Bogens Verden 1996 nr.3
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Min ålandske klangbund
Portræt af Ulla-Lena Lundbergs forfatterskabAf Kristian Tybjerg, forhenv. overbibliotekar
Så lille Åland end er - eller Ålandsøerne som vi gerne kalder denne den mindste selvstændige enhed i Norden - så har den en forbavsende livskraftig litteratur. Det har noget at gøre med, at ålændingene er en minoritet og således kan minde om Færøerne og Island, om end Ålands litteratur har en beskeden plads i den nordiske litteratur sammenholdt med den færøske og islandske.Det er kendetegnende for litterære minoriteter, at man definerer sig som folk ved at skabe sin egen selvstændige litteratur. Dette har haft afgørende betydning for ålændingenes samhørighedsfølelse som folkegruppe. Og når litteraturen ikke altid ud til en større læserkreds uden for Åland, så skal man ikke glemme den enorme betydning, den har på det rent regionale plan.
På Åland var det derfor et vigtigt skridt, da det ålandske bogforlag "Abacus" blev oprettet i foråret 1984. Og hvert år i marts måned har der siden 1993 på stadsbiblioteket i Mariehamn været afholdt et 3dages seminar: "Mariehamns literaturdagar" som et mødested for den svensksproglige litteratur - altså forfattere fra Sverige, Åland og den svensktalende del af befolkningen i Finland. Dette sammen med bl.a. "Ålands Litteraturförening", der også udgiver litteratur og kulturtidsskriftet "PQR" er medvirkende til, at man i dag kan tale om en både fornem litterær tradition og produktion på Åland.
Uden på nogen måde at ville forklejne ålandske forfattere som Valdemar Nyman, Joel Pettersson, Georg Kåhre og Karl-Erik Bergman og mange flere, så er det for omverdenen 3 kvindelige forfattere, der hidtil har domineret den ålandske litteratur.
Med "Katrina" fik Sally Salminen i 1936 sit store internationale gennembrud, - alene i Sverige blev bogen i udgivelsesåret udsendt i 15 oplag! - I begyndelsen af 1970erne trådte så Anni Blomquist ind på scenen via filmatiseringen af romanserie om "Stormskärs-Maja". Ingen af hendes bøger er oversat til dansk. Den 3. i rækken er Ulla-Lena Lundberg, der nu med færdiggørelsen af sin store romantrilogi om den ålandske søfarts historie "Leo", "Store världen" og "Allt man kan önska sig" for alvor har placeret sig centralt i ålandsk litteratur. Tilsammen giver de tre forfattere et både varieret og levende billede af den ålandske identitet.
Ulla-Lena Lundberg er født i 1947 på Kökar, den d‚r længst ude i sydøst i den ålandske skærgård, men opvokset i Finland og nu bosat i Borgå (Porvoo) øst for Helsingfors. Hun tilhører det svensktalende mindretal og skriver udelukkende på svensk og er som sådan med til at fastholde det svenske sprog i Finland.
Hun er magister fra Åbo Akademi i nordisk etnologi og religionsantropologi, men har hele sit liv virket som forfatter bortset fra et enkelt år som gæsteprofessor - "writer in residence" - i litteratur ved University of Minnesota. Hun er en af de betydeligste nulevende finlandssvenske forfattere med et omfattende og alsidigt forfatterskab bag sig i en konstant vekselvirkning mellem skønlitteratur og dokumentarskildringer. Og det er ikke blot det ålandske folk og dets samfundsforhold, der har sat sig spor i hendes litterære produktion. I længere perioder har hun været bosat i USA, Japan og England og har foretaget lange rejser i Afrika og Sibirien og har herfra ofte hentet inspiration til sine bøger. Som en af de mest orienterede forfattere i Finland er hun samtidig lokalt forankret. Hvor hun end rejser, så har hun altid Åland med sig! "I första hand känner jag mig väl som finlandssvensk, men också som åländing" siger Ulla-Lena Lundberg i et interview til avisen "Nya Åland" den 24.12.1991.
Det almene i det enkle
Allerede i 1962 som femtenårig debuterede hun med digtsamlingen "Utgångspunkt". I betragtning af at hun altid har været meget bevidst om, at hun ville være forfatter, leve af den proces, det er at skabe litteratur, så kan der være noget næsten symbolsk over titlen "Utgangspunkt".Herefter fulgte prosabøgerne "Strövtåg" (1966) og "En berättelse om gränser" (1968) begge fra hendes ophold i USA som ung student, og i 1970 dokumentarskildringen "Gajin- utlänning i Japan". Allerede her kommer hendes begyndende interesse for tilværelsens kulturelle og politiske aspekter til udtryk. Selv kalder hun disse første bøger for lærlingearbejder.
I årene 1966-74 skrev hun en række hørespil for radioen udgivet i 1974 under titlen "När barometern stod på Karl Öberg och andra hörspel". Her er temaet ofte slægtens historie og minder fra barndommen i skærgården.
Over en årrække i 1970erne engagerede hun sig i økologiske og antropologiske spørgsmål i Afrika, og med udgangspunkt i denne emnekreds skrev hun bogen "Öar i Afrikas inre" (1981) om fire forskellige naturområder i Øst- og Sydafrika. Skønlitterært havde hun bearbejdet sine ophold i Afrika først med novellesamlingen "Tre afrikanske berättelser" (1977) og i 1986 med romanen "Sand".
Sit egentlige gennembrud som forfatter fik hun i 1976 med den domumentariske skildring "Kökar". I et forsøg på at skildre et samfund gennem dets mennesker giver hun et fint bilede af det lille ø-samfunds erhverv og sociale struktur. Som et supplement hertil føjer sig hendes religionsantropoligiske afhandling fra 1985 "Franciskus på Kökar. Det lille samhället möter den stora traditionen". I næsten 100 år fra omkring midten af 1400tallet lå herude et lille franciskaner-kloster. Ruinerne af klosterkælderen kan stadig ses. Det var her på Barndomens Kökar, hun begyndte at forstå, hvorledes samfundet fungerer. Hvorledes det lille samfund afspejler det store, og hvorledes det enkelte menneske finder sig til rette i sine omgivelser og i sit sociale miljø. Det almene, som det kommer til udtryk i det enkle, bliver noget meget centralt for hele hendes forfatterskab.
I et radiointerview "Möte med finlandssvenska författare" i 1985 fortæller hun, at Kökar er "den fästpunkt och den klangbotten" hvorfra hun fik sine billeder. For hende er forfatterskabet at oversætte billeder til ord. Der er et eller andet sted, hvor billedproduktionen begynder, siger hun. Alt hvad vi senere oplever relaterer sig hertil. "Kökar var för mig alltings begynnelse. Här utspelade sig världens skapelse" skriver hun i forordet til Kökar-bogen".
At Kökar er hendes klangbund, er man heller ikke i tvivl om, når man læser hendes roman "Kungens Anna" (1982) med det fine og kærlige billede af Kökar.
Et sted i "Kungens Anna", der skildrer en ung piges opvækst i mellemkrigsårene, skriver Ulla-Lena Lundberg: "Anna gick i skolan, sprang efter kon, rodde ut nät med mamma, låg på Mörskär i fisket, sköljde tvätt i fladan, tvättade på potatis, lagade nät, sopade golvet, höll efter Edward och Sara. Midsommaren slog ud och grönskade junglar och regnskogar, hösten kröp fram över skären som över tundrorna, folket överlevde vinterns knakande isar och sparsamma andningshål med samma vana som Ishavets eskimåer. I alla sina sysslor hörde hun återklangen från andra människor och deras civilisationer. Också hennes tankar och känslor var delar av ett större mänskligt sammanhang, uttryck inte bara för hennes person utan för hennes art".
Såvel her i "Kungens Anna" og i fortsættelsen "Ingens Anna" (1984) som i hendes øvrige skønlitterære produktion skal det antropologiske perspektiv ses i sammenhæng med skildringen af det enkelte menneske. De fiktive personers skæbner er skildret som et kompliceret mønster på baggrund af individuelle beslutninger, kulturelle værdier og sociale forhold.
Fiktion med virkeligheden som basis
Det er netop i dette personlige perspektiv, at man skal se hendes foreløbige hovedværk - romantrilogien om den ålandske søfarts historie udgivet under titlerne "Leo" (1989), "Stora världen" (1991) og "Allt man kan önska seg" (1995). Foreløbig er de to første bind oversat til dansk under titlerne "Leo" i 1992 og "Den store verden" i 1993, begge udgivet på Hekla Forlag. Det var først med disse oversættelser, at Ulla-Lena Lundberg blev kendt for en større dansk læserkreds. Ingen af hendes tidligere bøger er oversat til dansk.Det er den samfundsmæssige forandring, der er grundtonen og hendes ledestjerne i dette værk. Hun beskriver her den sociale forandring, der er sket fra bondesejladsens guldalder i sidste halvdel af 1800tallet og frem til vore dages moderne færgefart på Østersøen.
Ved bondesejlads - eller almuesejlads om man vil - forstås, at mændene, der havde tegnet aktier i skibene, var på havet den lange, lyse sommer, medens kvinderne, børnene og de gamle passede bedriften derhjemme. De djærveste af dem sejlede til Nordtyskland, igennem Kattegat over Nordsøen til engelske og hollandske havne og efterhånden også til den franske kyst og længere sydover. - Ulla-Lena Lundberg har levet sig dybt ind i tanker og følelser hos mændene om bord, men også hos dem derhjemme: "Der bliver så tyst, når skibene er sejlet. Et par dage er det som om tiden står stille". Man dæmper sin uro ved det daglige arbejde. Man ved at sejladsen er nødvendig. "Det er ude på vandet, det afgøres, hvordan vi skal leve på land" (Leo).
Det har ikke blot været en stor ambition, men også en svær opgave hun har sat sig med denne trilogi. Der ligger et enormt researcharbejde bag, og det kan i sit oplæg godt minde om Vilh. Mobergs store emigrantepos med meget af stoffet baseret på mundtlige overleveringer. Man må som Ulla-Lena Lundberg have sine rødder i det ålandske bondesamfund og søfartsmiljø for så indforstået at kunne beskrive miljø og tankemåde over så langt et spand af år. Hendes skildring er veldokumenteret, for hun skriver om sin egen slægt, slægten Lundberg fra Granboda i Lemland. Hun siger selv, at hun laver fiktion med virkeligheden som basis.
Bondesejladsen
"Her ligger landsbyen. Sammenlagt er her måske hundrede mennesker og omkring hundrede kreaturer. Hvis hvert menneske og hvert husdyr samtidig udstødte det brølende skrig, der ligger samlet i os alle, ville verden revne. Men alt, hvad der sker, sker dråbevis og for sig selv, og skrigene holder vi tilbage, så længe vi formår. Det er beherskelsen, der skaber ordene og sædvanen og opretholder verden" - Sådan, - kraftfuldt og stærkt står de første linier i "Leo".Leo er titlen på den tremastede bramsejlsskonnert, som bogens hovedperson Erik Petter Eriksson lod bygge og som sådan et symbol på den rivende udvikling og velstand, der fulgte i kølvandet, da bønderne på Åland opbyggede deres legendariske sejlskibsflåde. Erik Petter var kun 14 år, da han efter sin faders død måtte overtage "Simons" - en forældet og forfalden gård. Handlingen tager her sin begyndelse omkring 1840 og fører frem til 1900tallet.
Med en fin episodisk komposition beskriver forfatteren årets og livets gang med fødsler, børnedødelighed, bryllupper og begravelser. Her fortælles om skibsbyggeriets mange finesser, det hårde liv på sejlskibene, Krimkrigen med bombardementet af Bomarsund-fæstningen og ikke mindst om de merkantile forhold og søfartens altdominerende betydning for Ålands velstand og fremgang. Man kan næsten sige, at der går en snorlige linie mellem den ålandske søfart og den ålandske foretagsomhed. Det er som Erik Petter siger: "Økonomien er som Guds ånde, der gennemsyrer alt".
Den anden "hovedperson" er fortælleren Leander fra nabogården "Eskils" - den hjemmeboende husmand, der aldrig som sine brødre kom på havet. Forfatteren formår at lade fortælleren være til stede selv ved sit fravær. Hun gør ham alvidende. I ham forener Ulla-Lena Lundberg nærhedens varme med distancens iagttagelse og refleksion - sagtmodig, stille iagttager han tilværelsen, ofte fra sidelinien. Og når Leander taler om Åland eller om Granboda, siger han "vi" som i fællesskabets navn. Han signalerer her noget væsentligt om den tid, hvor handlingen finder sted. Fællesskabet er stærkt, og de fælles værdier og slægtsfølelsen giver ham identitet.
Det er gennem Leander, vi møder Erik Petters øjesten, datteren Kristina - "Simons Kristina". Kun 17 år gammel vælger hun resolut selv sin mand - den ældste af sønnerne fra "Eskils" - Carl Gustaf, der er kaptajn på "Leo". Kristina og Carl Gustaf er centrale personer i bogen.
Enkelte kritikere har hæftet sig ved, at personskildringen ind imellem får en antydning af det forenklede og stereotype. Men det kan vel dårligt undgås med så bredt et handlingsforløb og så stort et persongalleri, at kun enkelte får en mere indgående personskildring. Et synspunkt, som næsten altid kommer til udtryk, når forfatteren som her beskriver et kollektiv. Det er som en anmelder en gang skrev, at det vel altid er et spørgsmål, om man foretrækker Pieter Brueghels mylder af mennesker eller Rembrandts portrætter. Begge er jo suveræne hver på deres felt.
Således har "Leo" meget fine indforståede skildringer af den mandlige psyke og dertil nogle smukke og dybtgående kvindeportrætter. Det kommer endnu tydeligere til udtryk i det efterfølgende bind "Den store verden".
I det første binds sidste sider samler Leander smukt og nænsomt trådene fra sit liv og sin slægts historie i Granboda:
"Det som har været, er borte for den, der er ung, og det, som skal komme, er uinteressant for den, der er gammel. Det er kun en lille strimmel af livet, som den unge deler med den gamle, og det er det lille stykke, som de samtidig betræder.Denne strimmel er vejen op fra Lumparsund til Granboda. Den går gennem alle år og generationer, og en større overgang findes ikke i verden. Her går drengen og kommer tilbage som mand. Her går en gammel mand, måske for sidste gang, inden han lister over på den anden side. Her går et bondefolk og kommer tilbage som et søens folk." - Så komprimeret kan det siges.I dag ligger "Leo" som vrag inderst i Fladviken i Lumparsund. Kun de yderste spanter rager op over vandkanten. Et sidste minde om bondesejladsen dengang i sidste halvdel af 1800tallet - dens opkomst, storhed og fald.
Svanesangen
I det efterfølgende bind "Den store verden" er handlingen henlagt til tiden fra århundredskiftet og frem til 1938 - en periode med store omvæltninger for Åland. De store sejlskibes svanesang, den 1. verdenskrig, den russiske revolution, borgerkrigen i Finland og den ålandske selvstændighedsbevægelse. Her bliver Ålands historie en del af Finlands historie på en anden måde end i "Leo". Selv om slægtsfølelsen bevares, går landsbyfællesskabet i opløsning, og bondesønnerne er blevet professionelle søfolk, der kan være på langfart i flere måneder, ja, i årevis. "....... jeg havde måttet træde over den tærskel, der er mellem sønnen, der vender tilbage til sit fædrenehjem, og manden, der besøger sine gamle forældre", siger Leonard, en af bogens nøglefigurer.Ulla-Lena Lundberg anvender her en anden fortælleform. Beretningen er lagt i hænderne på fem forskellige fortællere, - Carl Gustafs og Kristinas 3 sønner Leonard, Isidor og Richard, "Simons moster" Elise og så Ragnar, gift med en datter fra "Eskils". På den måde udvides også horisonten til en større verden. Fra hver deres fortællevinkel kaster stemmer lys over store og små begivenheder, menneskesindets krinkelkroge, deres eget liv og de to slægters sorger og glæder, altsammen indrammet af fine personskildringer.
Tidens store begivenheder og politiske forviklinger er ikke det centrale i bogen, men ligger som randbemærkninger og skildres som punkter i relation til bogens personer. De historiske begivenheder udgør en slags milepæle og skaber kronologi i fortællernes livsforløb.
Leonard, den rastløse, splittede og charmerende, vender hjem efter syv lange år ude i den store verden og bliver lærer i Finland. Bag ham skimtes forfatterens farfar Algot Lundberg, hvis erindringer hun har udgivet under titlen "Vackre Alen" (1981). - Over for ham står hans diamentrale modsætning, storebroderen Isidor - præsten, den positive tvivler, der efter sin uddannelse og nogle år i Finland får embede i Finström, et kulturens arnested på Åland. Nu langt inde på sin præstebane og afklaret i forhold til sig selv og sine medmennesker udlægger han teksten: "Det var gentagelserne, der gjorde det, de bestandige ord, og siden da er liturgien blevet mig stadig kærere. Den er byggestilladserne og menneskehjertet er huset".
Richard er kaptajnen, der tegner billedet af livet til søs set fra agterdækket. Det er gjort med dyb indfølelse, knivskarpt - og også poetisk, når han således står på agterdækket med alle sejl sat og skibet foran sig: "Om natten, for eksempel, i måneskin, når sejlene synes sorte mod det sølvhvide og kølvandet ligger hvidt, som en månebro".
Men forfatteren sørger også for, at ingen af os efterlades med romantiske vrangforestillinger om livet om bord i datidens store sejlskibe. Det sure, våde og hårde slid i snestorm og orkan, modsætningerne mellem for- og agterdæk og hele tiden og ubønhørligt kaptajnens ensomhed og det tyngende ansvar for skibet og folkene om bord. Det er psykologisk meget fint set.
Bogens mest dramatiske og epokegørende hændelse berettes med Ragnars stemme. Som steward om bord på den store firmastede stålbark "Herzogin Cecilie" af Mariehamn - i bogen blot "Herzogin" - iagttager han Josef, den unge, barske kaptajn, en af sønnerne fra "Simons" og Elises øjesten. Med lasten fuld af hvede fra Australien knækker en storm i Den engelske Kanal en nat ryggen på "Herzogin" - den ålandske handelsflådes stolthed og skibsreder Gustaf Eriksons flagskib. Skibet slås til vrag på Devonkysten, og med det går en hel epoke ned. De sidste store sejlskibes tid på Åland er definitivt forbi.
Værkerne er også en skildring af den sociale udvikling i denne periode. Ikke en skildring af klassesamfundet som sådan med dets uretfærdigheder, men snarere en heroisering af djærve og værdiskabende enkeltpersoner. Der fremstår heraf en helt ny social klasse, "kaptajnsfamilierne".
Der er ikke tale om en romantisk forskønnet overklassetilværelse. Her bæres livets uundgåelige tragedier med stoisk ro og selvbeherskelse. Det gælder om at bevare freden.
Selv om det for det meste er en mandeverden, Ulla-Lena Lundberg beskriver i de to første bind, så begynder kvinderne at få en mere central placering. Her er den stærke, varme og livserfarne Elise, der får det sidste ord. Det er Elise, der advarer mod at tro "at det du ser, er det, du ser". I en betagende monolog på bogens sidste sider gør hun sit livs regnestykke op:
"Verden ville standse i sin gang, hvis vi alle kastede fra os, hvad vi havde i hænderne, og brød ud i den klagesang, der bor i os.Elise er den, der har set dem alle komme og gå. Hun er et ekstremt eksempel på den sociale beherskelse. Det er kvinder af hendes type, der har båret verden på deres skuldre, og Elise har båret hele vejen. Sådan siger Ulla-Lena Lundberg selv om Elise.Da blev det din stolthed, at du kunne beherske dig og vise verden et uanfægtet og til og med et smilende ansigt. Det besynderlige er, at stoltheden forbliver der, også når der ingen grund er til at være stolt".
Med sin stolthed og hengivenhed står hun tilbage sammen med "Kungens Anna" som et af de store kvindeportrætter i den finlandssvenske litteratur.
Åland i Leonoras spejl - og den uopnåelige lykke.
Med det sidste og afsluttende bind "Allt man kan önska sig" er handlingen henlagt til vor egen tid, da den moderne færgefart mellem Sverige og Finland med Åland som knudepunkt tog sin begyndelse sidst i 1950erne. Det har ikke været forfatterens mening, at det skulle være en harmonisk afrundet fortsættelse af de to foregående bind. Det er ikke en "Leo" i moderne tid med en realistisk beretning om livet om bord på de store superfærger. Det er heller ikke en roman i traditionel forstand, snarere en slags stor essaysamling, der i sin helhed giver en nutidig skildring af det ålandske samfunds forandring og udvikling. Ind imellem afrundes skæbnen for de sidste af hovedpersonerne fra de foregående bind.En afgørende forskel ligger i selve fortælleteknikken, og dermed bliver det også en helt anden bog. Men "Leo" og "Den store verden" var jo også to forskellige bøger med hver sin fortælleteknik.
Hovedpersonen, socialantropologen Leonora Eskilsson, - fortælleren, sønnedatter af Leonard fra Granboda - er akademiker, vor tids ekspert. Ulla-Lena Lundberg fortæller, at hun så at sige har konciperet trilogien med tre forskellige beretterteknikker i baggrunden. I tredie del er således valgt én beretter - en ekspert. Hun synes, det er noget helt tydeligt for vor tid, at vi har eksperter som formidlere mellem os og vore erfaringer.
Iklædt hendes kappe siger forfatteren noget meget væsentligt om den dybereliggende kerne i denne romantrilogi og hele sit forfatterskab:
"........ bindningen till det förgangna mitt under en våldsam moderniseringsprocess, det som blir kvar efter att ett föremål, en sedvana, en tradition har förlorat sin konkreta förankring. Det nya som händer, innovationerna som tas i bruk för att vitalisera kulturarvet."Selv om det lille samfund ikke længere er grundlaget for alle vurderinger, og selv om en gammel landsbykultur som sådan er sprængt, så vil der altid være fundamentale egenskaber, der bevares gennem generationer på trods af alle ydre ændringer i samfundet. Hun refererer her til begrebet sejstruktur, der som en urstrøm bevæger sig under samfundets ydre lag og fastholder træk fra de gamle slægter og samfund - og fortsætter: "........ om vi ser generna som ett slags sega strukturer i personligheten är det lättere att följa stråken av tradition som löper under den moderna samhällsutvecklingen. Det jag försöker visa i mitt arbete är att det inte är någon tillfällighet, att bondeseglationens glansperiod och den moderna färjepoken uppvisar betydende likheter".
Med denne indgangsvinkel forsøger Leonora gennem interviews om bord og på land, gennem kommentarer, betragtninger og tilbageblik at bevise sin teori om sammenhængen mellem bondesejladsens storhedstid og den moderne færgefart - alt sammen set i det individuelle perspektiv. Bondesejladsen gav økonomisk velstand og fremgang. Det samme har færgefarten gjort. De store sejlskibes tid på verdenshavene var et kapitel for sig. Den havde ikke den store økonomiske gennemslagskraft for hele den ålandske samfund, som de to andre epoker.
Her i udviklingens velsignelse bliver "alt man kan ønske sig" symboliseret i de store færgers overflod - denne gigantiske dagdrøm af alt, hvad der skal til for at kunne dække menneskets umiddelbare behov for materiel velstand. Men i titlen ligger også den dobbelttydning, at nutidsmennesket midt i al overflod bærer utilfredshedens kainsmærke. Bagved ligger både længslen efter den dybere mening med tilværelsen og angsten for ensomheden.
Set fra en nordisk synsvinkel er dette afsluttende bind på en måde særlig interessant derved, at forfatteren bl.a. også focuserer på Åland som placeret midt i spændingsfeltet mellem to forskellige kulturpåvirkninger - svensk og finsk. I Ålands horisont har fra gammel tid altid Stockholm og Åbo (Turku) og Helsingfors været den egentlige periferi med de indtryk og påvirkninger ude fra den store verden, der udgør kulturmønstrets konglomerat.
Vel handler hele dette epos om Åland og den ålandske identitet. Men samtidig har det gennem sin menneskeskildring et langt større perspektiv. Dels gennem personernes handlingsmønstre og den skæbne, de gennemlever, dels i deres refleksioner om livets store og små spørgsmål. Og båret af Ulla-Lena Lundbergs virtuose brug af sprogets muligheder.
Vingeslag over Sibirien
Der er meget af forfatteren selv i "Allt man kan önska sig", uden at den derfor er et egentligt selvportræt. Det er derimod den bog, som jeg personlig synes er hendes fineste, nemlig "Sibirien. Ett självporträtt med vingar" fra 1993 og udgivet på dansk i 1994 med titlen "Sibirien. Selvportræt med vinger" på forlaget Forum.Med et interval på 21 år vendte hun i foråret 1989 tilbage til Sibirien. Her mødte hun dengang for længe siden sit livs kærlighed på en rejse med den transsibiriske jernbane. "Lykkeligere end i Sibirien har jeg aldrig været. Det tog mig mit halve liv, inden jeg kunne formå mig selv til at rejse tilbage".
Nu er meget anderledes. Sammen med en gruppe ornitologer genser hun over fire år hvert forår dette uendeligt store område, der udgør det østlige Sibirien. Selv om fuglene er det egentlige mål med ekskursionerne, så bliver det, som titlen antyder, også en indre rejse genoplevet i erindringen. Det bliver en slags dobbelteksponering. Portrættet af Sibirien og fuglene bliver således også et selvportræt og dermed en meget personlig beretning. En bog, der kan læses ud fra flere synsvinkler - ornitologiske, historiske, politiske og økologiske - , og den bliver på den måde langt mere end blot en rejseskildring.
Et enkelt, fint eksempel på hendes evne til som et kameras øje at indfange nuet, fastholde det og sætte det i perspektiv giver hun os i bogens næstsidste afsnit "Atlas i Moskva". I tunnelbanen på vej til Leningradstationen kommer hun i snak med en ældre kvinde, træt og ophidset "af al den elendighed og det kaos, som det lidende russiske folk er blevet kastet ud i". Som privatperson udmattet og tynget af ansvar, ærlig og tillidsfuld. Ulla-Lena Lundberg får sympati for denne kvinde og synes, det er kvinder som hende, der bærer verden på deres skuldre: "Jo længere man lever, jo mere må man omvurdere de myter, vi er vokset op med. Tag den om Atlas for eksempel. Det er langt sandsynligere, at han var en kvinde, og mest sandsynligt, at hun var russisk".
Med bogens sidste linier forlader forfatteren Moskva på vej hjem til Finland. Gennem sit eget utydelige spejlbillede i togvinduet ser hun det, hun genkender i sig selv. Ser tilbage med den afstand tiden har lagt mellem følelse og erindring. Føler den ligevægt, der må være der for at kunne se fortiden som nødvendig for at opleve nuet.
Sibirien-bogen rummer en velskrevet og smuk rejseskildring, båret af en skarp evne til at se og opleve tingene omkring sig og sætte dem i perspektiv. I sin substans dybsindig, tankevækkende og reflekterende. Bogen var i 1994 nomineret som det ene af Finlands to bud på Nordisk Råds litteraturpris. Det samme var tilfældet 17 år tidligere i 1977 med hendes bog "Kökar".
I et interview til avisen "Vasabladet" den 15. april 1994 om hendes Sibirien-bog siger Ulla-Lena Lundberg om sit forfatterskab:
"I boken skriver jag också om Tjechow, som säger, att det måsta finnas en personlig grund för allt vad vi gjør. Det känner jag också väldig starkt. Därför har jag inte lust att skriva enbart vetenskapligt om någonting eller att resa och som en utomstående bara registera vad jag uppfatter av omgivningen. Det jag skrivar måste på något sätt ha en personlig klangbotten".
Oversættelsens svære kunst
Annelise Feilberg er forfatterens danske oversætter. Hun gør det fremragende og forstår til fulde, hvor hårfin grænsen mellem det sublime og det banale kan være. Ulla-Lena Lundbergs tone er ramt præcist.Nænsomt bevarer hun således fremmedord, der giver associationer til sømandslivet, der jo netop har mange indslag af engelske låneord. Eksempelvis udtrykket "the dol<->drums" i stedet for kalmebæltet eller det vindstille bælte. Et gammelt maritimt udtryk som "kaplakken", der dækker kaptajnens provision af fragten, kender vel kun de færreste i dag. Eller for den sags skyld ordet "antimakasser".
Men det er alle ord og udtryk, som har en særlig betydning og klang i den her sammenhæng. Det er fra forfatterens side helt bevidst at konfrontere læserne med sådanne ord og udtryk, der hørte til den kultur, i hvilken handlingen fandt sted. Det har noget at gøre med sprogets magi, der kan være endnu mere befordrende for forståelsen af en bog end nok så mange forklarende omskrivninger.
Litteratur. Et udvalgFörfatteren själv. Red. af Bo Heurling. Lund. 1993Korsström, Tuwa: Berättelsernas återkomst. Helsingfors. 1994
Möte med finlandssvenska författere. Hæfte 3 + bånd. Vasa. 1985
Steinby, Ann-Gerd: Åland. Stockholm. 1994
Stenwall, Åsa: Hur flickor blir kloka. Hangö. 1987
Sørensen, Søren: Øerne midt i Østersøen. København. 1992
Tarkka, Pekka: förfatere i Finland. Borgå. 1990
Tybjerg, Kristian: Ulla-Lena Lundberg. Interview. Bånd. 1995 (Ikke reg.)
Med økonomisk støtte fra Det Letterstedske Selskab
var fhv. overbibliotekar Kristian Tybjerg, Hirtshals, i sommeren 1995
på studieophold på Åland og optog her et interview med forfatteren
Ulla-Lena Lundberg. På baggrund heraf er denne artikel skrevet.
Tilbage til toppen