul 2. saligkåret i 1988.