I Anledning af, at Redacteuren af et Blad, kort efter at jeg havde udgivet »Ravnen«, overraskede mig med den Tjenestebevisning at erklære eller antyde, at han havde kjendt Simon Levi: det var en retskaffen og afholdt Mand - tilskrev jeg vedkommende Redacteur saaledes:
���
���Hr. Redacteur!
���De har i Deres agtede Blad omtalt Dem selv som en personlig Bekjendt af en Hr. Simon Levi, hvem jeg har havt Leilighed til at berøre i min Fortælling »Ravnen«. De ville derfor behageligst tillade, at jeg forespørger hos Dem, om Hr. Simon Levi under sin personlige Omgang med Dem fortalte Dem noget Nærmere om en Hr. Philpots og de særegne Omstændigheder, der indtraadte for Hr. Levi og hans Søster, Frøken Gidel Levi, efter bemeldte Hr. Philpots Død. Hvis disse Omstændigheder ere blevne Dem bekjendte og De ikke selv har Brug for dem, vil De vistnok være saa artig at meddele mig saadanne Træk og Enkeltheder, som De endnu maatte huske, og som kunne tjene til vor fælles Vens Biographi. Skulde de derimod være Dem ubekjendte, tør jeg maaskee gjøre mig Haab om, at De alligevel, naar jeg har fortalt dem, vil i en Anmeldelse sige Deres Publicum, at De kjendte dem i Forveien; thi det bidrager meget til en Fortællings Værd i samvittighedsfulde Folks Øine, naar en æret Redacteur optræder som Vidne for dens fuldstændige Paalidelighed.
���Ærbødigst
���Forfatteren
���
Herpaa fik jeg det Svar, at Redactionen vel ikke for Øieblikket vidste Noget om, at Hr. Philpots var død, eller om, hvad der skete efter hans Død, men at Redactionen, hvis der offenlig blev meddelt Noget derom, og den fandt Meddelelsen sandsynlig, vilde gjøre sig en Fornøielse af at attestere dens Sandhed og Virkelighed, fordi dette hører til en af de Maader, hvorpaa en Redaction gjør sig ligesaa interessant som nyttig.
���Dette var mig et meget behageligt Brev; men det undrede mig, at vedkommende Redacteur ikke vidste Besked om den Kjendsgjerning, jeg nærmest sigtede til, eftersom den ikke var af en Art, som let glemmes: - Simon Levi var pludselig blevet meget rig. Omstændighederne, hvorunder det skete, vare i visse Maader poetiske, i andre ikke; men det er dem, jeg nu agter at fortælle.
���
Simon Levi sad en Fredag Aften i sin lille, tarvelige Stue og nød efter Ugens Slid Sabbathens Hellighed i dybeste Fred. Efter Gudstjenesten havde han med sin Søster Gidel spist en god Suppe og Steg, derpaa sagt Takkebønnen og sunget et Par af Davids Psalmer. Gidel havde sagte nynnet lidt med, indtil Broderens eensformige, dæmpede Sang og hendes egen Nynnen havde bragt hende til at blunde; hun sad med foldede Arme i et Hjørne af Sophaen og nikkede, og Maaden, hvorpaa hun saa halvt vaagnede og et Øieblik nynnede igjen, viste, at hun bebreidede sig selv ikke at synge med, længe efter at Broderen havde ophørt at synge. Han havde fremtaget en Hrummisch (hebraisk Bibel) og var efterhaanden bleven aldeles optaget af Læsningen. Medens han saaledes sad der, med den gamle Fløilscalot skudt tilbage og en Tot graasprængte Haar strittende frem over Panden, var det egenlig ikke dyb, blid Tro eller Gudsfrygt, der malede sig i hans skarpe, kantede Ansigt, skjøndt der aabenbart var en religiøs Stemning tilstede. Men der var tillige og væsenlig en eiendommelig Tilfredsstillelse, en dæmpet Triumph, som om han havde en Proces og hørte sine Vidner afgive al den Forklaring, han ønskede. Det var ogsaa en Proces: de sex Hverdage stode i hans Phantasi stævnede for den syvende Dags Domstol; med de sex Hverdage fulgte hele Virkeligheden, og Alt tilsammen blev gjort til Intet eller til lutter Skin og Blendværk overfor de store Begivenheder og de store Forjættelser, som vedkom ham og hans Slægt. Han beviste ikke ud af noget Raisonnement, at Biblen havde Ret; men Biblen beviste ham som eneste Realitet, at alt Andet havde Uret. Engang imellem rakte han uden at vende Blikket fra Bogen Haanden ud og tog lidt af sin Dessert: graae Ærter. Det var dog ikke den Suppe, som almindelig kaldes graae Ærter. Ærterne vare kogte i salt Vand uden at briste og spistes enkeltvis og kolde. Som stor Delicatesse drak han undertiden lidt Øl til. Foragter hans Smag, I christne Gourmands; men misunder ham hans Mave.
���Naar Alt kommer til Alt, kan det være en saadan Mand ligegyldigt, om Rigdommen eller »Lykken«, naar den er paa Vandring, træder ind i hans Hus eller ei. Men Skjæbnen vilde det nu saa; det store Budskab kom overraskende, pludseligt og med Magt. Phillips eller Philpots var død barnløs i Buenos Ayres og havde efterladt sin store Formue, efter Fradrag af nogle Legater, til lige Deling mellem Ferdinand Carøe, der havde reddet hans Liv, og Simon Levi, der engang havde staaet ham bi med al sin Formue. Den danske Consul derovre havde gjort Indberetning om Sagen til Udenrigsministeriet, og en af dettes Embedsmænd, en Legationsraad, havde selv paataget sig at opsøge Simon Levi for at see, hvordan en Mand og en Jøde saae ud, naar han pludselig blev rig.
���Da det bankede paa Døren, antog Levi, at det var Schabbasgoien - den Christne, der for Betaling eller af Venskab paatager sig at pudse Lyset og lægge i Kakkelovnen paa Sabbathen, da man ikke tør røre ved Ild - og efter at have sagt: Kom ind! og hørt Døren aabne og lukke, uden at Tanden paa Lyset blev kortere, sagde Simon uden at vende sit Blik fra Bogen et utaalmodigt: »Nu?« eller egenlig: »Nuh -?«
���Den Fremmede forstod det ikke, men fandt maaskee sin Fornøielse i at gjøre Situationen endnu lidt mere piquant, og blev derfor staaende i Taushed, hvorfor Simon Levi lidt efter tilføiede: »Nuh? Hvorfor snyder De ikke Lyset?«
���Den fremmede Herre fandt det morsomt, tog Lysesaxen og pudsede Lyset.
���»Se saa til Kakkelovnen«, sagde Levi, stadig med Øinene i sin Hrummisch.
���Legationsraaden følte sig nu dragen ind i Eventyret som en Haroun al Raschid og nedlod sig ogsaa til den nye Tjeneste, der blev begjært; men Ilden var gaaet ud, og at gjøre Ild paa var ham dog for meget. Han sagde derfor: »Ilden er gaaet ud.«
���Stemmen syntes Levi saa underlig fremmed, og han løftede Blikket op fra sin Bog. »Hvad er det?« sagde han ved Synet af den fine, fremmede Herre, »hvad er det? Hvem er De? Hvad vil De her? Hvad har De her at bestille?«
���»De bad mig om at lægge i Kakkelovnen.«
���»Hvem er De? Hvad vil De?« vedblev Simon Levi ganske uhyggelig tilmode.
���»Jeg er kommen for at tale med Commissionair Levi.«
���»Jo, det er mig«, sagde Simon Levi.
���»Ja, det formodede jeg. Men jeg skal tillige spørge, om De kan bevise, at De er Hr. Simon Levi.«
���»Bevise? Hvem tvivler?«
���»Jeg tvivler ikke. Men kan De godtgjøre, at De er den Simon Levi, der er født i Fredericia og har lært Handelen hos en Hr. Heymann?«
���»Godtgjøre det? Hvorfor skal jeg godtgjøre det? Jeg kræver ikke min gamle Principal. Han kan ligge rolig i sin Grav, og iaften er det min Helligaften. Undskyld.«
���»Ja, men er det ikke Dem, der har kjendt en Hr. Phillips eller Philpots?«
���Nu mærkede Levi, at der var Noget, og det var, som om det elektriske Stød, der gik igjennem ham, meddelte sig hans Søster; men uagtet hun var vaagnet helt op og saae paa den Fremmede med al Magt, gav hun dog intet Tegn paa Liv eller Deltagelse uden ved saa umærkelig som mulig at skille Armene fra hinanden.
���»Phillips?« sagde Levi. »Kommer De fra Sydamerika? Vær saa artig at sætte Dem ned.«
���»Nei, jeg er Legationsraad - -, og jeg kommer fra Udenrigsministeriet.«
���Nu spurgte Levi ikke med Ord, han saae.
���Legationsraaden vedblev: »Hr. Phillips eller Philpots er død.«
���»Død?!« raabte Levi. »Phillips død! ...
Stakkel! ... Boruch dajon emmes![Note 1]
... Hvad døde han af? ... Um! Um! Phillips død!«
���»Ja, og har testamenteret Dem tohundredetusinde Daler.«
���»Tohundredetusinde Daler? Mig? Hvem er De?«
���»Jeg er Legationsraad - -.«
���»Kan De bevise det?«
���»Her er mit Kort«, svarede Legationsraaden smilende; »men De kan, hvad Dag De vil, henvende Dem i Ministeriet og faae al nærmere Underretning.«
���»Drømmer jeg?« sagde Simon Levi; »Gidel, hørte Du det?«
���»Jeg veed ikke, Simon; jeg troer det«, svarede Gidel blidt.
���»Hvad sagde han?«
���»Han sagde, at Phillips var død og havde testamenteret Dig tohundredetusinde Rigsdaler.«
���»Og Du har hørt, at han kalder sig Legationsraad og er sendt fra Udenrigsministeriet?« vedblev Levi med et næsten truende Blik paa den Fremmede - et Blik, der optog hans Signalement og ligesom vilde holde ham fast som Gidsel.
���Legationsraaden sagde: »De vil finde Alt, som jeg har sagt, og jeg kan tilføie, at De rimeligvis er bleven forurettet noget. Udenlands tumler man med saadanne Boer og lader saa lidt som mulig slippe bort. Men 400,000 Rd. er dog ogsaa en kjøn lille Skilling at dele. Jeg gratulerer Dem. God rolig Nat!«
���Da han var gaaet, saae Simon og Gidel paa hinanden med et næsten dumt Blik. De vare udvortes sløve af indre Betagethed. Det er meget mere poetisk at tænke sig en saadan Rigdoms Komme end at opleve den. Naar man tænker sig den, saa er Rigdommen ikke materiel, en Bunke Sølv, Guld eller Sedler, men Længslers Opfyldelse, Idealers Opnaaelse, en stor Mængde Billeder af Lykke, der vise sig paa Tilværelsens Tærskel, medens Sindet mer eller mindre tydelig seer i Baggrunden en besynderlig Lysskikkelse, en Aand, en Fee, selve Lykkens Gudinde, med hvem man føler sig i hemmelighedsfuldt Slægtskab, og ved hvem man et Øieblik er som omskabt, idealiseret. Kommer derimod Rigdommen i Virkelighed, saa gjør den vel et Øieblik Overraskelsens store Indtryk; men strax efter opstaae, istedenfor Phantasiens eller Skjønhedens Billeder, Planer, der møde Begrændsning, maaskee Ængstelse. Den virker næsten physisk, spørger Organerne, hvad Nydelse de ville have, og lader dem paa samme Tid føle deres Endelighed. Som enhver pludselig Realitet passer den sjelden fuldstændig ind i den givne, tilvante; den vil i Reglen synes at komme for sildig; der følger en Slags Smerte med, og i et Tilfælde som Levis forøges denne Smerte ved, at selve Rigdommen med al sin Realitet dog mangler Noget: den er kun tilstede som Bebudelse, Pengene ere ikke i Huset.
���Endelig fik Simon Levi saa temmelig hele sin Natur tilbage, og han begyndte at tale.
���»Rig? Tohundredetusinde Daler ... Gidel, kan Du forstaae det? Kan
Du mærke det paa Dig selv, at Du er en rig Pige - for det er Du! Naar
jeg er rig, er Du ogsaa rig - Narrestreger, Du har baaret Halvdelen af min
Fattigdom ... naa, jeg vil ikke sige Halvdelen ... Men er der skeet nogen
Forandring? Vi er rige Folk ... Hvad er det at være rig? Gidel, det
svimler for mig. Kan jeg spise mere? Jeg er ikke sulten. Kan jeg drikke mere?
Kan jeg strække mig tre Alen og blive en Garder? - Du skal have en sort
Silkekjole, Gidel ... Men naar Du saa har en sort Silkekjole? Engang skal vi
Alle lægges i vor Ligkiste, ligesom stakkels Phillips - um! Stakkel! -
Vi skal i et Stykke Lærred og med en Smule Jord under vores Hoved - hvad
er saa Penge? Kan Du tage dem med? Narrestreger, Noget maa der være
derved, en Mand fra Udenrigsministeriet løber ikke med Snak .....
Tohundredetusinde Rigsdaler, totusinde Gange hundrede Rigsbankdalersedler ...
ottetusinde Rigsdaler om Aaret til 4 pCt., og vil jeg være en Nar og
gjøre 4 pCt. - hvad skulde jeg saa tage mig for? - Lad os blot sige 5
pCt., det er 10.000 Rdl. om Aaret ... 10,000 Daler om Aaret, Gidel! Det er 30
Daler om Dagen ... Men lad mig in Emmes[Note 2] have 30 Daler om Dagen! -
hvad saa? Tredive Daler om Dagen, hvad er det? - Gidel, jeg vil sige Dig
Noget, som vi ikke har talt om, siden vi var ganske smaa Børn: min Ryg
er ikke rigtig lige som andre Menneskers. Narrestreger, jeg har baaret paa det
nu i saa mange Aar og ikke sagt det; men kunde jeg for 27 Rdl. om Dagen blive
af med den lille Pukkel og beholde 3 Rdl. sikkert og blive en ung Mand, eller
for 3 Rdl. om Dagen blive af med Pukkelen og beholde 27 Rdl., saa vilde jeg
forstaae 30 Daler om Dagen! Men hvad skal jeg nu med 30 Daler om Dagen?
Pukkelen bliver, og de 200,000 Daler kommer maaskee ikke, og det er bedre ikke
at troe derpaa - endskjøndt, Narrestreger, en Mand fra
Udenrigsministeriet kan ikke holde Folk for Nar - - Gidel, hvad nytter det at
være rig, naar man ingen Penge har? Her sidder vi to rige Folk - kan Du
see det paa mig? Kan jeg see det paa Dig, Nebbisch[Note
3]? Hvad mener
Vorherre med det? Vil han gjøre Nar af os to Gamle? Naa, lad os sige:
han vil ikke gjøre Nar, men at det er hans Villie, at vi ikke skal
mangle paa vore gamle Dage. Velsignet være Gud! - Gidel, jeg vilde
ønske, jeg kunde sove inat.«
���Han gjorde en Bevægelse som for at gaae ind i sit Sovekammer, men standsede pludselig og sagde:
���»Og hvad vil min Broder, den Vindbeutel, sige?«
���»Han vil blive glad«, sagde Gidel.
���»Jo, han vil blive glad! Og hvordan vil han blive glad? Han vil strax laane 400,000 Rd. af mig - Gidel, jeg siger Dig, jeg paalægger Dig: Du maa ikke sige Noget om de 200,000 Rd.«
���»Men, Simon, troer Du da, det kan blive skjult?«
���»Skjult? Hvem siger, det skal skjules, at jeg har arvet en Smule? Hørte Du ikke selv, han sagde, jeg var bleven snydt, jeg skulde havt meget Mere? Hvis de kunde have snydt mig endnu mere, havde de gjort det, Du kan sværge en Ed derpaa! Nu, lad de Schweilim (Kjeltringer) til Gjengjæld gjøre mig nogen Gavn - lad os sige - Vorherre bevare's, det være sagt i en god Stund, og jeg vil ikke tages paa Ordet - men lad os sige, de har snydt mig for 180,000 Rd., saa har jeg 20,000 Daler tilovers at fortælle min Broder om, den Vindbeutel.«
���»Han er for stolt til at komme og bede Dig om Noget, Simon«, sagde Gidel; »men Maser maa Du jo give, og Du kan ligesaa godt tilbyde ham det som en Fremmed.«
���»Min Broder stolt! Jo, han er stolt! Imod hvem? Imod mig, fordi jeg er en fattig Mand! Og imod Dig, fordi Du er en fattig Pige! Men det gjør ikke Noget! Han har Lov til at være stolt! Han skal være Familiens Første! Gjør det Dig ikke ondt, at det ikke er ham, der arver?«
���»Simon, Simon dog!« sagde Gidel næsten grædende; »er det den Velsignelse, som Rigdommen bringer i Huset?«
���»Hvad sagde jeg da, Gidel? - Narrestreger, tør Dine Øine, Din Broder Simon gjør Dig ingen Fortræd. Sig ikke noget ondt Ord om Rigdommen. Den bliver nok til Velsignelse, den skal blive til Velsignelse, med Guds Hjælp! Du og jeg skal have det godt paa vore gamle Dage. Hvem veed, maaskee faaer Du en Frier .... och, nu veed jeg, Gidelche, hvorfor Du vil have det bekjendt om alle tohundredetusinde Daler: Du vil forgyldes fra Top til Taa, saa kommer de løbendes!«
���Gidel lo og sagde: »Jo, det var Grunden.«
���»Hvor gammel er Du, Gidel lebe lang! - lad mig see, syv og fyrre - in Emmes, Gidelche, Du kan blive gift endnu; jeg betaler.«
���»Spøg nu ikke saadan, Simon. Lad mig være en gammel Pige og blive hos Dig, til jeg lukker mine Øine.«
���»Gidel, det maa Du ikke tale om. Veed Du, siden jeg er begyndt at blive ældre, har jeg tidt havt en Tanke, og den kom nu igjen med de mange Penge: Hvad nytter det Altsammen til? Alle vi Mennesker skal ud og begraves. Enten skal jeg døe før Dig eller Du før mig, og begge Dele er saa tungt, Gidel.«
���»Tal nu ikke derom, Simonche. Vi bliver sammen, vi To.«
���»Ja, hvis Du ikke gaaer hen og gifter Dig.«
���»Simon!«
���»Nu, nu, jeg skal aldrig sige det mere, undtagen naar Du forlanger, at Folk skal vide om alle de tohundredetusinde Daler.«
���»Naar Du ikke vil have det, Simon, skal jeg ikke tale.«
���»Naar Du ikke taler, taler jeg heller ikke. - Lad os nu gaae iseng. God Nat, Gidelche! Prøv nu, hvordan en rig Pige sover!«
���
Det er nu nødvendigt at sige et Par Ord om den Broder, Simon Levi havde, og hvem han kaldte Vindbeutelen, af mange Grunde. Dels var Broderen en velvoxen, smuk Mand, der havde sluttet sig, rigtignok paa overfladisk Maade, til den christelige Aand og Tænkemaade og ganske anderledes havde Omgang med Christne end Simon. Der var i denne hans Lethed Noget, som Simon Levi allerede Aar tilbage havde kaldt Vindbeutleri. Men dernæst havde Broderen i Henhold til sin Omgang med de Christne christnet eller moderniseret lidt paa sit Navn. Egenlig hed han Mordochai, men var fra Barn af bleven kaldt Mortche, og den sædvanligste Oversættelse deraf er Marcus. Men da ogsaa dette lød temmelig stærkt jødisk, havde Mortche efterhaanden formildet det til Martin, hvilket for Simon var et nyt Vindbeutleri, skjøndt ganske i Enhed med det Øvrige. »Min Broder Mortche Martin«, pleiede han at kalde ham, men kun til Søsteren Gidel; thi Simon var endnu en fattig Mand og kritiserede ikke høit. Men naar der var Anledning, pleiede han at tilføie: Naar Mortche bliver til Martin, hvad bliver saa Simon til? Saa kunde han sidde og udfinde alle Navne fra Søren til Sidse og halvt ærgre sig, halvt more sig derover; thi hvad skal en fattig Mand gjøre? Han maa efterligne Bien og stræbe at suge lidt Fornøielse ogsaa af det, der er bittert. Dette var altsaa det andet Vindbeutleri. Det tredie og væsenligste var, at Mortche eller Martin egenlig sad i smaa Kaar, men slog forholdsvis stort paa. Han var nu engang ligesaa sangvinsk, som Simon var melancholsk, antog, at Vorherre nok vilde sørge for ham, blot han holdt sig rask og munter. »Jeg bliver dog aldrig rig nok til at efterlade min Søn og Datter Noget«, sagde han sædvanlig, »lad dem saa have en glad Ungdom med min Kone og mig og lære at omgaaes Folk, og efter min Død ville de gjøre, som jeg gjorde efter min salig Faders Død: jeg fik det Brød, jeg skulde have. Hvad nytter det at være kritlich og sætte sig graae Haar i Hovedet før Tiden?« Det kunde Simon Levi ifølge sin Natur ikke tilgive, tilmed da Broderen som Følge af denne Philosophi aldrig havde Noget eller i hvert Fald kun meget Lidt tilovers til Søsteren Gidel, men lod Simon ene sørge for hende. Naar Tanken gik i den Retning, sagde Simon til Gidel: »Din Broder Mortche.«
���Af alle Tegn paa, at Mortche eller Martin slog for stort paa, var intet
Simon mere ubehageligt end, at han om Sommeren havde Marquiser. Simon boede i
en lav Stueetage paa Skyggesiden, Broderen i en 3die Etage paa Solsiden, og
Simon følte derfor ikke, at Broderen kunde være synderlig plaget
af Sol; men Et vidste i alt Fald Simon, og det var, at hans Forældre og
Bedsteforældre ikke havde havt Marquiser. Disse tre hvide Marquiser
udenfor Broderens Vinduer vare for ham som Flag, der vaiede betydende om en
unaturlig Ærgjerrighed, Glæde eller Lystighed, og aldrig kunde han
gaae forbi uden at see op og mumle: Marquiser! Vore Owaus
Owauseinu[Note 4] Marquiser! - Men det var Altsammen en
dulgt Mumlen, Simon var en fattig Mand.
���Imidlertid vare Mortches eller Martins Børn blevne fuldvoxne, og
han talte om, at hans Søn Frederik - i Synagogen var han ved sin
Fødsel bleven kaldt Schlaumo, efter Bedstefaderen; men Schlaumo eller
Salomo kan ordret oversættes ved Frederik - skulde overtage
Forretningen, og samtidig blev der saa smaat talt om, at Frederik var
forelsket i den smukke Rikke Jacobsen. Smuk var hun, og en livlig, god Pige
havde hun ogsaa Ord for at være; men det var det Hele; thi Jacobsen
kunde netop slaae sig igjennem. Men dette lod ikke til at bekymre Mortche
eller Martin; han sagde: Hvor Meget fik jeg med min Kone? - Nogen
fuldfærdig Forlovelse var det ikke; men man »talte om« de to
unge Folk, og Simon Levi kunde, da han ogsaa kjendte den unge Pige, ikke lade
være at føle Noget derved. Han udtalte sig imidlertid ikke derom
til Trediemand; men til Gidel sagde han, første Gang Sagen var paa
Bane: »Wenn zwei Meisim tanzen, wer bezohlt die Leisim?«[Note 5] Hans Mening var, at
eftersom Frederik var et kjønt og flinkt, men uformuende Menneske,
burde han gjøre et godt, d. v. s. formuende Parti. Men det er i Grunden
et Spørgsmaal, om Simon Levi havde denne Mening uden med Forstanden; af
Hjertet kunde han enten blot ønske de to unge Folk god Lykke eller
ogsaa, fordi han selv var saa overseet, være fornøiet med, at
Broderen ikke blev knyttet til en rigere Familie og saa fik fuldstændig
Ret med sit »Vindbeutleri«.
���
Saaledes stode altsaa Sagerne paa det mærkelige Tidspunkt, da Simon Levi fik Budskab om sin store Arv.
���Denne Nat sov Simon ikke meget. Saasnart han var fjernet fra Lyset, der havde skinnet paa den Fremmede, og fra Gidel, der havde seet og hørt ham, tabte Sagen i Tilforladelighed, og han maatte gjenfrembringe den ved Hjælp af Sandsynlighedsberegninger eller rettere ved Overveielse af det Usandsynlige i, at Nogen her skulde kjende Philpots og vide Noget om hans Ungdomsforhold til ham, Levi, og betjene sig deraf til en grusom Spøg. Men hvergang Sagen saaledes blev ham sandsynlig, blev den igjen for stor til at kunne være rigtig sand, og en ny Uro fremkom ved Tanken om, hvorvidt han havde Ret til næste Dag, Sabbath, for at faae Vished at gaae til Udenrigsministeriet i en Forretningssag. Han beviste for sig selv, at Synden egenlig ikke var stor eller idetmindste var tilgivelig, og faldt i en kort Blund derved; men da han vaagnede og stod op, kom Betænkeligheden igjen. Dels blev han angst ved Tanken om at staae overfor en Mand, der vilde give ham en pludselig, afgjørende, maaskee sønderslaaende Vished, dels havde han en overtroisk Følelse af, at Rigdommen kunde svinde bort, hvis han i ringeste Maade fristede Gud og greb efter den netop paa Sabbathen.
���Da han paa samme Tid som ellers kom til Synagogen og upaaagtet som ellers gik til sit Stade i en af de nederste Rækker i Sidegangen, sagde han til sig selv: Øi, nu skulde der med tommelange Bogstaver staae skrevet paa mig: Her kommer en Mand paa tohundredetusinde Daler - saa skulde vi see! Hvad skulde vi see? Nei, vi skulde ikke see! De vilde spørge: Simon, hvor er de tohundredetusinde Daler? - Hans Naboer, Folk i smaa Kaar som han selv, hilste ham med Ønsket om en god Sabbath. Da den egenlige Gudstjeneste ikke var begyndt, fik man ogsaa lidt Tid til at spørge hinanden om, hvorledes Ugen var gaaet. En trak jovialt paa Skuldren og sagde, man maatte finde sig i, hvad der blev En undt. En Anden klagede over de daarlige Tider. En Tredie sagde, at han den foregaaende Dag havde gjort en uventet god Handel og tjent tyve Daler. - »Contant?« spurgte Simon Levi. »Ja.« - »Pyscht, det er Mere, end jeg kan sige!« - Denne Tvetydighed morede ham; men han var besynderlig tilmode: som en Kongesøn, hvis Slægt var bleven opdaget, og hvis Fødselsbeviser vare hos Kongen til Afgjørelse, eller som en Fugl, hvis Vinger skjøde ud, og som snart skulde flyve op, til almindelig Forbauselse for dem, der havde troet den en lille, skrutrygget Commissionair. Som det ofte gaaer os, naar vi ret inderlig ønske Noget for os selv: at Hjertet synes at svulme af inderlig Kjærlighed til Gud, der kan give os det Attraaede, saaledes blev Simon meget religiøst rørt og lovede i store, men ubestemte Træk, hvilken Mand han vilde blive for Synagogen og Menigheden. Saa kom en Mand ind, om hvem han vidste, at han eiede en halv Million. Det var en anselig, svær Mand, selvbevidst at see til, men tillige med et Udtryk af Alvor og Fromhed. Han gik op til sin Plads nærved Bedepulten. En Jomfru, der fra Galleriet seer sin Elsker træde ind, kan ikke følge ham med mere Opmærksomhed end den, hvormed Simon Levis smaa, skarpe Øine fulgte hvert af denne Mands Skridt. Han blev ikke modtaget af Nogen med slavisk Ærbødighed; Ingen nikkede dybere til ham end han til dem; men alligevel var der i det fortrolige Blik, hvormed de Fornemmere hilste, i den Agtelse, der laa ligesom i Atmosphæren omkring Manden, Noget, der sagde Simon Levi, at dette ikke erhvervedes ved tohundredetusinde Daler eller Mere, men tillige ved Fødsel, Familieforhold, et helt Livs Virksomhed. Med skarp Forstandighed opfattede han sin egen Persons Begrændsning og følte, at i en vis Henseende vilde Rigdommen blive ham en Smerte. Paany og bestemtere end den foregaaende Aften stod det for ham, at Ingen skulde vide rigtig Besked om Arven, at han ikke vilde søge Rigdommens Pynt, men dens Virkelighed, og saa kom der et Øieblik, men ogsaa kun et Øieblik, hvor den blev ham ligegyldig.
