Bogens Verden 1995 nr.4


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


En genrerytter

Marie Grubbe i dansk litteratur1

Af Jørn Erslev Andersen, lektor ved Institut for Litteraturhistorie, Aarhus Universitet



I 1711 blev København hærget af en voldsom pestepidemi. Ludvig Holberg, der endnu ventede på at blive grebet af sin siden så berømte `poetiske Raptus' der greb ham i 1719, flygtede fra byen og pesten. Han tog for en stund ophold i et lille hus ved Grønsund på Falster. Det husede en ældre kvinde, som færgede passagerer over sundet. Hun fortalte om sin skæbne. Den er så unik, at Holberg endnu husker den i bind II af sine Epistler (1748). I `Epistola LXXXIX' funderer han over det forhold, at mange fatter kærlighed til noget andre har afsky for. Således i de `selsomme Ægteskab'. Herpå giver han to eksempler. Et ældre om en fornem jomfru ved navn Hipparchia, som forelskede sig `udi den skidne Cyniske Philosopho Crates'. Det andet eksempel er af nyere dato: `en Høy-Adelig Dame, hvilken havde en u-overvindelig Afskye for hendes første Ægtefælle, skiønt han blant alle Undersaattere var den fornemmeste og tilligemed den galanteste Herre udi Riget; og varede dette indtil paafulte Skilsmisse, da efter et nyt Ægteskab, som ogsaa havde et ulykkeligt Udfald, hun omsider tredie Gang begav sig udi Ægteskab med en gemeen Matrods; med hvilken, endskiønt han dagligen handlede ilde med hende, hun sagde, sig at leve langt meere fornøyet, end udi første Ægteskab. Og haver jeg saadant hørt af hendes egen Mund, da jeg var i hendes Huus, som var ved et Færgested udi Falster, paa samme Tiid, da hendes Mand var arresteret formedelst en Misgierning'2.


I
Den tidligere højadelige og nu hårdtarbejdende færgekone hedder Marie Grubbe. Holbergs epistel er den første af en lang række litterære genfremstillinger af hendes biografi. Enkelte dele af dens akter blev i 1782 publiceret i tidsskriftet Dansk Museum, som bragte protokollerne over de forhør, Marie Grubbe måtte igennem under sine to skilsmisseprocesser. Især i akterne om Marie Grubbes skilsmisse fra sin anden mand, herremanden Palle Dyre, er der passager, der nærmest har litterær karakter. Palle Dyre begærede skilsmisse fordi Marie Grubbe havde en affære med gårdens karl, som blev kaldt Søren Ladefoged. Under forhøret fortæller en tjener om denne lidenskabelige og farlige forbindelse. Gennem en sprække over døren ind til et kammer var han tilfældigvis vidne til, at Søren kyssede fruen og havde sine hænder i hendes barm og andre steder, at han drev hende op i en krog bag en kakkelovn og en skorsten. Her kunne han desværre ikke mere iagttage hvad der foregik. Senere så han, at fruen lå på sengen i kammeret og at Søren serverede mad for hende. En detaillekær fortæller på nærmeste hold lige til at indlemme i en litterær fremstilling. Det er også i disse akter man kan læse en bemærkning fra Marie Grubbe, som siden hen er gået over i litteraturen. Hun udtaler et ønske om at være skilt fra Palle Dyre så hun igen kunne være sammen med Søren Ladefoged. Han er sådan en køn og let karl og hun længes efter lugten af tjære og hestegødning. Der er ingen hun hellere ville have end ham, og det uanset hans fattigdom.

Den kraftfulde historie om Marie Grubbes sanselige kompromisløshed har mange andre historiske vidnesbyrd, der rækker frem til hendes død i juni 1718 i en alder af ca. 73 år, og står kun står til troende fordi den ikke er litterær eller fiktiv. Omvendt er det bemærkelsesværdigt, at Marie Grubbes historiske efterliv fra første færd har været et litterært anliggende. Historikerne tager først Marie Grubbes biografi op til behandling lang tid efter at den er blevet kolporteret i litterære værker. Den synes da også gjort af et stof, som noveller og romaner har det med at leve af: en egensindig og viljestærk hovedperson, der tilmed er kvinde, erotiske forviklinger, heftige familieintriger, uskyld og skyld, standsmæssige konflikter, social deroute, sanselighed og en kompromisløs frihedslængsel. Fascinationen af denne historie fra virkelighedens verden er tydelig hos Holberg. I de efterfølgende små 300 år varer denne fascination ved: igen og igen har den inspireret nogle af dansk litteraturs også internationalt set mest kendte forfattere.


II
I Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824) benytter St. St. Blicher sig meget frit af historien om Marie Grubbe3. Blichers tekst fremstår som et nyskabende gennembrud inden for novellegenren. Det er især hans eminente evne til at skabe en tilsyneladende troskyldig, men i bund og grund alt andet end uskyldig fortæller, der sætter nye standarder for novellekunsten. Landsbydegnen Morten Vinge beretter i den første lange del af dagbogen om sine unge år på herregården Tjele, hvorfra skytten Jens og adelsfrøkenen Sophie i 1713 flygter. I 1744 møder landsbydegnen dem igen som bandende og drikkende udskud i et hus ved en strand. Søren Ladefoged og Marie Grubbes flugt fra Tjele og Marie Grubbes sociale nedtur tjener som frit benyttet forlæg for novellen og virker som en besk, livsforbrugende kontrast til den mere fade Morten Vinges dagbogsoptegnelser.

Helt anderledes kontant behandles Marie Grubbe-motivet i eventyret `Hønse-Grethes Familie' (1869) af H.C. Andersen4. Det er ikke et af den danske nationaldigters mest kendte eventyr, men spiller alligevel en vigtig rolle i hans berømte og unikke eksperimenter med eventyrgenren. I et sindrigt fortællemæssigt arrangement, Hønse-Grethe er Marie Grubbes barnebarn, genfortælles Marie Grubbes historie med ganske stor nøjagtighed. Georg Brandes skrev i juli 1869 en kronikserie om H.C. Andersens eventyrkunst5. Heri bemærker han, at H.C. Andersen i eventyret med ikke ringe dygtighed har benyttet Holbergs meddelelse om sit møde med Marie Grubbe til en levende skildring, men også at han har `misbrugt Æmnet ved at behandle det i Eventyrstil og drukne dets menneskelige Indhold i Raageskrig og Kragemaal'.

I samme kronik bemærker Brandes, at eventyrgenren har sine grænser. Den kan således ikke `optage Noget, der for poetisk at komme til sin Ret udfordrede en dyb Sjæleskildring, en alvorlig dramatisk eller romanagtig Udvikling. En Kvinde, som den Marie Grubbe, af hvis interessante Liv Andersen giver en skitse i Hønse-Grethe fortæller, er altfor meget Karakter til at det skulde være en Æventyrdigter muligt at fremstille eller forklare hendes Væsen'. Bemærkningen har måske været en medvirkende årsag til, at J.P. Jacobsen i begyndelsen af 1873 påbegynder sine omfattende historiske studier af fænomenet Marie Grubbe og hendes tid for i december 1876 at debutere som romanforfatter med Fru Marie Grubbe. Hermed så en af nyere dansk litteraturs absolutte klassikere dagens lys. J.P. Jacobsens roman er usædvanlig på mange måder. I samtiden vakte den stor opmærksomhed og gav anledning til litterære fejder. Nogle var forargede over, andre begejstrede for romanens intense skildring af den sanselige og egenrådige Marie Grubbes erotiske skandaler og heftige sociale deroute.

