Bogens Verden 1995 nr.3



Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel



Ordene og stilheden

Om Sitakant Mahapatras digtning

Af Erik Stinus



Nogle digte definerer poesien, dette alene synes at være deres budskab. De bruger ikke store ord, de er ikke sorgbetyngede, men sorgen er til stede i dem, enhver følelse rummes i det uudtalte, men de siger: Goddag, se mig, jeg er poesien. Det kan være blot et par linjer næsten skjult i et længere digt, endog i prosa, det kan være en enkelt replik fremsagt fra scenen eller af en eller anden, næppe opmærksom på det selv, i daglig tale. Somme tider er det en pause, stilhed. Denne type digt er universel og lever videre selv i kulturer der har forkastet poesien som en måde hvorpå Verden kan opdages og sanses, vores tilværelse i den beskrives.

Sitakant Mahapatra (f. 1937) skriver på sit modersmål oriya, men i årenes løb er mange af hans digte blevet oversat til engelsk, af ham selv og blandt andre landsmanden den engelsksprogede digter Jayanta Mahapatra, trods navnet ikke en slægtning.

I Sitakant Mahapatras poesi møder læseren (eller lytteren, for indiske digte skrives traditionelt for tilhørere, eller bare én tilhører) det skjulte digt i digtet, stilheden:

Lad dem rase
disse afmægtige oversvømmelser
i dine årers natlige hav.
Og vær stille.

Når den forslåede vind
stønner udenfor dit vindu
og honningsamleren vandrer bort
som en skygge
i det stadig tættere mørke,
vær stille også da.

Thi hvor, kære digter,
finder du ordene
for den dybeste
hemmeligste kval?
Mahul-blomsterne
hader at tale.

("Stilhed")

Men også hvor stilheden ikke markeres eller nævnes i Mahapatras digte, fornemmes den. Det er ikke en følelse af at nu er alt sagt og at digteren, som en prædiker, ønsker vi skal betænke hans ord; Mahapatra kan desuden dårligt kaldes en prædikende digter; det som i karakteristiske passager lykkes ham, er at bringe ord, musik og stilhed i samspil:

Den næste morgen lå så dér den brede flod
med nattens vindfælder
mod ingensteder i drift,
og vi var blevet så meget klogere,
så meget mere uvidende.
Men træerne havde i den nat talt til os
med ord som allerede var vort kød og blod
og holdt i favnen vore gamle sorger,
favnet selv af mudrede vande og minder.

("En rejse gennem Rocky Mountains")

Man plejer at sige at musikken i poesien går tabt i oversættelse, og med den nogle af de traditionelle betydninger og bibetydninger som ord og vendinger har, klangen og efterklangen der hidrører fra et folks særlige sociale, historiske og kulturelle erfaring. I en folkevandringsæra, og i et multinationalt samfund som det indiske, er der en tilbøjelighed til at overbetone forskellene mellem kulturerne, snart for at fremhæve den ene på den andens bekostning, snart for ikke at fornærme nogen. Det er et ømt punkt fordi lige om hjørnet truer gentagelsen af en tragisk historie hvori kultur og religion, kultur og race eller kultur og sprog bliver sammenfaldende begreber, slagord, og skellet går mellem rent og urent. Billedet af kulturerne fortegnes også af indre og ydre krav til den enkelte om at indordne sig under et fællesskab med dybe rødder og tydelige grænser, samtidig med at hans åndelige og materielle liv for en stor del bestemmes af og leves i en kultur af nyere dato, med spinklere rødder, men til gengæld effektiv, stærk, altædende, altså på sin vis tolerant, og verdensomspændende.

