Bogens Verden 4-95 Marianne Børch

Bogens Verden 1995 nr.4

Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel

Vampyr og Menneske i Anne Rices Vampyrkrønike

Af Marianne Børch. dr. phil.

I oktober udsendes Djævelens discipel, det er definitivt sidste bind i Anne Rices Vampyrkrønike. Krøniken er efterhånden ved at have fundet et dansk publikum, ikke mindst efter filmatiseringen af seriens første danske bind, En Vampyrs Bekendelser med Tom Cruise i hovedrollen og drejebog skrevet af forfatteren selv. Vampyrkrønikens succes giver Anne Rices danske oversætter anledning til en række betragtninger over vampyrfænomenet som sådan og den særlige fascination ved Anne Rices univers.

Da En Vampyrs Bekendelser udkom i 1976, blev den hurtigt en kultroman, skønt kritikken stillede sig skeptisk overfor denne elementært spændende bog, der kombinerer sit tilsyneladende ikke-intellektuelle emne med et dybt psykologisk og moralsk engagement.
Anne Rice skriver om vampyrer, og hendes hovedpersoner har samtlige de sære egenskaber, de gennem en lang folkloristisk og litterær tradition har erhvervet sig, samt enkelte Rice selv står for: De ernærer sig ved menneskeblod, bevæger sig kun omkring ved nat, har uhyrlige kræfter, kan åbne døre mm ved viljens kraft - bortset fra, at de ofte ikke behøver det, eftersom de kan glide ind ad den snævreste sprække; de stærkeste kan dræbe ved hjælp af en lynsnar tankeimpuls - en slags stikflamme, der får offeret til at gå op i luer; de kan også flyve, noget der, skønt det kan medføre jet-lag, bringer dem lynsnart hvorhen i verden, de ønsker det. Deres krop ændres langsomt bort fra det oprindelige menneskes kød til en glat og hvid marmoragtig substans; de er svagt selvlysende, og deres øjne stråler som diamanter, hvad der nødvendiggør ganske teatralske forklædninger, når de går på rov. Vampyren kan undertiden forsvinde, men han dør aldrig: den ikke-døde gennemgår faser af en uendelig udvikling afbrudt af bevidstløshed - hvor han bogstavelig talt 'graver sig ned', for så at genopstå i en ny historisk æra.
Lyder det i virkeligheden særlig interessant? Nej vel? Det lyder faktisk så tåbeligt, at man skulle regne det for umuligt at interessere sig for vampyrer - Rices såvel som nogen som helst anden forfatters. Al litteratur fascinerer i kraft af sin belysning af menneskets eksistens - selv når vi forklæder den bag E.T., Flipper, Lassie, eller Androider.
De ting, der sker i Anne Rices romaner, falder heller ikke umiddelbart inden for den genkendelige virkelighed, vi ønsker at ane selv bag det fantastiske: væsener bytter krop med hinanden; Lestat drømmer i datid om ting, der endnu ikke er sket i et univers, hvor vi ofte mister orienteringen mht hvad der er drøm, tanke, vision eller virkelighed; Gud og Djævelen overhøres under en konversation på en café i Paris; Lestats sang vækker ikke kun mennesker til dåd, men også vampyrracens allerældste, og da urvampyren Akasha vender tilbage, får vi intet mindre end en gendigtning af Götterdämmerung. Og der er meget, meget mere af samme sære skuffe.
Alligevel æder man det hele råt. Rices mange hundrede sider i fire bind læser sig selv. Og de vækker til eftertanke. Hvorfor vil jeg forsøge at analysere efter en kort gennemgang, hvor jeg lægger vægt på Krønikens sammenhæng og mindre bizarre sider.
Efter første binds kredsen om en lille vampyrfamilie i det attende århundredes Louisiana lader Rice i Mørkets Fyrste fra 1985 sin hovedperson, Vampyren Lestat, indtræde i menneskenes verden som rocksanger - at han som sanger synger kraftigt nok til at hamle op med hele det elektroniske cirkus uden forstærkning fortjener måske at nævnes som et ganske særligt vampyrisk mirakel! Forfatteren bruger her i skildringen af sin mytiske figur letgenkendelige træk fra en anden af vor tids myter, sangeren Jim Morrison. Samtidig er rocksangerens image med dets seksuelt-dæmoniske overtoner naturligvis, som Lestat selv siger i De Fordømtes Dronning, 'skræddersyet til en satan som mig.' De Fordømtes Dronning er seriens tredje bind fra 1988. Hvor Mørkets Fyrste udvikler vampyrernes sociale netværk udover førstebindets intimsfære, bevæger Rice sig i tredje bind ud på det intet mindre end episk-kosmiske