Videnskaben, Mennesket og Naturen

Introduktion

Af lektor, mag.art. Hannemarie Ragn Jensen, Institut for Kunsthistorie, Københavns Universitet
 

Artikel bragt i Københavns Universitets Almanak, Skriv- og Rejse-Kalender ... 1993, s. 143-152 Enkelte trykfejl rettet Illustrationerne i artiklen er erstattet af billeder - eller detaljer heraf - fra rumudsmykningen

Københavns Universitet har i løbet af de sidste århundreder opbygget en stor kunstsamling. Den bestod oprindelig hovedsageligt af portrætter af den lærde kreds, som repræsenterer udviklingen i dansk forskning. Men i 1970'erne og 80'erne har et voksende behov for at præge de mange, nyindrettede institutter, hvad enten de er blevet installeret i ældre eller i nyopførte bygninger, medført en forøgelse af erhvervelser af billedkunst. Værkerne er spredt rundt omkring i de mange institutter på gange, i auditorier, i mødelokaler og på kontorer og det kan være vanskeligt at danne sig et indtryk af universitetssamlingens sammensætning og art, for ikke at sige kvalitet.

Enkelte af Universitetets kunstværker markerer sig på særlig måde som en helhed. Det er de udsmykninger, som er udformet i et nøje sammenhæng med et bestemt interiør, i de heldigste tilfælde på grundlag af en fælles opfattelse af arkitektur og udsmykning hos arkitekt og billedkunstner. Som et eksempel på en samlet opgave fra 1980'erne kan nævnes Poul Gernes' dekorering af gangarealer, aulaer og auditorier i Panum instituttet på hjørnet ved Blegdamsvej og Tagensvej. Disse interiører vakte megen opmærksomhed, da de stod færdige i 1985 og har fået megen ros.

En mindre gruppe interiører er usædvanlige ikke alene på grund af deres kunstneriske kvalitet, men også fordi de er skabt på grundlag af en veldefineret indholdsramme. Disse værker skal tydeliggøre bygningens eller rummets funktion og betydning. Den bedst kendte rumudsmykning er Constantin Hansens og G.C. Hilkers totaludsmykning på Frue Plads. De store malerier, med scener fra den græske mythologi og hovedfigurerne Athene og Apollon samt bimotiverne i friserne og de mange detailler i de dekorative dele af udsmykningen er sammensat således, at mangfoldigheden kan give et indtryk af husets, dvs. videnskabernes, betydning for »Livets Strid og Seier over Underverdens Magter«, »den digteriske og konstneriske aandsvirksomhed« og »Kulturens Seier over Raaheden, som Constantin Hansen selv har udtrykt det.

1 1944 hundrede år efter at Constantin Hansen havde begyndt sin kamp med den store opgave og den krævende teknik, afleverede Andreas Friis sin rumudsmykning til studenterlæsesalen i Universitetsbiblioteket, UB 2, ved Fredrik Bajers Plads. Dette bibliotek er en udvidelse og aflastning af J.D. Herholdts biblioteksbygning, bygget i 1857-61, ved siden af hovedbygningen på Frue Plads, men med facaden langs med Fiolstræde. Dette videnskabelige bibliotek var på trods af arkitektens fremsynethed, hvad angår behov for mere hyldeplads, flere læsepladser og bedre arbejdsvilkår for bibliotekarerne for længst ved at sprænges i 1920'erne og da auditorierne i bygningerne ved Frue Plads ligeledes for længst var blevet både for få og for små til at huse universitetets fakulteter, var det nødvendigt at finde en løsning. Flere institutter var allerede flyttet, da det matematisk-naturvidenskabelige og det lægevidenskabelige fakultet rykkede ud i området omkring Rigshospitalet, hvor museer og institutter kunne anlægge tidssvarende rammer for udviklingen i bygninger på Nørre Fælled.

Som en naturlig følge af fakulteternes udflytning opstod et ønske om en selvstændig afdeling med faglitteraturen for naturfagene og medicinen som område.

Planen tog rigtig fart i 1933 og en velegnet placering kunne udpeges på hjørnegrunden mellem Tagensvej og Nørre Alle. Her ville biblioteket ligge centralt for brugerne, og grunden var tilmed så rummelig, at biblioteksbyggeriet kunne ligge frit. Dette gav mulighed for udvidelse, hvis der skulle blive brug for det. I øvrigt en forudseenhed, der allerede er gjort brug af med tilbygningen af en ny fløj. En yderligere fordel ved placeringen var, at selve bygningen kunne lægges tilbagetrukket i forhold til det trafikerede kryds ved Fredrik Bajers Plads, således at bremsende og akcellererende biler ikke behøvede at genere de læsende.

Bygningen er opført af kgl. bygningsinspektør K. Varming, som havde Københavns Universitet under sit arbejdsområde. Første udkast forelå i 1933 og biblioteket kunne indvies tre år senere i 1936. [i.e. fem år senere i 1938]

Biblioteket omfatter to bygningsenheder, en 65 m bred, 13 m dyb toetagers hovedbygning med facade mod krydset og et 13 x 15 m 10 etagers bogtårn opført på hovedbygningens midtakse bag bygningen. De to elementer er sammenbyggede ved en mellembygning. Facaden er meget enkel og stramt afbalanceret mellem breddens vandrette forløb og den betonede midtakses lodrette rejsning. Midtpartiet med hovedindgangen er flankeret af risalitter, derefter markerer høje, slanke vinduer de to læsesales placering på 1. etage og facaden afsluttes med svagt fremspringende siderisalitter.

Byggematerialet er faksekalksten, som med sin lyse karakter giver bygningen en vis lethed, som harmonerer smukt med det enkle formsprog. Midtpartiet afsluttes foroven af en kuppel, som hvælver sig over trapperummet bag portalen.

Bag de høje vinduer ligger de to store læsesale, hovedlæsesalen til venstre og studenternes læsesal til højre for indgangspartiet. Da studenternes læsesal først og fremmest var beregnet til at skulle benyttes til læsning uden behov for mange opslagsværker, var der oprindelig kun en enkel reol langs den ene endevæg. De øvrige vægge og vinduer var friholdte. Dette medførte, at der var et jævnt og rigeligt lys i hele salen både fra syd og fra nord. Foruden reolen blev salen udstyret med 12 borde og med 6 læsepladser på hver langside og væggene blev malet lysegrønne, bordpladerne var mørkegrøn linoleum og gulvet grønmeleret linoleum.

Til dette oprindeligt beskedne interiør er Andreas Friis' udsmykning blevet tilføjet i flere etaper. Han forelagde i 1939 et udkast til et 12 x 4 m stort billede på endevæggen modsat indgangen. På trods af teknikken tog det kun godt 4 måneder at udføre selve maleriet, da pengene til det var bevilliget af Frans Schwartz' fond i 1944.

Arbejdet i salen og den vellykkede gennemførelse inspirerede til en udvidelse af det oprindelige program med et billede på den anden endevæg og helfigursfremstillinger af de store forskere fra alle tider mellem vinduerne.

Et påtrængende og uafviseligt behov for plads til kataloger og kartoteker har i dag fuldkommen ændret den tidligere læsesals funktion og indretning. Fra loftet hænger lamper i lange ledninger ned over reoler og skuffemøbler, hvorved oplevelsen af rumudsmykningen fragmenteres og udsmykningens oprindelige sammenhæng er gået tabt. Nu er det vanskeligt eller nærmest umuligt at opleve helheden, samspillet mellem de fire vægges komposition og udtryk og salens form. Det er derfor ikke mærkeligt, at så få er opmærksomme på denne rumudsmykning.

[I 2003-4 blev rummet nyindrettet, samtlige høje møbler og de nedhængende lamper fjernet, hvorved rumudsmykningen igen kom til sin ret]

Det første billedes grundtema »videnskaben og naturen« er fremstillet i overensstemmelse med traditionen for rumudsmykninger i europæisk maleri, det er en allegori. Et landskab danner rammen omkring de enkelte figurer og figurgrupper. Uden at slå fladen i stykker angiver det en tredelt komposition med et midtfelt omkring den lodrette midtakse mellem to sidefelter. Adskillelsen mellem de tre dele af vægudsmykningen opstår alene ved landskabets artikulering. Midtfeltet er skildret som et fladt plateau afgrænset af høje træer. Forgrunden domineres af en liggende, sovende skikkelse. Længere inde i billedrummet sidder et lille barn, det drejer sig efter en lysstråle, som trænger ned imellem træernes kroner med et klart og stærkt lys.

Landskabet til venstre på vægfladen er klipperigt. En stenet bjergryg tegner grænsen mellem jord og himmel. Det øde landskab med nogle få nøgne eller døde træer åbner sig mod nattehimlen med stjerner og himmellegemer.

Yderst til venstre i dette landskab viser astronomen sin elev, hvorledes stjernerne bevæger sig på stjernegloben, mens den unge lærling vender ansigtet mod himlen og iagttager de strålende stjerner på himmelhvælvingen. Til højre ved en klippeformation ses to skikkelser, som fremstiller fysikken og kemien. En ældre vismand med hvidt skæg og en foliant i højre hånd bøjer sig med en pegende gestus frem over en rygende ildpotte, mens en lidt yngre mand, vender sig ivrigt gestikulerende mod ham, samtidig med at han ser på det rygende kar.

I udsmykningens højre trediedel omslutter et frodigt og grønt landskab med træer og blomstrende buske en lille slette med en so. I dette landskab repræsenteres botanik og zoologi ved menneskenes og dyrenes færden i naturen. En mand og en kvinde står roligt og ser frem i landskabet, en ko tygger drøv i græsset, mens et par lam nipper skuddene af en busk længere inde i landskabet, hvor en dreng bærer et tredie lam i armene. Yderst til højre i landskabet sidder en næsten nøgen, ung mand med ryggen op af et skyggefuldt træ, han iagttager en plante med en rosa blomst, som han holder i højre hånd.

Andreas Friis har selv karakteriseret fremstillingen som en romantisk apoteose, der bygger sin grundstemning på den dybe, respektfulde undren overfor naturens liv og vækst, selve grundlaget for forskningen. Han har med den dybblå nattehimmel i billedets ene side og det rosa morgenlys i den anden side understreget tidens skiften omkring det dagklare lys, som bryder frem i en stråle bag barnet og den sovende. Disse to midtfigurer kan fortolkes som billede af drømmen, fantasien, inspirationen eller intuitionen, den nødvendige forudsætning for forskeren og samtidig repræsenterer de forskningens fornemmeste mål, nemlig erkendelsen om mennesket. Med dette værk har Andreas Friis fremhævet naturvidenskabernes udspring af trangen til at skaffe sig viden både om den mindste del og om den store sammenhæng, selve livets væsen.

Til Poul Raae i et interview ved billedets afsløring udtalte Andreas Friis om sin grundholdning til forskeren. »En uvidende Fornemmelse af Tilværelsens Hemmelighedsfuldhed ligger bag al hans Forsken, og jo mere han trænger ind i Tingenes sammenhæng, des mere vil han beherskes af en dyb Respekt for den kosmiske Intelligens, der viser sig i Naturens lovmæssige Sammenhæng. Her mødes han også med den ægte religiøse Følelse …« (Berlingske Aften 9.8. 1944).

Andreas Friis havde de bedste forudsætninger for at male en monumental figurkomposition forenet med en alsidig landskabsskildring. Han byggede på et indgående kendskab til den antikke kunst, til den ældre italienske malerkunst og Giotto, samt til Renæssancens store rumudsmykninger af Raffael og Michelangelo. Samtidig havde han fra sin tidlige ungdom, da han havde truffet Isakson og Weie på Bornholm og Christiansø, været opmærksom på nødvendigheden af at dyrke farven og disciplinere motivet i overensstemmelse med de lovmæssigheder, som Cezanne havde åbenbaret i sine værker.

På disse forudsætninger kunne Andreas Friis fastholde de allegoriske figurer med et tidløst udtryk i holdning og klædedragt. De er tidløse, idet maleren har villet sammensmelte den antikke tradition for figurfremstilling, som den i Danmark bedst kendes gennem Thorvaldsen og Abildgaard, med sin egen tids forståelse af farven som udtryksmiddel.