I 1904 udkom de første to historiske fremstillinger af Marie Grubbes liv. Brandes bemærker i den anledning, at det er slående med hvor stor nøjagtighed, J.P. Jacobsen har skrevet sin roman. Men han pointerer også, at en sammenligning mellem romanen og de historiske fremstillinger viser, at hvad der i romanen findes af `rigere Sjæleliv og højere Følelse' ene og alene har Jacobsen til ophav. Samt at romanen på trods af rigdommen af historiske detaljer og sprogtone er moderne i sit anliggende.

J.P. Jacobsens roman er et kulminationspunkt i Marie Grubbe-litteraturen. Svær at overkomme og følge op. Det er måske en af grundene til at man skal helt frem til 1994 før der igen udkommer en roman, der er inspireret af Marie Grubbe-motivet. Denne gang skrevet af en kvinde, Juliane Preisler, og med en nok så markant titel: Kysse-Marie. En historie om Marie Grubbe. I en moderne stil, der låner tone fra Marguerite Duras, fortælles både ligefremt og skarpt sansende historien om den lille herregårdsfrøken, der først bliver adelig og siden udskud.6


III
De litterære anvendelser af Marie Grubbes biografi er således i både genremæssig, stilistisk og motivisk henseende meget forskellige. Der er dog især et forhold de er fælles om. Ingen af dem er biografiske i gængs forstand. Snarere tværtimod. De historiske begivenheder danner folio for en række kunstfærdigt udarbejdede fiktive tekster. De er interessante på grund af deres kunstfærdige fortællemæssige former, deres usædvanlige kompositioner, deres ekvilibristiske sprogfornemmelser og deres vidt forskellige, men hver for sig særegne aktualiseringer af det plot, Marie Grubbes biografi leverer. Og altså ikke ud fra en vurdering af, om de er mere eller mindre korrekte i gengivelserne af historiske detaljer og biografiske data.

Man kunne måske antage, at grunden til at Marie Grubbes biografi har vist sig i den grad at være fængende i litteraturhistorisk henseende har at gøre med dens karakter og sluttethed. Men netop dette at Marie Grubbes biografi i sig selv er så detaljeret beskrevet i de historiske akter og samtidig sensationel gør den udfordrende. Den kræver modspil. Holberg serverede den på et fad, tegnede på første hånd en rå skitse af fortællingen, dens karakter og dens plot. Det ville være trivielt udelukkende at gentage Holbergs lille antydning af en mulig novelle, et muligt eventyr, en mulig roman. Historien kræver forarbejdning. Først da bliver den til litteratur og ikke blot til biografisk rekonstruktion med skyldig hensyntagen til aktfremlæggelser og kildekritisk akribi. Man kunne i og for sig sagtens forestille sig Marie Grubbes historie gengivet i en traditionel biografisk roman af mere eller mindre triviallitterær karakter. Men historien har tværtimod udvirket fire tekster, der hver for sig fremstår som suveræne og stærke i deres brug af den til netop vellykkede og nyskabende genreeksperimenter. Fænomenet er i litteraturkritisk henseende interessant. Ikke mindst når talen er om den litterære fiktionalisering af et foreliggende materiale. Det anstrøg af realisme, som anvendelsen af Marie Grubbe-motivet udvirker, synes i høj grad at være funderet på en æstetisk højeksponeret kunstfærdighed. Konturerne af dette i moderne litteraturteori ganske komplekse felt fremstår tydeligt især i forskellen mellem de to romaners behandling af Marie Grubbe-motivet.


IV
Juliane Preisler har forsynet Kysse-Marie med en lille efterskrift, hvori hun meddeler, at romanen `er en fri fantasi over en historisk person. Ethvert sammenfald med bevislige historiske fakta er derfor tilfældigt, og man vil lede forgæves efter nøjagtighed i tid, sprog eller livshistorie'. Efterskriften kan næsten kun læses som en distancerende kommentar til J.P. Jacobsens roman Fru Marie Grubbe. Denne er nemlig i høj grad funderet på en række omfattende studier i perioden fra 1600-1720. De præger romanen, der er yderst detaljeret i beskrivelser af klædedragter, genstande, interiører og øvrige sceniske rum. Studierne har også medført, at alle navnene, også de mange bipersoners, har historisk belæg7.

Man synes således umiddelbart at stå over for to romaner, der benytter historien om Marie Grubbe på vidt forskellige måder. En fri fantasi over en historisk kvindeskikkelse og en detaljeret genbeskrivelse på et nærmest videnskabeligt grundlag. Men så enkelt er det selvfølgelig ikke.


V
Mange opfatter Fru Marie Grubbe som et psykologisk portræt af en usædvanlig stærk og driftsstyret kvinde og som en historisk roman. Der er imidlertid mange forhold, der stritter imod sådanne karakteristikker. Portrættet af Marie Grubbe er langtfra entydigt og sammenhængende. Det er snarere springende og sammensat. Og selv om romanen som nævnt er funderet på et omfattende historisk studium, så er der mange markante afvigelser fra den historiske Marie Grubbes biografi, samtid og sprog. Den er i det hele taget en guldgrube af markante afvigelser fra gængse normer og forventninger, hvilket ikke mindst receptionen har foreholdt den8.

J.P. Jacobsen skrev selv i forbindelse med modtagelsen af romanen, som også internationalt var omfattende og sammensat i både kritik og ros, at man som forfatter må stille fordringer til publikums intelligens og ikke ængstelig og omhyggelig trække et rødt ankertov gennem alle en figurs stadier og faser. Intelligens fordrer Fru Marie Grubbe, og røde ankertove leder man forgæves efter.

Romanen lægger ud med en ofte berømmet scene, hvor den lille Marie i en overdådigt og sensuelt beskrevet have fantaserer over nogle voldsomme, nærmest sadomasochistiske scener fra nogle af datidens folkebøger. Dernæst følger vi hende i en række scener i den omfattende tour de force: i hjemmet, ophøjelsen til adelig standskvinde i København og på Akershus ved Kristiania (Oslo) i Norge, skilsmissen fra Ulrik Frederik Gyldenløve, det ødsle intermezzo med libertineren Sti Høg, opholdet hos faderen og det påtvungne ægteskab med Palle Dyre. Frem til da beskriver romanen denne afvekslende historie i 16 kapitler i form af en række tableauer, der er omfattende i detaillerigdom og udsøgte i en række fornyelser af den litterære stil.

Ægteskabet med Palle Dyre, der varede ganske mange år, beskrives kort. Tiden er vegetativt opløsende, og sanseligheden bliver tykblodet. Også romanen skifter kadence. Den er nu kortfattet og koncis. Og efter mødet med Søren Ladefoged koncentreres beskrivelserne mere og mere, bliver mere og mere nøgterne og sine steder næsten vemodigt afdæmpede. Den slutter med den ensomme, fattige og til sidst forstandsløse Marie Grubbes begravelse. Det fattige ligfølge afsynger træt af varmen, uden sorg og uden tanke et par strofer fra en usædvanlig salme, som romanen klinger ud med.

Romanens stil- og kompositionsmæssige sammensathed, dens episodiske opbygning og faldende kadence modsvares på det tematiske plan af de nærmest social- og kulturkritiske erkendelsesprocesser, hovedpersonen gennemlever. Først iscenesættes et sindrigt, næsten barokt spejlkabinet, hvis interieurer undersøges og analyseres via Marie Grubbes spejlbrydende afdækning af skinkarakteren af det liv, der udspilles i dem. Dernæst slynges de arabeske scenarier ud i mere og mere nøgternt beskrevne scener. Marie Grubbes bemærkning til romanens Holberg om, at hvert menneske lever sit eget liv og at det ikke er sikkert, at man kun har én sjæl, er muligvis ikke blot en livsanskuelse, men også en digterisk pointe: at romanen skifter stil, karakter, intensitet afhængig af de scener, den beskriver. Heller ikke den synes at være i besiddelse af kun én sjæl, men lever det liv, den nu engang kan på et givet tidspunkt. Akkurat som den lader Marie gøre det.

