Hertzsprung-Russell diagrammet

I begyndelsen af 1900-tallet opdagede den danske astronom Ejnar Hertzsprung (1873-1967), at der var en karakteristisk sammenhæng mellem spektraltype og lysstyrke i stjernehoben Plejaderne (Syvstjernen). Dette brugte han som metode til at måle afstande til andre stjerner af samme spektraltype.

Samtidig med og uafhængigt af Hertzsprung arbejdede amerikaneren Henry Norris Russel (1877-1957) med sammenhængen mellem absolut lysstyrke og spektralklasse.

I dag kendes denne type diagram som Hertsprung-Russell diagrammet eller blot HR-diagrammet. Diagrammet viser stjernerne i en fordeling dels efter temperatur/farve (den vandrette akse) og dels efter lysstyrke (den lodrette akse). I et HR-diagram befinder de varmeste og mest lysstærke stjerner sig øverst til venstre og de koldeste og mest lyssvage stjerner befinder sig nederst til højre.

De fleste stjerner, heriblandt Solen, befinder sig i et bølget bånd som går gennem hele diagrammet. Disse stjerner kaldes hovedseriestjerner. Over hovedserien findes kæmpestjernerne og under dværgene. Der er i vidt omfang sammenhæng mellem en stjernes placering i diagrammet og dens placering i sit livsforløb. Dette forhold blev først erkendt af den danske astronom Bengt Strömgren (1908-1987)

HR-diagrammet er forskelligt, alt efter hvilke stjerner, der afbildes. Diagrammer for forskellige stjerneklynger kan være meget forskellige, alt afhængig af, hvor gamle klyngerne er.

Et tilsvarende diagram for de allernærmeste stjerner (63 stjerner nærmere end 5 parsec) viser et lignende billede, men det ses, at der ingen kæmpestjerner findes i vores umiddelbare nærhed.

Derimod er der nogle få dværgstjerner. En af dem er Sirius B, den hvide dværg, som ledsager Sirius.