Bogens Verden 1995 nr.5


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Har kulturtidsskriftet en fremtid i Norden?

Om kulturdebat og om
essayet som debatform

Af Mette Jørgensen, medredaktør af Passage, tidsskrift for litteratur og kritik



Jeg vendte for nylig hjem fra en rejse i Indien og Sri Lanka, hvor mit ærinde blandt andet var at deltage i en international konference om Commonwealth litteratur. Jeg tror, jeg var en priviligeret rejsende, fordi jeg ikke kun så, smagte og lugtede landene, men ligeledes fik mulighed for at tale med landenes intellektuelle, kunstnere, og undervisere; tale om stederne, menneskene, og samfundet.

Den gamle, ortodokse, professor i engelsk, der egenhændigt havde fået et litterært center op at stå i Mysore, Karnataka i Sydindien, karakteriserede, mens han, med hænderne på rattet af sin 25 år gamle Morris, vred sig gennem byens gademylder, sit land således: "Indian society is like Indian traffic, kaotic, but it functions." Eller den yngre srilankanske forfatter, essayist og akademiker, der inviterede til lanceringen af sin nye bog i sit barndomshjem i Colombo; en af den koloniale eras landmærker med hvad der dertil ganske forudsigeligt hører af søjler, kirsebærtræ og store stuer en suite med åbne skodder ud til verandaen, mest tror jeg, for at markere kontrasten til landets øjeblikkelige politiske situation. Han sagde, han ønskede at vise huset, hjemmet, frem inden det helt forsvandt en dag ikke så langt ude i fremtiden, og jeg mærkede et stik af melankoli over tabet af forestillingen om en tid, som jeg havde læst om, og nu havde genfundet som et musealt monument.

Således var Asien for mig under min rejse både et rimeligt konkret sted med sit milde eftermiddagslys, sit knusende menneskekaos, sin stærke smag af hot curry, sin overdøvende fattigdom, sin stank og duft, og sine utøvende blikke, men også en abstraktion, som jeg først i det konkretes nærhed fik øje på.

Jeg vendte hjem i første uge af september til Århus Festuges tema, Asien, præsenteret i alt fra hellige køer og ægte kinesiske bønder til Peking Opera og japansk multimedieshow. Her og der i gaderne var der tilføjet et par såkaldte tiggere, høns i bur og andre lignende ornamenter, og for en uge var domkirkens torv underlagt en nødtørtig forklædning som asiatisk landsby. Med andre ord, var det Asien jeg mødte, da jeg vendte hjem, en repræsentation, der i sin holdningsløshed nok indrømmede sin egen umulighed, altså det håbløse i at skabe en dækkende betegnelse for det givne tema, men det var samtidig også en holdningsløshed, som var for doven, eller måske blot for traditionel, til at tage sit eget umulige projekt og sit valgte tema alvorligt. Mine indvendinger vender sig derfor ikke så meget mod valget af tema - det bør nemlig stå enhver frit for - men derimod mod den manglende seriøsitet og anerkendelse af kompleksitet, som temaet blev behandlet med. For det første var den bredde, som temaet tilsyneladende blev fremstillet i, fragmenteret i bogstaveligste forstand, hvilket ikke i sig selv pegede på nogen egentlig kompleksitet, men snarere lod det fremgå, at fragmenterne tilsammen udgjorde den totalitet, man kunne kalde Asien. For det andet, var forsøget på også at nærme sig et slags autentisk, "virkeligt", udsnit af Asien en gentagelse af betragterens egne forestillinger og verdenssyn, snarere end en refleksion af genstanden selv. Det vil sige, at den processuelle definition af Asien under Århus Festuge nok tog form, men i en bevægelse, der forsøgte at gå fra det tingsliggjorte Asien, det håndgribelige eller autentiske, til det komplekse Asien, til abstraktionen. Men denne abstraktion er ikke en helhed, der kan udgøres af en, omend uendelig, række af håndgribelige eksemplificeringer. Abstraktionen er netop den begrebsmæssige konkretisering af en given virkelighed, eller erfaring, og den skal derfor begribes i en bevægelse, der finder sit udtryk i det partikulære. Dette er ikke således at forstå at det partikulære er en eksponent for det autentiske, eller det såkaldt oprindelige; det partikulære skal hverken betragtes som det almengyldige eksempel eller som et fragment af en på forhånd given helhed, men som een mulig fremstilling, der ikke skal forståes som mere simpel eller mere håndgribelig end abstraktionen selv. I forhold til Århus Festuge lader det komplekse 'Asien' sig ikke blot ved en rubricering under temaet 'Asien' forvandle til en mere eller mindre overskuelig enhed, og at Asien finder sit udtryk i det partikulære ændrer netop ikke ved dens begrebsmæssige omgang.

Slutteligt endte Århus Festuges forsøg på at skjule det traditionelle århusianske øldrikkeri ved at lade byen trække i andre klæder og gøre den kulturelle uge appetitlig for alle, i et krukkeri, der manglede nysgerrighed både over for øldrikkerne, over for temaet, og over for de kulturelt interesserede.

Og dermed er jeg nået frem til min første anledning i denne sammenhæng: Det er med udgangspunkt i ovennævnte som eksempel, at jeg her skal postulere en fremtrædende tendens i den såkaldte kulturdebat (i hvert fald i Danmark) til, for det første, at omgåes en given kulturbegivenhed med større simplicitet end begivenhedens egen genstand rummer, tilsyneladende fordi den simple tilgangsvinkel bygger på illusionen om en i bund og grund logisk opbygget verden. For det andet at værdibestemme kultur efter dels politisk korrekthed eller andre eksterne forhold og dels efter slige kriterier som økonomisk berigelse, det vil sige efter en instrumental logik, og på baggrund af individuelle synspunkter. Og for det tredje absolut at ville trække kunst ned over hovedet på Gud og hver mand - og kvinde.

Inden for de sidste par år har denne falliterklærende debat for eksempel udmøntet sig i tåbelige diskussioner om hvorvidt Elle-Mie Ejdrup Hansens fire millioner kroners vestkystslaserlys, der fik nogen til at mindes Nürnberg, er dét værd, og om hvorfor det skal gå ud over dyrene, når Christian Lemmertz til sin udstilling i Esbjerg har brugt 'rigtige' grisekroppe lagt tilrette i glaskister. For alt i alt kan det så vel ikke være kunst, når vi ikke alle sammen kan glædes over dets skønhed? Det kan selvfølgelig være at Gud og hver mand er rasende ligeglade med den slags kulturelle hændelser, ligesåvel som nogen ikke gider se fodbold - ikke at de to nødvendigvis udelukker hinanden - men alligevel bliver debatten formidlet i et format, hvor alle har lige ret, uanset.

Nu skal der så dertil føjes, at debatten om de to sidstnævnte kulturforeteelser stort set foregik i aviserne og med enkelte indslag i TV, og at der da også var en grad til forskel mellem de store dagblades og tabloidavisernes bidrag. Alligevel, også selvom tabloidavisernes såkaldte kulturjournalistik ikke bifaldes af alle, er der en utrolig smittefare forbundet med deres kampagner, således at tåbelighederne har sneget sig ind ad bagdøren, når debatten ender med at handle om debatten, snarere end om kunstværket - så langt sneg de sig faktisk ind, at debatten endte i folketinget.

To spørgsmål melder sig derfor i den forbindelse. For det første om de journalistiske mediers form overhovedet egner sig til en fyldestgørende kulturdebat; om de levner plads til en egentlig refleksion? Det er jo i sig selv modsigelsesfyldt, at et medie, der dels lever af sine læsere, det vil sige, som sælger en vare og dermed er stærkt fokuseret på en succesrig kommunikation, og dels ser sig selv som en mere eller mindre dokumentarisk instans, samtidig skal kunne overskue, eller vigtigere, kan tillade sit emnes kompleksitet eller mulige uforklarlighed. Dermed ikke være sagt, at de journalistiske mediers krav om kommunikation, lettilgængelighed, eksponeringer, aktualitet, nyhedsværdi, tilstræbt objektivitet, osv., er uvæsentlige i andre sager og sammenhænge, men med hensyn til særligt kulturkritikken mangler de en agtelse også over for genstanden, og de savner en form, der forsøger at fastholde og forstå genstandens begrebsmæssighed. Selv den meningsfunderede journalistik kommer til kort, og må indrømme sit eget umulige projekt, når den minimale anmeldelse ikke blot skal præsentere en kulturbegivenhed, men ligeledes levere en analyse og vurdering, som generelt aldrig kan nå længere end den enkelte anmelders individuelle smagsløg.

Det andet spørgsmål er, hvorfor denne kulturdebat så stort set kun forekommer i de nævnte medier, det vil sige, hvorfor den ikke kommer mere til syne andetsteds? Det fungerer åbenbart således, at den der råber højest bliver hørt uanset substansen, hvilket ikke viser et demokratisk hensyn, men snarere peger på et snæversyn og en manglende tolerance: Det er derfor heller ikke min hensigt her at agitere for en mere højtråbende respons; derimod blot for en uafhængig respons, der i debatten vil tage et ansvar over for både sin læser, sin genstand og sit udtryk. Et muligt sted var for eksempel (i højere grad) kulturtidsskrifterne, som nok har deadlines, der skal overholdes, samt en mindre abonnentskare og diverse institutionelle tilskud, der skal plejes, men som ikke reelt har forpligtelser, der hælder mere i den ene end den anden retning. Kulturtidsskrifterne er en scene, hvor den intellektuelle refleksion og dvælen i højere grad kunne finde sted uden at undervurdere læseren og med essayet som mulig form.

