Bogens Verden 1994 nr.3


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Rosen og sædeligheden

Nyudgivelser ved Almquist jubileet 1793-1993

Af Erland Munch-Petersen, professor, dr.phil.



Store filologiske udgivelser i Sverige er nu Bellman, Tegnér og Strindberg, hvortil kommer den netop påbegyndte Almqvist-udgave. I Norge har man samtidig fået en Ibsen-udgave også efter de helt nye muligheder, som den moderne teknik åbner for. Formålet med at skrive her er ikke at give en kritisk anmeldelse af Almqvist-projektet, men at forsøge at formidle meningen med disse ennormt kostbare projekter, som kun kan beskrives som vellykkede, hvis de gennemføres med et nidkært pedanteri. Hvem har glæde af dette? Og på hvilken måde kan det glæde læserne, forlæggere, bibliotekerne og forskerne?

Vi tager altså Almqvist som eksempel. Udgaven er netop markedsført med et stort "tiltag" på Bogmessen i Göteborg september 1993. Samtidig udkom Bertil Rombergs, hovedredaktørens, standardbiografi, som skal omtales.

Ideen med en filologisk udgave er at fremlægge et forfatterskab i sin fuldstændighed. Denne tendens er egentlig oppe i tiden, som det ses på musikmarkedet, hvor disc'ene excellerer i samtlige symfonier, strygekvartetter, sonater osv. Her sættes det kendte og etablerede klassikerstof sammen med det tiderne har udskudt som mindre interessant. Kvalitetsbegrebet og interessen fæstes på forfatterskabet mere end på værket. Dette er den tekstkritiske, den hermeneutiske bestræbelses sande mål, at forene den pedantiske omsorg for detaljen med det stadigt fastholdte helhedsyn.

I Almqvists tilfælde fører fuldstændigheden som noget særlig bemærkelsesværdigt til nytryk af hans omfattende journalistik plus tryk af flere forskellige versioner af samme værk. Nogle af disse versioner har læserne aldrig før haft adgang til. Almqvist rejste meget og registrerede friskt og med alle sanser. Samme stof indgår først i hans breve, så i journalistikken og så i værkerne. Han er et af Sveriges mest betydningsfulde vidner om dagligt liv og sæder i første halvdel af 1800-tallet. Det bliver også spændende at kunne følge de sproglige formuleringer lag for lag i den ny udgave.

Digterens redskab er sproget. Filologiske udgaver handler også om at formidle nationalsproget. Det kan således være mere givende at studere Almqvists brug af og kamp med sproget gennem det levende forfatterskab end at arbejde med en ordbog over "det ældre sprog". Helt generaliserende er Bellman, Tegnér, Almqvist og Strindberg hovedaktører i det svenske sprogs historie, ligesom Ibsen er det i det norske sprog. Alene dette argument for udgivelsen af de store udgaver er tungtvejende. Ved pedantisk at følge netop dén sproglige form forfatteren gav værket på netop dét tidspunkt gives eftertiden mulighed for at genopleve og forstå sit sprogs levende rødder.

Vi skal huske, at ved moderne redaktionsprincipper via edb kommer ordbogen nærmest af sig selv. Grundmaterialet skabes ved optisk læsning af originaludgaven. Når vi siden har etableret en diskette med en rigtig tekst, kan den genbruges som grundlag for alle senere udgaver. Dernæst drejer det sig frejdigt udtrykt blot om at trykke rigtigt på et par knapper, så har man råmaterialet til en ordbog. Vi kan skabe et register til, hvordan disse store sprogfornyere på forskellige tidspunkter brugte ordene i deres tekster.

Igen helt overordnet: For Strindberg udgaven var de mange overleverede manuskripter fundamentet. For Almqvist bliver de mange originaludgaver grundstoffet. Han bearbejdede igen og igen sine egne værker, men efterlod sig ikke som Strindberg originalmanuskripter. Som eksempel skal her bruges hans nok i Danmark bedst kendte bog "Det går an". Denne ny udgave trykker tre versioner! En hidtil ukendt fra 1838 plus de to kendte fra 1839 og 1850. 0Det drejer sig ikke blot om rent sproglige rettelser mellem udgaverne. Rettelserne fører ned i udvalget af stoffet og i fortællerperspektivet.

Det overordentligt interessant, at man nu udgiver både en "grøn" og en "hvid" version af Almqvists værker opkaldte efter omslagenes farver. Den "grønne" er den egentlig filologiske, der nøje følger originalen bogstav for bogstav. Kuriøst nok for en dansker er den gamle svenske bogstavering på mange måder nærmere dansk end nusvensk. (Se som ex blot i litteraturlisten her hvordan originaludgavens "Hvarför" rettes til "Varför"). Den "hvide" udgives for en større læserkreds. Her er bogstaveringen ført nænsomt op mod nusvensk praksis. Det er en højst kontroversiel praksis, jævnfør den danske diskussion om en bearbejdelse af Kierkegaards sprog i udgaver for den opvoksende ungdom!

"Hvid" udgave ændrer dog kun typografisk og fastholder den korrekte sprogbrug. Som yderligere illustrationsmateriale findes en Almqvist-udgave i serien "En bok för alla". Den gik væsentligt videre i sin tilpasning af teksten til moderne læsere og vakte dikussion. Problemet er, at går man ind og ændrer i "forældede" ord, bliver man også ofte nødt til også at ændre ordfølge. Denne vej fører til, at forfatterens indre sprogrytme og udtryksform begynder at trævle op. Vi kunne her spørge os, om det er nødvendigt at have Holberg og Kierkegaard oversat til nudansk? Svaret er for mig et klart nej. For så var det bedre at læse nudanske forfattere. Disse klassikere har så meget at give, at en vis læsertålmodighed rigeligt lønner sig, mens modsat en moderniseret glat tekst ville være åndeligt forræderi, fordi den ville udviske den sprogligt betingede dybde.

En klassiker, det er værd at beskæftige sig med, er levende samtidslitteratur, og bør behandles med respekt i den egenskab. Danskere er jo urimeligt priviligererede, når vi tænker på, hvor få vi er: Vi kan læse både Andersen og Kierkegaard på originalsproget! Det er en kilde til evig glæde og foryngelse i sproget og for tanken. Som afslutning på dette indledningsafsnit kan vi sætte problemet om originalitet og/eller normalitet i sproget. Vi omgås til daglig de to begreber som ideale uden at se deres modsathed i øjnene. En lærebog i latin for folkeskolen måtte gengive teksterne i en form, der nøje illustrerede den sætningskonstruktion og grammatik, man ville lære pogene. I danske skoler har man, som et modsat eksempel været noget forsigtig med Andersen, fordi hans sprog er "sært". Vé den elev, der skriver som Andersen. Der bør skrives som Heiberg og Brandes!


"Det går an".
En moralsk historie på et filologisk grundlag
Lad os tage tage Almqvists nok i Danmark mest kendte værk som eksempel. Det går an er en bog, det altid vil være værd at beskæftige sig med. Desuden har den filologiske udgave overbevisende tvunget os til at se dette værk an under en ny synsvinkel. Udgivelsen af 1838-udgaven giver en overraskende ny læseroplevelse.

Bogen handler i kort begreb om forelskelse, som bliver til kærlighed mellem to unge mennesker, der tilfældigt mødes på rejse med dampbåd fra Stockholm gennem Mälarens smukke landskaber. Det originale og provokerende er, at de bliver enige om at leve sammen uden ægteskabets tvang kun af kærlighed - så længe den måtte vare. Bogen er et af de tidligste fosøg med realismen i Norden. Fortællerperspektivet er så elegant turneret, at det giver de fleste af læseroplevelsens pointer og vid. Vi ser først den unge sergents nysgerrighed og mere til i hans betragninger over den smukke pige, han ikke kan greje. Siden får vi også den smukke glarmesterdatters egne betragtninger over begivenhederne. Også hendes handlinger taler et tydeligt om end for sergeanten uforståeligt sprog. Fx accepterer hun uden tøven, at dele rum med den unge mand, idet hun forudsætter kyskhed før andet er aftalt. Han tilbringer natten udendørs. For det tredje har vi selvfølgelig tidens alvidende fortæller, der hjælper og driller den smukke læserinde.

