Bogens Verden 1996 nr.2
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
En kulturbegivenhed Villy Sørensens oversættelse af Grimms eventyr.
En hyldest med halvanden indsigelseKnud Wentzel, dr. phil., universitetslektor
Hvor tit får man et væsentlig ønske opfyldt i virkelighedens verden? Er det ikke kun i eventyrene, der findes magiske rekvisitter, som bringer én hen hvor man vil, guld under hovedpuden og veldækkede borde?
I 1993 beklagede jeg mig i Bogens Verden over Carl Ewalds oversættelse af Grimms samlede eventyr, som i umindelige tider har været oversættelsen i Danmark.* Og jeg udtrykte ønsket om en ny-oversættelse, sandt at sige uden megen tillid til at ønsket ville gå i opfyldelse.
Men se - bord, dæk dig! I efteråret 1995 udgiver Gyldendal Grimms eventyr i nyoversættelse ved Villy Sørensen! Herefter skal ingen få mig fra, at verden er venligtsindet: den lytter til stærke ønsker! Men det lader til, at det kun er mig, der har registreret begivenhedens rette betydning. Modtagelsen i den kulturelle offentlighed har i hvert fald ikke levet op til den. Jo, jo, en udmæret sag, oven i købet både en udgave til de rige og én til mellemklassen, fine illustrationer, prominent oversætter - men iøvrigt bare en bog i strømmen af efterårets nyheder, bestemt ikke på niveau med Lise Nørgaards erindringer!
Jamen er man ikke klar over, at denne bog - om nogen bog overhovedet - kommer til at stå i hvert andet dansk hjem. Den bliver læst op for hvert andet dansk barn. Den vil indgå i undervisningen i folkeeventyr, der foregår på alle niveauer. Den bliver grundlaget for den omsiggribende voksenfordybelse i eventyrene. I de næste hundrede år. Dette er ikke bare en bog blandt andre. I kulturel betydning rangerer den lige under den ny bibeloversættelse.
Det betyder også, at jeg var rimeligt nervøs, da jeg gav mig til at pløje den nye oversættelse igennem. Lever den op til denne forpligtelse? Nok er Villy Sørensen en klog mand og kompetent i det tyske. Men har mon hans egen stærke sproglige stil oversvømmet brødrene Grimms højbevidste udtryksformer? Hans Ragnarok vidner om, at han kan forfalde til selvspejling i de gamle. Hvad nu med Grimm?
Indforstået præcisionFor en ordens skyld: I forhold til den tyske original spores der hos Villy Sørensen en lille tør distance til eventyrenes patetisk-ligefremme menneskebilleder. Et par eksempler: På tysk taler Askepots mor sådan til datteren: "bleib fromm und gut, so wird dir der liebe Gott immer beistehen". På dansk: "bliv ved med at være kærlig og god, så vil Vorherre altid hjælpe dig". Det fromme og det kære er pillet ud. I Den stærke Hans beskrives manden, der har forvoldt prinsessens ulykke, som "ein wilder Graf". Han bliver hos Villy Sørensen til "en balstyrig greve": lidt mere harmløs.
Men det er kun en svag tintning, som vel iøvrigt stilistisk bringer eventyrene på talefod med nutiden. Det skal ikke fordunkle, at denne oversættelse er en velgerning. Hatten af!
Jeg har en pæn procent af den gamle oversættelse siddende på hjernebarken. Under gennemlæsningen af den nye har jeg reageret, hver gang dens formuleringer er stødt sammen med den gamles. Og iøvrigt hver gang, noget ikke forekom mig indlysende. Ved et opslag i den tyske original har jeg hver gang måttet anerkende kvaliteten af Villy Sørensens oversættelse.
Hvilken form for kvalitet? Kvaliteten: loyalt pedanteri. Selvfølgelig må Villy Sørensen skrive godt dansk, og det kræver en hensyntagen for sig. Men det har ikke sat loyaliteten mod brødrene Grimms tekster over styr, hverken i det små eller det store. Oversættelsen bygger på en stor indforståethed med eventyrenes indhold og mening. Og samtidig respekterer den detaljerne. Brødrene Grimm vidste, hvad de gjorde med deres formuleringer, og man kan diskutere i hvilket omfang det er folkekunst. Men det er guld værd, at det er deres gengivelseskunst, oversættelsen leverer, og ikke et sammenkog af deres og Villy Sørensens. Han har holdt sig i skindet.