plan. Gennem sin tilsyneladende harmløst egocentriske visit til de levendes land udløser Lestat nemlig et Ragnarok af vold, der får verdensomspændende konsekvenser. Men enkelte vampyrer klarer naturligvis krisen, og Fortællingen om Kropsrøveren fra 1992 finder vi dem tilbage i deres private helvede: natteeksistensens marginalitet og det had-kærlighedforhold, der består mellem væsener, der har dømt hinanden til evig og isoleret eksistens - vampyrens kernefamilie er hos Rice en humoristisk-vemodig udgave af det nærmiljøets helvede, vi finder så hæsligt skildret hos Strindberg eller Sartre. I Fortællingen om Kropsrøveren er Lestat parat til at betale enhver pris for at bare en enkelt dag at opleve synligheden, det brede fællesskab, dagslyset - alt det, han opfatter som menneskelivets essens. Læs selv, hvordan det går med den idé!
Man vil have set, at der er sider ved vampyrtilværelsen, der genkalder det menneskelige: f.eks. behovet for en velfungerende social sammenhæng. Det besynderlige er faktisk, at alle de fantastiske sider ved vampyren på ingen måde indvirker på læserens indlevelsesevne. Dette er selvfølgelig, fordi vi alle sammen er vampyrer - et eller andet sted, på et eller andet plan. Som i alle andre myter er det fremmedartede hos Rice et middel til udforskning af det nære: Vampyren er mennesket, der aldrig dør, og med fjernelsen af dødens perspektiv hæves vampyren over de problemer, der knytter sig til den kortsigtede eksistens, så opmærksomheden koncentreres om de store spørgsmål omkring menneskets natur. Den unaturlige tidsramme bringer således næsten automatisk Rice's spændingsromaner på bølgelængde med den absurd-eksistentialistiske litteratur, der normalt har okkuperet europæisk kulturs intellektuelle højborg (Beckett, Kafka, Ionesco, mm), hvor USAs betydelige forfattere gerne har fravalgt det absurdes og det surrealistiskes tilgang til den menneskelige virkelighed.
Rice mener i et interview i 'Playboy', at der er brug for sådanne tankeeksperimenter. Hun finder den gængse amerikanske romantradition (repræsenteret af forfattere som John Updike, Anne Tyler og Stephen King [som hun i øvrigt beundrer]) for snæver og fortrængende i sin menneskeskildring; hun sporer denne tradition til en typisk 'protestantisk' tankegang, hvis kredsen om individets selvoplevelse finder litterært udtryk i en fokusering på det almindelige, gerne midaldrende middelklassemenneskes samvittigheds- og identitetskriser i samspillet med diverse sociale grupperinger: familie, omgangskreds, arbejdsmiljø. Rice savner en dyberegående analyse af menneskets natur, af de umådelige sammenhænge omkring og konsekvenser af menneskers motiver og handlinger, af mennesket som skueplads for det intense moralske drama, der udspiller sig mellem godt og ondt, kreativt og destruktivt, fredselskende og aggressivt, selvopofrende og dominerende, altså mellem begreber, som ord kan polarisere, men som i individet eksisterer som intimt forbundne sider af samme sag. Rice efterlyser især en seriøs behandling af den destruktive side af mennesket, som den kommer til udtryk i volden; volden som en uomgængelig, meningsgivende, og ikke mindst lystforbunden del af menneskets univers; volden betragtet ikke som patologisk, men som aldeles normal, endda som en side, hvor vor kreativitet og evne til totalt engagement kommer så stærkt til udtryk som under nogen kærlighedsgerning - eller stærkere. Skal volden beskrives, må vi før eller siden vove at bruge ord som 'godt' og 'ondt', og i Rices alternativ til den 'protestantiske' tradition henter hun netop inspiration fra sin katolske opvækst i sydstatsbyen New Orleans' mystiske og esoteriske miljø, hvor begreber som godt og ondt hverken var overflødiggjort eller relativeret, hvor man talte om helgener og djævle, en baggrund, siger Rice, der gjorde det til den naturligste sag af verden at 'skrive en bog, hvor alle var vampyrer og alle talte om godt og ondt'. Og idet hun herved lægger distance til amerikanske hovedstrømninger og deres psykologiserende værdirelativisme, nærmer Rice sig som nævnt strømninger i den intellektuelle europæiske litteratur, mens hun naturligvis også - helt nærliggende - bevæger sig indenfor den såkaldt 'gotiske tradition,' der efter mange års ringeagt er kommet i litteraturkritikkens søgelys som en genre, der netop belyser eksistens i det store perspektiv. Ved gennem vampyrmyten symbolsk at belyse menneskets univers, løfter Rice arven efter Dracula-forfatteren Bram Stoker.
Stokers Dracula evner at trænge ind i den viktorianske civilisation, fordi han rammer den på dens blødeste punkt: Dracula repræsenterer værdier og traditioner, som dette samfund har forsømt i sin demokratiske og udglattende anstændighed, der gør kvinder mandhaftige og mænd kvindagtige, gør aristokrater til kammerater og forvandler klan til kernefamilie. Dracula står for det heroiske og traditionsbefæstede liv, for et samfund med klare skel mellem køn og sociale klasser, for kontinuitet mellem fortid, nutid og fremtid. Hans tilbagevenden truer et samfund i rivende udvikling, men han besejres først, da bogens mænd er blevet som han selv. Menneskets sejr over uhyret indebærer mao en kulturel regression, der til gengæld bringer fornyet vitalitet og manddom. At Stoker selv var en ivrig forkæmper for kulturelle og teknologiske fremskridt, gør ikke hans ufrivillige afsløring mindre betydningsfuld!
Dracula dør. Men vampyrtraditionen siger, at vampyren altid vender tilbage, at han ikke kan dø. I Dracula er hovedpersonen en slags Holger Danske, der kommer tilbage, når samfundet er i krise og vækker det til dåd, og skønt han dræbes, sker det først i det sekund, han er genfødt i sine menneskelige modstanderes hjerte. Og skulle vampyren endelig udslettes i én bog, genopstår han nødvendigvis i en anden. Anne Rices vampyr afslører med usvigelig sikkerhed vor tids ømme punkter og brudflader.
Som Stoker lader Rice vampyren påpege menneskets iboende primitivitet, og også hun ser en grum vitalitet i dens destruktive såvel som kreative sider, men hun fokuserer på det eksistentielt-moralske aspekt i langt højere grad end den socialt orienterede Stoker og ser med åbne øjne på det, som Stoker forsøger at glemme. Trangen til voldelig fremfærd er én side af den intense sanselighed, der er vampyrens kendemærke og på samme tid dens velsignelse og forbandelse. Og det er i det sanseliges problematik, at man finder grundlaget for læserens evne til at identificere sig med Rices vampyrer.
Vampyren, udødelig i både krop og sjæl, er det mytiske udtryk for det, mennesket ønsker sig. Og hvad denne menneskets idealforestilling om evigt liv betyder, udforsker Anne Rice med klarsynet konsekvens, der kombinerer sardonisk humor og tragisk-fatalistisk vemod.
For det er naturligvis ikke kun det umiddelbart ønskværdige ved livet, der får uendelig udstrækning. Når kroppens eksistens forlænges, forlænges også dens behov; og nogle af disse behov kan kun tilfredsstilles gennem handlinger, der i kraft af deres hensynsløse overgreb på andre ikke kan betegnes som andet end onde.
Vampyrmyten har altid haft stærke erotiske overtoner. Det er sensualiteten som voldelig, hensynsløs udbytning, der her finder udtryk, en drift så ubændig og selvisk, at den udsuger og dræber den elskede. Rice bygger videre på motivet og udleverer skånselsløst den erotik, hun som forfatter af erotika har beskrevet så saftigt: Menneskelivets erotik er i sidste ende en flad og uforløst fornemmelse, konstaterer Lestat; der mangler simpelt hen den fuldkomne forening, der kun opnås gennem bogstaveligt at udsuge den andens blod i en handling, der lader hånt om kærlighed og prioriterer magt, dominans og egoisme. Eros er i sin usminkede og usentimentaliserede manifestation en dødens engel, og bliver derved et fællessymbol for kærlighedsdriften og for menneskets berusende forhold til volden som helhed. I alle Krønikens bind skabes nye medlemmer af racen gennem den ultimative elskovsakt, hvor vampyren genføder den dødelige elskede til ikke-dødelighed idet den elskede optager vampyrblodet - en fysisk, ikke-åndelig frelse, en parodi på nadverens åndeligt frelsende indtagelse af Jesu blod. Hvor blodet ikke gives, er der tale om simpelt mord, men den erotiske ophidselse er den samme. De Fordømtes Dronning viser den lyst, som individet søger og finder i udslettelsen af sin næste. Lestat udrydder sagesløse skarer i en blodrus og ved, at han ønsker at myrde, nyder at myrde. Mennesker myrder i bogen løs på deres kæreste i en lignende henrykkelse, der momentant skaber frydefuldt perspektiv i en ellers udsigtsløs tilværelse. Men først og fremmest er der naturligvis det særlige, individuelle vampyrdrab, vampyrens livsalige, dødbringende voldtægt af sit offer: 'drabet og drikken, den fantastiske dans hjerte mod hjerte, idet ofret svækkes og jeg mærker, hvordan jeg svulmer, nedsvælger den død, der i ét nu blusser op og bliver lige så stor som livet selv' (De Fordømtes Dronning, s. 8). Vampyren drikker ikke for at forlænge et allerede evigt liv, men fordi det kun er gennem denne sanseberuselse, at eksistensen får mening.
Meningsløsheden truer nødvendigvis den, der lever evigt. Evigheden har ingen retning, ingen bestemmelse, intet perspektiv, og dermed intet gudsbegreb. Gud er død for Rices vampyrer, der hektisk jager hvad som helst, der giver mening i tilværelsen. Samvittighedsfuldt forsøger de at finde uskyldige afløb for deres behov, og forfatteren er aldrig bedre end i sin vittige og ustyrligt fantasifulde skildring af jagten på kompenserende tilfredsstillelser i trodsig selvudfoldelse, i storforbrug af kulturtilbud, teknologiske vidundere og materielle goder, i hengivelse til familiens behov, mm. Men de ikke-dødes respektable levned (der i sig selv er en karikatur af middelklassens ofte satiriserede 'levende død') bringer ingen virkelig tilfredsstillelse. Intet erstatter drabet, der på samme tid stiller det sanselige behov og momentvis bibringer dræberen det kortsigtede perspektiv, der udvisker den meningsløse evighed. Udslettelsen af et andet væsen er så berusende og hidsende som nogen seksuel udløsning, fordi vampyren her oplever en sammenhæng mellem fortid, nutid, fremtid og individ, forstår hvad der ligger i begrebet 'skæbne': årsag, forløb og bestemmelse. Med offerets død vender tomheden imidlertid tilbage. Også i denne skildring af vampyrens kamp imod meningsløsheden kaster Rice lys over det moderne menneske, og i De Fordømtes Dronning understreger forfatteren parallellen menneske-vampyr ved at indlede hvert kapitel med citater fra sin mand, Stan Rices digte om vort forsøg på at konfrontere det absurde univers, mens hun i Fortællingen om Kropsrøveren med to digte af Yeats ('Sailing to Byzantium' og 'The Dolls') drager en parallel mellem vampyrens evige, skønt sært golde eksistens og kunstens menneskeskabte evighed.
Tilværelsen fremstår for vampyren kun som meningsfyldt gennem erkendt forkastelige handlinger. Lestat leger ustandselig med sin identitet som dæmon, som Djævel, som Faust's Mefistofiles, som den der satanisk forråder, endda dræber, sine elskede. Men dette er kun interessant, fordi han har en moral. Han kender det gode og det onde, og han foretrækker det gode - selv om han uvægerligt gør det modsatte. Også her afspejler Lestat mennesket: I interviewet i Playboy siger Rice, at vampyrromanerne handler om det at være 'outsider'. Vampyren står selvfølgelig pr. definition udenfor det globale menneskesamfund, men han er også, gennem sit had til visse frastødende, men uudslettelige sider af sig selv, fremmed for sig selv: Han ved, at han kunne være blevet en helgen, han har chancen for at frelse sig selv, men vælger det djævelske, det egoistiske, det selviske og det destruktive. Og han kalder det aldrig andet end ondt.
Vampyrens eksistens er således uløseligt forbundet med skyld. Lestat føler sig skyldig, skønt han hverken påvirkes af dødsfrygt eller religion. Han længes efter straf, men tror ikke, der er nogen eller noget, der kan straffe. Og her indkredser forfatteren det måske allerstørste af nutidsmenneskets problemer: fremmedgørelsen og skyldfølelsen, der uden reference til religion eller moralsystem må forblive uforløst. Med sin fabel om væsener, der altid forfølges af skyld, næsten altid længes efter at straffes og bøde for handlinger, der er naturlige (dvs. driftsbestemte), skønt de burde være unaturlige (idet de er ødelæggende for andre), har Rice, som kritikeren Leonard Wolf har udtrykt det, skabt sin egen 'Aestetique du Mal', der virker særlig stærkt i 'en verdslig tidsalder, hvor skyldfølelse i psyken har erstattet synd i sjælen.'

Tilbage til toppen