I førsteudgaven, som vi nu får i hænde, er fortællerperspektivet langt tættere på begivenhederne, der virkelig præsenteres læseren uden forbehold. Stilen er langt mere mundtlig og bramfri. Så dels er læseroplevelsen mere umiddelbar, og dels er fortællingen mere provokerende. I de senere udgaver dæmpes provokationerne samtidig med at fortælleperspektivet bliver mere distant og "objektivt", læseren må selv tage ansvaret for forståelsen. Med andre ord er det, vi oplever med denne førsteudgave, en langt mere frisk og engagerende læsning uden mange fortællerforbehold. Bogen kunne siges at handle om, hvordan man tæmmer en Karl Smart. I originalen tænker han for eksempel, lad mig prøve hende, mon man kan byde hende en dram? Det bliver fra 1839 til, om man kan byde hende noget at spise?

Denne førsteudgave findes kun i ét eksemplar på Kungl. biblioteket i Stockholm. Den forelå trykt i 1838, men Almqvist fik kolde fødder og lod oplaget destruere, så kun det ene, pligteksemplaret, overlevede. Igennem tiderne har forfatternes selvcensur nok været flittigere til at undertrykke litteraturen end den offentlige censur. Året efter omarbejdede han og forsynede en ny udgivelse fra 1839 med et forord, der skulle skabe en vis afstand til bogens provokationer. Netop denne "ingress" blev imidlertid nøglen i den heftige "Det går an-fejde" som rasede i Sverige 1839 og 1840. Endelig citeres ingressen in extenso i de "Noter", der blev føjet til 1850-udgaven.

Almqvist ernærede sig som teolog og pædagog og dette forstærkede raseriet over, at han problematiserede den etablerede og automatiske sammenhæng mellem kærlighed og ægteskab. Oven i købet lod han det etiske ansvar for samlivet udfoldes af en selvstændig kvinde. En forstærkende kompromiterende faktor blev det, at han lod sin bog udkomme hos en "berygtet" avisudgiver og publicist. Udgiverens vanry skyldtes dels hans folkelige engagement og en ret succesrig udgivelse af folkeskrifter, dels at han redigerede og udgav en oppositionel avis. Første et tiår senere vovede Almqvist så at udgive værket for tredje gang i 1850, endnu en gang renset.

Dette forløb giver os en del at tænke over. For det første at forfatteren selv censurerede sit værk for at tilpasse det til de eksisterende publiceringskanalerne til læserne. Når vi som filologer forarges over, at klassikernes værker er blevet forvansket af eftertiden, må vi erkende at forfatterne ofte selv går i spidsen for dét, Escarpit kaldte det "skabende forræderi" (Escarpit,1973). Herved forstod han bøgernes tilpasning til markedet, samtidigt og navnlig i eftertiden. Enhver ny udgave - bortset fra den stædigt pedantiske filologiske udgave - gør sig skyldig i dette nyttige forræderi, for ikke at tale om oversættelserne gennem tiderne. Dette forræderi gør det imidlertid muligt for klassikeren at leve gennem tiderne.

Dernæst gør det beskrevne udgivelsesforløb det overtydeligt, at al tale om forfatternes egentlige hensigt med deres tekster er futil. Gennem Almqvists forskellige udgaver ser vi dét, der hos andre forfattere ofte er skjult før første oplag ligger på boghandlerdisken. Generelt må vi sige, at vi, der følger efter, intet véd om, hvad forfatterne egentlig ville sige, hvad de formåede at sige, og hvad de indså de ikke skulle sige. Vi må holde os nøje til det overleverede. At udgive eller oversætte en klassiker ud fra forfatterens "egentlige intentioner" er lige så uholdbart som at udtale sig om, hvad den samtidige læser forstod ved værket. Forfattere lever mellem venner og lader sig påvirke af forlæggere og konsulenter. Helt grundlæggende er også forfatterens samspil med sin forventede læser, ligesom læsernes gennem mange kilder etablerede forventninger.