Man kan måske bedst gøre sig en forestilling om denne indforståede præcision gennem nogle eksempler på oversættelsen af titlerne. Incest-eventyret Allerleirauh, der hos Carl Ewald kaldes Tusindskind, hedder nu Alskensskind. Ganske vist er ordet lidt svært at få ud af munden, men i modsætning til den gamle titel har den nye netop den nedsættende undertone, det skal have ifølge sammenhængen. Eventyret Marienkind, hedder hos Ewald Mariebarnet, hvad der antyder den ejendommelighed at Jomfru Marie skulle have en datter. Det hedder nu Jomfru Marias plejebarn, et stykke ved siden af originalens ordlyd, men præcist. Og havfruerne hos Carl Ewald er udryddet. Der er ingen havfrue i mølledammen som hos Ewald, men Nymfen i dammen. Skulle nogen tro, at oprindelsen til romantikkens havfruer bl.a. er Grimms eventyr, må de nu tro om - selv om nymferne lokker på samme måde. Et stød for brystet har dette loyale pedanteri dog givet mig. Det vil være Grimm-læsere bekendt, at der ikke findes noget berømt eventyr med titlen Konen i muddergrøften, det hedder Fiskeren og hans kone, hos Villy Sørensen naturligvis Om fiskeren og hans kone. Chokket i den nye oversættelse er, at det berømte par nu ikke bor i muddergrøften, men i noget der kaldes "det skide skur" (efter det plattyske "Pissput"): "Gå nu hjem, hun sidder allerede i det skide skur igen." Har I hørt det: Konen i muddergrøften er udryddet? Kan man det? Konen i muddergrøften er jo groet fast i den danske normalbevidsthed - udtrykket stammer fra Oehlenschlaegers oversættelse fra 1816! Kan man sådan skære hendes rødder væk? Ét er, om man kan tillade sig det - mit barnesind tog det i hvert fald temmelig hårdt på. Noget andet - kulturelt interessant - er, om en sådan amputation overhovedet er mulig. Vil vi give slip på denne sammenknytning mellem den formidable kone og den uforglemmelige bopæl?
Provokerende. Men når barnesindet er kommet over det, er det den slags, der giver tillid til oversættelsens præcision. Ingen blødsødenhed eller leflen. Og det er denne udgivelses afgørende betydning. Endelig, 138 år efter at brødrene Grimm afsluttede deres bearbejdelse af eventyrene, kan danske børn nu høre dem på lige så gode betingelser som tyske børn (bortset fra dialekt-effekter o.l.). Og voksne kan fascineres af dem og fordybe sig i dem, i tillid til, at det faktisk er Grimm, de bruger energi på, og ikke en omtrentlig efterligning.
Ulvens kønTil sidst en indvending, som ikke er det mindste humoristisk ment. Den drejer sig om en detalje; men den forekommer i ét af de ti mest udbredte eventyr, nemlig Rødhætte, og detaljen er uhyre styrende for opfattelsen af hele eventyret. Ulven er gjort til hankøn: "ham", "han". I folkeudgavens illustration er det fulgt op af en mandlig laps i skoven. Ud over at ordet ulv på tysk er maskulinum, hvem har så sagt at brødrene Grimms ulv er et hankønsvæsen? Perreaults hundrede år ældre moralistiske version af eventyret har sagt det, og den har fået mange med sig, herunder moderne sex-fikserede læsere. Men det fremgår på ingen måde af brødrene Grimms version.
Og der er i hvert fald to grunde til, at den ikke skal opfattes som hankøn, en tolkningsmæssig og en konventionsbestemt.
Det er nok tænkeligt, at man kan diskutere ulvens køn ligeså længe og lidenskabeligt, som man indenfor skolastikken diskuterede englenes. Men da må man mene, at selve det forhold, at ulvens køn er diskutabelt, det burde have den konsekvens for oversættelsen, at kønnet er neutrum:, "den". Så kunne fortolkeren selv vælge. Og børnene ville ikke få den ene mulighed indpodet.
- Hvis det er en farlig mand, der møder Rødhætte i skoven, hvorfor stiller han så ikke blot sin lyst til den lækre lille pige på stedet? Er skoven ikke lige stedet til den slags, og netop af den grund anset for farlig? Så kunne denne slemme mand tage bedstemoderen bagefter, ganske ligefremt, han ved jo hvordan man kommer ind. Hvorfor hele den forklædnings-historie i bedstemoderens seng? Hvordan får man overhovedet en sammenhængende forståelse ud af eventyret, hvis man opfatter ulven som billede af et mandligt væsen.
Derimod hænger eventyret godt sammen, hvis man opfatter ulven som billede af noget kvindeligt: det rovdyr i det ubevidste, der er altfor god plads til midt mellem Rødhættes altfor påpasselige lille mor derhjemme og den store, men syge mor i skoven.
- Ulven liggende i bedstemoderens seng iført hendes tøj, og med hende selv i maven, er et illusionsnummer, hvor den onde har forklædt sig som den gode. Hvis man opfatter ulven som en mand, er der desuden tale om, at en mand forklæder sig som en kvinde - og det er en sag for sig. Folkeeventyrene, også Grimms, myldrer af forklædninger. Jeg tænker ikke på forvandlinger, men på de tilfælde, hvor et væsen i bedragerisk øjemed påtager sig en anden skikkelse end den sande. Det kan være et skift udadtil fra den ene menneskerolle til den anden og fra menneske til dyr. Om denne handlemåde siger eventyr-konventionen, at man forklæder sig indenfor sit eget køns rammer. Forklædning fra det ene køn til det andet forekommer kun, når det er en eksplicit pointe i det f.eks. noget med kønsforveksling. Det ville være et brud på denne konvention, hvis en ulve-mand forklædte sig til en gammel kone.
Jeg tror ikke, at dette sted handler om kønsforveksling. Jeg tror, det handler om, at en grådig moderlighed opsluger en gavmild moderlighed, og påtager sig dens venlige ydre skikkelse. Så den bedre kan ....
Kære Villy Sørensen: Den der overvinder sig selv, er større end den der overvinder en stad. Du har forlængst overvundet staden, og du burde have en medalje mere for denne oversættelse. Men når næste oplag skal trykkes, hvilket uomgængeligt vil ske, kunne du så ikke overvinde dig til at ændre på disse få og små, men betydningsfulde pronominer?
Note
* Bogens Verden, 1993, nr. 2
Tilbage til toppen