���Næste Morgen tidlig reiste han til Fabriken ved Helsingør og spurgte Carøes, om de vidste Noget. Han vilde, syntes det, nærme sig Afgjørelsen ad saa lang Omvei som mulig. De svarede, at der var kommet en Forespørgsel; men eftersom Ferdinand og hans Kone vare borte - Ferdinand havde faaet Skib at føre - vidste de ikke Andet end, at der nok var tilfaldet Ferdinand Arv fra Sydamerika.
���Levi drog Veiret dybt. Her mødte han altsaa Sagen i Skikkelse af Virkelighed. Han sagde: »Jeg spør, fordi det interesserer mig, at Hr. Carøe bliver rig, og fordi jeg ogsaa faaer en Smule ved samme Leilighed.«
���»Skal De da ikke dele lige med Ferdinand?« spurgte man.
���»Jeg skal have en Del; men det er store Kjeltringer derovre i Sydamerika, og jeg faaer ikke mere end tyvetusinde Daler. Men det er ogsaa godt! Jeg er meget godt fornøiet!«
���De umistænksomme Carøes antoge det for Sandhed, og Levi følte sig sikker paa, at naar der fra denne Side blev fortalt om Sagen, vilde den blive fremstillet i den Skikkelse, han ønskede.
���Men han kunde ikke forhindre, at Rygtet snart udbredte sig i Kjøbenhavn og ikke blot fortalte Sandheden, men langt overdrev den. Som klog Mand valgte han da, ikke at stille sig imod Strømmen, mens den var stærkest.
���»Jo«, sagde han, »jeg arver en Million. Vil De give mig nihundredetusinde Daler for den?«
���Kom En og spurgte, om det ikke var tohundredetusinde Rigsdaler, saa svarede Levi: »Vil De gjøre Nar af mig? Under De mig ikke mere end tohundredetusinde Daler? Det er trehundredetusinde Rigsdaler og Staldrum og Vognremise og Alting frit i Huset. Værs'go at besøge mig, naar jeg faaer min Vognremise.«
���Fiffig var han; men han havde ogsaa med snue Folk at gjøre, der ikke let tabte Sporet, om ogsaa han søgte at udviske det. Adskilligt kom imidlertid til og gjorde Folk usikkre. Det varede længe, inden Pengene virkelig indløb, saa længe, at man allerede trak paa Smilebaandet ad de Guld- og Sølvgruber, som Simon Levi havde i Peru og Mexico. Da Pengene saa endelig kom, skete det ikke paa engang, men i Terminer, saa at selv velunderrettede Folk modsagde Rygtet om de store Summer. Og dengang var der endnu ikke i Kjøbenhavn en skarptskuende Ligningscommission, der forhindrede en ærlig Mand uden Borgerskab fra at sidde stille sammenbøiet over sine Rigdomme uden at svare Skat deraf eller endog offenliggjorde ham i »den grønne Bog.«
���Saaledes fik Levi sit Ønske opfyldt. Men da saa det Hele eller Størstedelen af Arven var indkommet, grebes han af en stor Inconsequens. Han havde lidt saa meget, af Misundelse, af Skadefryd, af alle de Stemninger, som opkom ved Rygternes Skiften. Han var bleven rykket ud fra hele det Lag, den Classe af Mennesker, han hidtil havde tilhørt, om ikke med Venskab, saa dog med den Slags Kammeratlighed, der kommer af fælles Vilkaar. Et Øieblik var han blevet dem for rig, et andet Øieblik havde han kun været en Sæbeboble med Rigdommens Farver; derpaa var igjen kommet en Slags Agtelse, den Agtelse, der socialt altid ydes en formuende Mand; men hermed var ikke fulgt Venskab og Omgang: han havde faaet Rang i en høiere Classe, men kun en titulair Rang, Personen blev udenfor, var og blev den lille Commissionair uden Dannelse og uden Indflydelse. Smertet af dette vilde han pludselig svinge Tryllestaven og træde frem i hele sin Herlighed. Han havde paa en Høitid givet 500 Rd. til de Fattige; i den Anledning beærede man ham i Synagogen med en Mitzwo, Fuldbyrdelsen af en Ceremoni ved Thora, og da den Slags Ting ordnes i Forveien med samme Omhu som nogen Hofceremoni, havde han kunnet forberede sig paa Dagen og gjøre Anstalt til et stort Festmaaltid hjemme hos sig. Der manglede kun Gjæster; men dem indbød han i Synagogen. Han henvendte sig først, med Angst og Ydmyghed i Hjertet, til hin anselige, rige Mand og bad ham om den Ære o. s. v. Den anselige Mand besluttede, eftersom Indbydelsen kom i Synagogen, at gjøre en Gud velbehagelig Gjerning og nedlade sig; han svarede med sin dybe Gutturalstemme: »Jo; hvorfor ikke? For en Gangs Skyld. Jeg vil komme.« Andre svarede paa mere dannet Maade Ja, atter Andre undskyldte sig. Levi indbød ogsaa et Par Fattigere, gamle Bekjendte. En af dem havde nøie givet Agt paa, hvem han først indbød, og svarede: »Jeg er for simpel til Jert nye Compagni. Lige Børn lege bedst.« Der var for Simon en grum Ironi i de sidste Ord, og mod Sædvane havde han ikke et Ord rede til Svar.
���Selskabet begav sig hjem til ham, og egenlig gik Alt meget ordenligt,
undtagen for Simon. Han kunde atter og atter sige sig selv: »Jeg er en
Mand paa tohundredetusinde Daler«; men han var ikke istand til at skyde
sig selv personlig i Veiret og udføre en Værts Rolle med Frihed.
Han vidste, at Værten vel er den Ringeste i sin Stue, men dog tillige
den Første, at han skal hædre den mest ansete Gjæst paa
rette Maade, o. s. v. Men hvergang han med en Værts Ret vilde
nærme sig hin anselige Mand, følte han sig som i Skyggen af et
Taarn, der ragede op over ham, ikke blot i Forhold af 500,000 til 200,000, men
med det Ubeskrivelige, mange Aars Autoritet. Uvilkaarlig var han efter nogle
Minutters Forløb kommen til at staae i en Krog, i Samtale med den
fattigste Gjæst. Han følte det Skjæve i sin Stilling og
greb enhver Leilighed til at komme ud af Stuen og være borte fra det
Hele. De to aldrende Sødskende havde et skrækkeligt
Øieblik i Sovekamret. Man skulde gaae tilbords, og Simon mente, at
Gidel skulde gaae ind og tage den fornemme Mand. Gidel vilde nok gaae ind, men
mente, at den fornemme Mand maatte tage hende; »men hvis han ikke
gjør det, Simon?« - »Hvis han ikke gjør det?«
sagde Simon blegnende af Angst og Vrede og ude af Stand til at røre
sig. - »Simon leb«, sagde endelig Gidel, »tilbords maae de. Gaa
Du ind og sig til ham: Seid mauchel[Note 6], og før ham
tilbords.« - Simon svarede efter nogen Tøven: »Jeg vil gaae
ind og sige ham: Seid mauchel, og naar han ikke vil være mig mauchel -
na! saa lever jeg dog imorgen, hvis det er den almægtige Guds
Villie!«
���Ved Bordet kunde naturligvis ikke indtræde den Selskabelighedstone, som beroer paa Fælleskab i aandige Interesser. Hvor høi Betydning Religionen end har, er det dog hverken i Kirken eller i Synagogen, at man iflæng skal vælge sit Selskab. Men der vil blandt tilfældig sammenførte Jøder i Reglen være noget Fælles, som Underholdningen kan tye til, og det er Interessen for »polske« Historier. En besynderlig Naivitet blandet med Fiffighed, Uforskammethed, slaaende, funklende Vid, Selvironi, synes fortrinsvis at udmærke de polske Jøder, og Anekdoter om dem spredes fra Leipzig Messen ud over alle de Lande, hvor Jøderne forstaae det Jargon, den Blanding af Tydsk og Hebraisk, som kaldes »Mauscheln«, og som ved sin eiendommelige Rhytmus og sine Ordspil giver disse Historier deres egenlige Kryderi. Under Maaltidet, som i Førstningen var taust og stivt, begyndte først En at fortælle sin Sidemand en saadan Historie, en Anden huskede en, som ogsaa var god, og en Tredie havde hørt en ny. Snart var man saa gemytlig, som fælles Latter kan gjøre et Selskab. Den anselige Mand gjorde ikke Fordring paa at føre Ordet, men tillod godmodig, at man morede ham med at fortælle. Ved at iagttage denne Sagernes lykkelige Gang svømmede Simon Levi i Henrykkelse og begyndte at troe sig en sand Balboes, en stor Vært. Men Skjæbnen vilde, at han af ganske Lidet skulde styrtes fra sin Høide. I et christent Bordselskab, hvor der blev fortalt saa muntre Historier, vilde Stemningen stige og blive forhøiet af Vinen. Men Jøderne drikke meget lidt. De tømme ikke let ud af deres Natur, ud af den hele Besindighed, passende for praktiske Folk og for religiøse Folk, som vide, at Maaltidet skal endes med en værdig Fremsigelse af den lange hebraiske Takkebøn. Man ophører aldrig ganske at være en Menighed, hvis religiøse Præg er blandet med et nationalt. Derfor skete det, at den Gemytlighed, som de polske Historier havde fremkaldt, slog over i en vis hjertelig, fortrolig Tale om jødiske Forhold i Almindelighed, om Jødernes Skjæbne her og i andre Lande. Etsteds var der en Forfølgelse at omtale, et andet Sted havde en eller flere Jøder svunget sig høit. Jødernes Feil bleve omtalte, og som Exempel blev nævnet En, der etsteds udfordrede de Christne med sin Rigdom, altid vilde trænge sig frem, intriguerede, gjorde sig vigtig, men var bleven ydmyget.
���Den anselige Mand tog nu Ordet og sagde: »Geschiet ihm Recht!
Hrutzpo![Note 7] Der skete ham ganske Ret! Man stiller sig ikke paa
Taaspidserne, om ogsaa man er en rig Mand. Penge er Meget. Penge er ikke
Alt.«
���Den anselige Mand tænkte maaskee ved disse Ord aldeles ikke paa Simon Levi, og de Andre heller ikke, i første Øieblik. Men Simon fornam dem strax som en Hentydning, og mulig var det Udtrykket i hans Ansigt, der bragte de Andre til at høre Ordene endnu engang. Selve Samtalens Natur havde hidført en Pause; nu blev den pinlig, og Ingen kunde komme ud over den. Der faldt et Vink om, at det var Tid at bensche (sige Bordbønnen), og Simon kom derved ud af den Art Stivkrampe, som havde betaget ham. Men han forglemte sig i den Grad, at han, istedenfor at indbyde den Værdigste eller Fornemste til at sige Bønnen for, selv sagde den. Medens han med alle ydre Tegn paa Devotion, med lukkede Øine og gyngende Overkrop, fremsagde Bønnen, huskede han sin Feil, fortrød den, men var dog paa en Maade tilfreds med den, af Trods og Vrede, tænkte han sin Rigdom, fandt den utilstrækkelig, var ulykkelig.
���Da det Hele var forbi og Gjæsterne var gaaede, sagde Simon Levi
efter en lang Taushed til sin Søster: »Na, een Gang er ingen Gang!
Een Gang har jeg været meschugge[Note 8].« Efter ny, lang Taushed
tilføiede han med den besynderlige jødiske Selvironi:
»Hør, Gidel, veed Du hvad? Jeg forstaaer det ikke. Man siger jo,
at Lykken er en Nekeivo[Note 9]. Nu, hun skal være velkommen! Men
hvad vilde hun hos mig? Jeg forstaaer det ikke. Hvorfor gik hun ikke heller
til en ung, smuk Mand? Kan Du forklare mig det?«
���Gidel svarede: »Vil Du vide det, Simon?«
���»Om jeg vil vide det! Hvorfor spør man? Kan Du svare?«
���»Fordi en ung Mand maaskee vilde beholde Alting selv; men Du kan give unge Mænd.«
���»Um!« sagde Simon og kom pludselig tilbage i en Tankeretning, der slet ikke var ham behagelig.
���Længe før han fik alle tohundredetusinde Daler under Laas og Lukke, strax ved første Indbetaling, var et pinligt Spørgsmaal indtraadt for Simon Levi. Det var om Maser. Ifølge Loven skal man give Tiendedelen af, hvad man erhverver, til de Fattige, og der er mange flere Jøder, end man troer, som den Dag idag efterkomme denne rent moralske Lov. Men da Simon Levi begyndte at tænke paa denne Pligt og anstille Betragtninger derover, syntes der ham en stor Forskjel mellem, om en Mand sad i et jevnt Erhverv og deraf aarlig gav Tiende, eller om han pludselig fik en stor Driftscapital. Skulde han ifølge Lovens Bogstav give Tiendedelen af den hele Capital, altsaa 20,000 Rd., eller aarlig Tiendedelen af Capitalens Renter? Tilsyneladende vilde Resultatet i begge Tilfælde blive et og det samme; men Regningen var denne: Hvis jeg paa engang giver 20,000 Rd., saa maa jeg fremtidig hvert Aar endvidere give Tiendedelen af Renterne af de øvrige 180,000 Rd., hvorimod, hvis jeg beholder de 20,000 Rd., saa kan jeg aarlig give Renterne af dem, og det kan da forslaae for det Hele. »Tyvetusinde Rigsdaler paa engang!« tilføiede Simon ved sig selv. »Hvilken retskaffen Kjøbenhavner vil give 20,000 Rd. paa engang, fordi han faaer en Smule Arv fra Sydamerika? Hvem vilde være nærmest dertil? Min Broder! Trænger han? Har han ikke Brødet i Huset? Fik han tyvetusinde Daler, han vilde flyve op og skrige Kykiliky som en Hane og træde mig paa Nakken og være den Første i Familien, og saa vilde han speculere med mine Penge og ruinere sig selv, den Vindbeutel!«
���Men hermed var Sagen ingenlunde afgjort. Sæt ogsaa, at hans Angivelse kunde staae som officiel overfor Vorherre, at han med Rette kunde betragte sig som ansvarlig og skatskyldig Eier af ikkun 20,000 Rd. og beholde Resten ganske for sig selv, saa havde han dog anbragt Pengene saaledes, at han af nogle fik 5 eller 6, undertiden 7 pCt., af andre ikkun 4 pCt. Hvilke af disse vare Vorherres? Den officielle Rentefod var 4 pCt.
���Endelig blev Sagen fuldstændig indviklet ved en sidste Omstændighed. Vi have seet, at Levi paa hin Høitid gav 500 Rd. til de Fattige. I Forveien havde han givet sin Broder Mortche eller Martin 1000 Rd. og troet at gjøre en god Handel derved. Broderen var kommen til ham, og med den Lethed, Fortrolighed eller Nedladenhed, som Simon ikke kunde modstaae, havde han faaet ham til at tale og indrømme, skjøndt ubestemt, at Arven var en ganske god Sum Penge. Saa havde Broderen ganske som i Forbigaaende hentydet til en Vexel paa 1000 Rd., han skulde betale, og Simon havde, for ikke at bøde med en høiere Sum for sin uforsigtige Tale, strax sagt til Broderen: Lad det være Maser. Og saa havde Broderen taget derimod, tilsyneladende hjertelig tilfreds, men overbevist om, at der var meget, meget Mere, at Simon for Gud stod i Gjæld til ham.
���Dette var altsaa 1,500 Rd., og desuden havde Simon i Stilhed givet hist og her nogle Summer til Beløb af et Par hundrede Rigsdaler, hvilke han knap nænnede at sætte Vorherre paa Regning, fordi denne Velgjørenhed havde foraarsaget ham selv Glæde; men han førte dem dog tilbogs. Ialt ca. 1,700 Rd.
���Hvis man nu har Taalmodighed til at gjøre en Talberegning, saa vil man see, at - Levis officielle Angivelse af Arven til 20,000 Rd. forudsat som rigtig - hans Aars-Indtægt af Arven, efter 4 pCt.-Rentefoden, var 800 Rd.; han stod altsaa ifølge denne Regning i Forskud for Vorherre med ikke mindre end 900 Rd.
���Endog hvis Renten af de 20,000 Rd. blev ansat saa urimelig høit som til 7 pCt, altsaa til 1,400 Rd., stod han i Forskud med 300 Rd.
���Og det eneste Ubehagelige ved denne gunstige Status var, at den kun var officiel, at Samvittigheden kunde gjøre en anden Regning og ikke havde anden Undskyldning end, at siden han ikke havde den hele Fornøielse af Rigdommen, burde han heller ikke betale hel Skat af den. Men der er maaskee mangen æret Medborger, der ved Selvangivelse til Indkomstskat kommer i et lignende Dilemma overfor Spørgsmaalet om, hvad der er Formue, og hvad der er Indtægt, hvor høit han efter sin Følelse bør beskattes, og hvor høit Ligningscommissionen vilde troe at kunne sætte ham.
