Noget af det, der kendetegner samtidsfotografiet, er at kunstnerne er sig denne forbindelse bevidst og bruger den som kunstnerisk strategi. I stedet for med deres billeder blot at skabe skønhed eller sandhed udnyttes det faktum, at fotografiet i en eller anden forstand ligner virkeligheden. Det giver mulighed for at reflektere over vores forhold til verden og over selve vores forståelse af den. I den grad, der er tale om manipulation, er formålet i kunsten ikke at snyde beskueren for at opnå en eller anden gevinst, men snarere at prøve at formidle en ny erkendelse af verden, og de manipulatoriske strategier, der benyttes, minder i høj grad om filmens. En fotograf som Hannah Starkey iscenesætter for eksempel hverdagsagtige situationer på en måde, så de fremtræder som dokumentariske fotografier. Som brudstykker af fortællinger indeholder de et helt narrativt forløb med kriser og konflikter i ét fortættet fotografisk øjeblik.

Og Miriam Bäckström fotograferer selve filmenes kulisser og scenografier, kunstige steder, der i deres forgængelige kunstighed henviser til fotografiets tidsmæssige fastlåsning. Disse billeder viser os sporene efter en fortælling, næsten som var den virkelig.