Essayet er nemlig ikke som de andre.

Essayet er en form som trods sine kvaliteter ikke helt er nået på anerkendelseshøjde med de store litterære former, måske fordi essayet tilsyneladende ikke har en klar form: både Montaigne og Bacon skriver og forklarer deres gøren eller "forsøg" som splittede, bevægelige, foranderlige. At de litterære genrer følgeligt skulle have en klarere form, er måske blot en illusion, men for dem, eller os, tilsyneladende en brugbar sådan. At essayet så alligevel søger en form, der på sin vis kan tingsliggøre en livserfaring, skal ikke dermed betragtes som et genbrug af kunstens samme. Det skal også dertil siges, at essayet ikke er eller skal betragtes som abrupt og fragmenteret i gængs forstand, hverken derhen at det i sin form blot beskrives som en 'collage', der kan gribes i eet blik, eller som en del af noget større, eller som en form der har lånt lidt fra den journalistiske prosa.

Desuden, som Theodor Adorno hævder i "Der Essay als Form", overholder essayet ikke spillereglerne for den organiserede videnskab, men skrider i stedet metodisk umetodisk frem. Essayet giver mulighed for en begrebsmæssig anskuelse af erfaring konkretiseret som en refleksion, og ikke en imitation, af sin genstand; således at begreber indeholdt i genstanden ikke søges deduktivt defineret, men kommer til udtryk i deres indbyrdes forhold og samspil, idet den intellektuelle erfaring formidles gennem essayets egen konceptuelle indretning, der hverken søger helhed, tankens identitet, eller filosofisk endegyldighed.

Nu beskriver Adorno i "Der Essay als Form" primært essayet i forhold til den modstand det møder i den akademiske, det vil sige den videnskabelige, verden, men jeg vil alligevel i forlængelse heraf lægge min anden anledning frem; nemlig at essayet i den intellektuelt forarmede kulturdebat kan berige ikke blot denne, men ligeså enhver relateret debat, fordi formens intellektuelle frihed skaber albuerum for en diskussion, som ikke kun taler i modpoler eller i medvind, men som kritisk sætter sit emnes muligheder i spil.

Netop når essayet i sin form tillader en åbenhed, en usikkerhed, en vildfarelse, en vekslen, kan formen beskæftige sig med refleksioner over og med en seriøs optagethed af et emne, som der hersker en dyb tvivl og uafklarethed omkring. Således har essayet plads til at genspejle en skepsis over for en given virkeligheds bestandighed, også uden at det skal betragtes som et afløb for den postmoderne selv- og verdensfragmenterede råben.

Virginia Woolf har i "The Modern Essay" (egentlig en anmeldelse af en fem-binds essaysamling fra 1920'erne) peget på essayistens "spirit of personality" og på ideen som essayets rygrad: En idé som anskues med præcision og med overbevisning og som finder ord, når skribenten både bruger og ikke bruger sig selv.

William Carlos Williams pointerer i "An Essay on Virginia" essayets meget menneskelige form - måske et ekko fra Montaigne - på en lidt anden vis: dets styrke findes i en indadvendt bevægelse, der går fra forandring til uforanderlighedens forskellighed: "To essay is to try but not to attempt. It is to establish trial."

Essayet kan ikke blot spejle "the spirit of personality" og dermed den skrivendes passage gennem emnet; det kan ligeledes spejle den forvirring en igangværende undersøgelse tillader og dermed også tillade en større grad af tolerance over for alternative udgange af passagen.

Og heri ligger min sidste anledning: Tidsskriftet Passage har udskrevet en essaykonkurrence i Skandinavien, dels for med essayet at give plads til en form som kun sjældent anerkendes for sine muligheder, og dels for med netop denne form at give plads til en refleksion af den ubestemmelighed, der regerer omkring et givent aktuelt emne. Ønsket er at bidrage til en debat, der ikke på forhånd er afstukket vejen, og der skal derfor heller ikke stilles krav til en særlig type essay med en bestemt fokus på emnet. Det står frit for.

Vi har lagt ud med titlen "Europa som drøm", der gerne skulle opfordre til genfortælling af et Europa, som i sit voldsomme historiske forløb ikke lader sig entydigt definere, og hvor erindringen og drømmen om Europa derfor bedst lader sig aftegne inden for essayets intellektuelle erfaringsproces.


Litteraturliste:



Tilbage til toppen