Bogens Verden 1995 nr.5


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Leksikon

Af Hans Henrik Møller


Apropos Nationalencyklopædien og andre aktuelle leksika causerer Ph.D. Hans Henrik Møller i dette essay over opslagsværkers velsignelser. Sin glæde ved genren viser han ved at give sin lystvandring form af en stribe opslag.


Aabel, Hank,
no. Skuespiller, f. 1869, en af den no. Nationalscenes bærende Kræfter, har sin Styrke i det komiske Fag. Jeppe og Oldfux er blandt hans betydeligste Roller. I 1906 var A. Gæst på Folketeatret i Kbh. J. C.
Aabye, Edgar,
f. 1865, cand. theol., eksam. Massør, Sportsredaktør v. Politiken siden 1892. Vandt som Kaproer Øresundspokaler og Guldborgsundpokaler. Danmarksmesterskab i Svømning 1896. Under Verdenskrigen ansat i Udenrigsministeriets Presse-Telegram-Censur. Udgav i 1927 Kampen mod Gigten.
Aadsel,
Lig i Forraadnelse. Lig af Dyr, der er døde af smitsomme Sygdomme, skal i Følge Lov nedgraves. Kun Huder, Klove, Horn osv. maa bruges. Fedtet bruges ofte i Sæbefabrikationen. Talrige Dyr ernærer sig hovedsagelig af A., f.Eks. Hyæner, Kondorer, Gribbe, Krokodiller; mange Krebsdyr, Blæksprutter, Søstjerner og Orme osv. Blandt Insekterne især visse Biller og Fluer, hvis Æg aflægges i eller paa A. A.æderne er blevet kaldt Naturens Sundhedspoliti. F.W.-L.
Aadselblomst,
se Stapelia.

Et leksikon er et monument over den menneskelige ånd, over dens bestræbelse på at komme til rette med sig selv. Eller måske et epitafium, sin egen aadselblomst; som en opdatering af menneskelig viden viser leksikonnet jo først og fremmest sine egne, indbyggede begrænsninger. For hver gang det opstiller en tavle af viden, skriver det også et "Herunder hviler -".
Aalborg Hypotekforening,
stiftet 1895. Samlet Udlaan: 1009 Laan med Hovedstol 10,9 Mill. Kr., Restgæld 8,9 Mill. Kr. Direktion: Overretssagfører Knud Grünwald, adm.; Købmand Thomas Jacobsen og Murermester Jens Rasmussen.

Det er især det gamle leksikon, der fascinerer mig; støvet, hengemt, som dén viden det fortsat ruger over og lancerer som ny, uvidende om at historien forlængst har distanceret den. Der er er noget insisterende over den uskyld, det gamle leksikon præsenterer: Det kan ikke andet end lade som om at hér har vi svaret, én gang for alle tider. Ethvert leksikon opfører sig som om det var det sidste, som om det var skrevet i de sidste tider. Og det er det. Vi lever, som altid, i tidernes fuldbyrdelse, umiddelbart før der ikke er mere at sige. Après nous le déluge. Historiens endegyldige kulminationspunkt, verdensånden der kommer til sig selv i den sidste indsigt (Hegel, s.d.).

På min hylde et ur, også det gammelt, der har opgivet at følge med tiden, som ikke længere viser tiden respekt. Det slår timeslag som det passer det, til tider endda 14.

Aandssvaghed.
Herved betegnes en Tilstand af abnormt ringe Evner. Efter Graden af A. taler man om 1) Idioter, dvs. Individer, hvis aandelige Udvikling aldrig naar videre end et norm. 2-Aars Barns. 2) Imbecile, dvs. Individer, hvis aandelige Udvikling er bedre end Idiotens, uden dog at naa et normalt 7-Aars Barns. 3) Enfoldige eller Sinker, som er mere intelligente end de imbecile, men som aldrig i aandelig Udvikling naar videre end et normalt 12-Aars Barn.

Om Aarsagen til A. ved man ikke meget, udover at arvelig Belastning spiller en stor Rolle. I 2/3 af alle Tilfælde beror Tilstanden angiveligt paa Arv. hvorvidt Alkoholisme el. Syfilis hos Forældrene har Betydning for Fremkomsten af A., synes derimod tvivlsomt. Stød og Slag paa Hovedet i den tidlige Barnealder synes kun at spille en ringe Rolle som Aarsag til A. Sygdomme hos det spæde Barn har næppe heller saa stor Betydning; dog synes Børnelammelse og Sovesyge i visse Tilfælde at kunne efterlade A. En særlig Form for A er den, der findes hos Kretinerne (s.d.); Tilstanden skyldes her Abnormiteter ved Skjoldbruskkirtlens indre Sekretion. A. kan være ledsaget af Misdannelser af Kraniet eller af Hjernen (Mikrocefali; Hydrocefali; Mongolisme). Behandlingen bestaar for de lettere Graders Vedkommende i særlig Opdragelse og Træning i dertil indrettede Skoler og Institutioner (se Aandsvageanstalter nedenfor). Sinker kan ofte oplæres til at kunne gøre nogen Nytte ved lettere Erhverv. Mange Imbecile vil kunne trænes op til at hjælpe sig selv paa forskellig Maade. Idioter er der derimod intet at gøre ved. - Skyldes A. Sygdom i Skjoldbruskkirtlen, kan Helbredelse opnaas ved Behandling med passende Kirtelsekreter.

Vi lever i leksikonnets æra, vi dyrker viden som aldrig før. Og vores viden har fået en tendens til at overhale sig selv indenom, enhver nyhed rummer sin egen indbyggede forældelse: Næppe er der kommet én computer, ét elektronisk leksikon på gaden, før den næste generation står parat i kulissen. Omgivet af leksika er vi konstant i færd med at blive ofre for vores eget fortærende begær efter indsigt; det svar, vi finder, rejser altid nye spørgsmål, og enhver opnåelse af viden bærer sit eget Kains-mærke i panden: Den viden vi får, er altid kun en foreløbig viden, der vil altid være mere viden hvor dén kom fra.

For nylig udkom første bind af det nye, store og danske nationalleksikon, encyklopædien. Et gigantisk forsøg, som alle encyklopædier siden den store franske fra oplysningstiden, på at samle alt hvad der er værd at vide i én bog. Eller ihvertfald så meget som der nu kan være af viden i de planlagte bind. Godt timet udsendte Brøndums forlag nogenlunde samtidig deres lille ironiske kommentar hertil, en encyklopædi i kun ét bind (på 354 sider), og hvis man interesserer sig for læsersociologi og markedsanalyse, kunne man jo passende begynde at spekulere over, hvilken af dé to der først opnår status af bestseller.

Det vil jeg nu ikke gøre. Den Store Encyklopædi er saglig hvor Brøndums er en spøg, Den Store vil være et rigtigt leksikon hvor Brøndums stiller sig tilfreds med at være en samling essays, en vilkårlig ophobning af opslagsord som man ikke vil kunne finde i en encyklopædi der tager sig selv alvorligt. "Kusse", f.eks., skrevet af Jørgen Leth. Et rigtigt leksikon er en brugs-bog, alvorligt interesseret i at imødekomme et behov for viden, men et rigtigt leksikon er også en bog der rummer en indbygget aspiration efter selv at være denne viden. Den ultimative, den totale viden; Encyklopædien med stort og i bestemt form.

Det rigtige leksikon er derfor noget af et paradoks, og derfor er Brøndums også et memento mori for enhver encyklopædisk bestræbelse: Det rigtige leksikon kan ikke i sit indhold acceptere sin egen historicitet, uden dermed allerede at have overflødiggjort sin egen eksistens. Indrømmer det først det foreløbige i sin egen viden, så har det også først anbefalet læseren at vente med at anskaffe sig et leksikon til om hundrede år. Eller to hundrede. Skal leksikonnet bevare sit image og sin saglighed, må det derfor nødvendigvis lyve om sin egen foreløbighed.

Betragtet som semiotisk fænomen og ikke blot taget på ordet som brugs-bog, indebærer ethvert leksikon sin egen diskrete udlevering af informationssamfundets store credo: At viden er magt. For hvad gør man når der er alt for megen viden, hvad er det man aner når man sidder og bladrer i et leksikon, søger på en computer på biblioteket? Det man får at vide er kun en brøkdel af hvad man kunne have fået, ethvert opslag vil altid være historisk og dermed ufuldkomment. Ikke bare kan vi ikke se ind i fremtidens store leksikon og finde de nye opslagsord dér, også fortiden bliver udsat for en konstant re-vurdering: døde Cæsar nu virkelig også d. 15. marts 44? Tog Cleopatra gift, blev Pompejus myrdet? Og Octavian? (s.d.).

Leksikonnet er én stor tegn-maskine der kun producerer nye henvisninger, nye opslags-behov. Kender det svaret, rummer det den endegyldige indsigt der én gang for alle vil fjerne enhver tvivl, så findes svaret kun som dét opslagsord der endnu ikke er skrevet.

Aarefod,
en Art Svømmefod hos visse Fugle, f.Eks. Skarv og Pelikan. Alle 4 Tæer er forbundet med Svømmehud, Bagtaaen er lang, fremadrettet og med anselig Klo; sidder i Højde med Fortæerne. Løbet er kort.
Ab:
1) Hebr. Ord for Fader i Folkesproget paa Kr. Tid; det aramæiske abba. 2) Femte Maaned i Jødernes Kalender (nærmest vor August).
Abd-el-Krim,
Emir; Rif-Kabylernes Fører i Marokko fra 1921 i Kampen mod Spanierne og Franskmændene. Forvistes 1926.

Det leksikon jeg har foran mig, er "Illustreret dansk Konversationsleksikon". Alene titlen gør mig glad, "Konversationsleksikon" er et ord der rummer sin egen diskrete charme. Som borgerskabets, dannet og konverserende. Redigeret af Fhv. Censor, mag.art. P.A. Rosenberg, Kommandør C.A.Schou, Redaktør T. Vogel Jørgensen. Udgivet på Berlingske Forlag, København 1933-37. Støvet, som sagt, og slidt; dette leksikon har konverseret en del siden det udkom. Men dets diskrete charme er kun synlig nu, for mig; leksikonnet selv tror det er sagligt og alvorligt, det fortrækker ikke en mine når det fremsætter sine udsagn. Idioter er der derimod intet at gøre ved. Det er som i Saint-Exupérys "Den lille prins": Blomster tror de er så skrækindjagende med deres torne, det er derfor de bliver rørende så man kun kan holde af dem.

Måske er det en nyskabelse at leksikonnet er blevet en spøg, og ikke kun inden for den leksikografiske verden. Både Umberto Eco og Lawrence Norfolk har leksikonnet og den formaliserede videns-jagt som led i en intrige, kompleks og vidtforgrenet, med stærk affinitet til krimien. Både "Foucaults pendul" og "Lemprières ordbog" har personer der er forviklet i et mønster de ikke kan overskue, på jagt efter en viden der altid befinder sig et andet sted, en viden der som hos Norfolk endda kan være indrammet af et forsøg på at skrive en sammenhæng frem; tilstrækkeligt mange opslagsord i ordbogen, og du har om ikke Sandheden, så dog tilstrækkeligt mange spor at gå efter og blive forvirret af. Måske er der noget om at tidligere tiders store fortællinger i dag, i vores post-moderne verden (opslag?), kun kan finde Sandheden i fragmentets form og diminutivt, i opslaget og i krimien, denne parodiske udlevering af alle tiders encyklopædi: Du kan ikke undgå at tage fejl, sporet er vildledende snarere end vejledende. I krimien overvintrer tidligere tiders helhedstænkning, men i intrigens form; hvornår bliver også denne overhalet indenom, hvornår udgår ordet "post-moderne" af vores fælles leksikon?

Måske er det netop derfor jeg finder mit konversationsleksikon så rørende: Det udtrykker en tabt uskyld, det ved slet ikke hvordan jeg sidder og læser det i dag. Det er et barn, og dets torne skræmmer mig ikke, det er den blomst der bliver betydningsfuld fordi jeg spilder min tid på den.

Abraxsas (abráksas),
religiøst-mystisk Ord, der med sine 7 Bogstaver (det hellige 7-tal) og sin Talværdi (365) tænktes at omslutte hele Tilværelsen. Forekommer paa en Mængde Amuletter, Tryllestene og Gemmer fra Oldtiden. Nævnes i Trylleremser sammen med orientalske Guddomsbetegnelser.
Absint
(absint), grønlig Likør, tilsat Malurt, Annis o.fl. Alpeurter, mest anvendt i Frank. som Apéritif (s.d.); drikkes ofte blandet med koldt Vand. Kan fremkalde Nervesvækkelse. A. blev 1912 forbudt i Schweiz efter en Folkeafstemning. Under Verdenskrigen blev A. forbudt i Frankr.

Midt imellem Absint og Abraxas ligger der en rystelse, en rystelse der på én gang er hellig og forbundet med fortabelse, med nervesvækkelse. Hvordan kommer vi fra Abr til Abs, hvilke ord er der ikke blevet plads til? Ethvert leksikon ville altid kunne være mindst ét bind større - men hvilket? Ville det ekstra bind være en udvidelse af vores viden, af selve vores alfabet, eller ville det blot være et supplements-bind der understregede det foreløbige og utilstrækkelige i de bind der nu er?

Tanken rummer uanede muligheder, hvad er det egentlig jeg sidder med mellem hænderne? A (aleph) er det første bogstav i det hebræiske alfabet, T (tau) er det sidste, ligner det kors Kristus blev korsfæstet på. Borges har i sin novelle "Alef" drømt om at finde det punkt i alfabetet og sproget hvorfra hele verden lader sig iagttage som ét gigantisk øjeblik, et øjeblik hvor alt, kaotisk, eksisterer samtidigt og dog lader sig overskue i sin helhed. Hvis A og Alef er denne drøm om sprogets metaforiske fortætning, om at nå dét punkt hvor sproget og oplevelsen er ét, så er T og alfabetets afgrænsethed den forskydning som enhver sproglig oplevelse er underlagt; jo mere jeg taler om hvad jeg har oplevet, jo mere fjerner jeg mig også fra selve oplevelsens lykkelige sekund, og jeg kan ikke undgå at komme til kort. I sproget løber oplevelsen ud mellem hænderne på mig, i sproget er jeg selv den der bliver korsfæstet i mit forsøg på at tale mig frem til en viden.

Alligevel er det ikke tragisk det hele. Så længe jeg befinder mig i sproget, kan jeg jo tale som om slutningen på det hele fortsat ligger ude i det fjerne, og det er også i sproget jeg kan begynde at overveje sproget, tage mit leksikon i hånden og tænke højt: Kommer der noget før A? De gamle hinduer lod ikke verden svæve frit i rummet, de gav verden en elefant der kunne holde den oppe, og elefanten igen en skildpadde den kunne stå på; men skildpadden? Dukker skildpadden og alfabetets A op af det rene intet, skal de ikke have noget at støtte sig til?

Rækkefølgen i et leksikon er tilfældig, sådan som også alfabetet er tilfældigt, en konvention. Det hele findes der samtidigt og på én gang, A er kun anbragt først fordi vi jo dog skal begynde et sted, men selve det tilfældige er også det, der ryster mig: Hvad er det jeg ikke får at vide, og kan jeg nu også være sikker på at det jeg får at vide er sandt? Hvor let ville det ikke være at indsmugle en fejl, en opdigtet biografi, f.eks.; som et leksikon pr. definition består af en samling udeladelser, kunne det jo også komme til at bestå af en række tilføjelser. Argutlok, f.eks., eller Abtryfon, Absíntere.

Adalia.
Adrienne,
se Andrienne.
Afmagt,
se Besvimelse.

Ethvert leksikon er et udkast til et nyt bibliotek i Alexandria: Det er hér man principielt vil kunne få alt at vide, også dét der umiddelbart kunne synes irrelevant eller overflødigt. Mangler der noget i leksikonnet, så er denne mangel omvendt proportional med den overflødighed der ellers er det fremherskende princip, og begge dele opleves som en rystelse: Hvorfor kan jeg ikke finde lige dét Svar jeg leder efter, og hvad skal jeg dog stille op med alt det andet? Leksikonnet inkarnerer den encyklopædiske total-drøm om at stille Alt til skue, at demonstrere en systematik der er principielt uendelig men som af samme grund også har rystelsen indbygget i sig som sin egen eksistensberettigelse: Så meget er der at vide, at jeg selv kun bliver et fnug i universet, et tilfældigt opslagsord blandt andre, ikke engang skrevet færdig endnu. Rystelsen er planlagt og hellig, sådan som en bog-messe også er hellig, en dyrkelse og lovprisning af Bogen og Salget: Man kan ikke undgå at fortabe sig, at blive væk i den uoverskuelighed af bøger der endnu ikke er læst. Eller som Jan Kjærstad beskriver det i sin artikel "For en organisk litteratur" (Den blå port 15/16, 1990): Hvordan kan man fortsat ville skrive endnu flere tilføjelser til verdenslitteraturen efter at have besøgt sådan en messe, hvordan kan man nøjes med at læse én bog sådan et sted, hvordan overhovedet formode at lige netop dén ene bog har en særlig betydning?

I leksikonnets verden er alt principielt ligeværdigt, ligegyldigt. Leksikonnet er en videnskabelig krampetrækning, et sidste forsøg på at bringe orden i en uoverskuelig vidensmængde der hævder at alt stadig kan nå at blive godt. Det demonstrerer et virvar hvor det tror der kan findes overblik, det viser en mangel hvor det tror der er sammenhæng. Det er umuligt ikke at holde af det.

Algol,
er Navnet paa en Fikstjerne af 2. Størrelse i Stjernebilledet Perseus. Det er en saakaldt foranderlig Stjerne. Den lyser i 2 dage og 11 1/2 Time fuldstændig uforandret med Klarhed som en Stjerne af 2. Størrelse, men i Løbet af 4 1/2 Time aftager derpaa dens Lysstyrke til en Klarhed som en Stjerne af 4. Størrelse. I løbet af de næste 4 1/2 Time tiltager derpaa dens Lysstyrke atter til den oprindelige Værdi. Forklaringen er, at en ikke lysende Stjerne bevæger sig omkring den og i en vis Stilling forhindrer noget af dens Lys i at naa Jorden.

I begyndelsen var A, og Alting var godt; siden kom resten af alfabetet til og slukkede det klare lys på himlen. I sine erindringer om den tidlige barndom fortæller W.B.Yeats om et gammelt leksikon der dengang stadig kunne repræsentere den største forundring;
"Dette Konversations-Lexicon læste jeg en hel Del i, og jeg husker en lærd Afhandling over det Spørgsmål, om fossilt Træ, trods sit Udseende, dog ikke kunne tænkes at være kun en besynderlig formet Sten." (Yeats "Drømmerier over Barneår og Ungdom" p.42, P.Haase og Søn 1924 (1923)).

Måske er det af samme grund jeg holder af mit leksikon: Foruden at være rørende i sin uskyld, så udtrykker det jo også selve glæden ved gentagelsen. Når jeg tager mit leksikon i hånden og nikker til det, så indgår det som et unikt led i dén samling af familiehistorier der får deres charme, netop fordi man har hørt dem før. Leksikonet er fortroligt og det er mit, også selv om det skulle finde på at fortælle en historie jeg ikke har hørt før.

Det taler til mig, leksikonnet, og det tror at det det siger er nyt, selv om talen kommer fra hinsides graven. Det er en erindring, springende og anekdotisk i sin fremstillingsform, sådan som f.eks. også Chateaubriands "Erindringer fra hinsides graven" er det: Her taler en sentimental selvoptagethed der samtidig er uhyre lakonisk i sit sprog. "Jeg" skriver han, og mener sig selv, men allerede distanceret (og altså lakonisk); jeg er det subjekt der nærmest tilfældigt møder sig selv i en bisætning, omgivet af lutter opslagsord som jeg må søge at fæstne på papiret inden det er for sent. Og det er det snart:

"Næsten alle de mennesker, jeg har omtalt i disse "Erindringer", er forsvundet; det er en dødebog, jeg fører. Om få år vil jeg, som har været dømt til at opstille et katalog over afdøde, ikke have nogen til at indskrive mit eget navn i de fraværendes bog." (Chateaubriand "Erindringer fra hinsides graven" p.318, Forum 1990 (1841)).

Han ér død, men han ved det ikke, han vil ikke være det; skriften er et udkast til mening i meningens fravær, den er en opstand mod døden og dén tilfældighed der dømmer ethvert opslag, enhver læsning til at komme til kort. Det er heri at Chateaubriands erindringer ligner mit leksikon, ligner ethvert leksikon: Det er så inderligt overflødigt, fuldt af en overflod det ikke selv kan kapere men kun søge at viderebringe på bedste vis. Selve alfabetiseringen er sådan et forsøg, akkurat som Chateaubriands opremsninger af hvem han har mødt; alfabetisering er det der ligner en systematik og sammenhæng, det er en patetisk opstand mod alt tilfældigt der ikke kan andet end pege på det forgæves i sit eget forsøg.

Men overfloden griber mig, og jeg henrykkes; bedst som jeg finder det rørende at mit leksikon kun kan omtale Verdenskrigen som i ental, bliver jeg også forført af al den unyttige lærdom der er her i verden.

Andeskæl,
se Rankefødder.
Andrade,
fremr. uruguayisk Fodboldspiller, der skabte Sensation ved de olymp. Lege i Paris 1924. Neger. R.B.
Anodyna,
gr., smertestillende Midler, hvoraf det vigtigste er Morfin.

I leksikonnet oplever jeg læsningens besættende intimitet, jeg bladrer frem og tilbage, jeg læser hurtigere og hurtigere, og jeg kan lade mig selv blive væk i et enkelt opslag. I leksikonnet mister jeg kontrollen over mit eget sprog, jeg fortaber mig med fryd i denne overflod; er al viden, al lærdom overflødig, er der noget der er vigtigere end andet, kan mit blik finde et blivende sted? Og B?
Bramminge-Ulykken.
26. Juli 1913 løb V. for Bramminge paa Esbjerg-Fredericia-Ruten et Hurtigtog af Sporet. Aarsagen var Varmeudvidelse af Skinnerne. 15 Mennesker dræbtes, deriblandt Arbejderføreren Peter Sabroe; mange saaredes.

Var jeg ved at lede efter noget bestemt, så glemmer jeg det hurtigt. Hvordan kan et leksikon, dediceret til hukommelse, på denne måde indbyde til glemsel?

Og jeg læser, men ved siden af; leksikon er fragmentet ophøjet til bærende princip, det har omvejen snarere end omsvøbet som sin stiltiende læser-forudsætning. Hér lever og ånder de detaljer jeg end ikke anede fandtes, hér findes betydningen kun som endnu en henvisning. Det giver ingen mening at læse et leksikon lige ud ad landevejen, så dét er hvad jeg gør:

Brama (Brahma),
Brahman (s.d.).
Brama,
se Makrelfisk.

Makrelfisk?

Og Brigantine, og Broccoli, og Brudefærden i Hardanger, Maleri af Tidemand og Gude, men også et digt af A. Munch og bekendt melodi af Kjerulf. Og Burgos, og Bulap, og Bustrup og but.


Tilbage til toppen