Bogens Verden 1996 nr.1
Redaktion Indhold dette nummer Forside Næste artikel Forrige artikel
Formernes forvandling Dansk Lyrik. Dansk prosa. Oversat nordisk litteratur
Af Erik Skyum-Nielsen
1. En klassiker
Til verdenslitteraturens mærkværdigste bøger hører Thomas Burtons Anatomy of Melancholy fra 1621, en vejledning i lindring af tungsind og menneskelig dårskab, på én gang en parodi på akademisk lærdom og et dybt alvorligt forsøg på at tale sagligt om livet og døden, nemlig ved at sammenstille egne refleksioner og tanker med citater, der hentes snart sagt hvorsomhelst: i lægevidenskab, naturvidenskab, filosofi, teologi og litteratur. Måske burde "Tungsindets anatomi" snart oversættes til dansk, for den forekommer højaktuel i såvel stoffet som formen.
2. To hovedtræk
I årets danske lyrik, den danske kortprosa og formavancerede roman og den oversatte nordiske prosa er der nemlig to træk, der dominerer:
- For det første melankolien, oplevelsen af en modsætning mellem livets fylde og dets korthed, af krydsningen mellem det grænseoverskridende i eksistensen og det definitive, døden. Enkeltindividet sættes i den ene bog efter den anden i skæringspunktet, hvor rummets monologer mødes med tidens tonløse cirkler, og hvor vor urolige stræben kolliderer med tilværelsens almene vilkår. Lyrikeren Niels Frank har udtrykt det kort i en aforisme: "Først kommer overskridelsen. Så kommer grænsen." F.eks. kan grænsen melde sig som dødens konstante nærvær midt i kærlighedens udvidede rum.
- For det andet forsøger forfatterne at frembringe nye former: krydse en grænse til et felt, hvor noget nyt kan siges - og arbejde i dette nye felt, indtil dets muligheder er udtømt. Først kommer overskridelsen. Men så kommer også grænsen.
3. Døden, kærligheden og katastrofen i årets lyrik
Det er via døden, man finder ind til den gennemgående melankoli. Men det er ved at blive sat op mod kærligheden i dennes forskellige former, at døden bliver oplevet som så grum.
Hvorfor denne kredsen om døden? Jeg tror den skal ses i sammenhæng med de seneste års litteraturs optagethed af sygdom, skilsmisse, vold, incest, mord og katastrofer. Nu går digterne bare et skridt videre, for dels at gøre tidens katastrofementalitet subjektivt vedkommende, dels at overbyde uvirkeligheden, den medieskabte uvirkelighed, med det måske virkeligste af alt: det fysiske forfald, kroppens hjemfaldenhed til sin død.
Helt oppe i titlen er døden i Anders Westenholz' digtkreds Dødesange, (Gyldendal) om sorgen efter tabet af et barn. Og allerede her kan vi se, hvordan sorgen bliver et spørgsmål om sprog og dermed om digterisk form. Westenholz skriver:
Jeg vil ikke kunne et sprog, hvor ordene: 'Hun er død' giver mening.Det kan man roligt kalde en paradoksformulering. Den uforståelige død forbliver gådefuldt skræmmende, men repræsenterer jo netop derfor en voldsom kunstnerisk udfordring. En fordring om det helt andet sprog, som digtekunsten kan skabe.
"Jeg hader døden. Den er meningsløs og grim." læser man i Kragetæer (Borgen), Peter Laugesens nye bog, hvis titel kan ses som en hilsen tilbage til hans debutbog Skrift (1969), og hvis kompositionsprincip efter alt at dømme har været det samme - nemlig at frembringe digt efter digt og lægge dem ét efter ét i en bunke for så efter et års tid eller så at skrive det hele igennem igen.
Peter Laugesens skriveproces er denne gang sat i gang af moderens død og begravelse samt af familiens flytning. Oplevelsen af brud og opbrud farver da også hele værket, som i flg. digt:
FREDERIKSBERG
Sidder med en bajer på en bænk i
Dans kvarter,
den slags gør man ellers ikke meget
her.
