Bogens Verden 1996 nr.2
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Ernesto Dalgas - en moderne digter fra 1890erne
Af Henrik Schovsbo, lektor
Det moderne menneskes bevidsthed om sig selv er en viden om at være stedt i krise. Det kan næsten være en definition på, hvad "moderne" betyder. Krisen føles, når hver for sig væsentlige størrelser i ens verdensbillede kommer ud af balance, når f.eks. vor samfundsmæssige hverdag giver os erfaringer, der ikke svarer til de filosofiske, religiøse eller kunstneriske former, hvori vi fatter vor eksistens og vore værdier. I efterkrigstidens modernisme formulerede man kriseoplevelsen ca. sådan: vi er frø af ukendt art, landet på en fremmed klode. Det var også den tid, der dyrkede skikkelsen Odysseus som sit mytologiske billede: manden på vej hjem.Hvis det moderne menneskes grundlæggende livsfølelse er fremmedhed og dets bestræbelse går ud på at vinde tryghed, sådan som den store succes en Vita Andersen har fået, bl.a. med digtene Tryghedsnarkomaner, kunne antyde, så er 1890er digteren Ernesto Dalgas' sene succes let at forstå. Vi er tematisk samtidige, og det plejer man at udtrykke på den måde, at han var forud for sin tid og foregreb vore længsler.
Ernesto Dalgas blev født 1871 som alderdomsbarn af den berømte hededyrker Enrico Dalgas, obersten og ingeniøren, der søgte at vinde gennem praktisk gerning, hvad vi måtte have tabt ved Dybbøl og ved grubleri og åndelig slendrian. Den spinkle og sære dreng gik slet i spænd med faderen. Tidens store spørgsmål kom ind i hans pubertetsoprør: nede i kælderen i Århus-villaen sad ungersvenden Ernesto og forberedte sig på opgøret med den faderlige autoritet i herreværelset ved at læse Ibsen og Brandes. Højspændt idealisme og visheden om at have hele den moderne videnskab med sig prægede ynglingen. Udtrykkene for hans overvejelser kan findes i de mange digteriske og andre forsøg fra gymnasieårene, der er bevaret på Det kgl. Biblioteks Dalgas-arkiv.
Generationsopgøret og det moderne gennembrud, den lille private historie og den store offentlige historie, blev på uoverskuelig måde forviklet med hinanden. Men det er vel et godt udgangspunkt for en digter, at han kan føle sin epokes problemstilling som sit eget livs spørgsmål?
Efter studentereksamen tog Dalgas til København for at læse - først medicin og siden filosofi. Han blev aldrig færdig med sine studier, men begik i juli 1899 selvmord, 28 år gammel, efter at have skrevet og arbejdet og været syg (og indlagt på både Sct. Hans og Riisskov) som næsten ingen anden i sin tid.
Ernesto Dalgas' efterladte manuskripter fylder en hel arkivvogn på Det kgl. Bibliotek, hans udgivne værker 7 bind. De to, han selv besørgede: Geografiske Digte og Krøniker og Æventyr, kom begge 1896, og de posthume: romanerne Dommedags Bog og Lidelsens Vej samt poesibogen Sangbog og samlebindet Digt og Skuespil, allesammen i 1903 og 1904. Endelig er så sent som 1995 udkommet et efterladt manuskript under titlen Kundskabernes Bog (ed. Leon Jaurnow), hvoraf brudstykker har været offentliggjort i et tidsskrift i 1920erne (Sirius nr. 4-6, 1925, red. af Otto Gelsted).
Udover den nævnte samling filosofiske essays foreligger de to store romaner for øjeblikket i boghandelen, udgivet af mig i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs serie Danske Klassikere. Lidelsens Vej udkom i 1993 og Dommedags Bog vil foreligge i foråret 1996, så forfatterskabet er så fyldigt udgivet netop nu som næsten ingensinde, og det har da også påkaldt sig en del opmærksomhed, udmøntet i fyldige anmeldelser og features i presse, tidsskrifter og radio. Dalgas har været kendt i fagkredse for at være overset, nu er han ved at være kendt af en bredere læserkreds for at være vedkommende.
Jeg sagde før, at det var oplevelsen af eksistenskrise, der forbandt Ernesto Dalgas' forfatterskab med nutidens læsere. Det vil jeg godt sige lidt mere om. En måde at overvinde den grundlæggende følelse af eksistentiel utryghed kan være at søge ind i en sammenhængende livsanskuelse. Trygge mennesker kan ofte være, hvad den svenske filosof Ingemar Hedenius kalder religiøst uskyldige: De lever blot livet uden at bekymre sig synderligt om de yderste spørgsmål, den umiddelbare livsoplevelse giver dem mod nok til at leve løs. Dalgas var ikke uskyldig i denne forstand,ligesom jeg tror, vor epoke som sådan er grundlæggende utryg og derfor søger formuleringer af en livsmening. Det kan være politiske, religiøse eller filosofiske livsanskuelser, der skal begrunde vore værdier og livsmål, og som først og fremmest skal være overbevisende for os selv. Det er næppe tilfældigt, at tidens gymnasieelever går til deres religionsundervisning med opladt sind, og at de vælger de nye fag psykologi og filosofi i stort tal.
Søgen efter eksplicit livsmening er temaet i alle de tre Dalgasbøger, der nu er aktuelle, så forskellige de end er. De drejer sig om det gamle problem fra oldtiden: Giv mig et fast punkt, og jeg skal bevæge verden. Dalgas troede længe (som filosof), at årsagssætningen var et sådant fast punkt, og at man ud fra den og den moderne videnskab kunne bygge en fast bygning, men han var redelig nok til at indrømme, at det ikke var muligt - alle udgangspunkter er dybest set bygget på tro, og det var jo den, han ville væk fra, hen til sikker viden.
Så blev da hovedopgaven i bøgerne at gennemskue autoriteter og tankebygninger, for om muligt at finde et mere sikkert ståsted. Han fandt det blot i kortere øjeblikke, så ilede den gennemskuende tanke videre, og hans værker ophævede på en vis måde ved deres konsekvens deres egne resultater.
Trods sin noget sørgmodige titel er romanen Lidelsens Vej i lange stræk en meget morsom bog. Rammen er, at den aldrende kæmner i den lille by "Staden", Salomon Simonsen, erindrer, skriver "En Selvbiografi af en Afdød", som undertitlen lyder. Fra sin alderdoms indsigtfulde højdepunkt beskriver han sit liv som en vandring gennem en række illusoriske synspunkter frem mod de holdninger, han nu selv indtager, og som gør ham samtidig med sin tid: positivismen og humanitetsreligionen. Ironisk - stedvis med en mild ironi - skildrer han sig selv som barn og som ungt menneske, og vi får således en klassisk livsroman, der ser personens liv under et filosofisk synspunkt. Sådanne romaner skrev man i romantikken, hvor man kaldte dem dannelsesromaner, og stort set samtidig skrev Martin Andersen Nexø sin filosofiske udviklingsroman, Pelle Erobreren.
Den gamle Salomon skildrer barnets utryghed i småborgerlighedens familie og småstadens miljø. Han skildrer den unge Salomon som student i København, hvor han søger at leve livet, men kommer ynkeligt til kort, fordi det er så synd for ham altsammen. I sin ungdomskrise, hvor han søger sig andre faderskikkelser end sin mors mand hjemme i Staden, søger han til Søren Kierkegaard og gennemlider hans problemer og forsøger sig i hans stilformer. Kærlighed bliver det også til, men han opgiver sin skønne Prosa til fordel for sin interessante filosofiske og digteriske refleksion over egen lidelse. Han vender tilbage til Staden, efterfølger sin kæmnerfar i embedet, og tilbringer resten af livet som en udefra set ubetydelig bestillingsmand, men i sin tænkerstol og ved sit skrivebord kæmper han med de største skikkelser i tænkningens og religionens verden. Han overvinder Kierkegaard og nærmer sig tidens moderne videnskabsfilosofi, positivismen, i hvis ånd han gennemfører en række filosofiske opgør, der bevidnes af de essays, der er indlagt i romanen, der i sin sidste halvdel tørrer ind som ydre handling og bliver mere tankebåret.
Til slut i bogen, da han er helt mumificeret som person og har afklaret alle de store spørgsmål, kommer hans ungdoms elskede til byen som pianistinde, og han ser, at hun på sin måde har fået et lige så gyldigt liv som hans eget. Han tager nu sit standpunkt op til revision, og han indser, at hans egen vej var god for ham, men at der findes mange veje til eksistentiel sandhed, blot man følger netop sin personlige vej med konsekvens og lidenskab. Han bringes også til at indse, at alt det, han har oplevet som ydre larm i livet omkring sig, er en ny tids veer. Omkring ham er en ny kultur ved at fødes, som er mere rig end nogen tidligere. Her, hvor hans indsigt er sandest, og hvor han snarest skulle kunne gribe ind i verden og handle i forlængelse af sin forståelse, dør han i en følelse af fred. Han er kommet hjem, ikke til livet, men til forståelsen af livet. Synspunkter og meninger betød altid mest for Dalgas, mere end praksis.
At rejse ud og at komme hjem er også temaet i Dalgas' anden store bog, Dommedags Bog. Det er en metafysisk roman, en bog om meningen med livet. Heri ligner den f.eks Dantes Guddommelige Komedieog Goethes Faust, ligesom den ved sin rejse fra det ene filosofiske land til det andet har mindelser om vor egen Holbergs Niels Klim. Rækken kunne fortsættes. Helten på rejsen, der i undertitlen kaldes En Vandring gennem Eksistensens Verden, kommer ind til troens verden sammen med Søren Kierkegaards pseudonym Johannes Climacus fra værket Frygt og Bæven. Han fødes ind i en slags underste land, hvor han i første omgang berejser egnen omkring en stor ildsø, der repræsenterer tilværelsens opholdende kræfter, og som fortolkes forskelligt af den række teologer og filosoffer, der bor rundt omkring den. Han møder kirkens tolkning af deres Gud, han møder filosoffernes og digternes fortolkning af tilværelsens grundkræfter, og han føres endelig frem til den tænker, der kom til at betyde så meget for Dalgas: den tyske pessimist Arthur Schopenhauer. Hos ham lærer han, at de skabende og livgivende kræfter er onde, og at det var meget bedre, hvis tilværelsen slet ikke var til.
Dette negative syn på livet og de konsekvenser af filosofisk og moralsk art, man kan drage af det, udfoldes i den følgende skildring, der fører pilgrimmen og hans følgesvend gennem hele troens brogede verden. Til islam, til den kristne himmel, oldtidens elysium og til østens riger, til Kina og Indien, hvis livsvisdom nylig var slået an i Europa på Dalgas' tid, og til dommedag selv. Her kæmper den store herre, alle kulturers fyrste, tankens lysbringer, Lucifer, idet han fører bevidsthedens og ordenens kamp mod ildsøens kræfter. Tankens kraft - man havde nær sagt: hovedet - sejrer over livet, og i slutscenen bekendtgøres den store Buddhas livsvisdom som den hovedsum, hvori Schopenhauers pessismisme og den vestlige videnskab og filosofi logisk sammenfattes.
Dette forunderlige værk er blevet til på en vinter. Dalgas var svækket efter sin sidste indlæggelse på psykiatrisk hospital. Med galskabens syner endnu for øjnene og med sine mange studieprotokoller ved hånden og ved gode venners hjælp - han skulle efter sigende være synssvækket - dikterede, digtede og redigerede han i én lang og forunderlig proces Dommedags Bog. Professor Aage Henriksen sammenligner et sted dette værk med den slags naturstridige slotte, som opføres af betænkelige kræfter på én nat i eventyret. Efter anlæg og indhold burde bogen være en sen frugt af et langt tænkerliv, men er altså en ung mands fantasi over sine umiddelbare, måske sindssygelige oplevelser, tolket ind i hans studiums tekster. Ujævnt er værket naturligvis, men det ejer også over lange passager en intensitet i stilen og en klarhed i anskuelserne, som sætter det helt i sin egen klasse i vor litteratur, måske indtil vor tids fornyede interesse for "fantasy" med eksistentielle overtoner.
Da Dommedags Bog var færdig i maj måned 1899 udarbejdede Dalgas nogle essays om de store livsspørgsmål. Det er dem, der er udgivet som Kundskabens Bog. Han skriver i efterskriften til dette værk, der blev afsluttet dagen før hans selvmord, at hans livs projekt var at kaste lys over tilværelsens mening. Dette mente han at have afsluttet, digterisk med Dommedags Bog, filosofisk med Kundskabens Bog.
Hvorom alting er, følte han, at han var færdig. Færdig med sin opgave, færdig med sit liv, som var endt i sygdom og svaghed. Fremfor at blive offer, ville han selv give et udpint legeme nådestødet, og han gjorde det med en pistol tidligt om morgenen den 11. juli 1899 ude ved Damhussøen.
Samtiden var hurtigt ude med tanken om, at den syge digters sortsyn havde indhentet ham selv. Vi er i vore dage mere large i vor vurdering af værdien af de erfaringer, der hentes i tilværelsens ekstremer, i galskab, i religion og i digtning. Dalgas var sådanne steder og kom hjem igen med bud derfra. Som forbillede kan han ikke anbefales, med som en spejder og opdagelsesrejsende i livsanskuelsernes store land, som én, der har siddet i auditorier og været på statshospital, og som søgte at forbinde de to steders henholdsvis autoritative tolkninger og private oplevelser til personlig erfaring, kan vi nok bruge ham i dag. Selv søgende kan han vise andre søgende vej, selv om han som person blev væk undervejs.
Tilbage til toppen