Bogens Verden 1995 nr.5
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Det indiske sprog er engelsk Af Erik Stinus
Tabish Khair er født i 1966 i byen Ranchi i den nordindiske delstat Bihar. I Indien røber en persons navn, med få undtagelser, hvor omtrent han har hjemme og hvilket trossamfund han tilhører. Tabish Khair er således efter indiske begreber muslim, og det bliver han ved med at være, uanset at hans karriere som skribent begyndte med at en gruppe stedlige mullaher, som han siger, sparkede ham ud af Ranchi. Dog ikke længere væk end til Gaya hvor i nærheden for henved 2000 år siden Gautama ad under et træ og kom til klarhed om verdenernes og tilværelsernes sammenhæng og blev Buddha. Ved Gaya College tog Tabish Khair sin B.A., flyttede så til Patna, Bihars hovestad. Her læste han til M.A. ved siden af at han virkede som journalistisk medarbejder på deltid ved Times of India. I Bombay gennemgik han et reporterkursus hvorefter han fik fuldtidsansættelse på Times of India's Delhi-redaktion.Khair udtaler forsonligt om de nævnte islamiske Ranchi-præster at de, ligesom hans forældre, fra den dag han kom i mellemskolen tålmodigt havde båret over med hans oder, sonetter og fri vers, hvoraf altså en del må være blevet trykt eller på anden måde udbredt til en læserskare af en vis størrelse. Men den dag nogle artikler han havde skrevet kom mullaherne for øje, besluttede de opbragt, at nu kunne det være nok.
I dagbladet Politiken kunne man i foråret 1994 læse en kronik om islam som religion og kultur, om trosretningens mange ansigter i forskellige lande til forskellige tider, dens væld af reformbevægelser og sekter, dens betydning i almindelige fredelige menneskers dagligliv, om anti-diktatoriske fundamentalister og om a-religiøse muslimer. Sjældent ses det i Danmark at nogen så velfunderet tager sig for at opløse et skræmmebillede, i dette tilfælde både Vestens og indiske hindu-chauvinisters. Kronikken var skrevet af forfatteren Tabish Khair som for tiden bor i Danmark hvor han ved Københavns Universitet arbejder på en litterær afhandling.
Han skriver også stadig digte. Den beskæftigelse lagde han ikke på hylden da han blev journalist, heller ikke da han kom til Danmark som litteraturforsker. Stiller man ham det sædvanlige spørgsmål hvorfor, underforstået: digte læses jo af næsten ingen, svarer han: "For at få andre mennesker i tale. Hvis man på forhånd har opgivet dette, bør man ikke offentliggøre det man skriver. Digterens stræben," mener han, "bør være at meddele sig til så mange som muligt uden at forvanske eller udvande erfaringernes og tankens intensitet --- Jeg tror at den udtalte enkelhed i mange af mine dgte tilslører og (paradoksalt) fremhæver erfaringens, tankens og udtrykkets intensitet. Fortætning kendetegner den sande kunst, og det er det jeg forsøger at opnå. Det er dog ikke fuldtud lykkedes mig endnu."
Om den slags kan kunstnere skifte mening nogle gange undervejs, men sikkert er det at Tabish Khair allerede med sine to første digtsamlinger har fået et betydeligt antal indiske læsere og, med digte trykt, på engelsk eller oversat, i europæiske, japanske, nord- og sydamerikanske tidsskrifter og antologier, ikke så få udenlandske. Han skriver på engelsk, og det ligger ham stærkt på sinde at understrege at engelsk foruden at være nogle andre folkeslags sprog tillige er et indisk, og så må man for hans skyld gerne kalde indisk-engelsk for hinglish. Der er millioner af indere hvis modersmål måske ikke er engelsk men for hvem det er det eneste sprog de læser og på hvilket de regelmæssigt meddeler sig i skrift." Desværre er indstillingen hos de indiske medier og officielle institutioner, såsom Sahitya (Litteratur) Akademiet i Delhi, til den engelsksprogede indiske poesi på grænsen til det nedladende, kritikken i medierne ofte et ekko, positivt eller negativt, af kritikken i Storbritannien og, i mindre grad, USA. Dagsordenen og kriterierne er de vesterlandske kritikeres og bogmarkeders. Når lejlighedsvis en indisk digter bliver et varmt navn i Vesten, skyldes det tit at vedkommende udtrykker sig på en måde som stemmer overens med hvad der forventes af en indisk digter og, indenfor en vesterlandsk forståelsesramme, siger de ting som netop på det tidspunkt udefra set bekræfter hans indiskhed. Så kan hans værk bindes i det bundt som i England går under "den komiske betegnelse Commonwealth-litteratur."