���Uroligheden ved at bære paa to forskjellige Regnskaber, der aldeles ikke vilde stemme, forblev i Levis Sind og bragte ham undertiden til at gjøre Ting, man ikke kunde forstaae. Saaledes kom han engang op paa en Maleri-Auction, ikke for at kjøbe, men for at være mellem Godtfolk og faae sig en Passiar, eftersom han nu saa ofte kjedede sig. Deroppe var en Kunstkjender eller Kunstynder, som ved at støde sammen med Levi og see paa ham vel ikke tiltroede ham Kunstbegeistring, men antog, at han var Kjøber. Han fortalte Levi, at især nogle af Malerierne fortjente Opmærksomhed: Kunstneren var død, havde i levende Live stridt mod Forladthed og Fattigdom, og nu først erkjendtes hans Talent. Levi kjøbte paa engang for over tusinde Daler, hvilket dels kom af, at han med Et følte sig mindet om Maser og i Kunstnerne saae nogle af de Fattige, han strengt taget skyldte Penge; men dels vilde han ogsaa lade den Christne see, at man ikke forgjæves gjorde Appel til en Jøde, og endelig havde han saa mange tomme Vægge hjemme. Strax efter indfandt sig den urolige Uvished om, paa hvilken Conto de tusinde Daler skulde sættes. Vare de nyt Forskud for Vorherre eller Afbetaling paa Gjælden eller ingen af Delene, eftersom han dog selv havde faaet Malerierne? Men, som han ganske rigtig sagde til sig selv, vilde han nogensinde for sin egen Persons Skyld have tilladt sig den Overdaad at kjøbe Malerier? Vilde han ikke ladet sig nøje med Kobberstik eller Lithographier? Paa hvis Regning kom altsaa de 1000 Rd?
���Hans Forstand, der kun altfor godt kjendte Loven, gav Svaret overordenlig klart og ubehageligt; hans Sind hyllede sig i Dunkelhed og fandt Skjul, men aldrig tilfulde.
���Hvis et Menneske bestandig skulde tænke paa sin
Overtrædelse eller sit Mellemværende med Vorherre, maatte han
enten bringe det til fuldstændig Afsoning eller gaae fra Forstanden. Den
milde Natur, der har gjort os skrøbelige, har ogsaa til en vis Grad
givet os et Middel imod Skrøbelighedens Angst: vi kunne tænke paa
andre Ting. Og Simon Levi fik for en Stund andre Ting at tænke paa,
nærmest som Følge af selve Malerikjøbet. Det henledede
paany Folks Opmærksomhed paa ham og hans Formuenhed, og man kom til det
Resultat, at han var meget rig, men ikke forstod at omgaaes Penge. Man mente,
kort sagt, at han havde en Schrull.[Note 10] Dette
foranledigede, at en Mand henvendte sig til ham med et Forslag. Der var en
meget fornem, men ogsaa meget forgjældet Person i Udlandet, som vilde
reise et Laan og give Pant, rigtignok kun paa 6te eller 7de Prioritet i sine
Eiendomme; men den regerende Fyrste, hans Slægtning, som ikke netop
vilde garantere Laanet, interesserede sig dog for det og vilde gjøre
vedkommende Laangiver til Ridder. Trods al Simon Levis Forstandighed blussede
det i hans Sind ved denne Fristelse. Hans Rigdom havde hidtil givet ham saa
ringe Tilfredsstillelse, saa lidt baade af ydre Agtelse og indre Ro. Selv i
sin Familie var han ikke sikker paa at være den Første; hans
joviale, velvoxne Broder, der tog imod hans Penge, behøvede kun at vise
sig for at rage op over ham. Men hvis han fik en Ridderorden! Hvis det stod i
Aviserne, at Particulier S. Levi allernaadigst var udnævnt til Ridder af
den og den Orden! De, som kjendte ham, vilde spørge, hvad han da havde
gjort. »Naa, saa spør de! Folk bli'er ogsaa kjede af at
spørge, naar de ikke faae Svar. Lad dem pille derved. Efter nogen Tids
Forløb sidder Ordenen dog ganske fast og seer ud som en anden
Fortjeneste. Og naar jeg om Schabbas kommer med Gidel under Armen fra
Schulen[Note 11], og vi gaae op ad Nørregade til Volden, forbi
Brandvagten, saa maa Brandvagten præsentere Gevær, og gaae vi
rundt til Amalienborg, saa maae Garderne med deres store Huer præsentere
Gevær! Der er ingen Snak! De maae! Hvilken S'hrie[Note 12] for Gidel, Stakkel, at opleve det! Og kommer jeg til
min
Broder - Narrestreger, naar det har staaet i Aviserne, maa han respectere det,
og tænker han, saa tænker jeg med og siger til mig selv: Naar man
er en Kotzin[Note 13]
, kan man
kjøbe en Orden, - hvad gjør Du mig saa?«
���Det undgik imidlertid ikke Simon Levis Opmærksomhed, at naar en simpel Commissionair henvendte sig til ham i en saadan Sag, saa maatte der være noget ikke ganske Rent ved den i finansiel Henseende. Det var ham tydeligt, at han skulde tabe Penge; han vilde blot see klart og vide, hvor megen virkelig Sikkerhed der var, og hvor Meget der skulde gaae i Løbet. Da Underhandlingerne begyndte, vilde man ikke rigtig ud med Sproget, rimeligvis fordi der slet intet Solidt var, og saa viste sig en ny, uventet Vanskelighed. Da man paa vedkommende Sted fik nøiagtig Underretning om, hvem der skulde have Ordenen, blev man betænkelig. Forholdene vare af den Art, at man i Øieblikket ikke vilde prostituere sig ved at decorere en Mand, der vel, som det syntes, var ærlig og uberygtet, men var en lille Jøde i en af Smaagaderne, ikke engang en Vexeler, endsige Banquier. Herom fik Levi dog Intet at vide. Man holdt ham hen for dog maaskee, hvis alt Andet slog feil, at bruge ham. Vedkommende fornemme Person tilskrev ham endog flere nedladende Breve, hvori han hentydede til, hvor smukt det vilde være, om han, Levi, først indlagde sig Fortjenesten og saa ventede Lønnen. Men saa dum var Simon Levi ikke.
���Imedens Levi var beskjæftiget med dette Fata Morgana, kom han ogsaa i Ro med sin Samvittighed. Han besluttede at stifte et Legat; efter hans Død skulde der oprettes en Stiftelse for gamle Jomfruer, som skulde bære Navnet: Ridder S. Levis og Søster Gidel Levis Stiftelse. Engang hvert Aar skulde der holdes en særlig Gudstjeneste, hvorved hans Navn skulde mindes og en Sang afsynges. Han nød i Tankerne Ceremonien, som om han var tilstede. Med Hensyn til sit Regnskab sagde han da til sig selv: »Svirer jeg? Drikker jeg? Spiller jeg? Vil jeg øde de Penge, Vorherre har sendt mig? Saa lidt vil jeg øde dem, at der skal blive flere! Hvor kunde Han, med Respect at sige, have faaet en bedre Bestyrer end mig, naar bare jeg ogsaa maa have en Smule min frie Villie?«
���Dette var en lykkelig Tid for Levi; men som al Lykke, der er for meget grundet paa Phantasi, skulde den ikke være varig, og Stødet, der kom, førtes ikke fra en Side alene.
���Et Uveir var draget op tætved. Simons Broder Mortche eller Martin var nu engang af en sangvinsk Natur, og de tusinde Daler, han havde faaet, tilligemed Forvisningen om betydeligt Mere, der i Øieblikket blev forholdt ham, bragte ham til at speculere. Istedenfor at overgive Forretningen til sin Søn og lade ham gifte sig tog han selv fat med ny Iver, »for at Søn og Svigerdatter skulde gaae ind til noget Betydeligt«. Ved en saadan Leilighed er Planen meget simpel: man kjøber paa Credit i store Partier, og man skaffer sig en forholdsvis stor Fordel ved at sælge paa Credit i mindre Partier, og saalænge Ens udestaaende Fordringer rigtig komme ind, er der et virkeligt Overskud. Omstændighederne vare Mortche gunstige; Folk gave ham Credit, dels fordi han var godt lidt, dels fordi man baade her og i Hamborg antog, at hans Broder stod bagved. En Tidlang indkom ogsaa hans Tilgodehavende saa promte som ved et Uhrværk; han betalte sine Creditorer, fik ny Credit, udvidede sig. Han havde taget Borgerskab som Grosserer. Nu skulde Sønnen være hans Compagnon; der blev officielt friet hos Jacobsens, og Brylluppet fastsattes til Efteraaret. Saa blev der megen Festlighed i de to Familier. Simon Levi saae Broderen alt mere true med at blive »Familiens Første«, men fandt sig deri og deltog med stille Værdighed i Festlighederne: hans Blik var fæstet paa det kommende Ridderkors.
���Men pludselig gik et hamborgsk Hus fallit, og derved faldt en af Støtterne for den store, men skrøbelige Bygning, Mortche Levi i Hast havde reist. Faren laa ikke blot i, at man skyldte dette Hus Penge, men ogsaa og væsenlig deri, at det havde været indviklet med en Mængde Kjøbmænd i Provindserne, Huset M. Levis Debitorer. Hvor mange af dem vilde staae? Hist og her var det øiensynligt, at man kunde frelse sine Penge ved at behandle vedkommende Kjøbmænd skaansomt eller endog hjælpe dem over Krisen. Kort sagt: Huset Mortche Levi behøvede Penge og atter Penge.