De fine træer, nøgne som i Tages
bog,
står ned langs Alleen som et
bumletog
på vej mod grønt, men Dan er væk,
og jeg er også bare her på træk.
Her mindes Peter Laugesen ikke kun sin ven Dan Turèll; han får tillige sendt en hilsen til romanen De nøgne træer og til gamle Steen Steensen Blicher.Også Henrik Nordbrandts fine bog Ormene ved himlens port (Gyldendal) er, forstår man, sat i gang af et dødsfald: tabet af en nær veninde, til hvem digterens sidste ord var "I lige måde." Hun sagde, at hun savnede ham - "I lige måde," svarede han. Det har sidenhen pint ham. Men hvad der især plager Nordbrandt, er en tilbøjelighed til at lade følelserne få et alt for harmonisk udtryk gennem en ordnet digterisk form med rytme og enderim som i sonetten. Hans digtsamling læser man ikke kun som et gyldigt forsøg på at tolke sorgen, men også som et vellykket forsøg på at frembringe nye former: krydse en grænse til det felt, hvor noget nyt kan siges.
Denne formens problematik melder sig automatisk, når man i disse år læser Peter Poulsens digte. Inspireret af sine oversættelser samt vel også af det almene æstetiske klima har han stort set forladt sin lunt snakkende, slentrende digtform og er i stedet begyndt at tilstræbe en versets harmoni og elegance, senest i Yoricks kranium (Vindrose) hvor man ser eksistensens store spørgsmål iscenesat i ferme sonetter.
Poulsens "gamle" form, det fortællende og beskrivende jeg-funderede lange digt, videreføres derimod af en lyriker som Niels Hav, der i sin nye bog Når jeg bliver blind (Gyldendal) bl.a. mindes sin døde fader. Og nu kan min læser selv gætte på, hvad der har dannet personligt afsæt for Maj-Britt Willumsen i digtsamlingen Saltet med ild (Gyldendal). Ja, rigtigt, processen af og ved faderens død og begravelse. I mere almen forstand bearbejdes døden i Hans Otto Jørgensens barske Idyller, hvis jeg bl.a. påstår at vide alt om døden: "jeg har set dyr dø på alle mulige ,åder / når jeg lukker øjnene ser jeg dem ligge / selvdøde, med de stive lemmer strakt ud fra sig / oppustede maver sprækkefærdige af mider / spændte skind". Hans-Erik Larsens Samtale med en gående (Lindhardt og Ringhof) - en samling med virkelig tone - opererer med døden i almen, eksistentiel betydning, nemlig som den ultimative udgave at det fravær der kredses om:
Bladene trækker ud mod vejeneSelv hos den purunge Thomas Thøfner dukker dødens tema op; men hvad man mest bemærker i hans debut Klartonen synger (Borgen), er en sund digterisk ærgerrighed, en bestræbelse på at få prøvet så mange og så forskellige lyriske former som muligt. Den slags kan repræsentere en gold og udvendig formalisme, men i Thøfners tilfælde er der snarere tale om en afprøvning af forholdsmåder over for tilværelsen. For hver ny digtform han undersøger, laver han sig et felt og arbejder i dette ny felt, indtil dets muligheder er udtømt. Først kommer overskridelsen, og så kommer, senere, grænsen.
og døden er ikke pludselig
men samler sig
i en underlig blæst i år.
Svaler forlader horisonten.
En efter en. En efter en
tæller dagene ikke længere.
Jeg dør på to måder.
En gang for dig. En gang for intet.
Først i 1980erne troede vistnok Per Højholt, at han havde skrevet sit sidste digt; i stedet skrev han på en roman og udgav tre bind helt korte noveller, "blindgyder" kaldte han dem. Hvad lyrikken angår, havde han nu forregnet sig; modstræbende måtte han acceptere endnu en vild poetisk raptus, som foreløbig har afsæt tre digtsamlinger, der alle bearbejder samme tematik: tid, alder, død, forholdet menneske/natur. Lynskud (hans første digtbog på Gyldendal) rummer således flg. flotte billede af, hvordan daglig brug slider på ting, hvordan liv sætter spor:
Især steder i huset hvor en håndTonen og konklusionen i digtet forekommer typisk for hovedparten af lyrikken fra '95. Det er åbenbart tid for eksistentielle livsregnskaber.
hver dag sættes
skinner mørkt og med lød, den lød
ting får langsomt
greb kun gentagen brug gør
synlige: Første gang er
ingen gang for et håndtag men
tilfældet danner skik
og praksis, en sød orden: Ingen
gang er væsentlig
eller bidrag af betydning, kun
tilbagevendende brug
ligesom også mange tærskler i
huset er slidt godt ned
og ikke kun af mig. Sådanne steder
tilføjer et liv
mønstre det dårligt nok ved af og
først sent ænser!