Dermed fremstår denne komplekse romans tydeligvis realistiske antrit som yderst artificielt. Den skriver sig så tæt og detaljeret ind på et folio af historisk viden at den samtidig fjerner sig lysår fra det. Det er derfor Georg Brandes i 1904 berømmede dens moderne karakter. Romanen både bryder med og blander skruppelløst en lang række gængse genre- og stilnormer. Resultatet er en egensindig komposition, der lokker med mange forskellige toner, som imidlertid alle viser sig at være netop lokketoner: den er tilsyneladende og dog så langt fra f.eks. naturalistisk, biografisk, psykologisk, historisk, dannelsesorienteret, realistisk i sit antrit. Men har den så slet ikke en ren tone? Måske, måske ikke. Men da i form af en atonal seriel flerstemmighed. Et toneleje, der gør Fru Marie Grubbe til en udfordrende og på mange måder særdeles moderne roman.


VI
I Kysse-Marie består Juliane Preislers eksperiment i at skrive en fri fantasi over Marie Grubbe-historien i et moderne formsprog og i en ikke alt for usædvanlig anvendelse af romangenren. Romanen giver i langt højere grad end Fru Marie Grubbe et samlet portræt af hovedpersonen, ligesom den i psykologisk henseende kredser om en begærsdimension og en dermed forbundet længsel efter Den Anden, som Preisler også i tidligere romaner har analyseret. Den benytter sig kun sporadisk af historisk kolorit, og den historiske Marie Grubbes liv optræder i romanen som en rentegnet fortællemæssig skabelon. Vi følger i store træk Marie Grubbes forhold til mændene i Preislers udgave af hendes liv. Faderen, der svigter hende til fordel for husholdersken. Ulrik Gyldenløve, der ydmyges af hendes sanselige begær. Christian Bindesen - som Preisler tilføjer fortællingen, måske som erstatning for Sti Høg - der belærer hende om livets intethed og den sanselige beruselses fylde. Palle Dyre, der er ligeglad med hende. Og Søren Ladefoged, der modsvarer hendes længsel efter sanselighed og maskulin handlekraft, og som accepterer hende som kvinde. Forholdet til disse mænd beskrives ofte som bestemt af Marie Grubbes forhold til faderen, som på et afgørende tidspunkt svigtede hendes kærlighed til ham. Dette faderimago resulterer i en heftig længsel efter sanselig hengivelse til den andens krop. Men mændene i hendes liv svigter hende (undtagen selvfølgelig Søren Ladefoged). De er kun optaget af deres egne kolde erotiske magtfuldkommenhed og tillader hende ikke at give sig hen til dem.

Juliane Preisler har gengivet denne frit fabulerende udgave af Marie Grubbe-motivet i et stærkt, sine steder poetisk, sine steder køligt realistisk sprog. Synsvinklen er som nævnt hos hovedpersonen og de følelser hun gennemlever. Romanen er empatisk i beskrivelserne af Marie Grubbes oplevelser af de mange voldsomme og erotiske scener. Stilistisk benytter den sig af eksponerede simili og metonymiske glidninger.

Romanen er således på stor afstand af de historiske forlæg, men skaber samtidig med den empatiske synsvinkel en fortællemæssig nærhed til hovedpersonen. Altså det omvendte af hvad der sker i Jacobsens roman. Det gør, at fortællingen om Marie Grubbe i Preislers roman bliver meget skabelonagtig, mens den psykologiske nerve i sproget bliver meget intens. Marie Grubbes biografi fungerer derfor som en kunstnerisk set bevidst situeret abstrakt skabelon for et intenst og inciterende eksperiment med det intrikate forhold mellem fortæller og hovedperson.