Et fremherskende træk ved den ny kultur er frygten for pauser, som kunne være den optrædendes frygt for at miste tilhørerens opmærksomhed, eller tilhørerens frygt for ikke at blive mæt, få hvad han har betalt for. I en tid hvor romanens stof er overtaget af presse og fjernsyn der når ud til et bredere publikum end det skrevne ord eller selv biografen, i to menneskealdre Indiens kulturtempel, nogensinde har haft i tale, hvor dramaet er forvandlet til nyhedsglimt fra en gade i nabolaget eller fjerne plagede egne af kloden, og hvor poesiens sprog og håndværk er faldet i hænderne på reklameindustrien, i Indien en af de mest blomstrende, ændres romanforfatterens, dramatikerens og lyrikerens arbejde. De og deres værker er muligvis i stand til at flyde på bølgerne af en hurtigt loddet fascination, en bedyret interesse i visse cirkler for "ægte kunst" eller tilbedelsen af stjerner, prisvindere, kunstnererhvervenes bedste løbere og springere. Lyrikerne kan sole sig i den statistiske kendsgerning at en indisk digtsamling udsendes i langt større oplag end en normaldigtsamling i England og USA; de kan konkurrere med hverandre og alle de øvrige optrædende fra en gudsvelsignelse af brancher og betragte Verden som én stor musisk arena. Eller deres virke bliver en søgen efter den tone som i en sådan koncert tør kaldes ren:

Hvis efter tusind påkaldelser og bønner
de forvildede ord ikke gengiver
så meget som en hvisken af dit hjertes råb,
glæden og sorgen du bærer i brystet,
betro da alt
i tavshedens blide vældige hænder.

("Det sker")

Sitakant Mahapatras digte har ledsaget mig på rejser, i Orissa og overalt i Indien, døgnlange rejser med rutebil og tog, ligesom andetsteds på Jorden. Fra digte kan øjnene kikke op og ud for så at vende tilbage til dem med det de har set, enten man på rejsen er læser eller skribent. Selv når Mahapatras ord og musik synes at finde allertryggest hvile i religiøse kulisser, lukker de ind i deres nærvær Verdens nærvær, ind i øjeblikket tidens flugt:

Fortabt, fortabt det hele,
talløse universer borte, sunket ned,
Urlegemet optar dem i sig,
i den Mægtige Sols sidste stråler blir de suget ind.

Den flammende klode i rutebilens bakspejl
(er det hvor de fromme ånder dvæler eller hinsides Paradis?)
fortærer billederne, skikkelserne, alt liv
som en forslugen forstadsstation alt
der kommer dampende, bugtende sig på slangevis.

Solnedgangen i rutebilens bakspejl:
Som et luende lysende livs oprørte bølger.
("Solnedgangen i rutebilens bakspejl")


Her står vi sikkert ved spørgsmålet om kulturerne, de opslåede døre og de tilsyneladende forsvarligt låste.

Som "nabo" i Orissa til flere af Indiens såkaldte stammefolk og som ministeriel embedsmand har Sitakant Mahapatra beskæftiget sig med kulturerne og de mellemkulturelle forbindelser. Gennem sine oversættelser af stammernes mundtlige digtning og sine kommentarer til den har han fremdraget lighederne i udsyn, tanke og følelse mellem de etniske grupper og de større og dominerende indiske kulturer som omgiver dem. Han har gjort det uden at lægge skjul på forskellene, ukritisk hverken over for den studerede kultur eller den han som regeringsudsending og formidler repræsenterer. Hans antologier over stammernes sange og rituelle digtning regnes for en forskerbedrift der for et moderne læsende publikum udvider den indiske litteratur og ændrer nogle forestillinger om den.

Mahapatras egne digte giver os mere end glimt af livet i Orissas landsbyer, billeder af kamp, håb, lystighed, skuffelse og "ældgammel sorg". Somme tider er digteren en del af begivenhederne, en af mængden, til andre tider, i overensstemmelse med sin faktiske rolle, den politiske aktør som bliver tilskuer - i digtet "Valget" en ironisk situation:

Vore mørke længsler gør ikke indtryk
på Jer, ejheller vores udstyr:

Plakater, symboler, mand-Jer-nu-op-taler,
løbesedler; Jeres sorg overlever imperier.

De kolde børnebørn
vågner i Jeres hjerter
da I ser
de valne allegorier
på vore askegrå ansigter.

Men oftere er han outsideren, den dobbelt bedrøvede fordi han nu har to hjem, men intet hvori han samlet kan tage ophold:

Tro ikke det var nemt
at vende tilbage i en sådan stund
efter at ha trukket gardiner
for bjerge så blå!
Hvor ingen lindring findes
vender det udhungrede hjerte tilbage
med sin kærlighed til græsset,
landflygtig og fordømt.

("Hjemvejen fra et skovfolks landsby om aftenen")

I Sitakant Mahapatras tidlige poesi er livets vemod et genkommende tema. Hvor der er liv, er der afsked og død. Senere forsøger han at afgrænse dødens domæne og forklare dens mønstre:

Jeg ser bag hvert menneske en skygge,
utydelig først, så skarpere,
i venten på at foldes
om ham som kastede den.
Og om soldaten i skyttegraven:
Livet er
det som hænder én
under en udeltagende himmel
oplyst af en lemlæstet måne.
Snart bliver det morgen.
Hvilken morgen? Befrielsen gennem døden, gennem udslettelsen eller en ny fødsel? Han stiller de samme spørgsmål som mundaerne, kondherne og parajaerne i deres dansesange: Hvem er vi, hvad er meningen med vore kroppes, hoveders, lemmers bevægelse i Universets og Evighedens store dans?

Ikke sjældent sammenlignes døden med en frugt som modnes i os. I "Salme", et af de tidlige digte som Mahapatra har medtaget i forskellige versioner i flere af sine digtsamlinger, hedder det:

Mit korn modnes nøgent
i ufærdige morgener,
frøgemmet mælkespændt;
min samlende slyngtråd,
hent mig hjem fra grønne bedrag,
umådeholdent ståls ihærdighed
og stierne af lutter lys.

Der er nok nu
af anklagende skikkelser
i livets dukkespil,
lertekster nok
som fortolker solen.

Berøvet driften forbander mit blod
den mørke gud der befalede
jublende fugle at tie,
men deler med jord-frugten
dens ydmyghed og endeligt som aske.

Men så hvisker digteren i "Kundgørelsen", et halvt ironisk digt hvori et jeg vender sin opmærksomhed fra præstens famlende forudsigelser mod skyernes direkte tale:
Smag på lykkens citron,
den lysende frugt i mørke navnløse haver,
men husk:
andet er lykken ikke end vinger
som daler på den ufølsomme vind

* * *

Og smilende tillægger han skyerne dette sidste udsagn:
Bær ikke nag, for du tilhørte altid
nattens mørke fyrstinde.

I "Kamelen, nat i en oase" beskrives lastdyrets liv i ørkenen som en "golde endeløse miles" rejse. Og de som véd for lidt om tørst, smerte, ensomhed må ynkes over det ulykkelige dyr, for de ser ikke at kamelens tørst stammer fra en anden hemmelig ørken, dens smerte fra et andet usynligt sår og dens ensomhed fra et andet ukendt vildnis. Dette mærkelige og smukke digt hvori luftspejlinger spejler rækker af luftspejlinger, antager næsten karakter af en lovprisning af tørst, smerte og ensomhed som symboler på livets guddommelige orden. Men her er der også ironi. Bag godtagelsen af lidelsen lurer tvivlen om rimeligheden og retfærdigheden i gudernes iscenesættelse af det jordiske skuespil.

Holdningen bliver tydeligere i digtene der omhandler mytologiske emner, navnlig i talen til Herren Krishna lagt i munden på Jara, jægeren der var forudbestemt til at dræbe guden:

O du bedrageriske grusomme Ene, du evigt smukke,
jeg ønsker ikke at se din guddommelige form
hvori planet og stjerne gløder,
måne, tågeplet og sol og ild.

Jeg ber ikke om din visdom eller ubegrænsede hukommelse -

O du fortryllende Ene, du som er overalt,
kun dette ber jeg om
at også næste gang og næste gang igen min pil
må udfri dig
af din krop, din egen falskhed.


Om de mere håndgribelige herskere over menneskenes kollektive liv - lynild, stormflod, tørke - skriver Sitakant Mahapatra dramatisk, som det kan forventes af en digter der har hjemme på Indiens østkyst. Og det er når han skildrer naturen i dens vildeste og mest undertrykkende luner, at han afstår fra grublen og enetale, og uvirkeligheden ophæves. Naturens røst blander sig med menneskenes og alt levendes, indbefattet sædekornet der beder "den genstridige jord/om at finde en opgang til lyset." Filosofi blandes med poesi og musik. Dette er selvsagt indisk musik men ikke hélt som hørt før. Og den er universel uanset hvilken by, hvilket landskab eller hav det er den maner frem. Tradition, historie, kultur, hvor gamle de end er, eller civilisationerne bygget ovenpå dem, med deres krav på materiel mageløshed og åndelig forfinelse, kan ikke besvare digterens spørgsmål. Han trænger gennem deres mysterier, deres indarbejdede efterlignelige sprog for at finde et nyt. Den der rækker ud efter lyset må anslå de mørkeste toner.

Efter den stormfulde dag kommer den stille aften. Efter den frygtelige nat kommer daggryet med dets fuldkommen forandrede landskab og en stilhed hvoraf, forhåbentlig, ny sang fødes. Aftener og morgener indtager en vigtig plads i Mahapatras poesi. Han lader os høre stilheden og se hvad der er forandret som i digtene om monsunen og havet og i digtet "I din landsby":

Næste morgen er vi der igen.
Din landsby sover endnu,
smyger sig ind til bjergene:
Barnet Krishna
mellem Pútanás enorme bryster.

Inderen lader sig dog ikke narre af det idylliske syn, for Pútaná var dæmonkvinden med gift og ikke mælk i sine bryster. Hun ville ombringe gudebarnet ved at amme ham, men Krishna diede hende til døde. Dramatisk, selv om udfaldet er kendt, er også digtet om hanekampen. Pietetsløst sammenligner digteren de to haner og landsbyboernes heppekor med pándavaerne og kauravaerne, de ædle endskønt ulykkelige fortidshelte i den store Bhárat-krig. Digtet slutter så lammende stille, så blottet for trøst og formildende udlægninger, at det løber læseren koldt ned ad ryggen. Det er et digt om krigen til alle tider.

I de senere år har Sitakant Mahapatra til sit værk føjet poesier der som stammefolkenes ikke-rituelle fortællende sange næsten forekommer lyse. Ikke mindst i de digte hvor han taler om tid og alder, om sin fars liv og død eller til sine børn, ligesom i "balladen" om en tiggerdrengs død, er beskrivelsen af digterens egen søgen trådt i baggrunden til fordel for iagttagelsen af det almindelige:

Som hans forlængst glemte mor
kærtegnede månen ham med sit bløde lys
stjernerne faldt
som to-paise fem-paise mønter
ned i aluminiumsskålen der lå ved hans side som en hjerneskal

Om morgenen lå han der men var der ikke
morgenen var der ikke
Giv ham lov at sove lidt endnu ...


Spørgsmålene, modsigelserne, er der som før, og det lysere tonefald skyldes ikke at mørket er blevet mindre, men sprogets enkelhed prøves som en mulig måde at optrævle de sammenbunkede erfaringer på. Følelsen af slægtskab og solidaritet med den anden, de andre, i forgangen tid, omkring ham i tiden nu, og uden ham i kommende tid, bærer som glæden ordene og stilheden.



Litteraturliste




Tilbage til toppen