Hundehoved
|
Hundehovedet, cynocephalus, er
e blandingsvæsen, menneske og hund i ét. Nogle fortællinger placerer
hundehovederne langt mod
nord, andre i Indien og Afrika. Under alle omstændigheder langt væk. Hos en af de græske forfattere skulle hundehovederne kunne forstå indernes sprog, men kun selv udtrykke sig ved skrig og fagter. De lever af at samle frugt ind og ved jagt. Altså et ganske primitivt folk. Og så har troen på hundehoveder - på sin egen kringlede måde - del i oprindelsen af ordet kannibal: Mongolernes fyrste, der spredte skræk og rædsel i middelalderens Europa, kaldtes Khan; det blev misopfattet som det latinske canis, hund. Columbus rejste i 1492 til Amerika, men han troede som bekendt, at han var nået til Indien, så da spanierne spurgte efter den lokale fyrste, Khanen, fik de til svar af indianerne, at de kaldte sig karibier, hvilket blev misopfattet som kaniba, khanens undersåtter (samtale er ikke let, når ingen af parterne forstår den anden parts sprog). Da spanierne vendte tilbage og ikke fandt de folk, som var efterladt, gik de ud fra, at de var blevet dræbt og muligvis ædt af disse kannibaler. Tidligere kaldte zoologerne bavianerne for cynocephalus, og ser man efter, kan et bavianhoved godt minde om hovedet på et hundehoved. Den gule bavian, som lever i Østafrika, hedder i dag Papio cynocephalus. |
© Copyright 2003, Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek