Bogens Verden 6-94 Joakim Garff

Bogens Verden 1994 nr.6

Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel

Fra bog til bits
Om ældre, nyere og kommende udgaver af Søren Kierkegaards skrifter

Af Joakim Garff, lektor, Søren Kierkegaard forksningscenteret, Københavns Universitet

"Det er maaskee dog stundom faldet Dig ind, kjære Læser, at tvivle en Smule om Rigtigheden af den bekjendte philosophiske Sætning, at det Udvortes er det Indvortes, det Indvortes det Udvortes" (1,I). Således indleder Kierkegaard alias Victor Eremita som bekendt Enten-Eller. Og hvis læseren aldrig har betvivlet den filosofiske sætnings rigtighed, så skal Victor Eremita alias Kierkegaard snart bibringe læseren den fornødne tvivl. Den bog, læseren i øjeblikket er beskæftiget med, består nemlig af forskellige skrifter, der er kommet deres udgiver i hænde under så besynderlige omstændigheder, at det hele næsten til forveksling kunne ligne en fiktion. Sagen er i korte træk den, at bemeldte Victor en sommerdag i -36 havde planlagt en lille, rekreativ rejse ud i landlige omgivelser, men beruset ved tanken om de skønne egne, han skulle besigtige, sover han minsandten over sig og vågner først af denne sin søde og aldeles udogmatiske slummer, da postillionen blæser signal til afgang. På få sekunder kommer han i tøjet, men bedst som han skal til at forlade sin lejlighed, falder det ham ind, at han måske ikke har tilstrækkelig, likvid kapital i sin tegnebog, hvorfor han iler tilbage i lejligheden og hen til et større skuffedarium, en såkaldt "Secretair", som han nyligen havde erhvervet efter en række ihærdige forhandlinger med en noget optrækkerisk marskandiser. Men se, skuffen med pengene er ikke til at bevæge, hverken frem eller tilbage, så i en tilstand af pludselig panik må Victor lade en håndøkse hente, hvormed han resolut tilføjer sit elskede møbel et ødelæggende hug, der, som skrevet står, foranstalter en total "Rystelse i Secretairens hele Organisation" (1,VIII). Dette får da noget så romantisk som en hemmelig låge til at springe op. Og ud flyver de så, de mange skjulte papirer, nogle skrevet "paa en Art Post-Velin i Qvart med temmelig bred Margen", andre "paa hele Ark Bikube-Papiir med spaltede Columner", hvortil kom en "Mængde Lapper, paa hvilke der var skrevet Aphorismer, lyriske Udbrud, Reflexioner" (1,VIIIf.). Så summa summarum: Hvem kan herefter nære den mindste fidus til, at det udvortes skulle være det indvortes og det indvortes det udvortes?
Episoden med den pæne "Secretair", der pludseligt afslørede sit komplicerede indre, kan ses som en næsten symbolsk foregribelse de vanskeligheder først Lund & Barfod og senere Heiberg & Kuhr mødte, da de - ganske vist, formoder jeg, under mindre dramatiske omstændigheder - i sin tid fik adgang til Søren Kierkegaards efterladte Papirer. Men episoden kan naturligvis tillige ses som en demonstration af det, der sker for enhver, som mere eller mindre uforvarende lirker ved blot en enkelt låge i det kierkegaardske skrift-skuffedarium og sekundet efter står med favnen fuld af de 70.000 favne papir, som geniet så generøst har efterladt sin "kjære Læser". Hvad det nu end vil sige at læse Kierkegaard, så har det at gøre med papir, bunker af papir, der, for nu at gøre forvirringen komplet, er fordelt på forskellige udgivelser. Når man derfor vil optere for endnu en udgave og samtidig hævde, at denne vil bringe forvirringen til ophør, må man have noget, der ligner tvingende grunde. Det vil jeg da også mene jeg har, men først lidt aktuel forhistorie.

Samlede Værker
"Slå til Søren", var det muntre slogan, hvormed Gyldendal for nogle år siden annoncerede, at restoplaget af Kierkegaards Samlede Værker nu lod sig erhverve for omtrent det halve. Det var fristende, ja, flere blev måske ligefrem fristet over evne, så inden man fik set sig om, var restoplaget revet væk, - måske på nær et par solister, ikke sjældent af den opbyggelige slags, der åbenbart ikke havde kunnet holde trit med de tyve fortløbende og derfor var havnet i en bogkasse, hvor de laset lænede sig mod hinanden, indtil en velvillig og købedygtig læser forbarmede sig over dem.
Så var slå-til-søren-udgaven udsolgt, hvorpå man i visse kredse drog et lettelsens suk, vel at mærke et dialektisk ditto. Selvfølgelig var det glædeligt, at Kierkegaard, som i løbet af 80'erne havde fået en slags postmoderne renæssance, nu ved Gyldendals generøse gestus var blevet tilgængelig for et større publikum. Vel var han vanskelig, men netop derfor: jo flere der forsøgte sig med den kierkegaardiske knude des bedre. Men lettelsens suk skyldtes også noget ganske andet. Sagen var nemlig den, at slå-til-søren-udgaven, også kaldet tredieudgaven, var den hidtil mindst vellykkede, så at den nu, omsider, var udsolgt, var for så vidt lidt af en lettelse.
Besværligt og ikke blot en banal bagatel havde det således altid været, at tredieudgaven indførte ny paginering i forhold til de to tidligere udgaver, som i forvejen, ikke så lidt ubekvemt, havde pagineret siderne forskelligt. Men ikke nok med det. Hvor de to tidligere udgaver havde fordelt værkerne i henholdsvis 14 og 15 bind, foretrak tredieudgaven 20. Og da man nu var i gang, byttede man rundt på nogle af værkerne, således at det, der engang havde befundet sig i bind 13, nu skulle opledes i bind 1. Når nogen herefter henviste til fx bind 5 side 114, opstod der øjeblikkeligt fuldstændig forvirring, idet henvisningen ikke blot gjaldt to forskellige bøger, Fire opbyggelige Taler og Gjentagelsen, men også tre forskellige sider. Havde udgiverne gjort sig den smule ulejlighed at undersøge, hvorledes man i forbindelse med andre udgivelser havde løst problemet, ville de have opdaget, at man her - behændigt og helt uden hekseri - på hver side henviste til de tidligere udgaver i en lille, skarp parentes. For så ved læseren hele tiden, hvor han er. Og hvor han har de andre.
Og de andre, hvem er så de? Ja, foruden originaludgaverne (også kaldet 1. trykkene) er det førsteudgaven, hvis 14 bind blev besørget af Drachmann, Heiberg og Lange, udgivet 1901-06; og det er andenudgaven, et revideret optryk heraf, men forsynet med Ibsens Sag- og Forfatterregister samt et Terminologisk Register af Himmelstrup, 15 bind, udgivet 1920-36. Begge udgaver har været udsolgt i en menneskealder eller mere. Hvad angår filologiske informationer og notemæssigt udstyr, er andenudgaven den bedste, - hvilket jo imidlertid ikke uden videre er det samme som god nok: Den har således et selvstændigt tekstkritisk apparat, men det opfylder langtfra de krav, man nuomstunder må stille til en kritisk udgave; den præsenterer en blandingstekst, en syntetisk tekst, idet den, når det er muligt, kombinerer Kierkegaards 1. og 2. tryk (altså 1. og 2. oplag af et givet værk) med hinanden, der så igen undertiden kombineres med trykmanuskriptet eller med endnu tidligere faser af værkets tilblivelseshistorie (kladder, foreløbige udarbejdelser etc.); og den foretager en række rettelser i grundteksten, såkaldte 'konjekturer', som ikke har tilstrækkelig hjemmel i tekstkilderne. Endelig kan det - som en art kuriosum - nævnes, at der i forordet til både første- og andenudgaven findes følgende passus: "Det besværlige Arbejde at sammenholde de trykte Udgaver med Manuskripterne er næsten fuldstændig blevet besørget af Fru Ellen Drachmann og Fru Johnna Lange". Hvor beundringsværdigt det end kan være med disse kvindelige faktota, der sikkert har arbejdet til langt ud på natten, mens ægtemændene har forlagt residensen til rygeværelset, så kan besørgelsen af udgavens tekst altså næppe siges at bero på den fornødne, filologiske ekspertice. Da denne kollationering, som en sådan aktivitet kaldes, var afsluttet, satte udgiverne, der åbenbart var af den opfattelse, at Kierkegaard ikke skulle være zum Bebrauch für Jedermann, de mange tusind sider med gothisk skrift (eller mere teknisk: fraktur), hvilket slet og ret var en anakronistisk fadæse, thi dette krøllede krimskrams evner jo kun de færreste at læse nu tildags. Et fotografisk genoptryk var derfor i sin tid udelukket. Man måtte simpelt hen sætte hele herligheden på ny.
Ud kom den da i 1962, tredieudgaven, med let læselige latinske bogstaver, ekspederet af Peter P. Rohde, der i sit lille forord kaldte den en folkeudgave. Dermed tænkte han især på to ting. For det første at noteapparatet i større udstrækning end tidligere påtog sig at forklare fremmedord og filosofiske begreber; for det andet at samme apparat - som skrevet stod - ville "medgive særligt vanskelige afsnit visse vejledende bemærkninger". Og det lød jo umiddelbart lovende. Derimod blev det, mere ildevarslende, diskret fortiet, at folkeudgaven ikke indeholdt det ellers særdeles nyttige Sag- og Forfatterregister, som måtte udelades af den simple grund, at dets henvisninger gjaldt første- og andenudgaven. Forbigået i tavshed blev det endvidere, at tredieudgaven også havde slettet det tekstkritiske anhang, hvori de tidligere udgivere havde anført forskellene mellem Kierkegaards eget manuskript og den eller de udgivelser af det pågældende værk, der udkom i hans egen levetid. At dette anhang ikke var den mest muntre læsning, endsige særlig folkeligt, siger sig selv, men sådan bare vupti at lade det forsvinde, var nu ikke videre kløgtigt. Hvad man, om jeg så må sige, fik i stedet, var et Sammenlignende Register, der kolonne op og kolonne ned angav det, dog undertiden kun omtrentlige, sideforhold mellem første, anden og tredie udgave.
Som eneste på markedet opnåede Rohde-udgaven imidlertid den letkøbte ære at blive udsolgt og kom minsandten derpå i et nyt, men aldeles uændret oplag i 1978. Det var for galt, mente dengang Peter Kemp, der først for i flint og så i blækhuset, hvorefter Politikens læsere i en anmeldelse fik at vide, at udgivelsen var intet mindre end en katastrofe for Kierkegaard-forskningen. Det var nok store ord i januar, men Peter Kemp var hverken den første eller den sidste, der ønskede tredieudgaven hen, hvor peberet gror. Der var nemlig ikke blot dét med det famøse register, for det kunne man såmænd nok leve med eller rettere sagt uden; det var heller ikke kun dét med sidetallene, skønt det evindelige renderi fra Herodes til Pilatus via Hr. Rohdes register mildest talt var upraktisk. Nej, det var tillige dét med noteapparatet, der lod meget tilbage at ønske, hvad Rohde da også blankt bekendte i forordet til 1962-udgaven. Udarbejdelsen af et fuldstændigt noteapparat var nemlig, forklarede han her, "en mægtig opgave, som forhåbentlig engang i en ikke alt for fjern fremtid vil blive taget systematisk op". Dette fromme ønske gjorde tredieudgaven, ironisk nok, selv til skamme, for de samme linier blev, seksten år senere, verbatim gentaget i forordet 1978-udgaven!
