Drage
Havfrue / sirene
Skyggefod, Kyklop,
Blemmye, Hundehoved
Enhjørning
Havfolk
Grif
Elefant og vildsvin
Kalkmaleri, Birkerød Kirke, Roskilde (nu
Helsingør) stift
Kilde: www.kalkmalerier.dk
Ørn bortfører pige
Pouchet, F. A.: Naturens Vidundere. Populære Naturskildringer fra det uendelig smaas og det uendelig stores Verden. På dansk udgivet af P. Mariager. Kjøbenhavn 1876
Fabelvæsenernes historie er lang og kompliceret og skal ikke berettes her. Forestillingerne om de mange sære væsener slynger sig ind imellem hverandre og ændrer sig over tid og sted. Forestillingerne kommer også mange steder fra; nogle stammer fra de forskellige mytologier, andre fra de folkelige opfattelser af de naturvæsener, som man langt op i tiden var overbevist om fandtes. Samme væsen kan have forskellige egenskaber i forskellige egne og til forskellige tider. Som eksempel kan nævnes: Sirenerne - de væsener som sang så dejligt, at de kunne lokke søfolk i fordærv. De begyndte med at have menneskelig overkrop og fugleunderkrop, men siden fik de fiskehale og blev sammenblandet med historierne om havfruerne. Havfruerne på deres side har vidt forskellige egenskaber, alt efter hvilke landes historier man lytter til - og hvilken tid historierne stammer fra.
Karakteristisk for fortællingerne om fabeldyrene er, at de i takt med at Jorden blev bedre og bedre kendt flyttede længere og længere bort. De kunne begynde med at bo i Afrika, 'vandre' til Indien og ende med at bo på fjerne øer i et eller andet ocean.
Der kan være ganske kort mellem fabelvæsener, fabelagtige forestillinger om virkelige dyr og de dyr der går lyslevende rundt iblandt os. Hvis man aldrig har set andet end de dyr, som færdes i ens egen omegn, hvad er da forskellen mellem en enhjørning og en elefant, de må forekomme lige (u)sandsynlige. Tilsvarende har man langt op i tiden haft ganske fantastiske forestillinger om velkendte dyr, især deres farlighed (og har det vel endnu). Et eksempel er kongeørnen, hvor der er adskillige beretninger om at en ørn har bortført et spædbarn eller har angrebet mennesker. Frygten for ørnene var så udtalt, at det endnu i begyndelsen af 1900-tallet stod at læse i skolebøger i zoologi: Kongeørnen er den farligste; den tager undertiden smaa Børn og flyver bort med dem; den er meget sjælden i Danmark. I en bog fra 1870-erne*, Naturens Vidundere ses et billede af en ørn, som bortfører en pige på seks år; i teksten er der en dramatisk beretning om hændelsen. Ser man nærmere på billedet og sammenligner pigens og ørnens størrelser, kan man kun nå frem til, at det enten må være en meget stor ørn eller en meget lille pige. De største kongeørne måler ca. 90 cm fra næb til halespids, har et vingefang på ca. 230 cm og vejer 6,7 kg. Ifølge moderne højde-vægttabeller er 6-årige piger omkring 116 cm høje og de vejer ca. 20 kg. Hvis man går ud fra ørnen på billedet er barnet ca 60 cm højt, hvilket i dag svarer til et barn på ca 1 år. Så nogen har forbedret historien undervejs, men den har bestemt ikke bidraget til at mindske frygten for ørnene.
Fabeldyrenes historie rækker som nævnt tilbage til oldtiden, men den er ikke slut endnu. Det er ikke mange år siden, den skotske sø, Loch Ness, blev gennemsøgt med alle til rådighed stående moderne midler med det formål at finde den berømte søslange dér. Anstrengelserne viste sig at være frugtesløse, men derfor skal man ikke tro, at historierne om "Nessie" af den grund er ophørt. Noget af det sværeste i denne verden er at bevise, at noget ikke findes. Hvem sagde UFO?
Samme problem havde Linné, da han i 1735 udgav den første udgave af Systema Naturae. Der var nogle dyr, som han ikke kunne placere i sit system, men som han på den anden side valgte at medtage. Linné løste problemet ved at medtage disse dyr i en rubrik for sig selv med overskriften Paradoxa, paradokser. Her kunne han så meget bekvemt placere enhjørningen (monoceros), dragen, Fugl Fønix m.fl.
Mange af fabelvæsenerne og fabelagtige forestillinger om dyr var meget som nævnt vanskelige at udrydde. I mindst to tilfælde har danskere medvirket til dette, dels i 1638, hvor lægen og oldgranskeren Ole Worm påviste, at enhjørningens horn i virkeligheden var stødtanden fra en narhval , og dels i 1853, hvor zoologen Japetus Steenstrup kunne bestemme sømunk til at være en blæksprutte.