Hippokrates (ca. 460-ca. 370 f.Kr.) |
|||||||||
Endevæggene |
Andreas Friis: Hippokrates |
Ifølge overleveringen var Hippokrates født på den græske ø Kos, som med templer og kurhuse var hjemsted for ’lægeskolen’ Asklepiaderne efter lægeguden Asklepios (latin: Æskulap). Hippokrates tilhørte denne skole og rejste - som det var almindeligt for læger på den tid - rundt i landet, hvor han underviste og praktiserede.
Først nogle hundrede år senere i den alexandrinske tid (3. årh. f.Kr.) steg Hippokrates’ ry, og han blev siden kaldt den vestlige lægekunsts fader. De ca. 60 indsamlede skrifter og fragmenter fra hans tid udgør Corpus Hippocraticum. Vi ved ikke, hvem vi skylder deres tilblivelse. Men studier viser, at de er blevet til over længere tid, og at de har flere forfattere.
Den Hippokratiske medicin havde forladt en religiøs sygdomsopfattelse til fordel for mere rationelle sygdomsforklaringer og behandlinger, som i stedet hvilede på erfaring og iagttagelse. I de hippokratiske skrifter findes bl.a. læren om de fire legemsvæsker: blod, slim, gul og sort galde og deres indflydelse på helbredet. Denne teori, humoralpatologien, blev ned gennem tiden udbygget for først fuldstændigt at blive forladt af de europæiske læger i 1800-tallet.
Hippokrates’ navn er også knyttet til lægeeden – the Hippocratic oath. Man kender ikke lægeedens nøjere oprindelse, den synes at være blevet til i 5.-3. årh. f. Kr. Eden tilgodeser lægelavet, lægegerningens anseelse og patienternes tryghed og ligebehandling. Lægen måtte ikke bruge sine kundskaber og patientens situation til skade for patienten, foretage kirurgiske indgreb eller abort. På Hippokrates’ tid praktiseredes abort og børneudsættelse, mange tror bl. a. derfor, at ”den Hippokratiske lægeed” er fra en senere tid end Hippokrates’.
Den hippokratiske ed lyder (i oversættelse
ved J. L. Heiberg) Idet jeg kalder Lægeguden Apollo, Asklepios, Hygæa og Panakeia til
Vidne samt alle Guder og Gudinder, sværger jeg at ville holde efter Evne og
bedste Skjøn denne ed og Contract. Jeg vil agte den, der har lært mig Kunsten, lige med mine Forældre og
dele mit Brød med ham og, naar han behøver det, yde ham hans Fornødenheder;
hans Afkom vil jeg agte lige med mine Brødre og lære dem denne Kunst, hvis
de ønsker at lære den, uden Honorar og Forskrivning. Forskrifter og
videnskabelig Undervisning og al anden Lærdom vil jeg meddele mine og min
Lærers Sønner samt Elever, der har sluttet Contract og er taget i Ed efter
Lægelavets Lov, men ingen anden. Diætetiske Forskrifter vil jeg benytte til de syges Gavn efter Evne og
bedste Skjøn og hindre dem, der kan volde Skade og Fortræd. Selv om jeg
opfordres dertil, vil jeg ikke udlevere nogen dødelige Gifte eller give
noget saadant Raad, ej heller give nogen Kvinde fosterfordrivende Midler.
Jeg vil bevare mit Liv og min Kunst rent og fromt. Jeg vil ikke skære for Sten, men overlade det til Specialisterne.
I de Huse, hvor jeg kommer, vil jeg komme til Gavn for de syge, idet
jeg holder mig fjern fra al bevidst Uret og Forførelse baade i andre
Henseender og i kjønslig, baade overfor Kvinder og Mænd, frie og Slaver.
Hvad jeg ser og hører i min Praxis eller
udenfor Praxis i Menneskenes Liv, hvad som ikke bør komme ud, det vil jeg
fortie, idet jeg anser sligt for Embedshemmelighed. Naar jeg handler efter denne Ed og ikke bryder den, saa lad det
forunde mig at nyde godt baade af mit Liv og af min Kunst, idet jeg nyder
Anseelse hos alle Mennesker til evig Tid; men overtræder jeg den og bliver
mensvoren, da times der mig det modsatte heraf. Link til nugældende danske lægeløfte
på Den Danske Lægeforenings hjemmeside |