Rohdes noteapparat har nu i snart tredive år givet anledning til, at drilske folk tit åndfuldt fandt på at kombinere navnet Rohde med andre ord. Dog dem om det; faktum er, at Rohde ikke - som de tidligere udgivere - indskrænkede sig til realkommentarer, men gik videre og gav sit fortolkende besyv med. Hvor udgiverne altså førhen fandt det tilstrækkeligt at oversætte græske og latinske citater, at henvise til dette eller hint værk af Platon, Shakespeare, Hegel eller hvem nu og derpå overlade resten til læseren, dér begyndte Rohde at indbygge en tekstfortolkning i sit noteapparat. Og Kierkegaards ihærdige protester til trods tolkede Rohde teksterne biografisk, så når der stod noget om ulykkelig kærlighed, hvad der jo ret ofte gør, kundgjorde Rohde øjeblikkeligt i en note, at her beskrev Kierkegaard sit forhold til Regine. Dertil kom, at Rohde, givetvis i bedste hensigt, men dog principielt forkert, henviste til og hyppigt også citerede andres fortolkninger, som derved fik næsten kanonisk status. Sådan, lød notens alt andet end indirekte meddelelse, sådan skal Kierkegaard læses! I dag, tredive år senere, forekommer forklaringerne forældede og har for en stor dels vedkommende mest af alt historisk interesse.
Når man dengang ikke græd bitre tårer over tredieudgavens forsvinden, men nøjedes med to tre af de tørre, skyldtes det altså ikke en bibliofil snobbisme, der kun kunne acceptere originaludgaverne og deres dejlige duft af akademisk ægthed, men simpelt hen, at udgaven var under niveau. Og dog vil nogen muligvis alligevel indvende, at læseren, når alt kommer til alt, da bare kan læse teksterne og glemme alt andet, for er det dog ikke til syvende og sidst dem, det hele kom an på?
Jo, akkurat, men desværre. "Hvor dog Trykfeil kunne være vittige!", skrev Kierkegaard efter at have genlæst sine Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, hvor det ret vittige var, at der i stedet for: "den Gave at kunne gjøre Mirakler", var kommet til at stå: "den Gene". Han skulle bare vide. Ganske vist var han ikke noget ortografisk geni, endsige særlig konsekvent, men havde han kunnet læse sig selv i Rhode-udgaven, så ville han nok have fundet, at her var det hele blevet et nummer for vittigt. Lad mig ikke nævne alle bagatellerne, de hundredvis af kommaer og semi/koloner, der enten er forkert placeret eller slet ikke; lad mig heller ikke anføre de mange manglende 'at'er og 'den'er og 'det'er og den slags umyndige småord, for dem opøver man lidt efter lidt en vis dygtighed i at gætte sig til. Tilsvarende kan man godt regne ud, at den græske Philospoh, som optræder på side 53 i bind 10, nok engang har været en tænksom mand, lige som den Æthetiker, der gør sin entré på side 162 i bind 6, formentlig i forne tider har beskæftiget sig med kunst.
Langt værre end disse åbenlyse læsioner, er derimod de fordækte fejl, som når bevare i bind 9 side 144 viser sig at skulle have været besvare eller når idet Aanden sattes bliver til det næsten modsatte, nemlig idet Aanden fattes, som det er sket i bind 6 side 173. Og man kunne, hvis man gad, blive ved et godt stykke tid endnu. Helt galt er det fx gået i Gjentagelsen, bind 5 på side 116, hvor det her kursiverede er sporløst forsvundet: "Erindringen er en aflagt Klædning, som, hvor skjøn den end er, dog ikke passer, da man er voxet fra den. Gjentagelsen er en uopslidelig Klædning, der slutter fast og ømt, hverken trykker eller flagrer". Og fordi Gjentagelsen åbenbart ikke skulle hedde Gjentagelsen for ingenting, gentages linieudfaldet allerede på næste side: "Erindringens Kjærlighed er den ene lykkelige, siger en Forfatter, der efter hvad jeg kjender til ham, stundom er noget svigefuld, ikke dog saaledes, at han skulde sige Et og mene et Andet, men vel saaledes, at han sætter Tanken paa Spidsen (...)". Her er, som det fremgår med al uønskelig tydelighed, præcis det modsatte tilfældet, tanken er vendt på hovedet. En smule utryg bliver man også, når man konstaterer, at tredieudgaven af hensyn til sin egen typografiske praksis har ændret i Kierkegaards tekst. I en længere note bind 6 side 117 har Kierkegaard eksempelvis forklaret, hvorfor han havde spatieret et bestemt ord, men da tredieudgaven ikke spatierer, så har den, uden at blinke, end ikke i en lille note, i stedet for 'spatieret' - slet og ret! - skrevet 'kursiveret'. Da Kierkegaard næste gang, side 174, anvender ordet spatiere, spatierer han selve ordet, skriver altså 's p a t i e r e'. Konsekvent inkonsekvent vælger tredieudgaven her at bevare ordet, men sætter det så, gudhjælpemig, i kursiv, hvorved den i konteksten såre raffinerede pointe fuldstændig går fløjten.
Dog, lad nu dette være nok. De samlede makværker var som sagt omsider udsolgt og situationen derpå den lidt penible, at Kierkegaard simpelt hen ikke lod sig købe hertillands, med mindre man man da var heldig og gjorde et antikvarisk fund. Og da tilmed udenlanske forskere i stigende grad rettede henvendelse til Kierkegaard Afdelingen i håbet om, at de ad den vej kunne erhverve de Samlede Værker - som man jo afsætter år af sit liv til at tilegne sig på dansk - var situationen efterhånden så grotesk, at en udgivergruppe blev nedsat for at forestå et genoptryk for førsteudgaven, - en ganske vist alt andet end ideel løsning, men dog bedre end ingenting.
Bedst som ansøgninger og andet sådant var ekspederet forlød det imidlertid til almindelig forbløffelse, at Gyldendal, der jo netop havde slået til Søren, så han røg på udsalg, minsandten gik med planer om at slå til igen. Og ganske rigtigt. Nyt så det ud med danske skovpartier på omslaget, men indholdet, ak, hvor uforandret! Et lille rettelsesblad var ganske vist det første, der mødte den nysgerrige læsers blik, vel at mærke ikke til værkerne selv, nej, til kolofonen, hvori der havde indsneget sig nogle meget beklagelige fejl, - et misforhold, der under lidt andre omstændigheder sikkert ville have hensat Kierkegaard i et højt, ironisk humør. Et supplementsbind, hvis forside var prydet af Kierkegaard iført en høj, men tydeligvis hul hat, hvorfra en spinkel stige stræbsomt rettes mod himlen, lignede en original nyskabelse, men af nok et rettelsesblad fremgik det, at bogen var et genoptryk af Peter P. Rohdes Et geni i en Købstad, der første gang blev udsendt, - i 1956.
Hvad skal man snart mene? Ja, dømmer selv! Men så meget må i det mindste være indlysende, at man efter henved 30 år med en kritisabel udgave burde begynde at tilvejebringe en ny, kritisk udgave af Kierkegaards værker. Også selv om Gyldendal nu har slået til nok engang og udsendt en let revideret Søren i paperback. Fordi Kierkegaard var et geni i en Købstad, behøver Danmark vel ikke være en provins i verden.

Papirer
Vender vi os herfra mod Kierkegaards Papirer, må man til en begyndelse fremhæve, at udgivelsen af dette enorme materiale i sig selv er en præstation, der aftvinger respekt, hvad enhver, der har besigtiget mængden af manuskriptpakker i Kierkegaard Arkivet på Det kongelige Bibliotek, øjeblikkeligt vil medgive mig. Barfod var den første, der mere systematisk indledte arbejdet med disse papirer, - det vil sige: det med systematiske lå det nu lidt småt med. Det gjorde det også med Barfods filologiske omsorg for det materiale, han havde med at gøre. Når han nemlig havde gennemlæst et manuskript og forsynet det med sine egne, grove anvisninger til sætteren, sendte han selve manuskriptet afsted til trykkeriet, hvor det efter endt sætning i adskillige tilfælde forsvandt ned i papirkurven. Barfod gjorde dog undertiden undtagelser, - specielt når han stødte på et af de mere kalligrafisk vellykkede manuskripter. Så klippede han det nemlig nok så sirligt til og klistrede det på et stykke pap og så havde han et postkort, som han kunne glæde venner og bekendte med ved særlige lejligheder! Det rod, som Barfod havde efterladt sig, fik først tyskeren Gottsched og derpå de nuværende udgivere imidlertid takket være deres jernflid og bemeldte hustuers hjælp bragt nogenlunde orden i, og udgivelsen har i årtier været betragtet som forbilledlig.
Udgiverne af Kierkegaards Papirer har inddelt materialet i tre hovedgrupper. A, der udgør det, man almindeligvis forbinder med dagbogsoptegnelser, hvilket her fx vil sige: pludselige ind- og udfald, teologiske og filosofiske refleksioner, erindringer om Regine, rejsebeskrivelser. B, der omfatter forarbejder og udeladelser i manuskripterne til såvel pseudonyme som ikke-pseudonyme værker, udgivne som ikke-udgivne. Og endelig C, der hovedsageligt rummer optegnelser med forbindelse til Kierkegaards læsning og studier i øvrigt.
Som nævnt har der i årtier stået respekt om denne udgivelse. Underligt stemt bliver man derfor, når man undersøger manuskripterne i en eller flere af de mange pakker og sammeholder dem den trykte udgave, - ja, ens forbehold tiltager i takt med læsningen. Således har, for nu at tage det mest iøjnefaldende først, udgiverne ikke i nær tilstrækkeligt omfang haft blik for manuskripternes grafiske signaler, herunder talløse og ofte meget vigtige, marginale tilføjelser, de mange henvisende pile og sammenførende streger, - ja, selv flere tegninger midt i manuskriptet har man undladt at gøre opmærksom på. Ikke mindre uheldigt er det, at udgiverne til andre tider foretager interpolationer og derved foregiver en egalitet og konsistens i tekstmængden, som der, ret beset, ikke er det fjerneste belæg for, - hvad de med deres yderst omstændelige og for forståelsen af de faktisk tekstforhold ikke just befordrende og i grasserende kancellistil holdte fortaler med op til 21 linier lange sætninger gør sig al mulig umage for at dølge. Desforuden daterer udgiverne de mange løse lapper og indlagte papirer rundtom i manuskriptmaterialet efter principper, som ikke alene er uigennemskuelige og tilfældige, men undertiden tillige medfører direkte forkerte konklusioner. Til dette misforhold føjer sig, at organiseringen af specielt B-sektionen bogstavelig talt er så bagvendt udført, at materialet omtrent taber sin værdi. Men værst er det dog, at den opdeling af hele manuskriptmaterialet i A, B og C, som udgiverne har betjent sig af, mildest talt er stærkt kritisabel, idet denne resolutte sortering af materialet snart udvisker, snart tilslører den faglige og genremæssige kompleksitet, der præger Kierkegaards optegnelser.