Men der findes, siger Tabish Khair, en alvorlig, selvstændigt skabt, ikke euro-centristisk indisk-engelsk poesi som forhåbentlig en dag i Indien og udenlands vil blive vurderet på dens egne betingelser. Læst bliver den i Indien, udgivelsernes antal og i de senere år oplagenes størrelse vidner om det. Blandt dens grundlæggere nævner han Keki K. Daruwalla, Kamala Das, Nissim Ezekiel og Jayanta Mahapatra.
Tabish Khairs første digtsamling hed MY WORLD (Min Verden) og kom på forlaget Rupa & Co. i 1991. Den anden, A REPORTER'S DIARY (En Reporters Dagbog), blev udgivet på samme forlag i 1993. Hvad man end kan sige den indiske litteraturkritik på, blev de begge overordentlig vel modtaget af anmelderne. Khair fortæller om titlen på den anden digtsamling, at den er forlagets idé, han ville selv have kaldt bogen "Temporary Poems" (Foreløbige digte). Men det var jo unægtelig en journalist som havde skrevet den, så at sige i smug. Og i et forord, i form af et digt, skriver forfatteren:
En digtsamling er A REPORTER'S DIARY ikke desto mindre, og på det smukkeste godtgør den hvad den indiske kritiker Makarand Paranjape, efter at have mødt Khair, som indledning til sin anmeldelse skrev om ham i The Statesman: "Det var tydeligt at han havde arvet en frisindet og forfinet islamisk kultur, beriget af et ældgammelt hinduisk-buddhistisk miljø." Så indisk kan det siges, og mere indisk kan en digter næppe være, selv om hans sprog er engelsk. Og Danmark er med i bogen, fra mosefund og H.C. Andersen (uden navns nævnelse og blandet med andet æventyrgods) til græsset, løvfaldet og sneen. Vores kontinent er med i den, repræsenteret ved dets historie (digtet At Theresienstadt). Et digt skrevet hjemme i Indien har åbningslinjerne:
Lad mig gøre det klart fra begyndelsen -
Dette er en reporters dagbog, ikke en digtsamling.Reportere skriver ikke digte.
Og gør de det, klipper økonomien det halve digt til,
Den anden halvdel træfsikkerheden.Til sidst bliver kun titlen på deres digt tilbage.
Og af pladsmangel trykkes heller ikke den -
Annoncer (som møl og kritikere) tærer på digtene.Dette er et brev til dig, Trine,Og det slutter med disse betragtninger:
Nogle få ord kradset ned i hastVi taler ikke vore bedstemødres sprog.Spørger nu intervieweren, som han skal, om grundene til at Tabish Khair foretrak at drive studier i Danmark fremfor Indien eller et engelsktalende land, lyder svaret. "Der er kun én grund. Jeg forelskede mig i en dansk kvinde. Hun læser medicin og til hun har taget sin eksamen, er det her vi må være."
Vore fædrene hjem er fulde af spindelvæv, tavshed, skygger.
Vore forældre står på en god fod med postbudet.Det var ikke vores valg, men vi var udvalgte.
Og skønt vores oppakning synes tom, går vi foroverbøjede -
Vi bærer på ryggen to fortider og en halv fremtid.
Tilbage til toppen