Bogens Verden 1995 nr.4


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Neutzsky-Wulff og hans Verden

Af Erland Munch-Petersen


Erwin Neutzsky-Wulff. Verden. Roman. Borgen, 1994. 787 s. [ENW]
Rune Engelbreth Larsen. Forsvar for Verden. En indføring i Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab. Borgen, 1994. 335 s. [REL]



At anmelde disse nye bøger om og af en højst nulevende forfatter rejser det følsomme problem: Kan man skrive videnskabeligt om en samtidig forfatter? I ældre tid på universitetet, dvs til og med Paul V. Rubow (død 1972) kunne man ikke acceptere, at skriverier om nulevende forfattere var forskning. Idag er forholdet vendt om, så den meste universitetsforskning er i samtidslitteratur. 1)


Forsvar for Verden
Er Rune Engelbreth Larsens bog forskning? Den er udgivet med støtte af Aarhus Universitets Forskningsfond, så svaret er ja, men den bekræfter på mange måder de betænkeligheder de gamle havde. Skriver man om sine samtidige må man arbejde på deres præmisser, efterfølge og tydeliggøre deres veje. En sådan arbejdsform umuliggør det i sin tid overraskende perspektiv, som Schlegel (o. 1800) indførte i litteraturvidenskaben, idet han hævdede at forskeren kunne være klogere end den forfatter, han skrev om. Man kan idag forestille sig bøger om Peter Seeberg eller Per Olov Enquist, hvor forfatterne vil gøre sig klogere end deres emner. De har imidlertid en indbygget hurtig forældelse og må se frem til en nådig forglemmelse.

Helt overordnet må RELs bog siges at falde i den modsatte grøft og være for indforstået med forfatteren. Forholdet er, at ENW har fået en elev, der har skrevet en bog om sin mester, og det er der i sig selv ikke noget ondt i, snarere tværtimod. Nyere litteraturforskning kunne bruge mere af samme slags til læsernes fornøjelse, dvs bøger der kan læses parallelt med forfatterskabet.

Svagheden er de lange passager, som ikke er indføring i forfatterskabet, snarere frie improvisationer over dets temaer. Således indleder REL sin bog med en kort autoritativ oversigt over filosofiens historie med særligt henblik på begrebet 'virkelighed'. Det er i mesterens ånd, men ikke på hans niveau. Under alle omstændigheder er REL stilistisk langt ringere udrustet end ENW. Og her burde så følge en lang udredning om Neutzsky-Wulffs mageløse æstetiske kvaliteter, men jeg véd, at læseren læser det nødigt. REL berører meget karakteristisk ikke emnet i sin bog, og det er nok fornuftigt at overlade dette til æstetikere, der kan se forfatterskabet i bakspejlet og kan beskrive den sproglige nyskabelse, som det danske sprog blev beriget med af ENW. Når man skriver om samtidige, vil man uvægerligt hæfte sig mere ved ideologi end ved æstetik. Reelt er det jo også den dominerende drivkraft for vor daglige læsning.

Man er i tvivl om, hvem REL skriver for. Jeg tror ikke nye læsere kan få meget udbytte, de kunne måske endda blive skræmt af hans bog. For indforståede ENW-læsere er bogen dog en rig kilde, fuld af faktaoplysninger og konkrete forståelsesnøgler ind mellem de mere lyriske udbrud. REL har også virkeligt greb om at finde citater, der peger mod centrum for en tolkning. Det er en ganske fornem position, at REL accepterer, at fiktion langt overgår faktaprosa. Den burde være en naturlig position for enhver litteraturforsker, men er det ikke altid.

På én måde har REL skrevet en god bog til fornyet dialog med Wulffianernes univers, og den rammer mange centrale pointer i forfatterskabet. På en anden måde går den vild. Mest afslørende for elevens hyldest til mesteren er hans bogs ganske vist klassiske, men u-wulffianske stadigt opstigende fremstiling af ENWs udvikling. Denne lineære positivisme er ellers hos ENW selv et hovedangrebspunkt på traditionel tænkning. Selv en mester har sine ups and downs, og vi bliver ikke altid og stadigt klogere. Desuden ærgrer det, at RELs bog videnskabeligt set er meget ringe udstyret i sin dokumentation. Desværre synes et forplumret henvisningsapparat alt for ofte at blive accepteret i dansk litteraturvidenskab.


Idé og teknik
ENW er 'kultforfatter', dvs marginaliseret. I nogle sammenhænge bruges dette begreb som en høj kvalitet især i forbindelse med de nye medier, 'kultfilm' og 'kultmusik'. I den klassiske litteraturverden er det oftest nedsættende. ENW er imidlertid netop kultforfatter, fordi han har et meget levende forhold til de nye lyd- og billedmedier plus til selve elektronikken 'In the Age of the Smart Machine'. 2) Neutzsky-Wulff har ret naturligt skrevet nogle af de bedste, tidlige indførelser i den moderne elektroniks kommunikations- og tekstmuligheder. Han var pioner med sine digte for elektronisk manipulation.

ENW er et uhyre belæst menneske. I ældre tid kaldte man denne afart af menneskeheden 'kultiveret', og mente det positivt. Hans romaner - og 'Verden' er bestemt ingen undtagelse - er fulde af inspirationer fra de store klassikere og fra den nyere videnskabelige litteratur. Han stiller uforskammede krav til sine læsere, idet han aldrig nedladende populariserer for dem.

Grundelementerne i ENWs idéverden fremgik tydeligt af en debat i Danmarks Radio 10. december 1994 ('Netværk') mellem Neutzsky-Wulff og forskningsministeren. Her fandt diskussionen hurtigt sit centrum i problemet om, hvem der reelt styrer den teknologiske udvikling. Ministeren blev selvfølgelig fortørnet, da ENW karakteriserede hans rolle som stewart og ikke som kaptajn på skibet. De overordnede økonomiske interesser styrer, og styrer med held fordi politikeren først bagefter véd, hvad der er foregået. Ministeren kaldte en sådan holdning for 'defaitistisk' over for demokratiets muligheder. ENW afviste at kunne kaldes defaitist. Mennesket er herre over sit eget liv, men ikke over den store generaliserende almendebat, der er udtryk for tilpasning og ikke for personlig tankevirksomhed. Idag er det helt klart at visse ting ikke er acceptable, ting som bliver acceptable den næste måned uden at denne holdningsændring er udtryk for en politisk styring.

For ENW er menneskehedens største misforståelse at ville forstå verden rationelt. Gennem at overvinde denne misforståelse står vi ved en ny tid. Den ny fysik kunne ikke trænge igennem og blive folkeligt almengods, men han tror, at den nye genteknik vil have denne mulighed. Onde mennesker kalder vi idag 'syge' og prøver at tilpasse dem. Vi vil helbrede de skizofrene, de homoseksuelle, de asociale, de senile, de vanskabte etc, kort sagt alle dem nazisterne ville udrydde. Man ville som eksempel udrydde jødisk kultur og stod tilbage med ingen kultur at sætte i stedet. Genteknologien, hvis resultater det er umuligt at overskue, vil føre til så åbenlyst dårlige resultater, at den må opgives. Pointen for ENW er, at megen videnskab domineres af forskere, der vil forbedre verden i stedet for at vinde viden om verden.


Roman-Verden
'Verden' er er en slags rammefortælling, egentlig 6 fortællinger spundet ind i hinanden med lumsk mangel på logik. Fremstillingen er ikke lineær. Den er ikke blot ukronologisk, men ophæver også den årsagskæde, vor traditionelle verdensopfattelse bygger på. Springene følger logisk af, at hovedpersonerne opererer med en tidsmaskine, et helt traditionelt fortælleteknisk greb ENW har brugt før. Dernæst genbruger han flittigt gamle myter både fra religionernes og fiktionens verden, og de spindes sammen med videnskabshistorie på forførende og for mange sikkert 'vanvittig' måde. Fascinationen ved læsning af ENW ligger i det religiøse vanvid, der er den dionysiske kunsts drivkraft.

ENW bruger Ødipus-myten - som Freud så eklatant vulgariserede - til et eksperiment. Sønnen kan gå tilbage og myrde sin far, før han selv blev avlet. Dette greb i tidsmaskinen kan dog ikke ændre det faktum, at han er. Hans mor bliver med mytens sære logik hans livs erotiske besættelse. Bogens intelligente forskere konstruerer nu den ny frelsertanke, at om man gik tilbage og myrdede Jesus, før han blev menneskemyte, så kunne man skåne verden for de utallige rædsler begået i hans navn. På grund af den videnskabelige logik, bogen ynder, mislykkes eksperimentet. Jesus havner sammen med helten tilbage i vore dage. Via tv bliver Jesus Superstar. Hans prædikener for utalte millioner på tv er et af højdepunkterne i romanen. Her bliver læseren sat på prøve, et uforskammet arrangement ENW mestrer perfekt.

Hele den hvide verden lytter til ham. Det nye fjendebillede ligger nær det gamle. Konflikten Kristus versus Islam forløses gennem Jesu ord til den endelige atomkrig, den i Testamentet forudsagte dommedag. Skildringen af verdens undergang er kostelig med sin begyndelse i et supermarked på Ordrupvej. Den bliver spejlet gennem en fornærmet kunde, der ser lyset gå ud og derfor vil gøre sine indkøb hos konkurrenten. Verdens undergang bliver blot endnu et irritationsmoment i den moderne storstadscivilisation, omend bogstaveligt det sidste. Et andet sted står: 'Disse mennesker udførte deres utallige daglige pligter som strøtanker' (S.426).

Hvad kan en sådan roman handle om? Dens handling er menneskets evige drøm om at kunne ændre historien og få en ny chance. Bogens idé er parallelt hermed i kort begreb, om mennesket er sat på jorden for at forbedre den - eller om livet og verden har en anden mening? Forfatteren diskuterer undervejs på god gammel romanvis problemet med sin intelligente læser. Således vil han side 190 - ret tidligt i romanen! - hævde, at det er en kærlighedsroman. Dette er så sandt som man næppe kan fastholde en læser uden dette tema. Men også Biblen vil jo handle om kærlighed. Hvad vil da al den kærlighed? Kierkegaard har spillet en central rolle for ENWs forfatterskab, og REL har et centralt Kierkegaard-citat som motto for sin bog: 'Kun den, der virkelig kan elske, kun han er et Menneske, kun den, der kan give sin Kjærlighed hvilketsomhelst Udtryk, kun han er Kunstner'. Ordet 'hvilketsomhelst' rummer en nøgle.

ENWs største problem for at blive alment anerkendt er hans religiøsitet. I vor kristne verden har det gennem århundreder ikke været acceptabelt at lade fiktion handle om religiøse kærnespørgsmål. De hører idag hjemme i opbyggelsen og i religiøs faglitteratur skrevet af teologisk uddannede. Romaner skal efter den etablerede tradition handle om psykologi og om verden forstået økonomisk og sociologisk. ENWs andet problem er, at man skal have en ret omfattende almenviden for at goutere ham. Han smigrer sin læsers intelligens. Det gør en Svend Åge Madsen fx også, men hans referencerame er mere normal, og hans lærdomme serveres humoristisk med et moment af drillepind.

I kapitlet 'Beatrice' (s.442f) definerer ENW - sikkert skamløst for mange - sin rolle på linie med Dantes, at bekæmpe den stadigt tilbagevendende 'udviklingstanke' bygget på 'lovmæssigheder', som allerede middelalderen i Aristoteles' ånd opererede med. Denne roman om Verden er i fuldt alvor et forsøg på at skildre den moderne hvide civilisation og dens forhold til dét guddommelige, den har mistet grebet om. Som Dante er den en prædiken for menneskene, ikke om deres pligter over for Verden, men over for sig selv. Romanen forsøger at skabe en helhed af moderne videnskab, kunst og religion, de tre vi nu holder adskilte. Den genfortæller en mængde af denne verdens forestillinger og myter på sin egen helt særegne måde. Kan læseren finde en sammenhæng, er projektet lykkedes.

ENW er berømt for sin satanisme. Ved læsning af 'Verden' bliver det helt klart, at den må forstås som den yderste konsekvens af begrebet 'den personlige gud'. Hvorimod hans okkultisme hverken hører hjemme under religion eller filosofi, men må ses som ENWs forståelse af moderne psykologi. Gennem hele menneskehedens historie findes skildringer af okkulte oplevelser som reelle oplevelser, der er funktionelle i deres tid og miljø. I vor kultur findes disse oplevelser mest skjulte af angst for omgivelserne. De ses idag kun klart beskrevet hos dem, vi kalder sindssyge. Selv om læseren protesterer må det nok indrømmes, at det er et mageløst fundament at skrive fiktion på. 3)

'Verden' forsøger således en kontroversiel sammensmelting af idéhistorie og religionshistorie. Dens projekt er et forsøg på at skabe en homogen tankebygning, der sammensmelter erkendelsesteori og religionsfilosofi på basis af de tilløb historien meddeler. Derfor er store dele af bogen indførelser i disse mange gamle og nye religioner og filosofier. I det ydre vil den gennembryde det moderne samfunds armod, at religion og kultur er adskilte størrelser med fx hvert sit ministerium, der rangerer langt lavere end økonomi, forsvar og (isolerede) sociale problemer. I sin kerne vil 'Verden' føre tanken tilbage til det såkaldte primitive kulturstade, hvor religiøs følelse og eksistentiel tænkning er ét, og samtidig det væsentligste i et menneskes liv.


'Verden' som en udfordring
ENW kan ikke læses halvhjertet. Hans univers er ikke mainstream. Det passer ikke ind i den herskende internationale plagiatkultur. Bogens lange vandring på et højt abstraktionsniveau over 800 sider bliver en blanding af ubegribelig fryd og store ærgelser. Man får den tro, at forfatteren er en Jekyll og Hyde. Hvad Wulff vil fortælle os lyser af sprogligt og episk talent; mens det Neutzsky vil belære os om falder så mat ud som en katekismus. Wulff vinder dog sejren. Konsekvent søges det uacceptable synspunkt bragt i fokus. Det er ikke den traditionelle hang til at ville forarge, men en søgen efter at forstå skjulte sammenhænge og at analysere det, man normalt ikke anser det værd at bekæftige sig med. 'Verden' forstår vor kultur som en lukket verden. Den forsøger at bringe luft ind ved at vende tilbage til de store urspørgsmål. Den vil bryde den forbandelse, at al menneskelig kommunikation idag er blevet så uhyggeligt afhængig af konsensus.

Bogen er dels en prøve på, hvor mange vaneforestillinger læseren kan slippe på én gang, og dels en prøve på hvor stor tålmodighed, læseren kan vise en forfatter, der ikke magter at tæmme sine private idiosynkrasier. Men gå ikke glip af dialogen mellem en kristen biskop og hans bror, der er gensplejser. Begge vil de forbedre verden. Følg også Jesus på springtur ned ad Strøget osv - til hjertelig anbefaling!

Her kunne en digression om selve udgivelsen være på sin plads. Hvor er den samarbejdende og kreative forlagskonsulent blevet af i nutiden? Næsten mytisk er historien om den legendariske forlagsredaktør Maxwell Perkins, der hjalp Fitzgerald frem til 'The Great Gatsby' (1925). Der er pletter i 'Verden' så tydelige som visne blade på en stueplante. Hvorfor ikke fjerne dem eller vente til de faldt af af sig selv? En bog får først liv, når den læses. 'Verden' burde være udgivet i tre menneskelige bind som førsteudgave og siden samlet. Det er der en smuk tradition for. Derved havde den rimeligvis nået det større publikum, den fortjener. En moderne læser er, som ENW så lystigt skildrer det, stresset og karrig med sin tid. Samtidig véd vi, at en rigtig succes skal være en mursten. En læser, der ikke har læst forfatterskabet før, bør begynde et andet sted, for eksempel med 'Den treogtredivte marts' (1977), der er en fabelagtig opvisning i Wulffs sprog og genrebeherskelse, og samtidigt rummer forfatterskabets grundtemaer. En anden mulighed er 'Indsigtens sted' (1980), en ægte gyser.

Læsning af hovedværket 'Verden' er også en dialog med ENW. Side 496 beder han i en digression læseren forstå, hvor reaktionær bogen er. Så beder han læseren igen svinge sig i historiens saddel:

'Lad den føre dig hvorhen den vil, som den førhen trak sin forfatter, gennem lange dage og søvnløse nætter. Forfatteren tilhører bogen, som mennesket tilhører livet.
Drømmende skal du nå det land, som den lysvågne vandrer skimter, når du først er der, skal det nok gå. Foragt ingen, som vil!
Bogen er et måltid, æd og drik hvad dig lyster! Det er Verdens kød og livets vand.
Det er den form, hvori dette slægtled modtog det Nødvendige, hvem kender dagen i morgen? '


Noter

  1. Ref. Nordiske litteraturhistorier. De tre generationer efter århundredskiftet, s. 176-86. - I: Erland Munch-Petersen. Nordisk litteraturvidenskab. Håndbog til informationssøgning. Esbo: NORDINFO, 1993. (Publikationer, 25). Tilbage.
  2. Ref. Shoshana Zuboff. In the Age of the Smart Machine. The Future of Work and Power. Heineman, 1988. - En videnskabelig kultbog. Den anbefales alle, der er interesserede i elektroniske motorveje, Internet and the lot. Tilbage.
  3. Ref. også opstillingen hos Rune Engelbrecht Larsen s. 211. Tilbage.



Tilbage til toppen