Det er således i nogen grad blevet Kierkegaards vanskæbne, at han, der ivrede mod "Systemet", er faldet i hænderne på alt for systematisk ivrige udgivere. Henning Fenger, kildekritikkens svar på Sherlock Holmes, var en af de første, der holdt sin lup hen over udgivernes principper, og de fandt absolut ikke nåde for hans inkvisitoriske blik. Om den differentiering inden for grupperne A, B og C, som udgiverne havde foretaget, skriver han således: "Som kronen på værket har man så yderligere inden for grupperne C og "ogsaa tildels inden for Gruppen A gennemført saglig Sondring imellem: Theologica, Philosofica og Æsthetica" (I, p X). Med disse tre grupperinger inden for de tre grupper er det lykkedes udgiverne at tilvejebringe et fuldstændigt og mirakuløst kaos, om hvilket man uden malice kan bruge Kierkegaards egne ord: "Discursive Raisonements og ubegribelige Apropos betræffende den høiere Galskabs Kategorie" (II A 808). (...) - Heiberg & Kuhr fører mere eller mindre bevidst læserne på vildspor, så ingen mors sjæl kan se, hvor usammenhængende og problematiske Kierkegaards optegnelser i virkeligheden er" (Kierkegaard-Myter og Kierkegaard-kilder, Odense 1976, s. 48). Det er, desværre, lige så sandt som det er sagt, hvorfor en af de opgaver, der forestår en ny udgivergruppe må være at reorganisere materialet og derigennem gentilvejebringe dets oprindelige kronologi. Kun derved får læseren en fair chance for at følge Kierkegaards arbejdsform og mulige udviklingsforløb.
Af særlig interesse for den, der vil følge værkernes tilblivelsesproces, er selvfølgelig især B-gruppen, som da også i flere udenlandske udgaver af de Samlede Værker, fx Howard Hongs engelske, er anbragt til sidst i den pågældende bog, så læseren kan se, hvad Kierkegaard først skrev og sidenhen slettede. Man forskånes derved for det dobbelte bogholderi, den danske udgave nødvendiggør og som åbenbart har forekommet de fleste så besværligt, at den omfattende B-sektion, rent forkningsmæssigt, er et endnu så godt som ubeskrevet blad. Den ideelle situation ville derfor i al sin ligefremme logik være at have det samlede materiale samlet ét sted. Og hermed nærmer sig jeg perspektiverne i den databaserede udgave.

En ny kritisk udgave af Søren Kierkegaards samlede produktion i databaseversion og i bogform
Formålet er at tilvejebringe en samlet ny kritisk udgave af de værker, Kierkegaard selv lod udgive; af de værker, han efterlod sig; af hans dagbøger; af forarbejder til såvel de udgivne som de uudgivne værker; af excerpter, forelæsningsnotater og spredte notater; af breve, aktstykker og dedikationer. Kort sagt at gøre hele Kierkegaards skriftlige frembringelse tilgængelig i en databaseret udgave og i en bogudgave, forsynet med realkommentarer, variantapparat og anmærkninger om manuskripternes beskaffenhed.
Det kan lyde som en stor mundfuld, hvad det da rigtignok også er, men flere solide forudsætninger er lykkeligvis allerede tilvejebragt. Således foreligger der nu en databaseret udgave af Samlede Værker i to versioner, nemlig Alastair McKinnon's avancerede og PastMasters' noget mere enkle, der hver især og sammen kan danne grundlag for det videre arbejde med en ny kritisk udgave. Desuden eksisterer der en databaseret udgave af Papirernes A-sektion, ligesom de resterende dele (altså B- og C-sektionen) er optisk indlæst og findes på en database, der dog endnu ikke er endeligt redigeret.
Lad mig gøre et lille ophold her og sige lidt mere om den netop nævnte databaserede version af Samlede Værker, som Intelex Corporation har markedsført og som her tillands forhandles af GAD. Produktet hedder PAST MASTERS og det er selvfølgelig amerikansk. Og skønt Kierkegaard er enestående, optræder han hos PAST MASTERS i et større, celebert selskab med ikke mindre enestående herrer som Descartes, Leibniz, Spinoza, Hume, Machiavelli, Rousseau og adskilligt flere, Wittgenstein er, så vidt jeg ved, på trapperne. Mestertænkerne synes kort sagt at være kommet for at blive, - nemlig i den elektroniske bog. Det kan Kierkegaard takke Alastair McKinnon for, thi ham var det, der for snart en lille menneskealder siden begyndte at tilvejebringe den database, som nærværende udgave bygger på.
FOLIO VIEWS, som programmet kaldes, fungerer ikke som en ordinær word processor, men inddeler teksten i såkaldte folios, dvs. efter typografiske afsnit, indholdsfortegnelser, fodnoter, tekstvarianter, vers og lignende, der vises i vinduer, kaldet views. At databasen orienterer sig efter sådanne folios betyder, at den ikke registerer, hvor ofte ordet forekommer, men derimod hvor ofte det forekommer i et bestemt afsnit. Eksempelvis findes 'Paraply' kun i et enkelt afsnit i hele forfatterskabet, men ordet 'Paraply' forekommer faktisk 4 gange det pågældende sted.
I databasen ligger Kierkegaards værker i én lang fortløbende tekst, hvilket gør det muligt at gennemføre selv komplekse ord- eller sætningssøgninger, der normalt ville vare en timestid, på få sekunder. Mere enkle søgninger giver resultat bogstavelig talt i det sekund, man har indtastet det søgte. Kierkegaards fodnoter, der er udskilt af teksten og samlet som slutnoter, kommer man til ved at stille sig ved noteindikatoren i teksten og taste retur, hvorpå noten vises i et vindue med rulbar tekst. Skulle vinduet skygge for det ord i teksten, hvortil noten er note, kan vinduet formindskes ved hjælp af piletasterne, der i øvrigt også gør det muligt at flytte rundt på tekstvinduerne som var de malerier på usynligt rullende stativer.
Søgefunktionen er det centrale i progammet og er genialt elementær. Kierkegaard er jo ikke sådan til at finde ud af, men heller ikke altid lige let at finde ind og rundt i, hvad enhver, der har brugt timer på at opsnøfle et af Kierkegaards alligevel ikke helt uforglemmelige citater, bittert vil kunne bekræfte. Den kvide er en saga blott. I fortegnelsen over Samlede Værker placerer man nemlig blot sin cursor ud for det værk, man man vil læse, taster retur, hvorefter værket bringes ind på skærmen i et vindue, der kan udvides til fuld skærmstørrelse. Statuslinien giver henvisninger til de tre danske udgaver samt til den engelske, den franske og tyske oversættelse. Denne koordinerede henvisning, der kan kaldes frem i et komplet register, er ikke kun åbenlyst uvurderlig for enhver oversætter, men også praktisk for den såkaldt almindelige læser, der i litteraturen om Kierkegaard ofte vil finde referencer til en udgave, man ikke ligger inde med.
Vil man nu indlede søgningen, aktiveres mellemrumstangenten, hvorpå tre vinduer åbner sig. Til venstre et kvadratisk kaldet WORDS, til højre et rektangulært kaldet RESULTS og i fuld længde under disse to et smalt tredie kaldet QUERY. Her har cursuren allerede utålmodigt pulserende taget opstilling. Man skriver de(t) ord man ønsker at finde, og da søgeprocessen iværksættes samtidigt med at ordet indtastes, får man umiddelbart efter indtastningen oplyst antallet af MATCHES, dvs. hvor mange gange de(t) søgte ord optræder i en folio i det givne værk. Dette tal vises samtidig i vinduet RESULTS, der desuden angiver det antal folios, hvori ordet optræder totalt i forfatterskabet.
Hvis jeg således i Gjentagelsen søger ordet 'Berlin', får jeg at vide, at ordet her findes i 6 folios, men derudover i 13 andre folios i forfatterskabet; vil jeg vide hvor, aktiverer jeg blot returtasten, hvorefter samtlige folios vises på skærmen med de(t) søgte og altså nu fundne ord gengivet i fed. Da man ved at søge ord som 'Menneske' (2552 folios), 'Gud' (1806 folios), eller andre af Kierkegaards hyppigst anvendte begreber, sætter enorme tekstmassiver i bevægelseer, er det muligt at få sine mange fund gengivet i en kort, variabel kontekst. Vil man se, hvordan ordet optræder i sin fulde kontekst, aktiveres returtasten, hvorefter den pågældende folio vises i et vindue. En mere komplet og effektivt fungerende konkordans lader sig vistnok ikke tænke, - endsige udforme.
Da databasen som nævnt har samlet Kierkegaards værker i en fortløbende tekst, fungerer VIEWS som en 'rullende ordbog' over samtlige ord i forfatterskabet, altså som en slags kierkegaardsk encyklopædi. Ved at blotlægge alt for nyfigne læseres begloende blikke, indbyder dette vindue selvsagt til en vis voyeurisme, men gør det samtidig muligt at justere og komplettere søgningen, således at den kan inkludere beslægtede, typisk bestemte, former af det søgte ord og/eller tage hensyn til Kierkegaards ofte ret inkonsekvente retskrivningspraksis, fx figurerer bemeldte 'Paraply' også som en 'Paraplye'.
Og skønt man nu kan nøjes med at have i de tastende fingerspidser, hvad man førhen måtte have i hovedet, skal man ikke tro, at et sådant snildt kan undværes. Databasen er nemlig nok en kvik kanin, men forstår sig ikke på distinktioner; er man således i det zoologiske hjørne, vil man kunne konstatere, at Kierkegaard synes at nære en overdreven kærlighed til 'aber', der boltrer sig i ikke mindre end 44 folios, mens en 'Kameel' må nøjes med 6 og en 'Papegøie' med 2 folios. Undersøger man nu sagen nærmere, vil man imidlertid erfare, at alle 44 'aber' slet ikke er aber, men derimod det tyske ord for 'men'. Et tilsvarende aber dabei gør sig gældende for 'hat', der på tysk betyder noget andet end på dansk, og for 'Kant', der ikke blot er noget et bord har, men også navnet på en syntetisk filosof fra KÀ?Ànigsberg. Her som i øvrigt gælder det altså: Vogt Dem for efterligninger! 'Regine', som Kierkegaard efter eget udsagn ville tage med over i historien, risikerer heldigvis ikke en tilsvarende forveksling, - hun findes nemlig slet ikke i forfatterskabet!
Har man sans for det mere sofistikerede, kan man undersøge, hvorvidt og i givet fald hvor hyppigt to eller flere ord optræder i samme folio; om enten det ene eller det andet optræder, samt om det ene, men ikke det andet optræder. Derudover kan sætninger og deres hyppighed indkredses, fx "Gud er Kjerlighed" (18 folios) eller "Gud er død" (0 folio). Der er mere af samme slags, deriblandt de nyttige wildcarts, hvor man kan søge alle ord begyndende med fx fri- eller inderlig-, men jeg skal ikke her fortabe mig i de finere operationer. Dels lyder beskrivelsen af, hvor enkelt de lader sig udføre, langt mere indviklet end det faktisk er, dels er disketterne, fem af slagsen, ledsaget af en manual med en illustreret fremstilling af forløbet, der bl.a. i en serie pædagogiske øvelser orienterer om alt videværdigt lige fra installationen af progammet over den rette brug af mus til direkte udprintning. For at blive fortrolig med programmet kræves der hverken datalogisk diplomeksamen eller en engels tålmodighed, men blot en smule fornemmelse for, hvordan en computer almindeligvis trakteres. De materielle betingelser beløber sig til betydeligt mindre end det, de fleste nuomstunder råder over, nemlig til en IBM kompatibel computer, 512K RAM, DOS 2.O, en harddisk med diskdrive (programmet optager i alt 10 Megabytes) og så forståeligt nok en skærm, monokrom kan gøre det, men farveskærm er at foretrække, især hvis man vil arbejde med flere vinduer ad gangen.
