Mod slutningen af 1900-tallet var kunstnerne i fuld gang med at nedbryde maleriets perspektiviske rum. Centralperspektivet, der siden renæssancen havde forvandlet det plane lærred til en kukkassescene meget lig en teaterscene, hørte en tid til, hvor man ville fortælle historier. Mod århundredets slutning krakelerede historiefortællingen til fordel for en stigende fascination af maleriet som begreb. Det todimensionale billedplan blev undersøgt, og malere som Vilhelm Hammershøi og J. F. Willumsen afsøgte ny veje.

Meget tyder på, at Vilhelm Hammershøi ved hjælp af et camera lucida fik skabt et anderledes perspektiv, der lignede den fotografiske vidvinkels fortegninger af forgrunden. Til tider ses ligefrem flere øjepunkter end det ene, som kendes fra centralperspektivkonstruktionen. I andre malerier er baggrunden presset frem i billedplanet med samme visuelle virkning, som hvis Hammershøi havde anvendt et teleobjektiv. Resultatet blev, at kukkassescenen forsvandt til fordel for en synliggørelse af billedplanet som en todimensional størrelse. Til visse malerier kunne han have benyttet matskiven på et kamera som linse foran sit motiv. Også her bliver resultatet en aktivering af billedplanet, hvor farvefelterne lægger sig blødt op ad hinanden.

Overfor Vilhelm Hammershøis tyste univers står den støjende J. F. Willumsen, som var optaget af tilsvarende maleriske problemer, men valgte andre metoder til at nå sine mål. Bevægelsen som fænomen og farvens udtrykskraft blev to centrale punkter i hans bestræbelser på at finde nye veje for maleriet og her spillede fotografiet en stor rolle.

Ingen af de to danske kunstneres eksperimenter kunne imidlertid føre frem til det visuelle sprog, der forløste maleriet i det 20. århundrede. Kubismens og konstruktivismens fremkomst i det nye århundredes første årtier revolutionerede opfattelsen af maleriet. Samtidig fik også foto-grafiet mere hold på sig selv og dialogen mellem de to medier fortsatte således intenst op igennem det 20. århundrede.