Dette er Beretning om en stakkels gammel eller aldrende Jøde, der hængte sig af Kjærlighed, men blev skaaren ned og dog blev hængende alligevel.
Det ansees for rigtigst at fortælle en saadan Sag omstændelig og begynde med Begyndelsen, nemlig med Leizer Suss.
Nu er der vel Faa, som huske Leizer Suss, dels fordi han er død for mange Aar siden, dels ogsaa fordi han borgerlig ikke var kjendt under Navnet Suss, men kaldtes Lazarus, hvilket er Oversættelse af Leizer. Tilnavnet Suss havde han enten arvet eller faaet tilfældig; thi det betyder paa Dansk Hest, og egenlig dum var han dog ikke. Han var i visse Maader agtet i Menigheden, nemlig formedelst sin Fromhed, d. v. s. orthodoxe Iagttagelse af alle Ceremonier, og paa Grund deraf havde man, da han var en fattig Mand, betroet ham at være Schauchet, dvs. Slagter og Forhandler af Kjød, der tillidsfuldt kunde spises af Menigheden. Forresten er der Lidet at sige om ham. Han gik saagodtsom ubemærket ud af Verden, men efterlod en aldrende Enke med sex Børn, en Datter og fem Sønner, hvilke sidste han alle havde sørget for, nemlig opdraget efter Loven til deres trettende Aar og saa sendt ud at ernære sig selv, en hos en Kjøbmand i Altona, de andre hos Handlende her i Byen.
Aar gik hen, og Familien levede lykkelig efter den latinske Regel: bene vixit, qui bene latuit, den lever vel, som lever ubemærket. Moderen blev gammel, omtrent tredsindstyve Aar, men rask og rørig og noget herskesyg; Datteren, Gitte, blev henved fyrretyve, stadig ugift, enten fordi hun var uformuende og kun en Schauchets Datter - Mangler, som hendes smukke, brune Øine ikke kunde bøde paa - eller fordi hun »ikke var virksom nok for sin egen Lykke«. Der var vel endel Grunde, og tilsammen bleve de kaldte Guds Villie. Brødrene bødede derpaa med stille Venlighed, en sjelden Gang med Skjemt, hyppigere med Gaver. Ved deres Flid og Sparsommelighed kunde de af deres stigende Løn eller Indtægt give et stigende Bidrag til Moderens og Datterens Underhold. Alle fire, som vare her i Byen, samledes hos Moderen Fredag Aften ligesaa sikkert og regelmæssig, som hun tændte og velsignede Sabbatlysene.
Med Undtagelse af den lempelig stigende, svagt stigende Velstand var siden Faderens Død ingen anden Forandring foregaaet end, at Familien havde ændret lidt paa sit Navn, og Anledningen dertil var kommen fra Altona, hvor, som alt bemærket, den ældste af Sønnerne, Michael, var anbragt. Han skulde nemlig optages som Associé af »Huset« - det var en Equiperingsboutik -, og saa sagde Husets Chef, der ogsaa hed Lazarus, en Dag til ham: »Du hedder Lazarus. Naa, det er et godt Navn - jeg skal ikke sige Andet. Men man kan ogsaa faae for Meget af det Gode! Lazarus & Lazarus - sig, hvad Du vil, det tager sig ikke ud paa et Skilt.«
»Men Lazarus & Co.,« sagde den vordende Associé beskedent.
»Lazarus & Co. Og naar man saa spørger: Hvem er Co.? - Lazarus! - Vend og drei det, som Du vil: Lazarus & Lazarus!«
»Ja, men -« sagde Michael og vovede ikke at fuldføre Meningen, som var: »Kan jeg saa ikke blive Associé?«
Efter en lille Pause vedblev Chefen: »Hør, sig mig, havde Din Fader ikke et andet Navn end Leizer?«
Michael blev rød og svarede ikke.
»Naa, det er jo imellem os, og det skal ikke forstyrre Din salig Fader i hans Grav. Men blev han ikke sommetider kaldt Leizer Suss?«
»Det er nok muligt«, svarede Michael.
»Naa, saa har vi det jo! Hvem siger, Du skal holde paa hvert Bogstav i Din Faders Navn, tilmed da han selv aldrig med sin gode Villie bar det! Vi sætter et a istedenfor et u. Sass er et godt Navn. Lazarus & Sass - det lader sig høre, det tager sig ud!«
Derved blev det, og da Michael, som nu var Familiens Hoved, kaldte sig Sass, antog den ene af Brødrene efter den anden og endelig Moderen, først med lidt Ængstelighed, men endelig, da Ingen gjorde Indsigelse, med Freidighed Navnet Sass. Det er muligt, ja rimeligt, at man i Menigheden spottede lidt over Navneforandringen; men Indsigelse gjorde man som sagt ikke.
Den Eneste, som ikke kunde lide Forandringen, var Avrohmche Nattergal. Han var fra sin tidlige Ungdom af vant til at komme i Familien; han var om Fredag Aften ligesaa sikkert tilstede som nogen af Sønnerne; han havde seet dem alle voxe op - han var otte Aar ældre end den ældste Søn -, han havde leget med dem, delt Sorg og Glæde med dem alle. Der havde engang været Tale om, at han skulde have Gitte; men det var gaaet over uden at efterlade nogen Forstyrrelse. Nu, da det nye Navn kom tilligemed adskillige nye Meubler og en vis ny »air«, ligesom en større Fordring eller Pretension, forekom det ham usikkert, utydelig, at han gled tilside, ikke længer hørte saa fuldstændig til som forhen, at hans ubetydelige Livsstilling blev mere seet end før. Men han kunde ikke gribe det; det var en usikker Fornemmelse, som kom det ene Øieblik og var borte det andet. Derfor kunde han ikke lide Navnet Sass; men han vogtede sig vel for at sige det.
»Hvilken var da hans Livsstilling?« vil man spørge. Tillad mig, ikke at falde med Døren ind i Huset, men at forberede Læseren ved at berette, hvorledes han kom i den.
Han var Søn af en Mand, der i Menigheden hed Reb Schaie, med Tilnavnet Pollok, en af de Sidste, der her gik i Kaftan og Pelshue og med langt Skjæg. Men skjøndt Reb Schaie saaledes i det Ydre lignede en forløben Polak, var han en forstandig og virksom Mand i Samfundet og drev en ikke ubetydelig Skind- og Pelshandel. Han førte Bøger - hvad den Tids Handel kun høist ufuldkomment kjendte til - og var i det Hele en yderst nøiagtig, alvorlig og streng Mand. Han vilde naturligvis have Sønnen i sin Forretning; men hos hans Abraham (Avróhom, Diminutiv: Avrohmche) udviklede sig en bestandig stigende Lidenskab for Musik og Sang. Ei blot vilde han saa ofte, han kunde finde Leilighed, høre Musik; men der undslap ham ogsaa nu og da Yttringer, der tydede paa, at han ønskede, ja begeistret haabede, selv at kunne lade sig høre - at kunne gaae til Theatret. En Tidlang behandlede Faderen dette som en Barnagtighed, som et Drømmeri, der vilde gaae af i »Geschäftet«; imod sin Sædvane kunde han endog spøge med Sagen og sagde ironisk: Avrohmche bliver endnu Hrasan (Forsanger i Synagogen). Men en Aften, da Tilfældet førte ham op til Sønnens Kvistværelse, overraskede han Avrohmche i Tricots, med Baret paa Hovedet, udførende en Bravourarie, medens den gamle Musiklærer Leibche Schwein, ogsaa kaldet Levin Snus, spillede paa Guitar. Reb Schaie jog Leibche Schwein ned ad Trapperne og sagde til Sønnen: »I strikkede Underbuxer og Hat med Fjer! Hvorfor ikke med Storkors af Dannebrogen? Na! Den Meschuggàs skal mine Øine see! Veed Du selv, hvor gal Du er? Jeg siger Dig blot et eneste Ord; hør mig: De, som ikke i Theatret vil pibe ad Din lange Næse og Din skjæve Mund, veed Du, hvad de vil pibe ad? Veed Du det?« - »Nei, Fader.« - »Ad Dine skjæve Ben.«
Disse grusomme, men ikke ganske uretfærdige Ord tilintetgjorde et Ideal, et Haab og Livsformaal i Avrohmches Indre. Han var kun nitten Aar, men var fra dette Øieblik af ikke længer ung. Han viste sig ikke fortvivlet, klagede til Ingen; idet en Drivfjeder var bleven knækket i ham, syntes tillige Erindringen om, at han havde havt denne Fjeder, at være bleven slukt; men med det Samme var ogsaa Noget af selve Livet slukt. Imidlertid, en dyb, stille Lidenskab blev tilbage hos ham: Længslen efter at høre Musik, og da Faderen, for at han ikke skulde lønne en Musiklærer, holdt ham endnu mere knapt end forhen, faldt Avrohmche paa at leie en Loge og sælge Billetterne for selv at kunne gaae frit. En Tidlang havde han ogsaa Held; men ligesom Planten for at sætte Blomst og Frugt nødvendigvis maa have en vis Sum af Varme, saaledes behøver enhver Forretning, hvor beskeden den end er, i Længden en vis Sum af Tid og Omhu. Alle Billetter til en Theaterloge gaae ikke altid af som varmt Brød; man maa være om sig; der er Concurrenter, Chancer og Conjuncturer ogsaa i det Geschäft, og Avrohmche var ofte paa det Grusomste delt mellem Pligterne mod sin Faders Handel og sin egen Loge, hvoraf Følgen blev, at begge passedes slet. Uden at kjende den sande Grund fik Faderen alt mere og mere Anledning til Misfornøielse; men endelig kom det Hele for Dagen: Avrohmche havde gjort Gjæld til et langt større Beløb, end en enkelt Plads i Theatret vilde have kostet, og man henvendte sig til Faderen om Betaling. Reb Schaie betalte Gjælden, gav Avrohmche en Sum Penge og sagde til ham med dæmpet Stemme, paa Tydsk-Hebraisk, der med dets hemmelighedsfulde, forbandelsessvangre Klang havde en Magt, som Ordene paa Dansk ikke formaae at udtrykke: »Gaa ud af mit Hus! For Theatrets Skyld vil Du endnu komme til at søge et Søm at hænge Dig paa! Du er unyttig og ubrugelig paa denne Jord! Gaa!«
Paa den Tid var det, at Leizer Suss og hans Kone viste sig som Avrohmches bedste, maaskee eneste Venner. Det hændte ved den Leilighed endog Leizer Suss, at han gjorde noget Usædvanligt: Han gik lige op til Reb Schaie for at foreholde ham hans Haardhed imod Sønnen og faae det Hele gjort godt; men han vendte meget slukøret tilbage og talte aldrig om, hvad der var forefaldet. Men til Avrohmche sagde han: »Du skal alligevel ikke lide Nød, saalænge jeg har et Stykke Kjød.« Baade han og Konen hjalp nu ogsaa efter Evne Avrohmche med at lægge en Livsplan. Da der ikke var Haab om, at han kunde opgive sin Lidenskab, blev det fundet i sin Orden, at han ganske helligede sig Theatret, ikke selve Skuepladsen, men en eller flere Loger og Strækningen over til Lille Kongensgade. Der var med den vundne Erfaring og nogen Udholdenhed et Livsophold at vinde, og - kort og godt - han blev Billetsjouer. Nu er det sagt, og efter en Indledning tager det sig ikke saa slemt ud og vil ikke forringe Læserens Deltagelse for Avrohmche Nattergal. Det er sandt: Hvorfra kom dette Tilnavn Nattergal? - Det var for hans mislykkede Sangs Skyld. Jøderne have i mærkværdig Grad Evne til at give den Slags ironiske Tilnavne. Men Mdm. Sass omsatte og udstrakte undertiden Navnet med en vis Malice, der ikke betød noget egenlig Ondt, men kun viste, at Venskab ikke gjorde hende blind for Vennens smaa Ufuldkommenheder. Hun sagde: Natten gal, Dagen ikke klog.
Leizer Suss døde, og en Tid efter døde ogsaa Reb Schaie og efterlod Sønnen en lille Formue, mindre, end man havde ventet, men dog stor nok til, at han med sine smaa Fornødenheder kunde have trukket sig tilbage fra det offenlige Liv og levet af sine Renter. Men dels har Kunsten, selv i sin yderste Forgaard, en Tillokkelse, som de Færreste, der engang have fornummet den, kunne unddrage sig, dels er det overhoved vanskeligt for en Mand at forlade sine Sædvaner og sin Virksomhed. Der er Sindsbevægelse ogsaa i Spillet med Loger; der er Triumfer, som, skjøndt smaa, dog gjøre Hjertet godt; der er Aftener, da man har en vis Betydning, lever med i det Liv, som banker saa stærkt paa Scenen, faaer Skjær paa sit Ansigt af Blusset derinde. Og Adgang til alt Andet er lukket, eller man har hverken Begjær eller Kraft til at aabne sig en ny Vei. Derfor vedblev Avrohmche Nattergal at være Billetsjouer.
Der var maaskee et Øieblik, da han kunde have opgivet denne Stilling, nemlig kort efter Faderens Død, da han troede at burde, til Gjengjæld for alt bevist Godt, skaffe Gitte gift ved at tilbyde hende sin Haand og sin Arv. Men Gitte vilde ikke, og Moderen tvang hende ikke, maaskee fordi hun endnu med Haab saae andenstedshen for sin Datter: Tilbud og Afslag bleve udvexlede i al Fredelighed, og Avrohmches Forhold til Huset blev uforandret.
Han boede i Pilestræde paa tredie Sal i en Mellembygning hos en Snedker eller nøiagtigere: tæt op til et Snedkerværksted, og deraf havde hans Klæder altid en lille Høvlspaanlugt, hvorfor hans Rivaler ved Theatret kaldte hans Loge Ligkassen. Han hævnede sig, ikke uden Malice og Bid, ved passende Leiligheder, men foretrak at mumle sine træffende Bemærkninger stille hen for sig med et lille Smil, istedenfor at sige dem høit. Han var tilfreds med Bevidstheden om, at han kunde gjøre Gjengjæld, og han følte desuden som from Jøde og som den, der ikke var blevet Billetsjouer af Valg, en indre Værdighed, der hævede ham over Drillerierne og selve hans Bestilling.
Hvo der paa den Tid, vi nu ere naaede til - henved hans halvtredsindstyvende Aar - mødte ham: i lang Frakke eller om Vinteren i ligesaa lang Kavai, noget ludende, bleg, med et blidt, svagt, stillestaaende Smil, med Hænderne over hinanden inde i Ærmerne, med en eiendommelig lille Bevægelse af Hovedet til Siden, som om han bestandig og halvdulgt slog Tact, og med et Blink fra Øiet eller Øienlaagene i samme Tact, vilde uvilkaarlig have modtaget Forestilling om et Menneske, hvis Skjæbne var fuldfærdig, som stille og fredelig trippede en kortere eller længere Vei til sin Grav.
Aldeles ikke! Stormen i Avrohmches Liv skulde endnu komme, og den foranledigedes ved et eneste uforsigtigt Ord eller ved uforsigtig Brug af et eneste Ord: Suss.
En Aften, da han kom til Sass'es, havde de skiftet Pige, og idet Avrohmche saae det nye Ansigt i Døren, begreb han hurtig, hvad der var foregaaet, og ligesaa hurtig fik han formedelst sit gamle Nag til det for ham altid nye Navn Sass det maliciøse Indfald at spørge: »Er Mdm. Suss hjemme?« Det slap ham saadan af Munden. Han vilde egenlig ikke fortælle Pigen, at hendes Herskab med Rette skulde hedde Suss; han mente maaskee halvt, at hun skulde overhøre det, og dog behøvede han i det dæmoniske Øieblik en Fortrolig, ligesom Kong Midas' Barber, der maatte forraade, om end blot til en lille Tue paa Marken, at hans Herre havde Æselsører. Det var ham en Fornøielse at sige Ordet, han fik Luft; men allerede i næste Øieblik, da Pigen stilfærdig havde svaret: »Jo, Mdm. Sass er hjemme«, fortrød han det, dels fordi han følte Svaret som en fortjent Irettesættelse, dels fordi han blev bange for, at hun skulde berette det til sin Husmoder. Men nu var det for silde. Han kunde blot gjøre Ondt værre ved at bede Pigen ikke sige Noget, og der blev desuden ikke Tid dertil; thi i næste Øieblik var han inde i Stuen. Hele Aftenen og de følgende Dage var han ulykkelig. Han sagde til sig selv: »Naar jeg nu kommer næste Gang, saa veed jeg, hvordan jeg bliver modtaget. Hun lader, som hun ikke seer mig, og nyser jeg, saa spør hun: Hvem er det? Aa, det er Pollok - for saa siger hun ikke Avrohmche. Og naar hun ud paa Aftenen skjærer en Appelsin for, saa la'er hun Stykkerne gaae rundt til den Side, hvor jeg ikke er, og saa er der intet til mig. Hvad bryder jeg mig om Appelsinen? Men det er Minen! Det er hendes Ansigt! Underlivet kryber sammen paa mig af Angst. Og saadan holder hun mig i otte, fjorten Dage, maaskee længer, indtil der kommer et godt Stykke og jeg beder hende meget om at gaae. Og saa siger hun maaskee: Naa, lad Mdm. Suss engang igjen gaae paa Komedie! og saa faaer jeg et Øiekast - to Synaale i Hjertet! Det har jeg for min forbandede Mund!«
Han vovede ikke at gaae derop og turde dog ikke blive borte, og endelig maatte han til det. Han fandt den samme jævne, næsten ligegyldige Modtagelse som ellers, og han troede først, at det var Havblik før Stormen, at man omhyggelig havde forberedt sig, for at et Lyn skulde komme desto mere overraskende og knusende; men det blev ham dog snart umiskjendeligt, at Barometret tilforladelig stod paa godt Veir, og saa følte han en stor Lettelse og Taknemlighed, Taknemlighed imod Himlen og imod Pigen, der aabenbart havde tiet. En af de nærmest følgende Aftener gjorde han sig et Ærinde derop og bragte Pigen som Foræring en Firskillings Julekage. Dengang vare rimeligvis baade Tjenestepiger og Julekager bedre end nu; thi Pigen tog med Tak imod Gaven, og da hun skulde lyse Avrohmche ned og lukke ham ud ad Gadedøren, takkede hun endnu engang.
»Ingen Aarsag«, sagde Avrohmche; »De er en god Pige. Jeg siger Dem ikke, hvorfor De er en god Pige. De er en god Pige. Hvad hedder De?«
»Emilie.«
»Emilie. Det er et godt Navn. Hvor gammel er De?«
»Nitten Aar.«
»Nitten Aar«, sagde Avrohmche, og saae for første Gang rigtig op i det rare, ungdommelige, friske Ansigt. Han tilføiede i naiv Tilfredsstillelse: »De seer ogsaa ud som en god Pige. I Sandhed! Hvor er De fra? Er De her fra Byen?«
»Nei, jeg er fra Nakskov.«
»Fra Nakskov? Hvad var Deres Fader?«
»Han er Felbereder.«
»Han lever endnu? Hvorfor blev De ikke hjemme?«
»Fader giftede sig igjen, og min Stedmoder vilde helst have mig ud.«
»Stakkels Pige! - De er en god Pige. - Bliv ved at være en god Pige.«
»Det skal jeg nok«, svarede hun; men om Begge mente det Samme derved, er usikkert. Avrohmche mente, at hun skulde vedblive at tie med Ordet Suss.
Uden at han kunde gjøre sig rigtig Rede derfor, var Avrohmche denne Aften og de følgende Dage tilmode, som om han havde oplevet Noget, noget Usædvanligt. Det er sandt, at han var bleven befriet fra en stor Angst og Fare; men det var dog ikke dette alene. Hvor høist ubetydelig Samtalen med Pigen end havde været, var den dog noget ganske Nyt i hans Liv. Naar talte han med Nogen undtagen om Billetter eller om de træge Ubetydeligheder, som vare Gjenstand for Underholdningen hos Mdm. Sass? Naar spurgte han med Interesse om Noget, naar bragte Svaret paa hans Spørgsmaal en saadan blid Livlighed til hans Sind som fra denne Pige, der var fornøiet og fornøielig i Kraft af Ungdommen? Der kommer en Tid i enhver Mands Liv, da Ungdommen virker paa ham med en Magt, som han intet Begreb havde om i sin egen Ungdom; men paa Avrohmche virkede denne Magt saa meget stærkere, som han var aldeles uvant med, at Nogen saae paa ham og talte til ham med en saadan Velvillie og tillige var saa kjøn. Det lyste i det aldrende Menneskes Sind, som om han paa underlig Maade havde mødt en Søster, han ikke turde kjendes ved - og heller ikke vilde kjendes ved; thi det var uendelig langt fra hans Tanke, at der imellem ham og en christen Tjenestepige eller Kvinde kunde være nogetsomhelst nærmere, endsige hjerteligt Forhold.
Og dog var det ham paany en Vederkvægelse, hvergang han paany kunde blive lyst ene ned af Pigen og faae en Samtale, der næsten bestod af de selvsamme Ord som den første Aften. For ham, der blot vilde høre hendes Stemme og engang imellem skotte ind i hendes friske Ansigt, var det næsten aldeles ligegyldigt, hvad han spurgte om, og hvad hun svarede, og han bemærkede ikke, at han gjorde sig latterlig ved altid at gjentage det Samme. »De er fra Nakskov?« - »Ja.« - »Og Deres Fader er Felbereder?« - »Ja.« - »Og De har en Stedmoder, der ikke vil have Dem hjemme?« - »Ja.« - »De er en god Pige. God Nat!« Og naar hun saa med sin leende, klare Stemme sagde »God Nat!«, var han lykkelig over at tage denne Klang med sig.
Han havde faaet Noget udenfor sit sædvanlige, tørre Liv at tænke paa og længes efter og blev yngre derved. Han gik mindre ludende, saae paa Folk med større Freidighed og aflagde en Gnavenhed, som efterhaanden med Alderen var kommen over ham og allerede ofte havde skilt ham ved Kunder. Han kostede sig en ny Frakke, og skjøndt der var god, naturlig Grund dertil - den gamle var saa gammel! - vakte det dog Opmærksomhed baade paa Hjørnet af Lille Kongensgade og i Compagnistræde, hvor Mdm. Sass boede. »Hvad gaaer der af Nattergal?« sagde man. Om enhver anden, endog halvfemsindstyveaarig Mand, der saadan havde forandret sig, vilde man have sagt idetmindste for Spøg: Han er forelsket, han gaaer paa Frierfødder; men overfor Avrohmche faldt ikke engang en saadan Spøg Nogen ind, skjøndt det var Alvor, medens Avrohmche selv ikke havde fjerneste Anelse derom. Han mærkede blot for første Gang i sit Liv Glæde af at leve, eller for første Gang siden hans tidligste Ungdom var der i hans Sjæl en Længsel med Behag. Fjederen, hans Fader havde knækket, havde, skjøndt paa egen, underlig Maade, faaet ny Spændkraft. Og det var kommet saa blidt og lempelig, var saa lidet ledsaget af Uro, var saa naivt, at han selv ikke lagde Mærke dertil uden for saa vidt, at han følte sig glad. Saadan er maaskee Skoven tilmode en Novemberdag, naar Solen skinner som om Foraaret.
Paa den Tid blev »Svend Dyrings Hus« opført første Gang og gjorde som bekjendt ikke blot stor Lykke, men vakte en overordenlig Sindsbevægelse, især hos den kvindelige Del af Publicum. Flere Damer, sagde man, havde faaet ondt af Rørelse. Den følgende Fredag Aften, da Sønnerne samledes hos Mdm. Sass, havde de alle seet Stykket og vare henrykte derover eller grebne af den offenlige Henrykkelse; men de vare enige om, at Moderen ikke burde gaae og see det: hun vilde ikke kunne taale Sindsbevægelsen. Avrohmche stod meget upartisk overfor Stykket; det fyldte, ja overfyldte Logerne og var for saa vidt godt; men fra en anden Side betragtet, for hans æsthetiske Vedkommende, var det slet, fordi det ikke var en Opera, og fordi den Musik, det indeholdt, var ham uforstaaelig; hans Hjerte var, kunstnersk taget, aldeles fyldt af »Den Stumme«, der opførtes paa samme Tid, men fremfor Alt af »Slummer-Arien«, og han betragtede Publicums Begeistring for »Svend Dyrings Hus« som en Raptus. Men han ønskede, at Mdm. Sass skulde gaae i hans Loge og see det og blive greben af de Andres Raptus, dels fordi det nu var ham mere kjært end nogensinde før at bringe en Glæde ind i dette Hus, dels ogsaa fordi han, ved at byde Mdm. Sass og Datteren Billetter og bringe dem til og fra Theatret, kom idetmindste et Øieblik i Huset som en Mand af Betydning. Han gjorde derfor med usædvanlig Ivrighed Indsigelse mod Sønnernes Mening: at Moderen ikke kunde taale det.
»Taale det?« sagde han; »hvad er der at taale? Hvad er der at besvime for? Jeg forstaaer det ikke! Der besvimede en Kone ved Siden af, det er ganske sandt! Men hvorfor besvimede hun? Fordi hun var en tyk Bryggerkone, og fordi Henriksen havde pakket for fuldt. Henriksen er en Retseiach [Note 1]. Men vil jeg pakke for fuldt, naar en god Ven gaaer der, og vil ikke Mdm. Sass i min Loge faae en god Plads paa første Bænk og intet Tryk, hverken forfra eller bagfra eller fra nogen af Siderne? - Taale det? - Snak!«
Men en af Sønnerne gjentog sin Paastand og styrkede den ved Henvisning til Stykkets Indhold. Han anførte temmelig nøiagtig:
Det kan hver Moder vel sige ved sig,
Hvad Mælk mine Bryster kan give Dig.
»Alle de smaa Billeder vendte sig omkring« -
Dagen efter kom Gitte, alene.
Hun sagde uden Indledning: »Pollok, Moder siger, at vi To skulle gifte os.«
Avrohmche svarede: »Hun har sagt det Samme til mig.«
Hun vedblev: »Vi er nu ikke Børn længer, Pollok. De faaer en stakkels, halvgammel Pige; naa, det veed De. Men der er Noget, jeg maa spørge om.«
»Hvis jeg kan svare, saa spørg, Gitte.«
»De kan svare. De er den Eneste, der kan, og den Eneste, der skal. Er det Synd at holde af en Christen - jeg mener: holde rigtig af, være forelsket?«
Avrohmche havde troet sig fuldstændig sikker; nu kom Spørgsmaalet saa overvældende, at han nær var besvimet. Men det lykkedes ham dog at samle sig og opkaste en lille Forskandsning: »Synd?« svarede han; »der er større Synder.«
»Men hvis jeg havde været forelsket i en Christen, hvad saa?«
»De?!« udbrød Avrohmche, og noget Nyt opsteg for ham: Han var Mand, han var Kvindens Herre og Dommer. Men ligesaa hastig blev han betænkelig: Var det ikke en Snare? Eller hvad var det for en Historie? Han vovede ikke at sige et Ord.
Hun gav ikke Agt paa ham, men vedblev: »Det vilde jo være Synd imod Gud, om jeg skjulte Noget for den Ægtemand, han giver mig.«
Altsaa, det var Alvor, og Tanken betog Avrohmche.
»Hvem er den Mand?« raabte han; »hvad er det for en Mand? Hvordan er De kommen til den Mand?«
»Det var en Officier.«
»En Officier! - For vore Synders Skyld er Soldater til, for vore store Synders Skyld er Officierer til! - En Officier! - Hvordan kom De til den Officier?«
»Det veed jeg ikke, Pollok. Det var mig vel k'sof [Note 20]. Jeg kom gaaende paa Gaden, og lige med Et saae hans Øine ind i mine Øine. Jeg havde aldrig seet ham før. Det var ganske nyt. Det var, som han var bleven skabt lige i det Øieblik og jeg ogsaa skabt i det Øieblik.«
»Man gaaer forbi en saadan Skabning - en Officier!«
»Gik jeg da ikke forbi? Jeg gjorde Plads saadan, at det var, som jeg gik ind i Husenes Mure; jeg blev til Ingenting, jeg blev til Luft, og jeg kom forbi.«
»Naa; forbi er forbi. Saa var det forbi - ikke?«
»Nei. En Dag, som jeg sad allerbedst, stod han paa Gaden og saae op. Jeg troede, jeg skulde falde ud af Vinduet. Jeg kunde ikke gjøre ved det.«
»Ausgefallene Schtrof'!« raabte Avrohmche med et bittert humoristisk Ordspil [Note 21]. - »Og saa begriber jeg: saa mødte De ham igjen paa Gaden.«
»Jeg mødte ham igjen paa Gaden.«
»Og hvad sagde han?«
»Um Gottes willen, Pollok! Hvor kunde han have talt til mig? .... Jeg havde skreget! Jeg var død! .... Tale med en Officier paa Gaden! .... Jeg saae aldrig mere paa ham.«
»Naa«, sagde Avrohmche med et svagt Smil, »naar De ikke har talt med ham og ikke seet paa ham -«
»Pollok, jeg skal sige Sandheden, derfor er jeg kommen. Jeg talte ikke med ham; men jeg tænkte paa ham, og naar jeg saa mødte ham, kunde jeg mærke, at han vidste det.«
»Og De siger, De saae ikke paa ham!«
»Jeg saae ikke paa ham.«
»Schkorum!« [Note 22] mumlede Avrohmche og gjorde en halv Vending mod Væggen.
»Jeg saae ikke paa ham, og jeg blev hjemme og gik aldrig ud alene.«
»Meget godt. Saadan er det godt.«
»Men han skrev mig til.«
»Han talte ikke; men han skrev! - Hvad skal jeg faae at høre, Gitte? Hvorfor sætte Hei foran Vof? [Note 23] Sig dog hellere det Hele paa engang!«
»Jeg siger det jo, han skrev mig til.«
»Hvad skrev han?«
»Han skrev - hvad skriver man til en ung Pige? Han vilde see mig, han vilde tale med mig, han vilde møde mig.«
»Saadan skriver de til alle Piger. Det bryder man sig ikke om.«
»Man bryder sig ikke derom. Pollok, dengang De tog Moder og mig til Theatret for at see Svend Dyrings Hus og de dernede talte om Runer, saa forstod jeg, hvad Runer var; men De forstod det ikke, Pollok.«
»Sie wass viel«, [Note 24] mumlede Pollok ved sig selv og vedblev efter en kort Taushed: »Runer. I Stykket paa Theatret løber hun efter ham.«
»Jeg løb ikke efter ham. Hvor kunde jeg? Hvordan skulde jeg blive borte fra Moder og mine Brødre?«
»Det er sandt. De er en god Pige, Gitte. De blev hjemme. Og saa var det endelig forbi, in Emmes [Note 25] forbi?«
»Saa fik jeg en Fredag Eftermiddag Brev fra ham, at nu skulde han reise bort Søndag Morgen, og nu havde han et Ønske som en Mand før sin Død, at see mig en eneste Gang, og jeg skulde selv bestemme, hvilken Tid jeg vilde komme Løverdag Aften. - Og det kunde jeg, for den Aften skulde Moder i Theatret, og mine Brødre kom ikke hjem. Og han bad som en Mand før sin Død.«
»Runer!« sagde Avrohmche; »den verschwärtzte Skrivning! De forbandede Runer! Herren forbande den, som først opfandt dem! Omein!« [Note 26] - »Naa, og saa gik De?«
»Nei, for da jeg skulde skrive og bestemme Tiden og Stedet, var det bleven Eref [Note 27], og Moder havde tændt Schabbaslysene, og saa tør man jo ikke skrive.«
»Og saa skrev De ikke, virkelig ikke?« spurgte Pollok, skjøndt han fandt det naturligt.
»Jeg havde Pennen i Haanden; men da jeg vilde sætte den paa Papiret og for første Gang i mit Liv være mekhalle Schabbas [Note 28] stod Fader op i sine Ligklæder.«
»Naa?«
»Naa. Og Løverdag Aften, da jeg turde skrive, var det for silde til at skrive, og det var ovre, og jeg takkede Gud.«
»Naar skete det? Hvor længe er det siden?«
»Det var, dengang De friede til mig første Gang, for tyve Aar siden.«
»Tyve Aar!« skreg Avrohmche og reiste sig op i Sengen. »Gitte! I den almægtige Guds Navn - jeg har været forelsket i en Christenpige, og det er ikke tyve Dage siden!«
»De, Pollok? - Stakkels Avrohmche!«
»Vil Du tilgive mig det, Gitte? - For hendes Skyld vilde jeg hænge mig - jeg var gal, splittergal; men det er sandt - - derfor ligger jeg her! Men nu er det ovre, Gitte; vil Du bære over med mig og tilgive mig?«
»Stakkels Avrohmche, min Husbond i Guds Navn! Lad os huske de Døde og holde sammen, til Bal Hamoves [Note 29] kommer.«
Nogen Tid efter indfandt Avrohmche sig i sit gamle Logi for at flytte Adskilligt til den nye Bolig, der var bleven beredt for ham. Han saae ud som i Tiden før de store Begivenheder, kun mere bleg, men behageligere bleg. Svenden kom ind for at hilse paa ham til Afsked og gjorde i sit stille Sind den Bemærkning, at han saae ud, som om han var bleven hvidtet indvendig, men blev forlegen, og Avrohmche var ogsaa forlegen. Men endelig brød Avrohmche overtvers og sagde: »Naa, jeg var gal, bindegal, og vilde gjøre en Ende paa mig selv, og De frelste mig og skar mig ned - - - og jeg er dog bleven hængende! - Men nu hænger jeg rigtig!«