Tid, lang tid kalder dem frem uden
videre, efterhånden
som tærsklerne bliver lavere og
lavere og lavere.
Dårlige og halvdårlige digtsamlinger er der naturligvis også kommet, således af Iben Claces (En fremmed selv, Borgen) og Lene Henningsen (De blå vidner, Borgen), som begge har ulyksalig hang til postuleret tomgang og idelig tyr til abstraktionerne, når grebet i det personlige svigter. Rolf Gjedsteds Lorcas hus (Gyldendal) sættes pompøst i scene med foto af digterens spanske bolig, foto af digteren siddende ved sin skrivemaskine i sin spanske bolig og foto af digteren siddende til hest i nærheden af sin spanske bolig, her dog uden skrivemaskine. Teksterne ligner tilsammen en patetisk klichéfabrik, og Gjedsted stikker fortsat i sit gamle formproblem, den pædagogiske over-pointering. Han savner fornemmelse for, hvornår et digt er færdigt. Det samme kan bestemt ikke siges om irakiske Muniam Alfaker, hvis fjerde samling på dansk, Klæder uden krop (Politisk Revy) rendyrker det korte og ultrakorte digt, hvor et enkelt billede fyldes helt ud.
En spændende formmæssig fornyelse i de seneste års poesi er de mange kasseformede, prosalignende digte. Ole Wivel afprøver genren i bogen Sol og Krig (Lindhardt og Ringhof), og gør det, må man sige, med held. Det er lærde, næsten blærede digte med små, intenst lysende punkter ind imellem, som i "De ser på dig", om ansigterne hos de døde:
Fra vægge og montrer, i
katedralernes sten, Paestum og
Pompeji, overalt fra hulerne til
metroens larmende træk-
fyldte Hades ser de på dig, Louvre
eller Louisiana, sten-
alder eller laser-lyn: Det er dit blik de
søger, insisterende
uden ord, uden bevægelse bortset
fra lidt mekanisk og
elektronisk klapren af stænger i
ensomheden. Ure falder
i slag, en gyngehest, et blikhorn nu
og da, men over-
vejende stilhed.
Her høres Ole Wivels sene tone, her mærkes erfaringers tyngde. Men her ser vi altså også en aldrende digter arbejde i samme formområde som de ganske unge - som Thomas Thøfner i Klartonen synger, som Christian Dorph i Kontinuum (Lindhardt og Ringhof) eller som forrige års debutant Katrine Marie Guldager, hvis anden bog Styrt (Gyldendal) bekræfter ens indtryk af et ægte talent. Som titlen angiver, beherskes hendes bog af en altomfattende katastrofe-stemning, og lettere bliver det ikke af, at digt efter digt postulerer, at alting bare er helt i orden. Orienteringen svigter nemlig hver gang, digtenes gennemgående "jeg" er "faret vild i forklaringer, forviklinger".
4. Nye fortælleformer - hvordan?
Prosadigtet i dén version, man ser i de seneste års lyrik, kan beskrives som en tilnærmelse mellem billede og beskrivelse, mellem stemning og fortælling. Heroverfor står i tiden de mange korte, tætte prosaformer, der så at sige befinder sig på genretrinnet under eller lige før novellen: Peer Hultbergs totalbiografier på blot to eller tre sider, Merete Pryds Helles prosa i mosaik-romanen Vandpest fra 1993, Helle Helles såkaldte "eksempler på liv", eller Solvej Balles og Christina Hesselholdts prosa.
Hos alle disse forfattere kan man følge endnu en formel overskridelse - nemlig en fortællingens fortætning, hvor prosaens stoflige tyngde kan forenes med poesiens sproglige intensitet.
Klarest ses denne tendens i 1995 hos Naja Marie Aidt, som i sin anden prosabog Tilgang (Gyldendal) viser både menneskeklogskab og indsigt i diverse forkrøblede illusionsdannelser og isolationsteknikker. Givende er det at følge en udvikling i Peer Hultbergs prosa i opsamlingsbogen Kronologi (Lindhardt og Ringhof), der spænder en bue fra den engelske prosatradition omkring 1965 og over den radikalt eksperimenterende kontinentale modernisme til de ultrakorte semibiografiske former fra tiden omkring 1990.
Egentlige gode noveller var sæsonen 1995 ret fattig på. Sikrest lavet forekommer de grotesk humoristiske skæbneskildringer i Sven Holms Hr. Henrys begravelse (Gyldendal), og der kan hentes udmærket læsning i Jørgen Børglum Larsens lavmælte og antydende - Knud Sørensenske - landsbynoveller Egils papir (Samleren). Svagere står Kim Fupz Aakeson med Sidemanden (Gyldendal), der aldrig kommer længere end til anslag, øvelser, prøver, og debutanten Jutta Guldager med de meget forklarende og tunge noveller i Kys mig (Det Schønbergske Forlag).
Et prosaarbejde helt for sig var derimod Christina Hesselholdts roman EKS (Rosinante), som forener psykologisk diskretion med stor formel dristighed. Historien er, at Daniel og Judith, to yngre mennesker med flere brudte forhold bag sig, mødes i lægens venteværelse og fatter interesse for hinanden. Gennem ét langt samtale-samvær følger læseren så, hvordan de nærmer sig hverandre, bl.a. ved på forløsende vis at tale om deres eks-er, de piger og fyre de før har kendt. Noget, som næsten ikke kan siges, udtrykkes her velgørende enkelt.
Hvordan fortælle historier, der næsten ikke lader sig fortælle? Dette problem har generet Poul Behrendt, siden han for 6-7 år siden begyndte at interessere sig for gåden Thorkild Hansen. Mere og mere centralt i hans forskning har forfatterens dagbøger stået, de bøger som Thorkild Hansen selv ville befordre til eftertiden, men af hvilke han kun fik et enkelt bind at se. Efter hans død udkom, i stærkt redigeret udgave, to bind dagbøger fra Paris 1947-52, senere har man udsendt et bind med rejseberetninger, og mere endnu er i vente. For Poul Behrendt bestod opgaven i at belyse, hvordan Thorkild Hansen tolkede om på sit eget liv. Resultatet er blevet en helt ny genre, en proces-orienteret litterær biografi på over tusinde sider, og af en umådelig grundighed. Vælger man at gå i gang med Djævlepagten I-II (Gyldendal), bør man læse det hele, inklusive noterne, som ofte giver vigtig uddybende information.
5. Den oversatte nordiske litteratur
Det siger noget væsentligt om forskerens arbejdsbetingelser, at han for at gøre præcis hvad han har tænkt sig, må gøre noget ingen før har gjort. Heri minder Poul Behrendts genre-overskridelse om digterens vilkår. Vil man skrive f.eks. en roman, gavner det at have en historie. Men man må også være indstillet på, at ens forsøg på at fortolke den bringer én steder hen, hvor de ting man har lært sig, må forkastes. At sætte en form rummer den fare, at man før eller siden bliver tvunget til at overskride den. Først kommer i så fald overskridelsen. Så kommer grænsen.
Staffen Seebergs Aprilfloden (Samleren) kan illustrere det. Filosoffen Fredrik møder i Amsterdam Florence, og deres kærlighed udvikler sig. Han er, som det vist hedder, fri af tidligere forhold, hun er på vej ud af sit ægteskab - og inde i en selvransagelsesproces, der er sat i gang af hendes mors nylige død (dér var den igen!).
Næsten parallel er situationen i P. C. Jersilds Kærlighedens grænser (Samleren), om lægen Agneta, der efter sin anden mands død tvivler på, hvorvidt en fortsat erotisk tilværelse er mulig og ønskelig. Hun bliver så opsøgt af Anders, en kæreste fra gymnasietiden, og genoptager lidt tøvende forholdet til ham. Og inden hun ved rigtig af det, handler det ikke om kærlighed, men om døden.
En tredje nordisk kærlighedsskildring gives af Steinunn Sigurdardottir: i miniromanen Fiskenes kærlighed (Rosinante), hvis jeg-fortæller, en pige i begyndelsen af trediverne, forelsker sig heftigt i en mand, som samtidig med rekordfart er på vej ind i et ægteskabs trygge havn. Med et citat af den islandske digter Jónas Hallgrímsson fastslås det, at den kærlighed, Samanta trods alt får, er kold, kold som fiskenes kærlighed.
Hvordan fortælles disse tre historier om kærligheden, tiden og døden? Hvordan finder forfatterne sig en form, der kan udnytte hver histories egenart til bunds?
Staffan Seeberg sammenfletter beretningen med citater fra Frederiks skrifter, så dialektikken mærkes mellem at være alene og sammen. Et spring finder sted fra realisme til mer-realisme. P.C.Jersild nedtoner skildringen af Agnetas tanker, så læseren fornemmer, hvordan hun mod sin vilje drives til næste skridt, og det næste igen. Og hvad Steinunn Sigurdardóttir angår, laver hun et lille kup ved ind i sin ganske banale handling at indflette symboler og handlingselementer fra litteraturen, specielt ridderromaner, så der over personerne hvælver sig et større almenmenneskeligt rum.
At vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris, Einar Mar Gudmundsson, på samme måde har måttet fortælle en historie, der egentlig ikke lader sig fortælle, ligger i hans romans struktur. Universets engle (Vindrose) bringer ikke for ingenting det sted i Macbeth i erindring, hvor der står, at livet er en meningsløs historie, fortalt af en galning. Hovedpersonen, den skizofrene Paul, fortæller sin egen historie - efter at han er død. Et lignende greb foretager norske Knut Faldbakken i Slangens år (Tiderne Skifter), en blanding af krimi, familiehistorie og tæt lillebyskildring, med flere fortællere, af hvilke den mest indsigtsfulde er psykiatrisk patient.
Fælles for de vigtigste af de oversatte nordiske romaner er således det spring, fra realismen til noget andet, rummeligere, der sker igennem valget af en grænse-overskridende form. Men den kunstneriske proces kan også føre til implosion. Hos to fornemme norske novelleforfattere går springet indad og nedad, fra realisme til en kølig minimal-prosa præget af skulpturel enkelhed, og med mulighed for at rendyrke det usagtes kunst. I Øystein Lønns Thranes metode (Cicero) ligger tyngden i hvad samtalerne netop ikke kan sige, og med Kjell Askildsens Et stort øde landskab (Per Kofod) har vi fået endnu et mesterværk af denne de få ords mester, for hvem hver ny novelle er endnu et eksperiment med, hvor lidt man behøver at sige, inden det hele står der. At stemningen hos dem begge præges af dødens allestedsnærvær og jævnthen havner i det melankolske, turde vel være en selvfølge.
I internordisk sammenhæng regnes melankolien sædvanligvis for en særlig finsk nationalegenskab: man skuer for sit indre blik scener fra talløse tv-spil hvor finner siddende i deres sauna drikker vodka og slår fast, at livet ikke er så nemt, som afholdsfolk går og tror. Der findes også en teori, begået af Julia Kristeva, ifølge hvilken melankoli skulle kunne ses som en specielt kvindelig bevidsthedsform. I litteraturen fra 1995 har melankolien i så fald bredt sig til hele Norden, og fra kvinder til mænd.
Nej, melankoli er menneskets lod, givet med vor bevidsthed om døden og vor dermed forbundne sorg over tiden og vor dermed igen forbundne evne til at række ud over øjeblikket, vor evne til at længes, endogså efter det uopnåelige.
God litteratur har ikke mindst værdi deri, at den som melankolien holder tiden åben og længselsevnen i live - også hvor den kun giver fortolkning uden forløsning, indsigter uden overblik, slutning uden konklusion.
Tilbage til toppen