Bogens Verden 1996 nr.1
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Forrige artikel
Mellemeuropæiske identiteter: den stadige korrektion
af Jens Thorhauge, direktør
Den mellemeuropæiske litteratur er i bogsæsonen 1995 oversat forbløffende skævt i forhold til tidligere år. Der er kommet meget få nye titler fra tysk og fransk litteratur, hvoraf endda de mest markante er oversættelser af ældre litteratur, Robert Musil, Jules Verne, Albert Camus.Hollandsk litteratur kommer til gengæld yderst forbløffende på scenen med syv titler, hvoraf de fleste er af forfattere, der oversættes for første gang til dansk. Det er forskellige former for oversættelsesstøtte, der muliggør dette. Det er tankevækkende, hvad en aktiv litteraturpolitik kan føre til: Holland vokser på det litterære eksportmarked til hovedleverandør af ikke-engelsk oversættelseslitteratur i Danmark.
De tidligere østlande er også leverandører til boghøsten med få, men markante titler. Til gengæld er der en iøjnefaldende tematisk enhed: De nye bøger der er oversat fra det mellemeuropæiske område fra øst til vest handler om identitet. Hvordan identiteten er i en stadig tilblivelsesproces, hvordan den fortolkende erindring udskiller knudepunkter, og hvordan identiteten forandrer sig med de samfundsmæssige omvæltninger. De væsentligste af bogsæsonens mellemeuropæiske bøger, der kredser om denne tematik, skal omtales i det følgende.
Børn og identitet
Et erindringens knudepunkt er for Christian Friedrich Delius en fodboldkamp, der skildres i Den søndag jeg blev verdensmester (Oversat af Jacob Jonia, Hovedland), hans første bog på dansk.
I 1954 vandt Tyskland sensationelt verdensmesterskabet i fodbold ved at besejre Ungarn under ledelse af den legendariske Puskas. Begivenheden er vendepunktet i denne lille overbevisende erindrede bog om tysk efterkrigsbarndom.
Bogen gengiver en vidunderligt levende erindring af radioreportagen af kampen, der bliver skelsættende for den elleveårige fortæller. Han er præstesøn og stammer, helt indstillet på at han er taber og dømt til at tabe. Han har psoreasis og problemer med de fleste fag i skolen, og som følge deraf en enorm skyldbevidsthed. Sygdomsgevinsten -ved at være så stigmatiseret - er stort set hans eneste fornøjelse: indbegrebet af tysk efterkrigstraume. Indtil fodbolden giver ham en stolthed over at være tysk og være del i en sejr, som ikke har været til at finde andre steder.
Bogen formidler præcist den rigide stemning i en lille landsby og den eksplosive frigørelse der kommer drønende ind udefra.
En anden barndomsskildring er Det første menneske (oversat af Hans Peter Lund, Gyldendal). Det er den ikke fuldendte roman Albert Camus efterlod sig ved sin død i 1960, og som først blev udgivet sidste år i Frankrig.
Manuskriptet er trykt som det foreligger med de fejl og mangler, der vil være i et manuskript, der ser ud til at være skrevet i hast. Men den indre integritet i teksten er fuldstændig overbevisende, og bogen er simpelthen et mesterværk, der ikke opleves som uafsluttet.
Det første menneske er historien om Camus eget liv, især barndommen i den meget fattige franske familie i Algier, hvor han voksede op som faderløs. Faderen faldt i første verdenskrig da Jacques var et år, og moderen der var analfabet måtte leve hos sin mor og tage usselt betalte jobs. Det stærke i skildringen er dens nøgternhed over for fattigdommen og det usle, der ikke hindrer en grådig appetit på livet. Den udfolder sig blandt andet i drengens begærlige intelligens, der forvandler kommunebibliotekets laser til manna. Bogen skildrer også en overrumplende glæde over meget enkle ting, en leg, en bog, et stykke uventet sukker. Ligesom nøgternheden i Camus' beskrivelse af de elementære kræfter er slående: sol, mad, ulydighed, klø, krig, død.
Det bærende tema er faderløsheden og fadererstatningen. Det første menneske bliver til ved læreren, der umådeligt storsindet og uden nogen sentimentalitet skaber de rammer, der skal til for at drengen Jacques kan løfte sig ind i en mere bevidst verden, der ikke kun er domineret af de basale kræfter.
En tredie barndomsskildring er den flamsk-belgiske nobelpriskandidat Hugo Claus' Sværdfisken (oversat af Tim Kane, Lindhardt og Ringhof). Historien følger nogle få personer omkring den 7-8 årige Maarten i en flamsk landsby.
Sværdfisken har kriminalromanens stof, men den er et skoleeksempel på hvordan en fortælling kan drejes, så den ydre handling, der fører frem til et mord, bliver ret uinteressant mens dybere lag kommer frem at sprælle i teksten. Historiens essens er at drengen reagerer forkvaklet på en forkvaklet voksenverden. Og ved at hælde sukker i benzintanken på moderens bil sætter han handlinger i gang, hvis årsager ligger langt dybere end den umiddelbare irritation.
De unges identiteter: hollandske oversættelser
En af de markant omtalte hollandske bøger er Arnon Grundberg: Blå mandage (oversat af Aino Roscher, Borgen) en debutroman af en 23-årig forfatter, der er blevet meget bredt omtalt, fordi den fortæller om en ny generation - og dens forbandelser i jagten på at finde sig til rette. Den gør det på en morsom, grotesk, ungdommelig og kunstnerisk overbevisende måde. Provokationen er helt klassisk dens væsentligste virkemiddel, så der er utrolig meget druk, sex og en masse svineri i bogen, men den har en fortælletone som er overbevisende, fordi dens friskhed så tydeligt dækker over berøringsangst, som for eksempel i den klassiske generationsroman, Forbandede ungdom. Bogen slutter på et absolut nulpunkt. Fortælleren tilbyder sig som mandlig prostitueret, men får ingen kunder. Fordi fortælleren -trods alt dårligt man kan sige om ham - er ærlig, følsom og morsom tror vi på en menneskelig fremtid for ham.
En anden hollandsk debutroman er Connie Palmen: Lovene (oversat af Nina Malinovski, Tiderne skifter). Det er en kvindelig kærligheds- og dannelsesroman, hvor det er eftertanke og filosofisk forståelse der afprøves - med samme negative resultat som hos Grundberg: der er ikke en klar identitet og position at indtage, ikke nogen klare værdier at bygge på. De love der omtales i titlen, er dem livet bygger på, og som Marie søger indsigt i gennem syv mænds fortolkning. Hendes projekt ender i sammenbrud. De syv mænd får hver et kapitel. De snakker gennemgående for meget og handler for lidt - undtagen den sidste, som er psykiateren, der behandler hende. Han lytter og får Marie til selv at analysere.
En tredie identitetshistorie er Marcel Mörings Den store længsel (oversat af Hans Christian Fink, Rosinante), som efter min mening er den bedste af de hollandske titler.
Længslen refererer naturligvis til kærligheden, som fortælleren Sam har problemer med, fordi han mangler identitetsmæssige holdepunkter. Denne mangel bunder i en fortrængning af hans personlige fortid, som hænger sammen med at forældrene omkom ved en trafikulykke. Efter ulykken blev han skilt fra sine to søskende, hvoraf den ene var en tvillingesøster, som han først møder igen som voksen. Den traumatiske opvækst har ført til massiv fortrængning. Tvillingesøsteren husker til gengæld minutiøst, hvad der viser sig at være hendes problem. Sandheden er ikke til at bære. For hende må den modificeres i mytologier, mens Sam må rekonstruere de sorte huller for at fungere som andet end en mekanisk virkende registrator og dokumentalist. En pointe i den subtilt og fascinerende fortalte historie er det, at Sam var til stede ved forældrenes død. Hvad skete der? Var døden resultatet af et skænderi, som udtryk for en fejlbarlig kærlighed?
Der er andre af de hollandske titler, der beskæftiger sig med sider af identitetsproblematikken. Helt kontant sker det i Bernleffs Formørkelse (oversat af Tim Kane, Hekla), der skildrer hvordan en blodprop sletter hukommelsen og dermed den personlige identitetmæssige styring. Det er en bog, der er så instruktiv, at den kan bruges som lærebog.
En mere sprudlende og forfriskende bog er Mariet de Moors Virtuosen (oversat af Tim Kane, Samleren), der foregår i Napoli i slutningen af syttenhundredetallet. Dens særkende er, at den skildrer en kvindelig erotisk besættelse og en kvindes forførelse af en kastrat, den forgudede operasanger Gaspari. Bogen er også hvad mange bibliotekarer vil kalde en "musikroman", fordi den erotiserede musik i virkeligheden spiller hovedrollen.
Fra øst til vest
En tredie type identitetsproblemer finder vi i romaner fra de tidligere socialistiske lande. De handler om sammenhængen mellem personlige og samfundsmæssige værdier og den forvandling, der sker på alle planer med overgangen til markedsøkonomi og et gennemført materialistisk værdisæt.
Et andet fællestræk ved disse titler er det, at deres litterære forudsætninger åbenlyst mere er en klassisk modernisme af Musils tilsnit end den angloamerikanske action- og plotprægede litteratur. Der er simplethen en højere grad af reflektion over de samfundsmæssige forandringer og menneskets ansvar og reaktion overfor dem, end vi finder i størstedelen af den vesteuropæiske litteratur.
Det er typisk tilfældet hos tjekken Milan Kundera, der ellers med Langsomheden (oversat af Lilian Munk Dahlgreen, Gyldendal) har skrevet sin første bog på fransk. Men han har stadig et forhold til det tjekkiske stof. I bogen optræder bl.a. en tjekkisk videnskabsmand, der blev frataget sit professorat i 68 i realiteten på grund af fejghed- men efter fløjsrevolutionen fejres han som helt i kraft af en let korrigeret erindring. Han er hos Kundera en næsten ynkværdig person, der blot kan vinde lidt sympati på, at de franske er endnu værre.
Den mest dybtgående og vedkommende analyse af problemet findes i Ivan Klimas Venten på mørke, venten på lys ( oversat af Eva Andersen, Samleren). Romanen foregår i tiden omkring fløjlsrevolutionen i Prag fra 1988-92. Vi følger Pavel der er tv-fotograf i fyrrerne med et ikke blot professionelt men også personligt distanceret forhold til den virkelighed han hele tiden rapporterer om. Pavel forsøgte i sin ungdom at flygte ud af landet, men blev fanget og sad i fængsel i et år. Han er dels blevet tv-fotograf, fordi han er usædvanlig dygtig, men også fordi der er en af hans kvinder der har trukket i nogle tråde og smurt andre. Pavel har altid været imod regimet, men siden flugtforsøget aldrig fået handlet. Heller ikke under fløjsrevolutionen kommer han ud af hullerne, selvom han er i begivenhedernes brændpunkt. Men han har en kunstnerisk drøm om de film, han vil lave, når det bliver politisk muligt, og man kan læse de indlagte filmfortællinger som meget talentfulde udkast. Men i hele forløbet er der en lille snigende uærlighed til stede, der eksploderer i bogens sidste sekvenser, hvor Pavel er blevet rig på reklame og pornofilm og i sin røde Mercedes kører på weekend til Tyskland med en pornomodel efter optagelserne. Her er den moralske fejghed og uærligheden ikke noget der skvulper rundt i periferien, det er blevet livs- og forretningsprincip. Både Kundera og Klima er "sorte" forfattere, der omformer deres dissidentkritik i en mere omfattende og almen kulturkritik efter det kommunistiske regimes fald.
En anden tilgang er der i den ungarske dissident György Konrads Melinda og Dragoman (det hedder den!) (oversat af Peter Eszterhás, Samleren) der på den ene side nok sammenfatter en ungarsk dissidentgenerations erfaringer, men på den anden langt bredere beskæftiger sig med, hvad der skal til for at få et godt liv. Bogen er en overraskende og ikke altid vellykket blanding af næsten triviallitterære og filosofisk reflekterende passager, der sætter dissidenthistorierne ind i en kærlighedsromans rammer, hvor aktørerne tilfældigvis alle er dissidenter, der blot har taget forskellige personlige konsekvenser. Et af de problemer romanen meget indirekte stiller er ærligheden i det prominente dissidentskab.
Konrad tilhører som Kundera og Klima den etablerede generation. Der er kun en enkelt ung forfatter fra øst - det er esteren Emil Tode der i Grænseland (oversat af Anne Behrndt, Rosinante) giver en helt anden skildring af mødet mellem øst og vest. Bogen er skrevet som et bekendelsesbrev, hvori brevskriveren afslører, at han har begået et mord. Brevskriveren er en ung ester, der har fået et legat og oplever den vesteuropæiske materielle rigdom og uudholdelige overfladiskhed. Det er den han hudfletter, og det er leden ved den, der får ham til at myrde - ikke som en politisk, samfundsmæssig, men som en personlig handling. Jeg ser konturer af et generationsskred her.
Endnu en tysk bog bør omtales i det her fremstillede tematiske lys. Det er W.G. Sebalds De udvandrede (oversat af Niels Brunse, Rosinante). Det er fire historier i en erindret dokumentarisk form. Fire personer, som forfatteren har mødt, der har det til fælles, at de alle er udvandret, alle er jøder og alle begår selvmord. De har enten mistet deres identitet eller kan ikke flygte fra den og ikke holde den ud. Deres traume hænger sammen med det ofte skildrede skyldtraume, der kommer fra at tilhøre den minoritet, der overlevede holocaust, men Sebald får mange andre facetter frem. Enklest i historien om den gamle læge, der længes fortærende efter det bondelitauen han forlod som syvårig. Mest komplekst i historien om kammertjeneren, der bliver fortæret af sin professionelle selvudslettende rolle.
Fælles for disse historier - og de øvrige her omtalte er, at de også berører en dansk læsers identitetsforståelse.
Tilbage til toppen