At programmet således nærmer sig det fuldkomne betyder ikke, at det er det, for selvfølgelig er der en fregne hist og en hage her, fx er det irriterende, at de hyppigt anvendte markeringskoder (fed skrift) forsvinder sporløst under transporten til ens eget tekstprogram samt at ø'erne ved samme lejlighed ender som dem man har på den anden side af Øresund. Mindre godt er det også, at den tekst, hvorpå hele herligheden baserer sig, er tredieudgaven, der som nævnt ikke er jordens mest pålidelige. At man har udeladt samme udgaves kommentarer til teksten er heller ikke heldigt, - omend tabet af Rohdes iblandede vidtløftigheder nærmest må betragtes som en gevinst.
Det kan altså lade sig gøre og er for så vidt allerede gjort, men det kan gøres endnu bedre. InteLex fungerer først og fremmest som en slags elektronisk indeks til Samlede Værker og holder i det stykke, hvad det lover, men så heller ikke mere. Hvad angår realkommentarer, tekstudredning, variantapparat og anden editionsfilologisk akkuratesse, er programmet tavst som graven. Alle disse savn og mangler må derfor afhjælpes, naturligvis. Skal det imidlertid komme til en dybere forståelse af Kierkegaard kræves endvidere, at databasen rummer de reorganiserede Papirer og - ikke mindst - at den nævnte B-sektion med forarbejderne til skrifterne bliver bragt i intim, 'elektronisk' forbindelse med det endelige værk. Og det var blandt andet denne bestræbelse, der i sin tid dannede baggrunden for en ansøgning til Danmarks Grundforskningsfond om midler til oprettelse af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, som nu et lille års tid har været en flittig realitet under Niels Jørgen Cappelørns ledelse. Bevillingen gælder en femårig periode, inden for hvilken der skal etableres et internationalt forskningsmiljø og tilvejebringes en ny, kritisk udgave af Kierkegaards skrifter; Dette sidste, altså udgivelsesprogrammet, varetages af en redaktionsgruppe bestående af Niels Jørgen Cappelørn, Johnny Kondrup, Alastair McKinnon, Finn Hauberg Mortensen og undertegnede i tæt kontakt med en række filologiske medarbejdere, en datalog og et korps af kommentatorer og konsulenter. Arbejdet er naturligt nok endnu i sin vorden, men nogle af vore basale principper og retningslinier lader sig dog let skitsere.
Vi anser det for at være databasens fornemste opgave at visualisere mest muligt og forvirre mindst muligt og har derfor deponeret tekstinformationerne i separate filer, der på skærmen angives med forskellige symboler de steder, hvortil der er føjet en udgivernote, knytter sig en tilføjelse i manuskriptet, findes et tidligt forlæg eller hvad det nu måtte være. Det i sin grundform allerede udviklede software betjener sig dels af forskellige skærmvinduer, hvis farve, størrelse og form bestemmes af informationernes længde og karakter, dels af "split-screens", der gør det muligt for brugeren at bevæge sig vertikalt ned igennem tekstens forskellige tilblivelsesfaser - fra det færdige værk til korrekturark, trykmanuskript, 3., 2., 1. kladde og videre helt ned til det første udkast - og horisontalt frem gennem tekstens sproglige variationer, herunder Kierkegaards tilføjelser, udeladelser, ændringer og marginale bemærkninger. Man behøver, for nu at sige det meget simpelt, ikke længere spilde sin dyrebare forskningstid på at oplede en bestemt formulering eller dette særlige citat. Nu trykker man på en knap. Og er på stedet.
De informationer, der ved aktivering af en given kode vises i skærmvinduerne, fordeler sig på følgende tre kategorier: realkommentarer, anmærkninger om manuskripternes beskaffenhed og tekstkritiske bemærkninger. Hvad det første angår, realkommentarerne, skal det allerede foreliggende, ret omfangsrige materiale revideres og - specielt for Rohde-noternes vedkommende - reduceres, således, at kommenteringen virkelig indskrænker sig til det reale og hverken binder læseren tidsbestemte gætterier på ærmet eller tager pennen ud af hånden på forskeren. Realkommentarernes detaljeringsgrad beror selvsagt på den skønsmæssige beregning og fastsættelse af den forudsatte læsers forudsætninger. Under alle omstændigheder bør kommentator holde sig den faktuelle dimension for øje. Omend enhver udgivelse tendentielt er fortolkning - "Edition ist interpretatorisch" (Herbert Kraft) - skal kommentator bestræbe sig på at arbejde for og ikke med teksten (Siegfried Scheibe). Et helhedsperspektiv - det være sig skriftets eller forfatterskabets - er det ikke realkommentarens opgave at anlægge, hvorfor der heller ikke i realkommentarerne skal henvises til sekundærlitteratur om Kierkegaard eller andre. Da læserens fortrolighed med hebraisk, græsk og latin ikke i samme grad som tidligere er en selvfølgelighed, skal citater på disse sprog oversættes, ligesom også tyske, engelske og franske ord, vendinger og sætninger, der må formodes at volde den moderne læser vanskeligheder. Tilsvarende skal fremmedord, udtryk, der er forældede, af mere teknisk karakter eller på anden måde må forekomme fremmedartede, samt bibelske, mytologiske og historiske vendinger alle ledsages af koder, der giver adgang til den fornødne kommentar. For at undgå unødige gentagelser skal såvel bio- som bibliografiske data på de forfattere, Kierkegaard citerer eller henviser til, samles på en seperat fil, hvorfra man kan supplere realkommentarerne med mere yderligere information.
De tekster, der vises i "split-screens" består af samtlige forarbejder til de respektive værker (hvilket vil sige: udkast, foreløbig udarbejdelse, endelig udarbejdelse, renskrift og trykmanuskript). Disse "split-screens", der kan dele skærmbilledet i op til ti gange og altså hver gang blotlægger et nyt lag i skriveprocessen, vil muliggøre en betydeligt mere adækvat organisering af B-sektionens tekster i forhold til både udgivne og uudgivne værker. Hvad der i den nuværende udgave forligger i kunstigt og vanskeligt sammenlignelige brudstykker, vil således atter blive bragt sammen i deres oprindelige symbiose.