���Hvo var nærmere end Simon? Mortche gik ogsaa strax til ham, men i
en høist ulykkelig Stund; thi Simon havde netop faaet at vide, at den
fornemme Person havde hjulpet sig ad anden Vei: det lysende Ordenskors var
forsvundet fra Synskredsen, han sad i Mørke, ligesom sunken ned i en
dyb Brønd, og følte sig ynkelig lille, vred paa Skjæbnen,
vred paa sig selv, fordi han havde haabet, troet og været en
Beheimo.[Note 14]
���Mortche saae et mørkt Ansigt, men antog, at Simon vidste om det Indtrufne, og var selv fra gammel Tid vant til den Kjendsgjerning, at en Mand, der skal ud med Penge, er som Is og lempelig maa tøes op. I dette Tilfælde antog han dog, at der ikke behøvedes store Anstrengelser. Han havde ikke tabt den stolte Følelse af at være Grosserer. Han følte sig overbevist om, at hans »Hus« egenlig var godt og hans Forretning »smuk«; der behøvedes ikke en Gave, men et Laan, som kunde hjælpe ham ud af en øieblikkelig Forlegenhed og løfte ham endnu høiere end før. Han anede ikke, at dette var det største Offer, han for Øieblikket kunde forlange af Broderen: Simon skulde løfte ham og derved trykke sig selv endnu mere ned! Alt Haab skulde Simon opgive for sig selv og blot gjøre Broderen stor!
���Mortche fremførte altsaa Sagen aldeles forretningsmæssig, viste Forlegenhedens Art og forlangte af Broderen, ikke en bestemt Sum, men en Tilsigelse om at ville hjælpe efter Omstændighederne, mod sædvanlig Garanti og sædvanlig Rente.
���Efter en Pause sagde Simon: »Hør nu, Mortche, jeg maa sige Dig det, Du er ingen solid Kjøbmand.«
���»En stor Nyhed!« svarede Mortche, idet han tvang sig til at lee; »hvor skulde den Soliditet komme fra? Hvad vor salig Fader efterlod, veed Gud og hver Mand, og anden Arv har jeg ikke faaet.«
���»Det er ikke det«, vedblev Simon; »det er ikke det, at
Du er en Dalphen[Note 15]; mangen Mand begynder med Ingenting; men han
venter med at slaae ud, til han har Noget. Da Du var en lille Mand, skulde Du
have tre store Marquiser, og da Du fik Lidt mellem Hænderne, skulde Du
give Credit herfra til Ringkjøbing og fra Skagen til Neumünster -
spærre Øinene op paa Folk over det hele Land, pyscht!«
���»Naa«, svarede Broderen, »naar det efter Himlens Villie
gaaer en Mand skjævt, maa han høre Noget. Jeg har gjort mit
Bedste; men maaskee har jeg feilet. Jeg har feilet. Oschamti,
Bogadti[Note 16] ....
skal jeg sige hele Ramsen, Simon?«
���»Du skal ikke sige hele Ramsen. Hvem er jeg? En Synder for Gud. Du skal kun indrømme mig det, at Du er ingen solid Kjøbmand.«
���»Det har jeg sagt. Men nu siger jeg endnu en Ting, Simon: Jeg har troet, at Du var et godt Menneske.«
���»Naar man giver sin sidste Skilling bort, er man et godt Menneske.«
���»Det er der ikke Tale om. Du kan gi'e eller lade være at gi'e - skjønt, hvem taler om at gi'e? Du kan laane eller lade være at laane. Men Du tør ikke bebreide Din Broder Noget, naar Vorherre har rørt ved ham.«
���»Jeg bebreider ikke! Jeg siger ikke Andet end, hvad jeg kan forsvare for Gud: Du er ingen solid Kjøbmand. Og hvorfor siger jeg det? For at bebreide Dig det? Vorherre bevare mig! Hvad kan Du gjøre derfor? Saadan er Du. Men naar Du selv kommer og siger, jeg skal hjælpe Dig, saa siger jeg: Mortche, jeg kjender Dig. Hvad der staaer paa Debet-Siden, seer Du rosenrødt, og hvad der staaer paa Credit-Siden, seer Du lilliehvidt. Det er Din Natur; jeg bebreider Dig det ikke. Jeg bebreide? - Men naar jeg skal sætte min Smule Penge i Din Forretning, saa vil jeg ikke forlade mig paa Dine Beregninger - ikke fordi Du vil narre mig, men fordi Du seer paa Din Maade - og derfor siger jeg: Lad et Par Forretningsmænd, virkelige Forretningsmænd, opgjøre Din Status, lad Alting blive klart og lyst som Dagen, og saa vil vi see.«
���Mortche kunde ikke for sig selv nægte, at der var nogen Billighed deri, endskjøndt han naturligvis langt vilde have foretrukket, at Sagen var gaaet stille af og ingen Fremmed havde faaet Adgang til hans Bøger. Han havde nu ogsaa en Anelse om, at selv naar Simons foreløbige Betingelse blev opfyldt, vilde Sagen ikke gaae ganske glat. Men han havde ikke Andet at gjøre. At søge Hjælp hos Andre og derved tilkjendegive, at hans Broder ansaae hans Stilling for haabløs, vilde strax føre ham i Fordærvelse.
���Inden han forlod Huset, vilde han dog skaffe sig en Forbundsfælle til at føre hans Sag, medens han var borte. Han gik ind til Søsteren og fortalte hende, at hans Hus var i Fare. Gidel havde i nogen Tid skrantet, og hun var denne Dag meget lidende og nervesvag. Hun brast i høi Graad.
���Denne stærke Medfølelse skar Simon i Hjertet som en Utaknemlighed og Tilsidesættelse imod ham. Han kunde ikke forstaae hendes Kjærlighed eller tilsyneladende Forkjærlighed for Broderen, og hun kunde vel knap forstaae den selv. Hun elskede Simon uden at tænke derover, uden at have faaet sin Kjærlighed maalt eller sat paa Prøve. Han var paa en Maade hende selv. Mortche elskede hun, ikke »fordi«, men »uagtet«, tiltrods for det, som Simon kaldte hans Vindbeutleri, men ogsaa fordi han var gift og havde Børn, samt endelig fordi Mortche i sit Væsen havde Noget, der bragte Fornøielighed, et Pust fra en livligere Verden, et Glimt af Poesi. Og nu vilde Verden lægge sin klamme Haand paa denne eneste poetiske Blomst, hun kjendte.
���Simon fandt sig i Tilsidesættelsen, eller hans Mismod over hende var snart forbi; men han lod sig ikke rokke; han stod bag en stærk Forskandsning. Til hendes bedste Argumenter svarede han: »Naar en Mand bringer mig en Sæk uden Bund og forlanger, jeg skal fylde den, saa svarer jeg: Lad sye Bund i Din Sæk, min gode Mand, og kom saa igjen. Basta!«
���Kort Tid efter bragte Mortche den Opgjørelse, som Simon havde forlangt. Den var underskreven af to vederhæftige Mænd og gik ud paa, at Huset M. Levi under de forhaandenværende Omstændigheder behøvede 20,000 Rd.
���Simon skreg høit som i legemlig Smerte. Dels syntes Summen ham for stor, dels havde den i Størrelse en uhyggelig Lighed med hin Sum, som han skulde have betalt i Maser, men hvoraf han kun betalte Renten. Han havde betalt mere end Renten; foruden de Summer, vi allerede kjende, havde han efterhaanden i Velgjørenhed tilføiet ikke Ubetydeligt. Han stod efter det dobbelte eller tvetydige Bogholderi, som han havde foretrukket og vænnet sig til, i anseligt Forskud for Vorherre, og alligevel blev nu den hele Sum forlangt: Maser af alle 200,000 Rd. Der var heri noget sælsomt Drillende, som tirrede ham til Modstand. Det Hele syntes ham en Sammensværgelse, hvorved man saa smaat lo i Skjæget og vilde gjøre ham til hans Broders Fodskammel. Der var noget særeget, ikke egenlig Uretfærdigt, men Underfundigt heri, som bragte det Onde i ham til at reise sig: han vilde under den Tvang og paa den Maade ikke gjøre Godt.
���Skjøndt han allerede havde taget sin Beslutning, gjennemlæste han dog Papirerne med tilsyneladende stor Opmærksomhed og sagde endelig: »Det er klart og lyst som Dagen! Tyvetusinde Daler til Dine Creditorer!«
���»Ja«, sagde Mortche; »men saa er der Udsigter til, at alle udestaaende Fordringer vil komme ind.«
���»Udsigter? Jo, Udsigter. Lange Udsigter. - Og hvis de ikke kommer ind? Og hvis Huset M. Levi imidlertid speculerer og igjen kommer i Underballance? Nei, Mortche, Du er min Broder, og hvad Tjeneste jeg kan gjøre Dig, vil jeg gjøre Dig; men jeg betaler ikke Dine Creditorer.«
���»Men, Simon, saa maa jeg jo gaae fallit!«
���»Saa gaaer Du fallit. Man har seet større Huse gaae fallit.«
���Forgjæves udhævede Broderen, hvilken Tort det vilde være for hele Familien, hvis han gik fallit, forgjæves hentydede han til, at hans Søns Giftermaal rimeligvis vilde gaae overstyr - Simon havde faaet sit Nei sagt og tilføiede blot: »Fordi Du gjør Gjæld, skal jeg betale! Fordi der skal være Bal, skal der dandses paa mit Hoved! Na, nit! Lad Alting blive feiet rent! De løber vel ikke bort imens med Rikke Jacobsen, og har jeg en Smule, bliver der ogsaa en Smule til Din Frederik.«
���»Det vil sige«, raabte Broderen, »Du vil have Rachmonus (Barmhjertighed) og give os Almisse! Jeg skal komme til Dig og faae Ugepenge af den Maser, Du har at betale! Nei, Simon, ikke endnu! Først vil jeg sælge Alt, min Smule Sølvtøi, Dynen af min Seng - hvad vil jeg ikke gjøre! - Du slaaer Haanden af mig - Gud vil hjælpe!«
���Den kolde Sved stod Simon paa Panden, da Broderen med disse Ord gik ud af Døren; men det Gode i ham havde ikke Magt til at kalde ham tilbage. Han vilde ikke betale Mortches Creditorer, han vilde see ham gaae fallit; han vilde selv være den Første i Familien og saa hjælpe efter sin egen »frie Villie«.
���Trods hine stærke Ord mente Broderen dog ikke, at Alt endnu var afgjort, han stolede paa Søsteren. Men Gidels Ildebefindende var tiltaget, Smerten sløvede hende, og hun blev paa en Maade, som Mortche ikke kunde beregne, et Redskab imod ham; thi Deltagelsen og Bekymringen for Gidel var en ny og hemmelig Undskyldningsgrund for Simon med Hensyn til Broderen: Naar han saa fuldstændig, som han gjorde, tog sig af hende, kunde han vende Ansigtet bort fra mere tvivlsomme Pligter.
���
Men det stod skrevet i Skjæbnens Bog, at netop der, hvor Simon vilde glemme, skulde han paa egen Maade blive mindet.
���Der blev Intet sparet paa Gidel; hun havde ikke blot en af Byens berømteste Læger, men de bedste jødiske Vaagekoner; der blev lagt Halm udenfor Huset, for at hun skulde kunne sove. Hvergang Simon kom ud paa Gaden, gjorde det ham bitterlig ondt, at Gidel ikke selv kunde see, at hun laa syg som en Prindsesse. Der var i den Stilhed, som Vognene pludselig iagttoge nærved Huset, noget næsten ligesaa Høitideligt som ved Forbøn i Synagogen. Men hendes Sygdom tiltog eller kom til en Krise, og Lægen erklærede, at han maatte skride til en Operation.
���»Er der Fare derved?« spurgte Simon beklemt.
���Lægen svarede: »Vi staae jo Alle i Guds Haand; men egenlig, overhængende Fare seer jeg ikke. Det er ikke værdt at opsætte; jeg vil komme lidt efter Middag.«
���Da han var kommen igjen med sine Instrumenter og havde lagt dem tilrette, bemærkede Simon Levis skarpe Øine, at han gjorde Korsets Tegn over dem. Skjøndt man sjelden i det daglige Liv seer det Tegn blive gjort, kjendte Levi det dog næsten instinctmæssig og antog, at Lægen var bekymret med Hensyn til Operationens Udfald. Han sagde med tilspidset Mund, der saae baade indsmigrende og lidt maliciøs ud: »Undskyld, Hr. Professor, De gjorde et lille Kryds over Deres Knive. Bliver De vred, naar jeg spør: »Hvad betyder det?«
���Professoren blev næsten undselig; i hans Stand pleier man ikke at bære Religiøsitet tilskue og allermindst at komme i Conflict med Andres religiøse Følelser. Han svarede blidt og næsten undskyldende: »De skal ikke blive bange og heller ikke tage det ilde op, Hr. Grosserer. Det er blot et Tegn, jeg gjerne gjør, i min Guds Navn, naar et andet Menneskes Helbred og maaskee Liv afhænger af min Haand.«
���»Naa, et Tegn .... i Deres Guds Navn .... Hr. Professor«, sagde Simon i en Tone, der lød for Lægen som dum Høflighed. »Vil De ikke vente et Øieblik, Hr. Professor? Vil De være saa artig at vente et Øieblik?« tilføiede han strax efter og gik ind i sin Stue.
���Han gav sig til at gaae op og ned med en Uro, som om han søgte Skjul, medens han sagde til sig selv:
���»Was is do mehr? Hvad er der i Veien? Simon, vær ingen Nar!
Der er Ingenting i Veien. Han er en dygtig Mand. Narrestreger, jeg kan
være rolig, jeg har gjort Mit. Na, han gjorde et Tegn! Hvad er et Tegn?
Et Tegn kan man sagtens gjøre; det koster ikke Noget! Kan Syge cureres
ved at gjøre Tegn, saa bliver der ikke mange Apothekere. Og hvad kommer
det mig ved? Tegnet schmatter[Note 17] ikke. - Men jeg kunde ikke lide
det, da jeg saae det - jeg kan ikke lide det; det gjør mig
benauet, jeg er benauet .... Det var, ligesom der blev En mere i Stuen.
Og hvem er det? Han siger, det er hans Gud. Kemech[Note
18]! Hvis det er den rigtige Gud, er det dog min Gud. - -
Adaunoi Elauheinu[Note 19], hvis det var Dig og Du stod og saae
paa, at de trak og sled og skar paa min Søster Gidel for at
gjøre hende rask, og Bal Hamoves[Note 20] stod udenfor, og
Du saa sagde: Hvorfor betaler hendes Broder Simon mig ikke de Penge, han
skylder mig? .... Schema Iisroeil[Note 21], jeg kan ikke holde det ud, det løber
rundt for mig .... Hvor meget skylder jeg Ham? .... Narrestreger med det Legat
efter min Død! Hvis Han vil have sine Penge og curere Gidel, maa jeg
betale i levende Live - hvor meget er det?«
���Han aabnede en Skuffe fremtog Papirer og gav sig til at regne med stor Omhyggelighed, vistnok aldeles mechanisk; thi han kjendte jo Facit, og Spørgsmaalet var kun om at tage en Beslutning.
���Lægen aabnede Døren, saae med Forundring eller Forbauselse Simon Levi endog i et saadant Øieblik sidde ved Papirer og regne, og sagde: »Om Forladelse, Hr. Grosserer; men jeg kan ikke godt vente paa Dem, især hvis De har mange vigtige Forretninger?«
���»Vigtige Forretninger? Det er en vigtig Forretning! Vigtigere, end De troer! Nu kommer jeg.«
���Han lukkede Øinene og næsten hele Ansigtet fast sammen og sagde: »Nu er det gjort.«
���Derpaa gik han ind til Søsteren og sagde: »Gidel, min Søster leb, lad ham nu komme til, i Herrens, den almægtige Guds Navn. Jeg siger Dig, Du bliver rask.«
���»Hvordan kan Du sige det saa vist?« sagde Gidel blidt og rystende af Angst, idet hun beredte sig.
���»Hvordan jeg kan sige det? Hør efter, Gidelche, læg Dit Hoved herop, saadan ....«
���Og hviskende ind i hendes Øre sagde Simon Levi: »Jeg har betalt Maser. Din Broder Mortche skal have de tyvetusinde Daler, han skal være den Første. Jeg skylder Vorherre dem, han vil være tilstede - skjøndt ikke saa mange; men han skal have dem, alle tyvetusinde, for Din Skyld. Nu behøver Du ikke være bange, Gidelche, og jeg er heller ikke bange.«
���»Simon«, sagde Gidel, »Gott soll Dir benschen! Gud skal velsigne Dig!«
���
Fra den Tid af blev Simon Levi meget lykkeligere end før; han havde
Fred i Sindet, var paa sin Maade munter og spøgefuld i daglig Omgang,
blid og velgjørende, saa at han erhvervede sig det gode Navn, man, som
alt anført i Begyndelsen af denne Beretning, skal have tilkjendt ham.
Han kom ogsaa til Anseelse, skjøndt ikke i en stor Kreds. Da Broderens
Sager vare ordnede og Forretningen igjen gik godt og mere solidt end
før, blev Sønnen Frederik gift med Rikke Jacobsen. Det var et
stort Bryllup, og da Simon saae Bruden i det hvide Slør under
Hruppen[Note 22] og sin Broder med
Lystighed træde Glasset itu og sin Søster og Folk omkring pyntede
og høitidelige, og han saa tænkte, at dette skjønne Syn
for en ikke ringe Del var hans Værk, lukkede han Øinene og sagde:
»Jeg takker Dig, almægtige Gud, for, at Du tog de 20,000 Daler fra
mig, og Du skal i Fremtiden faae Alting ærlig og Mere til!«
���Ved Bordet blev der holdt Taler, først for Brud og Brudgom, saa for Brudens Forældre; men da derpaa den, det tilkom, reiste sig for at udbringe Brudgommens Forældres Skaal, afbrød Mortche ham høflig og sagde: »En Skaal skal først. Min Broder Simon gaaer foran. Hvorfor skal vi nægte det, som Enhver veed? Dette er hans Værk. Mine Børnebørns Børn skal velsigne hans Navn. Derpaa vil vi Alle raabe Hurra!«
���Da Simon begyndte at komme sig af sin Rørelse, følte han noget Blødt om sin Hals og noget Varmt ved sin Kind. Det var Bruden.
���
Saadan gaae det Alle dem, der ikke selv have Børn!