VII
Marie Grubbes historie fremstår i de historiske akter som en faktuel og forunderlig sluttet episk tilfordning af et livsforløb i virkelighedens verden. Forfatterne får således tilbudt en velordnet historie og et rigt, men sammenhængende stof. Skal dette liv, denne historie, dette stof, genfortælles kræver det sit yderste af forfatteren for at undgå trivialitet og regelret historieafskrivning. Det er måske derfor de fire tekster, en novelle, et eventyr og to romaner, der genbeskriver denne virkelige historie fra barokkens verden, alle må skrive sig helt derud, hvor tankevækkende, slidstærke og fornyende eksperimenter med fortælleformer, stil og komposition opstår. Måske er de resultater af en kunstnerisk nødvendighed, der indfinder sig i det øjeblik stoffet i forvejen er så stærkt narrativiseret og så spækket med utrolige hændelser, at forfatterne må iagttage de yderste anstrengelser i kunstnerisk henseende for at undgå simpel gentagelse og triviel afskrivning. Når først fortællingen er der, fordres der tilsyneladende, i hvert fald i dette tilfælde, et særdeles koncentreret arbejde med selve måden at fortælle på. Det begrunder måske også hvorfor det kun i formidlet forstand er rimeligt at kalde de fire tekster for biografiske. Biografien var allerede i forvejen skrevet af Holberg og lå i de historiske akter. Derefter har det tilsyneladende handlet om at overgå fortællingen fra virkelighedens verden ved at skrive en litteratur med Marie Grubbe som en udfordrende og uregerlig genrerytter.


Jørn Erslev Andersen, f. 1953, ph.d., lektor ved Institut for Litteraturhistorie, Aarhus Universitet. Har udg. en række litteraturvidenskabelige artikler og bøger, senest Poetik og Fragment. Hölderlinstudier, Århus 1993, som i 1996 publiceres på tysk (Würzburg: Königshausen & Neumann). Udgav i 1989 J.P. Jacobsen, Fru Marie Grubbe og i 1993 J.P. Jacobsen, Lyrik og prosa i serien Danske Klassikere (Det danske Sprog- og Litteraturselskab/Borgen).


Noter:

  1. Artiklen er i en anden og forkortet udgave publiceret på engelsk i Danish Literary Magazine vol. 8, Kbh. 1995. Tilbage.
  2. Ludvig Holberg, Epistler II v. F. J. Billeskov Jansen, kbh. 1945 ss. 41-42. Tilbage
  3. St. St. Blicher, Noveller, Danske Klassikere, DSL/Borgen, 1991 ss. 7-32. Jf. efterskriften v. henrik Ljungberg, samt red. note s. 332. Tilbage.
  4. H. C. Andersens eventyr V v. Erik Dal, DSL/Hans Reitzels Forlag, Kbh. 1967 ss. 93-103.Tilbage.
  5. Georg Brandes, Udvalgte Skrifter 2 v. Sven Møller Kristensen, Kbh. 1984 ss. 203-47. Tilbage.
  6. I det 20. århundrede er Marie Grubbe Motivet ellers udelukkende blevet gjort til genstand for dramatiske fremstillinger. En oversigt herover findes i efterskriften til J. P. Jacobsen, Fru Marie Grubbe, Danske Klassikere, DSL/Borgen 1989 ss. 245-247. Tilbage.
  7. I førnævnte udg. af Fru Marie Grubbe opregnes mere end 60 eksempler på de kilder, J. P. Jacobsen har konsulteret, heraf mange primære. Tilbage.
  8. Adskillige aspekter heraf gennemgås i efterskriften i nævnte udg. af Fru Marie Grubbe. Efterskriften danner endvidere afsæt for de efterfølgende overvejelser over romanen. Tilbage.


Tilbage til toppen