At fotografiet ikke altid fortæller os sandheden om verden derude - om virkeligheden - er efterhånden almindeligt anerkendt. Alligevel er det i mødet med fotografiet oftest motivet, noget virkeligt hinsides billedet, som tjener beskueren som en indgang til en forståelse.

Og ligegyldigt i hvor høj grad vi er opmærksomme på fotografiets rent billedmæssige virkemidler, det være sig komposition, farvebrug eller beskæring, hænger dets reference til virkeligheden altid ved forståelsen. Selv når vi betragter abstrakte studier af former og  strukturer, søger vi at identificere motivet. Denne forbindelse mellem fotografiet og verden medfører et modsætningsforhold imellem det iscenesatte og det dokumentariske. Vi føler os ganske enkelt snydt, når det går op for os, at noget vi troede var en skildring af verden, i stedet viser sig at være en fiktion, en konstruktion.