Samme forudsætninger har dannet grundlaget for valget af maleteknikken. Det var meningen at udsmykningen skulle males al fresco, det vil sige at farverne males direkte på den våde kalkpuds, hvorefter de bindes ved en kemisk proces, idet kalciumhydratet i den fugtige puds går i forbindelse med luftens kuldioxyd og danner kalciumkarbonat. Denne teknik sikrer at farverne bliver meget holdbare, klare og stoflige. Teknikken kræver stor sikkerhed af kunstneren, fordi der ikke kan rettes på arbejdet og al fresco teknikken har derfor altid været betragtet som den fornemmeste maleteknik. Da det ville have krævet lukning af læsesalen, mens arbejdet stod på og dette ikke kunne lade sig gøre, måtte Andreas Friis vælge en anden fremgangsmåde og han udviklede en teknik, hvor det ikke er nødvendigt at pudse væggen op for hvert dagværk, samtidig med at farven både er holdbar og har den lysende, stoflige, i heldigste udførelse akvarellignende kvalitet. Billedet er malet med temperafarver blandet med kasein og linolie.

Allerede under arbejdet med endevæggen udkastedes ideen til pendanten på indgangsvæggen med en fremstilling af nutidens videnskabsmænd. Kompositionen deler vægfladen i tre hovedfelter ligesom det første billede. Det midterste felt viser atomforskningens laboratorium og apparatur og fremhæver dermed denne forsknings betydningsfulde placering i nutiden og samtidig den danske forsknings centrale skikkelse indenfor denne forskningsgren. Mellem de store apparater til fremstilling af højfrekvente, elektriske strømme ses et helfigursportræt af Niels Bohr, han peger mod apparaterne og vender sig om mod en kittelklædt person: På denne enkle måde peger Andreas Friis gennem Niels Bohrs håndbevægelse på atomforskningens betydning for lægevidenskaben. Til venstre i et observatorium ses to astronomer i færd med at iagttage nogle fotografiske optagelser af stjernebillederne.

Til højre på væggen ses en gruppe videnskabsmænd i et laboratorium, den ene er afbildet med August Kroghs træk, mens han undersøger en reaktion i et glas sammen med en medhjælper.

For at fuldende udsmykningen tilføjedes helfigursfremstillinger af Aristoteles, Tycho Brahe, Kopernikus, Ørsted og Einstein i felterne mellem vinduerne på den ene væg og Hippokrates, Steno, Newton, Pasteur og Darwin i felterne på den anden væg . Disse portrætter danner et smukt bindeled mellem de store kompositioner, fordi Friis har valgt at male dem som en moderne fortolkning af et velkendt motiv fra den italienske Renæssance, da man yndede portrætter af historiske personer placeret i illusionistiske vægfelter. Felterne er antydet som flade nicher med en neutral baggrundsvæg, men indenfor denne enkle ramme gives hver enkelt portræt et karakteristisk udtryk ved et personligt kropssprog. Herved bryder hver person på grund af de forskellige stillinger, de indtager, den arkitektoniske ramme på skiftende måder. Her bryder en arm, der en fod ud af det angivne rum. Væggenes farver er afstemt efter rummets lysindfald. Et træk der betoner sammenhængen og Andreas Friis' respekt for og maleriske opfattelse af salens tredimensionelle kvaliteter.

Der er flere forklaringer på at det kunne lykkes at udføre en rumudsmykning i det monumentale format på dette tidspunkt. En forklaring er naturligvis, at Andreas Friis allerede havde gjort erfaringer med vægudsmykningsteknik, idet han har malet en udsmykning af trapperummet i la Cour Vejs skole i 1931-32 tilmed i freskoteknik. På dette tidspunkt har han også kunnet studere og følge andre kunstnerkollegers udsmykninger ikke alene i Danmark, men han rejste også på en studierejse til Norge. I de skandinaviske lande er der en forbavsende stor aktivitet omkring rumudsmykninger og det er derfor kun muligt i dette korte studie af udsmykningen i universitetsbiblioteket, at slå ned på nogle enkelte og til dels tilfældige eksempler.

I omtalen af Andreas Friis' vægmalerier sættes han ofte ind i et sammenhæng med Niels Skovgaard og den store udsmykning i Viborg Domkirke, dels på grund af teknikken og dels på grund af landskabernes »paradis«-karakter, men det er mest berettiget som en rosende anerkendelse af Andreas Friis' format. En anden sammenhæng, som også har haft en vis betydning, er tilknytningen til Einar Nielsen, som selv havde udkastet flere større udsmykninger bl.a. til Københavns Rådhus. Hans betydeligste monumentaludsmykning er mosaikken i hvælvet under Det kgl. Teaters nye scene, Stærekassen. Den stræben efter det enkle, harmoniske udtryk i figurkompositionen, som findes i Einar Nielsens samtids allegori, kan have fundet genklang hos Andreas Friis, selvom det stilistiske udtryk er meget forskelligt. Mere direkte spillede Einar Nielsen en rolle, fordi han sad i bestyrelsen for Frans Schwartz' legat. Einar Nielsen sad ligeledes i en periode i det bedømmelsesudvalg, som skulle vælge den kunstner, der skulle udsmykke Sjømannsskolen i Oslo. Den post havde han overtaget fra Joakim Skovgaard.

Endnu er en tættere tilknytning til de norske udsmykningsopgaver ikke påpeget, men det står stadig tilbage, at gennemgå Andreas Friis' papirer systematisk, ligesom en grundig gennemgang af Edvard Munchs billeder i Universitetets aula 1911-16 i Oslo og de efterfølgende årtiers rumudsmykninger mangler en kritisk bearbejdning på linie med de danske eksempler, således som Poul Vad har gjort det i bogen »Billedet, Væggen og Rummet. Et Essay om moderne dansk Vægkunst". I Poul Vads bog findes følgende karakteristik af de norske udsmykninger: på trods af indbyrdes forskelle »har (de norske) en række fællestræk, såsom en simpel, legendeagtig fortællestil med rig anvendelse af enkle allegorier, naturalistiske figur og tingfremstilling forbundet med en slags montageagtig sammenkædning af billederne i ét stort uafbrudt hele, og - i forbindelse hermed - en stadig mere udtalt bestræbelse på at drage hele rummet ind i dekorationen, der som ét kæmpemæssigt, uafgrænset billede breder sig over vægge og lofter« (s. 50). Bogen omtaler ikke Andreas Friis' udsmykninger, men giver et omfattende indtryk af de mange forskellige rumudsmykninger, de tekniske eksperimenter og vidt forskellige vilkår, som får indflydelse på 30'erne og 40'ernes kunstliv ud over den politiske situation. I forhold til disse strømninger tegner Andreas Friis sig som en meget stabil kunstnerpersonlighed, som med koncentreret alvor bearbejder motivets formsprog og farveholdning med henblik på at opnå en indre balance mellem detaljen og helheden. De billedmæssige opgaver han stillede sig selv i ungdommen, bearbejdede han gennem hele livet uden at lade sig afspore af tilfældige påvirkninger.

Litteraturhenvisninger:

• Askeland, Jan: Fresko Epoken. Studier i profant norsk monumentalmaleri 1918-1950. Gyldendal Norsk Forlag 1965.
• Dahl, Svend: Universitetsbibliotekets Bygninger gennem Tiderne. En historisk Fremstilling. Munksgaards Forlag 1932.
• Dahl, Svend: Universitetsbibliotekets Nye Bygning. Foreningen for Boghaandværk 1938.
• Hansen, Constantin: Freskomalerierne i Universitetets Forhal. Nordisk Universitets Tidsskrift. København, Lund, Christiania, Uppsala 1857.
• HB: Hjalmar Bruns Samling af udklip, Kunstakademiets Bibliotek, København.
• Millech, Knud: J.D. Herholdt og Universitetsbiblioteket i Fiolstræde. Paludan 1961.
• Rindholt, Svend: Andreas Friis. Danske Kunstnere. København 1937.
• Vad, Poul: Billedet, Væggen og Rummet. Et Essay om moderne dansk Vægkunst. Gyldendal 1968.
• I øvrigt samlinger af avisudklip om Andreas Friis i privat eje.