Tilbage | Flora Danica Online Homepage | Søg Flora Danica i Cosmos | DNLB Homepage


Flora Danica Online

Information om projektet


Indhold:


Digitaliseringsprojektet
Indholdsfortegnelsen
Digitaliseringen af Flora Danica er en del af et projekt under Kulturnet Danmark, som gennemføres på Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek. Projektet har til hensigt at publicere danske naturhistoriske plancheværker på World Wide Web.

Projektet er påbegyndt i forsommeren 1997 og stiler for Flora Danicas vedkommende mod en afslutning omkring slutningen af 1997.

Når digitaliseringen af Flora Danica er afsluttet, vil samtlige 3.240 plancher være tilgængelige på WWW. Det vil være muligt at søge hver enkelt plante, ligesom det vil være muligt at browse sig gennem plancherne hæfte for hæfte.

Grafisk fremstilling af billeddatabasen

Projektet støttes som Kulturnet Danmark projekt af Kulturministeriet

Om plantenavnene
Om Nomina emendata
Indholdsfortegnelsen
Indtil videre er der to forskellige plantenavne i databasen, begge latinske. Når der anføres mere end ét latinsk navn skyldes det, at navngivningen af planter i tidens løb er ændret.

De to navne er:

  1. det navn som findes i Flora Danica, og
  2. det 'forbedrede' navn (Nomina emendata), som Johan Lange har anført i sin nøgle til Flora Danica fra 1877. Nomina emendata gengiver gældende botanisk navngivning i midten af 1870-erne. Denne navngivning er ikke i overensstemmelse med den nutidige navngivning, men bruges stadig af fagbotanikere som nøgle til Flora Danica.

Der arbejdes på at få skabt mulighed for at supplere databasen med dels de nugældende latinske navne, og dels danske navne for planterne. Omkring de danske navne er det værd at bemærke, dels at langt fra alle planter i Flora Danica overhovedet har et dansk navn, og dels at mange danske navne i realiteten er fællesbetegnelse for flere arter.
Det er for tiden uvist, om det lykkes at supplere databasen med nutidige videnskabelige og med danske navne.

Om det anvendte udstyr og programmel
Indholdsfortegnelsen
Til projektet anvendes følgende udstyr:

Om anvendelsen af programmellet
Indholdsfortegnelsen

Adobe Photoshop
Adobe Potoshop bruges primært til at formindske filerne med og til at konvertere de formindskede filer til .JPG-formatet. Ved behandlingen af hele mapper bruges makrofunktionen "Handlinger".
Biblioteksprogrammet ALEPH
DNLB's bibliotekssystem afvikles under programmet ALEPH. Dette programs WWW-grænseflade er valgt til billeddatabasen. Vi har valgt at udnytte ALEPH's faciliteter bedst muligt. Der sker direkte fremvisning af billedfilerne ved søgning i ALEPH samtidig med at oplysningerne om plantenavn, hæfte- og planchenummer m.v. vises frem. Det ville have været muligt at fremstille smukkere sider, men merabejdet hermed ville langt overskygge gevinsten i brugen af billeddatabasen. Da der er tale om en billeddatabase, som med tiden skal rumme andet og mere end billeder af planter, er der valgt generelle beskrivelser af de enkelte felter. Det er vort håb, at denne generalisering ikke forringer brugen af de enkelte værker, som med tiden bliver digitaliseret til basen.

Om billedbehandlingen
Indholdsfortegnelsen
Plancherne i Flora Danica bliver efter indskanningen lagret som .TIF-filer. Disse filer skal inden de bliver lagt ud på WWW-serveren dels formindskes og dels konverteres til .JPG-filer.

Valget af formindskelsesgrad og billedkompression er resultatet af et kompromis mellem hensynene til billedkvalitet og praktisk anvendelighed.

Formindskelse af billederne
De originale filer formindskes til ca. 20% af den oprindelige bredde af billedet. Først med en så kraftig formindskelse har billedet en størrelse, som tillader en fornuftig fremvisning på en 1024×768-skærm. Også på en 800×600-skærm vil man kunne se det meste af billedet, hvorimod opløsningen på standard VGA-skærme (640×480) er så lille, at man i de fleste tilfælde kun kan have ca. halvdelen af billedet på skærmen.
Billedkompression
Billedkompressionen sker ved hjælp af formatet .JPG. Dette format er et af de for tiden mest anvendte, og det giver en betydelig formindskelse af filstørrelsen uden nævneværdig forskel i billedkvalitet. Eksempelvis fylder billedet med engblommen (Trollius europaeus (L.)) ca 12 MB i .TIF-formatet, mens det samme billede fylder 58 kb i .JPG. Det betyder meget for den tid det tager at hente billedet.
Når man gemmer i .JPG, kan man vælge mellem mange kompressionsgrader. Høj kompression giver mindre filer, men også ringere billedkvalitet. Da billedkvaliteten er meget væsentlig for dette projekt, har vi valgt en 'lille' kompression. "Thumbnails", derimod, komprimeres maksimalt hvorved filerne bliver omtrent halvt så store. Det betyder meget når man browser gennem hæfterne, da der skal hentes 20 thumbnails på hver side.
De originale filer
De originale TIF-filer gemmes ukomprimeret på CD-ROM-plader. Det giver bl.a. mulighed for at fremstille nye og større billeder til fremvisning via WWW, når gennemsnitsskærmen om nogle år har større opløsning end i dag. Der kan være mellem 30 og 40 filer på én CD-ROM. Når det er valgt ikke at bruge nogen form for kompression skyldes det dels, at filerne så kan læses direkte fra CD-ROM'erne, og dels, at vi undgår risikoen for datatab.

Om farverne på skærmen
Indholdsfortegnelsen
For at sikre den bedst mulige farvelighed med plancherne i originalværket, publiceres plancherne med 16 mio. farver. Gengivelsen af de mange farver er ganske afhængig af modtagerens skærm. Er skærmen indstillet til 256 farver eller er den dårligt indstillet kan farverne afvige meget fra originalerne.


Torsten Schlichtkrull, ts@dnlb.dk
 

© Copyright 1998 Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek