Kalkmalerier
Kilde til kalkmalerierne: www.kalkmalerier.dk |
Middelalderens kirkelige kalkmalerier blev
som regel malet af danske kunstnere, ofte efter forlæg fra bøger eller enkeltblade.
Malerierne er i vidt omfang malet før bogtrykkerkunstens opfindelse i 1400-tallet, så
der har været tale om håndskrifter. Malerierne er selvsagt med religiøse motiver, men der er ganske mange kalkmalerier med fabeldyr. Prøv selv at gå på www.kalkmalerier.dk og søg på ord som fabeldyr, drage mv. Kalkmalerierne giver et indblik i den middelalderlige forestillingsverden: fabeldyrene har givetvis været lige så virkelige for beskueren som de hjemlige, velkendte dyr som hest, svin og får. At kunstneren på de øverste billede aldrig har set en elefant turde være klart. At dyret med den underlige støvsugermule skal forestille en elefant, ses af det tårn med jægere, som den bærer på ryggen. Der er tale om en jagtscene, hvor det jagede dyr er et vildsvin (og et sådant har kunstneren tydeligvis set). Det antages, at vildsvinet er symbol for det onde. De tre dragebilleder (se drage) er alle afbildninger af Skt. Jørgens (Sct. Georg) kamp mod dragen. På billedet fra Nibe ser man Skt. Jørgens lanse gå tværs gennem kæften på dragen. I Osted kæmper Skt. Jørgen mod en flyvende drage, og i Århus har dragen opgivet kampen, den har lagt sig på ryggen og er helt indladende. |
© Copyright 2003, Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek