Bogens Verden 1995 nr.5
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Har kulturtidsskriftet en fremtid i Norden?
Lykken ved genstanden - om professionalisme og retorik i et kulturdemokrati
og i kulturtidsskrifterneAf Marianne Ping Huang
Alt er vel! melder vi fra de danske kulturtidsskrifter. De er mange, og de er varierede i genstandsområder og formidlingsprofiler. Alt vel! meldes også med hensyn til produktionsforhold og økonomiske støttemuligheder, som - må vi indrømme - aldrig har været bedre. Der er kort sagt mulighed for at publicere noget for enhver smag; eller man kan sige, at de danske kulturtidsskrifter tilsammen tilsvarer den meget omfattende og demokratiske kulturopfattelse, vi i Norden ofte roser os af.Mangfoldighed er ikke at kimse ad; men mangfoldighed er ikke det samme som demokrati. Mangfoldighed kan meget vel være disparaitet i en grad, så man dårlig opdager de nye tidsskrifter, der dukker op årligt, og de andre som forsvinder i løbet af et år. På samme måde er gode produktionsforhold og økonomisk subvention ikke nødvendigvis udtryk for et reelt kulturelt demokrati og betyder ikke af sig selv sikringen af redaktionel professionalisme. Og det er evident, at hverken mangfoldighed eller materielle omstændigheder garanterer, at en kulturdebat udfolder sig i og imellem kulturtidsskrifterne.
***
Men, kan man konstatere, flertallet af danske kulturtidsskrifter signalerer redaktionel professionalisme. De er grafisk appetitlige; det grafiske udtryk er gennemtænkt, så det stemmer overens med den redaktionelle målsætning og retter sig mod den målgruppe, man forestiller sig er tidsskriftets læsere. Også genrevariationen er i mange tidsskrifter appetitlig - vi får en montage af kritiske genrer: foromtaler, anmeldelser og længere artikler. Groft sagt er princippet hér, at tidsskriftet er sin egen lille replika af kulturscenen, og at læseren inviteres indenfor med et: Her er noget for enhver læsesituation. Indtag Deres information ved skrivebordet, sengebordet eller kaffebordet. Også teksterne har naturligvis en professionel form - tidsskriftsskribenterne er retorisk langt sikrere end før, og feltet af troper og figurer anvendes selvbevidst.
Denne form for professionalisering hænger sammen med den kulturtilstand, som tidsskrifterne redigeres og skrives i. Dét er der naturligvis intet interessant i; det alarmerende er, hvor sammenhængen ikke gestalter sig kritisk eller reflekteret, men i en mimning af funktionerne i en professionaliseret formidlings- og projekt-kultur, som vi forveksler med en demokratisering af kultur. Informationsbredde, aktualitet, columnistens subjektivitet og retoriske fraseologi i vekselvirkning med trend-reportager og kitsch-ironiske pin-ups finder man derfor ikke overraskende især i det brede kulturtidsskrift - det er faktisk det bedste bud på et omnibus-tidsskrift. Det er også denne sammenhæng kritikeren John Chr. Jørgensen har udpeget som tidsskrifternes misforståede mimning af dagspressens former: "Lige for tiden står den på MTV-klippeteknik og oplevelsesjournalistik med farvelade mange steder både i dagspressen og i kulturtidsskrifterne. Jeg har tilladt mig at kalde fænomenet layoutisme." ("Kulturtidsskrifterne i kulturen - og i pressen", Tecken i tiden, 1994)
Den formelle professionalisering kan også opfattes som et udtryk for retorikkens genkomst. Ikke retorik som reflekteret formidlingsdisciplin eller som erkendelsesmodus, men som signalværdi - altså uendelig banalt forstået som ren overflade eller som en lille motor, der driver layout-programmet, tastaturet og linie-antallet, når man endnu en gang skal skrive eller redigere lidt. Og hvis man i tidsskriftsarbejdet overgiver sig til denne retoriske motor bliver tidsskriftet - er det min påstand - offer for en uhellig, men sikkert engageret alliance med en demokratisk fantasmagori, som kulturens vækst, bredde og mangefold er indoptaget i.
Nu aner man måske ideologiens genkomst med ordet fantasmagori. Hvad jeg plæderer for er ikke en reaktualisering af 1970ernes ideologikritik og gennemgribende politisering - men for en besindelse på, hvad det er for et kulturbegreb, vi allierer os med i bestræbelsen på at informere bredt om kunst og kultur. Hvis ikke man vil skille kunsten ud som den evige modstand i kulturen og dermed gøre kulturbegrebet og dets interne forskelle over een kam til "Schmieröl für den glatten Ablauf der Maschinerei", kan det gamle begreb om fantasmagori bruges til at skelne mellem to former for professionalisme og to former for retorisk bevidsthed: En medial professionalisme over for egensindets eller engagementets professionalisme. En selvgenererende retorik over for en retorik, som er forpligtet på at nærme sig sin genstand erkendende.
***
Fantasmagori er - før det er et ideologiseret mana-ord - sammensat af phantasma og agora, altså betegnelsen for et drømmeagtigt, illusionært offentligt rum. I tilfældet, hvor information om kulturelle fænomener rangerer på linie med markedsføring af andre livsstilsprodukter, kunne man også tale om kulturlivet som et virtuelt magasin de nouveauté. I denne drømmeagtige offentlighed indoptages tidsskrifternes formelle professionalisering, hvis formens hurtighed og forførelse - af både skribent og læser - forleder os til at tro, at den del af kulturen eller det æstetiske udtryk, som vi engagerer os i, nødvendigvis gennem fetischeringen af formen også skal og kan udbydes til så mange aftagere som muligt. Her er det man står i fare for at forveksle kulturskribentens rolle med den rolle fantasmagorien om kulturelt demokrati tilskriver én som cirkulationsagent og udråber i kulturens stormagasin.
I et essay skriver Jens Chr. Grøndahl om forbruget af kultur og kulturens demokratisering:
"Det er i fritiden, man dyrker sin kulturelle identitet. Kultur, det er sådan en hobby, vi har. Op gennem firserne, efter ideologiernes meget omtalte sammenbrud, blev Hans-Jørgen Nielsens gamle attitude-relativisme levet helt ud i et stadig mere myldrende og broget kulturbillede. Nogle fortvivlede over den overfladiske kynisme i det postmoderne supermarked, hvor der var frit valg af identitet på alle hylder. Andre jublede over den karnevalistiske frihed og dens ophævelse af skellet mellem at synes og at være."
("Dumhedens mor er altid gravid", Ved flodens munding, 1995)***
Her er det så, jeg må reflektere mit eget tidsskriftsarbejde i den polemiske beskrivelse af forholdet mellem kultur, demokrati og professionalisme, som jeg mener har været bestemmende for mangfoldigheden i danske kulturtidsskrifter gennem de seneste 10 år. I midten af firserne kunne den ovenfor beskrevne kulturtilstand opfattes som en slags realiseret utopi for en redaktør - hver mand sit tidsskrift. Den både nødvendige og tilstrækkelige begrundelse for at redigere, producere og publicere et tidsskrift var at være med til at cirkulere mere kultur.
De erfaringer, som arbejdet med to meget forskellige tidsskrifter har givet mig, har jeg for så vidt allerede formuleret - i alle tilfælde den side som angår frustrationen. Det ene af mine tidsskrifter er litteraturmagasinet Standart, et bredt anlagt tidsskrift om aktuel dansk og oversat litteratur, det andet er Passage. Tidsskrift for litteratur og kritik, et litterært fagtidsskrift.
En anden erfaring er, at jeg bliver ved. Og her er det, at de to forskellige forståelser af professionalisme mødes. Professionalisering af udstyr og formidlingsform over for en egentlig redaktionel professionalisme, nemlig et fortsat engagement i tids-skriftet som en mulighed for at nærme sig genstanden.
Både Litteraturmagasinet Standart og Passage har rod i 1980ernes professionalisering af produktionsforholdene og i det boom af litterære tidsskrifter, som også finder sted da. Mens det - ganske paradoksalt - er lettere i et smalt tidsskrift som Passage løbende at korrigere forholdet mellem intellektuelt engagement / forpligtethed på genstanden og den redaktionelle målsætning, er det betydelig sværere i et bredere, mere demokratisk tidsskrift som Standart. Det er nemlig vanskeligt at korrigere for det forhold, at det brede kulturtidsskrifts informationsbestræbelse mindre knytter sig til genstanden, end til dens fantasmagoriske skær: Aktualitet og cirkulation af det nyeste - af trenden. Og denne vanskelighed, må jeg tilføje, gør udfordringen og engagementet så meget des større.
***
Jeg tror ikke, at noget tidsskrift, hverken det brede eller det smalle, kan sætte sig ud over den kulturtilstand, det skrives og redigeres i. Men jeg tror, at redaktionel professionalisme må være at give distinktioner og prioriteringer i sin genstand tid til at gestalte sig. Jeg tror også, at professionalisme er en opmærksomhed på, at retorikken har sin sagsfremstilling, at retorik er en forpligtelse på og en glæde ved at behandle sagen med gennem refleksionen.
Det jeg altså kunne tænke mig at plædere for er ikke en futil position uden for kulturens fantasmagori, men for at vi som redaktører og skribenter retter os mere mod genstanden end mod vores aftagere. Det betyder ikke, at vi skal holde op med at formidle, det betyder at formidling ikke kan gøres op i oplagstal og målgruppe-analyser. Det betyder også, at retorik ikke er dén indpakning, som skal sælge varen til enhver, men en erkendelsesmodus og en disciplin med udspring på agora, hvorfor den stadig immanent bærer bestræbelsen på at kommunikere indkredsningen af en sag.
Hvad der nemlig står tilbage, efter at jeg har fået luft for min galde, er at jeg bliver ved, selv om jeg bare kunne holde op. Det skyldes formodentlig en lykke ved genstanden, en lykke som omfatter formens erkendelsesveje og disses sandhed, klage og raseri. I sit essay "Essayet som form" siger Adorno:
"Vel var retorikken altid tanken i sin tilpasning til det kommunikative sprog. Den rettede sig mod det umiddelbare: tilfredsstillelsen af tilhøreren. Essayet bevarer netop i sin selvberoende form [...] spor af det kommunikative [...]. De tilfredsstillelser, som retorikken vil berede tilhøreren, bliver i essayet sublimeret i idéen om lykken ved at møde sin genstand i frihed [...]"Lykken ved genstanden forståes da gennem nysgerrigheden over for det nye, "tankens lystprincip" - hvilket er noget ganske andet end at cirkulere nyheder:
"Essayets genstand er det nye som nyt, det som ikke lader sig genoversætte i det gamles bestående former. Idet essayet reflekterer sin genstand uden at gøre overgreb på den, klager det stumt, fordi sandheden forrådte lykken og med den også sig selv, og i denne klage ophidses essayets raseri."
Tilbage til toppen