Bogens Verden 1995 nr.5


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Bo Bojensens Danmarkshistorie

Af Bo Elbrønd-Bek



Efter forgæves at have søgt optagelse på Kunstakademiets Akitektskole blev Bo Bojesen (f. 1923) uddannet på Kunsthåndværkerskolen 1942-44 med reklametegning som linjefag. Som tegner ved månedsbladet Mandens Blad 1944-46 vakte hans usædvanlige talent straks opmærksomhed. Det førte til fast ansættelse 1947-92 ved Politiken, hvor "Dagens Bo Bojesen" hurtigt blev noget af en institution. Samtidig bidrog han til det satiriske årshæfte Blæksprutten 1944-88. Mange af hans tegninger er siden blevet brugt i forskellige samtidshistoriske værker, fordi de i et humoristisk lynglimt har formået at gennemlyse en bestemt politisk situation eller et aktuelt samfundsfænomen. Bo Bojesens kommentarer til tidens begivenheder, der på unik vis forener tegning og tekst, udgjorde et forfriskende alternativ til en ofte vattet og udflydende lederskribentstil, der i reglen både ville blæse og have mel i munden. Samtidig punkterede han ligeså regelmæssigt den spidsborgerlige provinsialisme, som hovedstadsbladet med sin halvmondæne hattedamejournalistik som oftest forstod at dyrke indtil det perfekte. Grundet bladets borgerlige frisind eller rettere sagt markedsorienterede pluralisme kunne Bo Bojesen fortsætte sin tidligt fastlagte linje, der forblev uantastet til det sidste. Det bemærkelsesværdige skete, at selv hos (yndlings)ofrene blev enkeltstående kommentarer og især serier som Venstrevikingernes saga (1949-75), Hopalong-Kristensen (1953), Sangforeningen Morgenrøden (1954-55), Kulturradiserne (1961-62), Præriens bedste mænd (1966-71) og Jern-Anker (1972-73) utroligt populære, hvilket man ellers turde have forsværget. I introduktionen til Bo Bojesens Danmarkshistorie 1943-94 (1994) illustrerer en veloplagt Hans Hertel (f. 1939) forholdet med følgende anekdote fra det virkelige liv: "Ved et vælgermøde i 1960 blev en jysk folketingskandidat afbrudt fra salen: "Hvem tegner egentlig Venstre?" "Det gør Bo Bojesen," svarede Venstre-manden" (9). En lignende holdning indtog Erik Eriksen (1902-72), da han i et interview i Politiken på spørgsmålet om, hvem der havde gavnet Venstre mest i nyere tid, svarede: "Naturligvis Bo Bojesen. Han fortjente, vi gjorde ham til æresmedlem." (Citeret efter Poul Hartling: Erik Eriksen. Mennesket og politikeren, 1990 78). En god karikaturtegning kan som bekendt være mere vellignende end et fotografi, fordi den ikke blot portrætterer men forklarer. Og såredes nogen, så huskede man, striden blot var en fest.

Som tegner kom Bo Bojesen noget nær fuldbårent til verden; det gælder både streg og tilhørende tekst, der hverken kan eller bør adskilles. I dette dialektiske sammenspil, som uden afbrydelser har udfoldet sig i et halvt århundrede, finder man sjældent hans lige. Ligesom H. C. Andersen (1805-75) besidder Bo Bojesen en forbløffende evne til at skelne mellem godt og ondt. Med noget af en djævlesplint i øjet har dette yderst beskedne menneske - tilsyneladende uden at ryste på hånden - altid evnet at skære lige ind til benet. Men det behagede selvsagt ikke alle. Eksempelvis sammenfatter Thorkild Kjærgaard til udstillingen Bladtegninger på Frederiksborg (1991) hans indsats i offentligheden på denne måde: "Bo Bojesens tegninger var oprindelig lyse og venlige. I 70erne, og navnlig i 80erne har hans tegninger skiftet karakter og er blevet skarpe og nådesløse. I dag står Bo Bojesen som en ubarmhjertig og uforsonlig kritiker af det politiske, økonomiske og sociale liv i Danmark" (214). Fra første færd har han imidlertid haft et særdeles skarpt øje for, hvad der måtte være galt ved en ting. Efter at begivenhederne er blevet afspejlet i Bo Bojesens troldspejl har læserne, med et citat fra "Sneedronningen", kunnet se, hvorledes verden og menneskene rigtigt så ud, thi "hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det traadte ret frem og blev endnu værre." Det er derfor ofte hans bevingede fremstilling, som er blevet tilbage i erindringen, når alt andet har passeret revy. Er der nogen, der i hans generation har gjort blinde seende, så må det være ham! Med sikkert blik for det ene fornødne har han i tusindvis af tegninger formået at give udtryk for det bedste i en folkelig-demokratisk tradition vendt mod de til enhver tid siddende politiske magthavere og magtbegærlige administratorer uden dog nogensinde at lade sig forlede til letkøbt populisme. Over for autoritære levebrødspolitikeres devaluering af den offentlige diskussion har han svaret igen med sin nådeløse demaskering af fraseologien, hvorved han har udleveret ikke alene offentlige figurer men hele samfundstyper til latteren. Han har hverken leflet for småborgerskabets idiosynkrasier eller underlagt sig troen på en i folket iboende common sense. Når han lader den lille mand - af Hertel alias Mr. Henderson karakteriseret som "den trinde, joviale, dumfiffige normaldansker med ølmave, hentehår og kanalvælger" (7) - stige op af folkedybets sofa, så er der langt fra at være tale om en anarkistisk Chaplin-figur, hvortil man kunne sætte sine humane forhåbninger. Journalistisk set har Bo Bojesen trofast fortsat den kritisk-demokratiske linje, som Viggo Hørup (1841-1902) sammen med Edvard Brandes (1847-1931) grundlagde Politiken på. Selv om Hørup anså det danske folk for et i uhyggelig grad konservativt folk, så tabte han aldrig målet af syne: Det gjaldt til stadighed om at demokratisere og radikalisere, at omdanne den passive masse til aktive personligheder. "Inderst inde i enhver dansk Mands Hjærte sidder der en lille Spidsborger, og naar disse smaa Mænd træder ud og træder under Vaaben, bliver de en frygtelig Hær i den konservative Sags Tjeneste" (Vilh. Nielsen et al. (eds.): V. Hørup i Skrift og Tale III, 1904 302). Men det sociale fremskridt har sammen med de mere og mere kommercialiserede medier begunstiget konservatismen ved at gøre stadig flere nogenlunde tilfredse og uinteresserede i samfundslivet. Da det ikke blot er dem, som taler for noget galt, der henfalder til populære fraser, bliver den personlige stillingtagen og afgørelse let så anstrengende, at mange undflyr friheden. Netop med tanke på Hørup skrev Villy Sørensen (f. 1929), før oprøret fra midten, følgende: "Nutildags er man ikke just forvænt med at politiske taler har "litterær" værdi, d. v. s. giver personligt udtryk for en livsholdning og ikke blot et upersonligt eller et populært udtryk for nogle interesser" (Hverken - eller, 1961 170). Konfessionsløs men langt fra holdningsløs har Bo Bojesen, hvis slægt gennem flere generationer var dybt rodfæstet i det sønderjyske, altid bekendt sig til en kritisk offentlighed ligeligt vendt imod alle totalitære ideologier fra den tyske nationalsocialisme til den russiske kommunisme, fra autoritært opbyggede organisationer som politiet med dets sendrægtige bureaukrater og knippelsvingende bonderøve til sygehusvæsenets uniformerede overlæger på hastig stuegang og centraladministrationens arrogante skrankepaver og papirnussere. Troen på den kritiske offentlighed har altid været alfa og omega i hans praksis. Og ligesom Hørup foragtede og afskyede han militarismen, hvor den end måtte optræde. I Bismarcks autokratiske Tyskland, som Bo Bojesens fader havde oplevet, så Hørup det mest skræmmende eksempel på en militariseret nation, hvor midlet, "blod og jern", blev selve målet:

"Hvilken dybere Fornedrelse har Tiderne at opvise end et Folk i Vaaben, en Nation i Mundering, et Samfund, hvis Drømme er fulde af Blod, hvis Fantasi er mættet af Mord og Lemlæstelse, hvis største Mænd taler barnagtige Ord om Krigen som et Middel til at befordre Folkets Sundhed." (V. Hørup i Skrift og Tale II, 1903 42).
Med sin afsløring af rationalet bag statsbudgettets militærudgifter skatter Bo Bojesen kraftigt til Hørups hele logik og tænkemåde. Hans sans for den på en og samme tid visuelle og visionære detalje kommer til syne på mangfoldig vis. Idet en kontormand overværer en kanonøvelse, mens obersten forklarer: "Der røg Deres skat for april kvartal, hr. Jensen", kortslutter han traditionelt adskilte sfærer i den borgerlige vælgers hjernevindinger. Ved hjælp af den satiriske forenklings elektrochok konkretiseres de mere eller mindre abstrakte militærudgifter, hvilket må få selv den mest krigsliderlige og skatteplagede flipproletar til at slå tre kors for sig.

Fra første færd besad Bo Bojesen en integritet, en etisk kerne, som han aldrig siden mistede. Fra dette indre center kunne han om ikke bevæge verden så dog altid med et usvigeligt sikkert instinkt gennemskue deltagerne i den kun altfor menneskelige samfundskomedie, som han var og blev en fascineret iagttager af. I modsætning til en satiriker som Hans Scherfig (1905-79), hvis raffinerede teknik med ordrette citater i romanen Frydenholm (1962) afslørede Politikens konjunkturbestemte holdning under besættelsen for efterkrigsgenerationen, gjorde han sig ikke halvblind, men uhildet iagttog, analyserede og udleverede han alle de i tiden populære men endimensionale samfundsalternativer til latteren. Og i modsætning til Herluf Bidstrup (1912-89), der altid, lidt stereotypt, tegnede Politiken som en frodig luder, solgte han aldrig sin sjæl til en totalitær utopi, som allerede fra starten havde afsløret sig som et blodbefængt mareridt. I stedet forblev han trofast sin egen.

Når Politiken har fået så stor gennemslagskraft på bladtegningens område, så skyldes det ikke mindst, at bladets kunstinteresserede chefredaktører gennem tiderne har forstået at hive tegnebogen op af lommen i de rigtige situationer. Chefredaktør Hakon Stephensen (1900-86), der så det som en af sine fornemste opgaver at beskytte og forny tegnekunsten i Politiken, administrerede bl.a. det daglige smil i bladet. Hans største scoop var givetvis unge Bo Bojesens ansættelse; om de femten år, hvor han var med til at planlægge dagens tegning, hedder det:

"Metoden var den, at jeg - og hvem der nu ellers var til stede - stillede forslag, og så måtte det vise sig, om de fandt grafisk genklang hos Bojesen; det kunne godt ske, at han sad og så dybt bedrøvet ud ved de første fem ideer - han protesterede aldrig; det var hans natur imod at fornærme nogen. Men det var tydeligt at adskillelige forslag virkede direkte ubehagelige på ham; så kom måske som nummer seks en tanke, der fængede. Han sagde sjældent noget, men man kunne se, at blyanten begyndte at komponere figurer på den beskedne tegneblok, han altid havde foran sig, og i løbet af nogle få minutter var der en komposition, som kunne give grundlag for en tekst. Dermed var mødet afsluttet, Bojesen gik op til sig selv, lagde skitsen til side og gav sig minutiøst til at forme den original, som skulle gengives i bladet. Billedet af hver enkelthed stod tilsyneladende klar i hans hjerne; han kunne tegne bygninger, landskaber og personer ned uden at famle efter lighed eller balance; det tog tid, men når tegningen var tegnet, så var den færdig, og så var det en "Bo Bojesen", som intet menneske i verden kunne øve indflydelse på." (Citeret efter Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Avisens håndskrift. Dansk bladtegning gennem et halvt århundrede, 1983 150f).
Sammen skrev Hakon Stephensen og Bo Bojesen Venstre-vikingernes saga, men fra 1962 lavede Bo Bojesen selv parodierne, ligesom han skrev alle andre tekster. Herom fortæller Hertel: "Steph, Knud Poulsen og Paul Hammerich blev vigtige idégivere, men det er en myte at han fik sine opgaver på daglige redaktionsmøder. "Sandheden er," har chefredaktør Harald Engberg fortalt, "at dette mærkelige melankolske menneske pludselig dukker frem med en idé, tegning, tekst (selv på oldnordisk), fiks og færdig, sprunget lige ud af panden på ham selv." (Politiken 28.11.1963)" (6). Som diskret enegænger har han fra 1958 og til sin pensionering 1992 foretrukket at arbejde hjemme. Med sin underfundige, ofte skarpe humor, sans for aktualiteter og præcise karakteristikker fremført i sikker stil, der aldrig forfaldt til manér, har han indskrevet sig i den tradition, som begyndte med Fritz Jürgensen (1818-63). En af dennes tegninger viser en fræk gadedreng, der har haft det fornødne vovemod til i farten at hage sig fast i bagsmækken på en arbejdsvogn. Samtidig sladrer en pæn og lydig dreng i misundelse over hverken at turde eller måtte gøre det, den anden dreng gør, til en piskesvingende kusk; men først den højstemte morale, som uddrages af den morsomme, ikke særligt ophøjede hverdagssituation, hæver helheden op i det sublime: "Søg ikke paa utilbørlig Maade at hæve Dig over Dine Jevninge; thi da vil Ondskab og Avind finde Dig magtesløs i Kampen, og omsider nedstyrte Dig fra Din Storheds Tinde." Selv om tegningen sagtens kan stå alene, er det først og fremmest spændingsfeltet mellem den afbildede situation og den patetiske advarsel, hvorefter man uvægerligt vil blive straffet af Nemesis, hvis man begår den form for hybris, der genererer en frigørende humor med både alvor og dybde i sig. En tilsvarende grotesk kontrast mellem lavkomisk indhold og højtravende form fik sin klassiske udformning i Johan Herman Wessels tragedieparodi Kierlighed uden Strømper (1772). Det produktive multitalent Robert Storm Petersen (1882-1949) benyttede sig af samme kontrasteffekt, når han lod sine filosoferende vagabonder, eksponent for det ubundne men socialt set udenforstående menneske, bære udsøgte klassiske græske og romerske navne, men den findes også i hans vittige, ofte dybsindige replikkunst. Som når han eksempelvis lader en lunt smilende, smokingklædt herre udtale disse barokke visdomsord: "Jeg har haft det vidunderligt i min Tid - takket være en svag Karakter" (Berlingske Aftenavis, 23.2.1946; jf. Johannes Møllehave: Tusind fluer med eet smæk. En bog om Storm P.s filosofi, 1982 41). På tilsvarende måde evner Bo Bojesen at få de mest uventede modsætninger til at gå op i en højere enhed, hvorved læserens lattermuskler bestandig kildres. Men humoren fordrer, at den objektive usandhed skal skinne igennem, i hvert fald for dem, der har sans for humor, og det sker, når overdrivelsen bliver tilstrækkelig stor og utroværdig i forhold til den anførte sammenhæng. Fra Hans Kirks koldkrigsføljeton Djævlens Penge (1952), der løb i det sovjetisk støttede Land og Folk, citerer han derfor ordret følgende alvorligt mente svada:
"Han lyttede til hende, den unge intellektuelle. Og det var, som om han første gang forstod navnet Stalin. Pludselig vidste han, hvad dette navn betød. En drøm om frihed, om menneskelig værdighed, om ædelhed, om glæde og humor i verden. Alt hvad der fandtes af oprør mod vold og uret var pludselig samlet i dette navn. Bondefejderne, skipper Klemmen, oberst Tscherning, Hørup, kommunarderne, al verdens anonyme frihedskæmpere, alt hvad der var værd at elske hed i dag Stalin. Og mens han sad og saa paa hendes milde og bevægede ansigt, vidste han med sikkerhed, at Stalin, at folket ville sejre, for folket er uovervindeligt. Og han fyldtes med stor glæde."
Kirks såkaldte folkedemokratiske eventyr tjente til opbyggelse for de troende "DKPaphoder, der slugte alt fra moderkirken i Kreml" (55). Ikke ved at ændre eller forvrænge men blot ved at flytte teksten direkte ind i en anden sammenhæng blev det gjort læserne klart, at der mildt sagt ikke var tale om nogen eksakt virkelighedsskildring. Det er så at sige kontrasten mellem disse to faktorer, der mødes i en højere humoristisk enhed. Modsætninger, som på bedste dialektiske vis stiller hinanden i relief, forstørrer altid perspektivet. Under overskriften Hans Morten Kirk Korch tegner Bo Bojesen en i fynsk almuedragt udklædt Morten Korch (1876-1954), som omfavner en lidt fortabt/betænkelig udseende Hans Kirk (1898-1962), mens Korch, med allusion til kassesucceser á la Det gamle Guld (1923) og De røde Heste (1943; filmatiseret 1950), glædestrålende udtaler: "Endelig har ogsaa du, bette Hans, fundet det røde guld!" En detajle i baggrunden understreger fantasteriet: en typisk dansk landsbymølle udstyret med de sovjetiske insignier i stedet for vinger. Som et brændglas formår Bo Bojesen ikke alene at samle og forene vidt adspredte stråler, men idet han lader to af dansk litteraturs store religiøse idealister forenes i deres respektive drømmeverden demaskerer han ligesom det lille, uskyldige barn i "Kejserens nye Klæder" Kirks forræderiske men indbringende virkelighedsflugt. Hans med Sejrsskjorten! Det er også titlen på en af Korchs tidlige romaner fra 1917.

Ud af Bo Bojesens rige skatkammer på omkring 12.000 tegninger, hvoraf kun et lille udvalg på godt og vel 1/4 er blevet trykt i Årets tegninger fra Politiken (1949-92), der i store oplag er blevet spredt til trofaste liebhavere over det ganske land ofte som mandelgave, har Hans Hertel, med stor journalistisk tæft, komponeret 115 dobbeltopslag; idéen eller rettere teknikken hertil blev udviklet under arbejdet med Verdenslitteratur historien I-VII (1985-93). Den ledsagende tekst sætter på humoristisk og meddigtende vis Bo Bojesens motiver ind i deres historiske kontekst. Forkundskaber kan, som i dette tilfælde, være både nyttige og nødvendige. Der kræves imidlertid ikke blot en vis viden, men også en særlig begavelse for at forstå humor og ironi. Den besidder Hertel til fulde, hvorfor Bo Bojesen næppe kunne have fået en bedre formidler. Kun ganske få steder er de som oftest frapperende vittige kommentarer ikke helt præcise. Et par eksempler. Umiddelbart efter besættelsens ophør ser Bo Bojesen i en tegning til Mandfolke-Jul 1945 tilbage på skæbneåret 1942. Det er blot ikke den tyske værnemagt, som Hertel synes at mene, der dominerer gadebilledet, men overdimensionerede og ubarberede danske landsknægte indrulleret i Frikorps Danmark, som marcherer gennem gaderne under dansk politibeskyttelse. Aviskioskens spisesedler for de nazistiske blade Kamptegnet og Fædrelandet jodler ifølge Hertel om snarlig tysk sejr ved Stalingrad. Situationen er imidlertid mere kompliceret end som så. Det antisemitiske Kamptegnet hetzer mod jøderne, mens Fædrelandet faktisk klart annoncer: STALINGRAD STAAR FOR FALD. Det er Politiken der melder om tysk sejr, mens Berlingske Tidende formentlig reklamerer med, at Hitler vil tale i radionen. Og mens verden bogstavelig talt står i flammer taler et par bekymrede husmødre om rationeringsmærker! Det bevidst indskrænkede perspektiv udleverer ikke alene puslinglandets små næringssorger til latteren, men forklarer til dels også hvorfor det måtte gå så galt. I en finurlig tegning til det overlevende satiriske modstandshæfte Muldvarpen 1946 tramper bananhungrende og Dannebrogsviftende borgere ifølge Hertel en frihedskæmpergrav ned i kampen om at modtage den første båd med bananer (jf. Mogens Knudsen et al.: Satire og Humor i dansk Tegnekunst, u.å. 221). Efter FEM FORBANDEDE AAR kan den med længsel ventede B-Dag omsider oprinde! Masseoptrinet i Frihavnen med statsminister Knud Kristensen (1880-1962) på tribunen, det kjoleklædte Grosserer-Societetet og en ivrigt rapporterende Gunnar Nu-Hansen (1905-93) efterlader en slemt hærget grav; et af båndene på en af de spredte kranse bærer inskriptionen: DØDE EJ FORGÆVES. Det kan kun være inspireret af den ansvarlige Generalkommandos opulente krans ved mindehøjtideligheden for de danske soldater, der var blevet ladt i stikken d. 9. april 1940; til de efterladte lød det herostratisk berømte budskab: EJ FORGÆVES. Sårfeberen fra Dybbøl havde imidlertid forlængst på afgørende vis svækket forsvarsviljen, hvilket reducerede Danmark til en tvivlsom og uværdig bananrepublik - uden bananer. Imens befolkningens fatale glemsomhed fejrede nye triumfer, så huskede den historiebevidste sønderjyde Bo Bojesen alt! Som det fremgår af hans skildringer af Danmark i besættelsens sidste fase, havde han intet til overs for kollaborationspolitikken, hvorunder storbønder og fiskere, Venstres traditionelle kernevælgere, i ly af tyske bajonetter berigerede sig på resten af samfundets bekostning; især gik det ud over de lavtlønnede lønmodtagere, pensionister og modtagere af sociale ydelser (jf. Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen, 1971). Forskydningen i den sociale balance, herunder ikke mindst nedgangen i arbejderfamiliernes realindkomst, øgede selvsagt spændingerne mellem klasserne. Den politisk og socialt bevidste Bo Bojesen fortsatte at have et godt øje til de blakkede kollaborationspolitikere, hvis fraseologi udskiftedes lige så hurtigt som tyskerpigerne slog sig på de sejrende og mere potente englændere. Han var ligeså neutral som den fulde mand, der under besættelsen var gået rundt i Ålborgs gader og havde råbt: Jeg er neutral, jeg er ligeglad med, hvem der tæver tyskerne! Med satirisk bid udleverede han således Bogenses socialdemokratiske redaktør og eksborgmester, landstingsmand Niels Fledelius' hyldest til det store, dygtige Tyskland, hvilket utvivlsomt "ville vække jubel sydpå, hvor det besejrede herrefolk var sat til at muge ud i kz-lejrene" (13). Midt i krematorieovnenes skeletdynger læser et par tyske samfundsstøtter Bogense Avis med største interesse, mens den ene udbryder: "Det er da en Trøst, at der er nogen, der forstaar at værdsætte godt tysk Haandværk." Fra den slags politikere trækker Bo Bojesen en lige linje frem til taburetklæbende og magtliderlige typer som statsminister Poul Schlüter (f. 1929), der skred i sit bevingede gulvtæppe efter bevidst at have vildledt Folketinget i Tamilskandalen. Efter den påtvungne og nedværdigende afgang 1993 belønnedes den forhenværende statsminister såvel af 1/4 million af Overdanmarks klaphatvælgere til EU-valget som af det store erhvervsliv med en lang række vigtige bestyrelsesposter. Han havde nemlig på overbevisende måde demonstreret, at hensigten altid helliger midlerne. Det blev systemets proces mod et af den borgerlige regering korrumperet system, hvad der ifølge Hertel mest af alt lignede en krydsning mellem en satirisk roman af Hans Scherfig og et lærestykke af Bertolt Brecht om juridisk magtmisbrug, mangel på etik og (karriere)bevidst nedprioritering af civilcourage. Centraladministrationens lovstridige manipulationer og juridiske krumspring, iværksat 1987 af justitsminister Erik Ninn-Hansen (f. 1922), tjente naturligvis til at legitimere populistiske politikeres fremmedhad og spekulation i vælgerkorpsets indre svinehund, hvorfor Folketingets Retsudvalg, som skulle føre tilsyn, da også valgte at holde lav profil. Med direkte baggrund i den lille danske racisme, som dronning Margrethe II (f. 1940) i sine nytårstaler tidligt gik i rette med, drog Bo Bojesen 1991 en direkte linje til Det Tredje Riges racehygiejne. Efter at Danmarks Statistik har udformet nye, overraskende kriterier for, hvad man forstår ved en rigtig dansker, modtager en arrogant og modvillig embedsmand med klaphat, Dannebrogsfarvet sminke og slips en opringning. Idet han sammenfatter den telefonerendes oplysninger går det op for læseren - og kun for læseren -, hvem det er, der ringer: "Deres mor er svensk, siger De, og Deres farmor var tysk, og De er fransk gift. Det er yderst betænkeligt ... og så ringer De ovenikøbet fra Amalienborg ..." (217). Som Klods-Hans elsker Bo Bojesen at smide pludder i ansigtet på ikke alene konservative og socialdemokratiske oldermænd, men på klaphatdanskeren, hvis indsnævrede selvtilstrækkelighed danner et solidt grundlag for populistiske politikere og administratorers stadige forsøg på at obstruere retsstatens demokratiske og humanistiske principper. Med Harald Høffdings formulering: "Gennem Latterens Skærsild udskilles alt Kunstigt og udefra Paahængt ved et Emne; det kommer til at fremtræde i sin hele Nøgenhed, hvorved enten dets Værdiløshed eller den Værdi, det maaske trods Alt har, kan fremtræde saa meget des stærkere" (Den store Humor. En psykologisk Studie, 1916 49). Om Bo Bojesen altid har opfattet sin virksomhed som komisk tegner som en bestræbelse på at udskille avnerne fra hveden er uvist, men "Latteren forudsætter, at de, som le, stadigt ere trygge og i god Behold paa Fornuftens og Magtens Side, ogsaa efterat "Degradationen" er indtraadt. Der maa være Noget, som ikke opløses ved den nedadgaaende Kontrast, - i hvert Tilfælde det Stade, hvorpaa den Leende befinder sig" ( ibid. 50).

Hvis en alvorlig situation opfattes spøgefuldt, bliver resultatet efter Søren Holms opfattelse den moralske forargelske. Hvis en spøgefuld situation derimod opfattes alvorligt, bliver resultatet en udløsende latter. I Blæksprutten 1987 begik Bo Bojesen noget af en genistreg, idet han lod tre (selv)destruktive, tilsyneladende uforenelige fanatikere og modmennesker marchere i fælles protest mod flygtninge og fremmedarbejdere. Mens de professionelle kværulanter, den bramfri betonstalinist, formanden for Sømændenes Forbund og stifteren af protestpartiet Fælles Kurs, Preben Møller Hansen (f. 1929), skatte(cirkus)advokaten, stifteren af først Fremskridtspartiet og dernæst Trivselspartiet, Mogens Glistrup (f. 1926) og den sorte hadprædikant med forbillede i den rabiate, konservative ideolog Harald Nielsen, Søren Krarup (f. 1937), frembærer deres respektive anti-evangeliske budskaber - DE PISSER OG SKIDER PÅ VORES KULTUR OG SPROG!, DE YNGLER SOM ROTTER! og IKKE FLERE FREMMEDE PÅ DANSK JORD - forklarer en sympatisk indvandrer sin undrende hustru: "Det er vist en kristen procession ... noget med Treenigheden." Forsøget på at holde Danmark rent var ikke gjort med at følge fulde svenskere til færgen. Det viste sig at være en boomerang, som Bo Bojesen med udsøgt fornøjelse lod ramme, hvor den retteligt hørte hjemme. Som oftest besidder politidirektører, politiske partier og religiøse retninger af særlig nidkær observans ingen humor, hvilket imidlertid ikke gør det mindre morsomt. Netop i opgøret med den autoritære personligheds behov for let synlige syndebukke mærker man Bo Bojesens humane for ikke at sige kristelige sindelag. Her kan det give god mening at tale om en gudfrygtig ateist, selv om udtrykket ud fra en rent logisk betragtning må kaldes en contradictio in adjecto. I sin bog om Humor. En æsthetisk Studie (1964) udtrykker Søren Holm (1901-71) det således:

"Hvor Livet betragtes som givet af Gud, maa det betragtes som godt. Det er legitimeret; men hvor Livet selv som saadant er legitimeret, er Humoren det ogsaa. En Bekæmpelse af Humoren maa derfor blive en Kamp mod selve det Liv, som er skabt og skænket af Gud. Hvis Skabelsen betragtes som en Omformning af Kaos til Kosmos, bliver Humoren et Udtryk for det sidste, og den kan siden blive et Middel i Menneskets Kamp mod de Fordærvsmagter, der i Mythologien betragtedes som Repæsentanter for Kaos." (109)
Kaosmagterne bekæmpede Bo Bojesen altid med sokratisk ironi; hans alvor var ligesom Sokrates' skjult i spøg og ligesom ham lærte han fra sig, mens han spøgte. Harald Høffding (1843-1931) har i sin afhandling Den store Humor. En psykologisk Studie (1916) karakteriseret Sokrates' analytiske metode:
"Denne bestaar i at gaa ind paa en Antagelse og fra den at gaa tilbage til dens Forudsætninger, som saa enten kunne stemme med eller stride mod andre Forudsætninger eller Antagelser, som hyldes af den, der hævder hin Antagelse. Saaledes gaar Sokrates med tilsyneladende Alvor ind paa, at den, han taler med, virkeligt forstaar, hvad han siger sig at vide. Ved at drage alle Konsekvenser af denne Antagelse kommer han da ofte til at blotte Uvidenheden eller Selvmodsigelsen hos den fra først af saa tillidsfulde Deltager i Samtalen." (148)
For Bo Bojesen, der tidligt blev klar over sin virkelige trang og evne, gjaldt det ikke blot spøg og leg; hans ironiske behandling af et aktuelt emne æggede som oftest til nyt og selvstændigt tankearbejde, ja til en uophørlig stræben efter indsigt og sandhed. Spøgen var altid gennemsyret af den alvorligste interesse og sympati for såvel mennesker som samfundsforhold. Det gælder i nogen grad om ham, hvad Høffding skriver om Sokrates:
"Gennem Ironien som Metode søgte han at føre de Enkelte til at besinde sig paa den store Baggrund, et Menneske kan finde i sit eget Indre, hvad enten denne Baggrund kan formes i klare Tanker eller ikke. Spøgen, Ironien var her en Vej til Alvoren" (154). Dette aspekt er i reglen integreret i Bo Bojesens bearbejdning af den foreliggende virkelighed, som stedse udfordrer til nytolkning - både for at frembringe nye iagttagelser og for at finde nøjere sammenhæng mellem de fundne iagttagelser. Herom siger Høffding: "Humoristen arbejder, saalænge han kan, for at finde nye Værdier, og han stiller sig kritisk overfor alle Teorier, Spekulationer og Perspektiver, der uden tilstrækkeligt Grundlag dogmatisere om "de sidste Ting". Fysiken ved i Grunden ikke Mere om dem end Teologien" (173). Bo Bojesen synes aldrig at have mistet troen på, at der er værdi i verden på trods af at det værdifulde så ofte går under. Som påpeget af Høffding ligger der bag den store humor "stedse Troen paa Muligheden af nye Værdiers Udløsning. Hvis alle Værdikilder i Verden vare udtømte, vilde der ikke længere være Mulighed for den Totalfølelse, vi kalder Humor, - ja, ikke for nogensomhelst Totalfølelse" (107).