Den databaserede organisering af manuskripterne i forhold til værkerne gør det altså muligt for brugeren at følge Kierkegaards tanke- og skriveproces på en helt ny måde og at bevæge sig med en hidtil ukendt smidighed gennem en tekstmængde på henved 20.000 tekstsider, - og dertil få registreret det antal gange, et givet ord eller en bestemt ord-konstellation optræder og få udprintet disse ord i deres kontekst samt endelig at få særlige ordfrekvenser grafisk fremstillet i de af McKinnon allerede udviklede diagrammer. På skærmens statuslinie finder man henvisninger til de tre danske bogudgaver og til den engelske, tyske og franske oversættelse. Hertil kommer, at databasen kan forbindes med bibliografiske og andre registreringer af sekundærlitteraturen samt med andre nationale og internationale databaser.
Det er således næppe for meget sagt, at Kierkegaard nu omsider bliver tilgængelig i det medium, som hans egen skriftpraksis gør fordring på. Ikke for ingenting kunne han engang i 1847 profetisk forkynde, at den tid ville oprinde, hvor såvel hans "Skrifter" som hans "Liv", kort sagt "hele Maskineriets intrigante Hemmelighed", ville blive studeret og studeret (VIII 1 A 424). Og hvad er mere nærliggende, må man spørge, end at studere det intrigante maskineri maskinelt? At ikke alle grafiske signaler, endsige hver eneste lille kommaændring, hverken kan eller bør noteres, siger sig selv, men de tekniske innovationer har jo længst overgået, hvad man for blot et årti siden havde fantasi til at forestille sig, så hvem ved, om man ikke snart kan gengive manuskripterne så nøjagtigt på skærmen, at udgivernes anmærkninger om deres beskaffenhed kan begrænses til et minimum, fordi brugeren ved selvsyn kan drage sine egne konklusioner?
Givet er det i det mindste, at den databaserede udgaves store styrke er at være, hvad dansk desværre mangler ord for, nemlig "open-ended" og følgelig giver mulighed for en løbende korrektion og supplering af materialet. Derfor behøver databasen ikke nødvendigvis at have den samme definitivitet, som man må fordre af en bogudgivelse, der jo én gang trykt ikke rigtigt lader sig gøre utrykt. Ikke mindst i forbindelse med det meget omfangsrige arbejde, der forestår med udarbejdelse af realkommentarer til såvel Samlede Værker som til Papirer, ville en sådan "open-ended" struktur have åbenlyse fordele, for så vidt som disse kommentarer stedse ville kunne koordineres og derved opnå størt mulig egalitet.
For naturligvis skal Kierkegaard fortsat være tilgængelig i bogform, - nemlig i skikkelse af en ikke-syntetisk tekst, der - ligesom databasen - bygger på originaludgaverne. Kierkegaards arbejdsform pånøder os så at sige en sådan disposition, idet han almindeligvis brugte hele skriftets tilblivelsesproces, herunder også korrekturlæsningsfasen, som led i sit skabende arbejde. Dog ikke nok med det. Ved at Kierkegaard fulgte såvel sætning som trykning af sine skrifter med største interesse og har talløse eksempler på hans detaljerede angivelser af skriftsnit og punktstørrelse, navnlig i forbindelse med sætning af indholdsfortegnelser og forord, - som fx i forbindelse med Opbyggelige Taler i forskjellig Aand: "For Sætteren [:] den mindst mulige petit" (VII 1 B 150) eller - andetsteds - : "Det aftrykkes med saadanne Typer som i Alterbogen (VII 1 B 192,26). Sådanne typografiske signaler - samt indrykninger, blanke linier, skillestreger etc. - må ikke negligeres, men skal i videst muligt omfang repræsenteres i en ny udgave for derved at fastholde og fremvise det indre hierarki, Kierkegaard har tiltænkt sine skrifter.
Den trykte udgave vil selvfølgelig blive mindre end de nuværende Samlede Værker og Papirer, idet omtalte B- og C-sektion, der jo primært har forskningsmæssig interesse, i alt væsentligt skal forblive i databasen. En sådan disposition vil billiggøre den trykte udgave ganske betydeligt, hvortil kommer at nyoplag, trykt fra databasen, kan fremstilles hurtigere og i takt med salget.
Jeg skal til at slutte. Jeg indledte, noget narrativt, med Victor Eremitas beretning om tilsynekomsten af de mange papirer, der som en veritabel tyfon rejste sig fra et tilfældigt skuffedariums indre. Lad mig derfor her, til sidst, citere en optegnelse, der beskriver en modsat bevægelse, altså fra ydre mod indre. "Efter min Død", kundgør Kierkegaard et sted, "skal Ingen i mine Papirer (det er min Trøst) finde en eneste Oplysning om hvad der egentlig har udfyldt mit Liv; finde den Skrift i mit Inderste, der forklarer Alt, og som ofte gjør hvad Verden vilde kalde Bagateller til uhyre vigtige Begivenheder for mig og hvad jeg anseer for Ubetydelighed, naar jeg tager den hemmelige Note bort, der forklarer det" (IV A 85). Denne hemmelige note, hvorpå Kierkegaard skrev, hvad der egentlig udfyldte hans liv, hvad der var skriften i hans inderste, har hensat forskningen i gættende grubleri. Mon en databaseret udgave gør det muligt at finde den? Næppe. Og hvorfor ikke? Mon fordi Kierkegaard har fjernet den? Næppe heller. Hvorfor da? Fordi Kierkegaard aldrig har skrevet den, og hemmeligheden er, at der ingen hemmelighed er. Der er kun skrift.
Men det er jo da også alt rigeligt.

Tilbage til toppen