Politikens udvikling fra organ for den højeste politiske og litterære oplysning til mere underholdende, nyhedsformidlende omnibus-avis med et vist, omend altid konsensus-søgende social-liberalt islæt, der ikke kunne fornærme nogen, betød, at det blev meget sværere at skelne mellem højre og venstre. Samtidig med at døgnets katastrofer, med de dramatiske billeder og beskrivelser, forvandledes til uforpligtende underholdning, gled de mere komplicerede og udramatiske strukturanalyser i baggrunden. Profitmaksimeringens opprioritering bevirkede, at det kritiske helhedsperspektiv gik tabt til fordel for individualiseringen af samfundsproblemerne og den holdningsløse underholdning, som menes at interessere det købende publikum mest. Som påpeget af Villy Sørensen forstærkedes "tendensen til at afgive mest plads til de stofområder, der har mindst betydning, ikke blot for de få, men for os alle. [...] Nu synes det kun muligt at få flere og flere læsere ved at skrive mindre og mindre om de ting, der burde komme de fleste ved og som de færreste derfor interesserer sig for" (Hverken - eller, 1961 179ff). De kontroversielle standpunkter blev derfor også i stadig højere grad overladt til bladets tegnere, der traditionelt besad et langt større frisprog end journalisterne. Udviklingen viser sig i skiftende tiders grafiske udformning af Politikens bomærke med Skt. Georg og dragen, hvor det ender med, i Axel Nygaards elegante streg, at objektet for den sværdsvingende ridder forsvinder for såvel redaktionen som medarbejderne - og læserne. Om det drageløse logo, der mest af alt ligner et slag i luften, foregøglede, at løgn og ondskab syntes helt overvundet, forekom uklart. Bladhusets skytshelgen forsvandt endeligt i 1978 (jf. Bo Bramsen: Politikens historie set indefra 1884-1984 I, 1983 351ff). Bo Bojesen vidste imidlertid at bekæmpe løgnens og ondskabens drage i alle dens mere eller mindre gennemskuelige manifestationer. Tusindvis af tegninger viser, at han bedre end de fleste forstod at identificere og bekæmpe dragen, hvor den end befandt sig. Hans tegnede kommentarer, ofte med fokus på komplicerede årsagssammenhænge mellem borgere og stat, kan derfor betegnes som et af de ihærdigste og mest konsistente forsøg på ikke blot at betjene et hastigt konsumerende, men et kritisk ræsonnerende publikum. Samtidig med at han fra første færd fastholdt de reelle politiske, kulturelle og sociale modsætninger, glemte han, imodsætning til sit blad, aldrig målet. "Der vil altid være et Højre og et Venstre; thi der vil altid være Forskel paa dem, der vil frem, og dem, der vil holde igen eller tilbage. Det er den Partideling, der varer" (V. Hørup i Skrift og Tale III, 1904 200). Men heldigvis forholdt Bo Bojesen sig humoristisk til sig selv og sin metode - den forkyndte ikke sig selv som den eneste rette måde at opfatte livet på. I et af sine epigrammer siger Goethe: "Den, der ikke kan have sig selv til bedste, hører sikkert selv ikke til de bedste." Netop derfor lykkedes det altid Bo Bojesen, i troskab mod virkeligheden, at få latteren på sin side.

Tilbage til toppen