Som en tredje sideeffekt må vi konstatere, at vurderingen af forfattere påvirkes både af forfatterens socialstatus og af det forlag, eller helt generelt af de omstændigheder, hvorunder deres værker udgives. Almqvist kompromiterede sig selv i forhold til det litterære etablissement (ligesom Blicher) ved at publicere sig gennem en folkelig kanal.

Vigtigt er det nu at konstatere, at "Det går an" i alle senere udgaver inklusive de filologiske stort set baseres på den sidste af forfatteren bearbejdede udgave, 1850-udgaven. Det er traditionen, men repræsenterer i dette tilfælde klart den "artigste" udgave og altså ikke den bog, der var årsag til den berømte fejde. (Tilfældet minder en del om, at danske læsere stadig ikke har adgang til originaludgaven af Georg Brandes "Hovedstrømninger").

Vi kan til slut hæfte os ved, at de fleste udgaver er kommet i vor tid (efter 1950), og at bogens skæbne på denne måde ligner dansk realismes første virkelig kontroversielle værk, Hans Egede Schacks "Phantasterne" (1857). "Det går an" har lidt samme skæbne og er udkommet i mange skolebogsudgaver i ny tid. De fleste er bearbejdede, så de værste provokationer er fjernede, og er samtidig forsynet med pædagogiske spørgsmål, som leder de unge læseres forståelse "den rette vej". Dette sidste bekræfter blot værkets aktualitet og livskraft.

Vil man på nært hold følge denne historie anbefales Johan Svedjedals lille bog (1989), om hvordan "Det går an" bevægede sig fra at være et litterært skandaløst værk til at blive den etablerede klassiker, endda ofte udgivet med stadigt gentagne illustrationer, der understreger dens anden læserværdi som nostalgisk rejseskildring fra gode gamle dage. I kort begreb illustrerer det beskrevne forløb, litteraturen der socialiseres i samfundet, og som samtidig er et tegn for samfundets selvforståelse.

Som et kuriosum skal det tilslut nævnes, at bogen allerede da den vakte skandale i Sverige blev oversat til dansk efter 1839-udgaven. Det gaaer an. Et Billede af Livet 1841 blev udgivet med den appetitvækkende undertitel i genoptrykket fra 1846: -"eller Den smukke Glarmesterdatter og den unge Sergeant, der blev forlovet paa Dampskibet fra Stockholm til Lidköping, med mere, som denne interessante Fortælling indeholder". Allerede på titelbladet mærker man duften af den danske Almqvist-forståelse som en folkelig fortæller. Dette afspejles også i de andre oversættelser i 1800-tallet frem til den mere etablerede oversættelse af Kapellet ved Frederik Winkel Horn for Udvalget for Folkeoplysnings Fremme i serien Folkelæsning 1872 (2. Opl. 1881). Med denne udgivelse blev forfatteren etableret som klassiker i Danmark parallelt med den første svenske genoplivning af Almqvist. (Se Munch-Petersen 1976).

Til slut skal en ramme om Almqvists enestående værk blot antydes. George Sand (Aurore Dudevant) blev i tiden flittigt oversat til svensk og dansk, dvs fra 1830erne, jfr Munch-Petersen 1978 og Hjalmar Linnström Svensk boklexikon. Åren 1830-1865 (1867-84, fotografisk 1961). Hendes mest radikale kvindesaglige bog Indiana (1832) udkom i svensk oversættelse 1837, altså før Almqvists roman, men på dansk først i 1855 (i vor tid 1984). Den sene danske oversættelse spiller fint sammen med Clara Raphaels (Mathilde Fibigers) Tolv Breve 1851. Både Sand og Fibiger slutter deres romaner med, at de to unge vælger at leve sammen i kyskhed. På den baggrund må man konstatere, at Almqvists løsning (1838, da 1841) peger mere fremad mod vor tid.


Biografien.
En karakteristik
Bertil Rombergs nye biografi om Almqvist (1793-1866) vil være et standardværk, og det er lykkedes. En tidligere version blev udgivet på engelsk i Twaine's World Author Series 1977. Denne udvidede og gennemredigerede version på svensk blev valgt til Svenska Humanistiska Förbundets årsskrift 1993. Bogen fungerer som en nøgle til Almqvists forfatterskab og til litteraturen om det. Samtidig har den gode håndbogskvaliteter i både litteratur-, værkfortegnelse og register. Den er desuden blevet en engageret fremstilling af et dramatisk levnedsløb fra ungdommens gennembrud, hvor Almqvist blev hele Sveriges folkelæsning til hans isolering og fald. Romberg balancerer smukt uden hverken at idealisere eller male sort. Hans bog afløser Henry Olssons værk fra 1966 som standardværket uden at overflødiggøre det ældre værk.

"Kriminalgåden" før flugten til Amerika gøres der således fornemt rede for uden noget konstrueret forsøg på at løse den. Man kunne reducere "gåden" til spørgsmålet: flygtede Almqvist fra beskyldningen for mordforsøg (manden levede flere år efter), fordi han frygtede at svenske myndigheder ville behandle ham retfærdigt, eller fordi han frygtede at blive behandlet uretfærdigt? Det sidste er nok det sandsynlige. Romberg går imidlertid ikke ind på dét, der kunne være det væsentligste: Hvad ville det betyde for forfatterskabet, om forfatteren var skyldig eller uskyldig? Nogetsomhelst?

Fremstillingen i denne biografi er ikke rent kronologisk, men ofte også tematisk. Almqvist var en lige så betydelig litteraturteoretiker som forfatter. Dette dobbeltspil mellem fiktion og teoridannelse giver forfatterskabet en særlig dimension og gør det ekstra aktuelt. Romantisk kunstteori og praksis samspilles på tværs af mange genrer. Essayet Dialog om sättet att sluta stycken (fra 1835) anbefales som indføring. Det forener romantiske ideer om kunstens funktion med helt moderne receptionsteoretiske aspekter i sit krav om, at forfatteren ikke siger alt, men overlader til læseren at arbejde videre og blive medskabende. Vi skal også huske at kreditere Almqvist for, at han skabte bred respekt for romanen en lille menneskealder før den etablerede sig som accepteret kunstform.

Jeg har en enkelt indvending mod Rombergs fremstilling, der samtidigt er et forsvar for Almqvist. Når Almqvist angriber "tendensväsendet" i romanerne og Romberg forbeholder sig, at der dog findes gode tendensromaner, så tror jeg mest modsætningen beror på brugen af ordet "tendens" (s.164). Almqvist brugte ordet langt mere firkantet og nedsættende end senere litteraturteori. Hans teori minder, når man går ind i den, meget om Georg Lukács'. Helt forenklet, med et citat af Almqvist, tages der afstand fra, at en roman rummer lærdomme, der ikke integreres, men blot står som fortællerens doceren for egen regning.

Almqvist demonstrerer sin teori i Det går an. Det er moderne sprogbrug, at vi kalder denne perle for en "tendensroman", og det moderne begreb er ikke nedsættende. Bogens angreb på de etablerede dogmer om ægteskabet er fornemt flettet sammen med en psykologisk udvikling hos den unge sergent, der vinder den attråede sociale "mellemting", fordi han - med kærlighedens hjælp - magter at forstå og acceptere.

Almqvists romaner er populærlitteratur i ordets bedste betydning. Udviklingen i forfatterskabet gik fra rammefortællingen (Törnros) frem mod serieromanen, og desværre også fra koncentration og gennemarbejdelse til løsere, næsten ustrukturerede mammutværker med langt mellem snapsene. Romberg har fint sans for den internationale oversættelseslitteraturs betydning for forfatterskabet. Dette må fremhæves, selv om det synes selvfølgeligt, fordi det er så sjældent. (Parentetisk skal det erindres i hvor høj grad en sådan undersøgelse af Blichers forfatterskab savnes).

Lad mig benytte lejligheden til at minde om, at den vilde "törnros", forfatterskabets centrale symbol, er en hunderose, eller finere en rosa canina. Den har ikke mange torne og en sart lysrosa blomst, og skal ikke forveksles med rosa rugosa, der først blev indført til Norden fra Rusland i 1800-tallets slutning. Den kendes som en uigennemtrænglig, robust vækst omkring sommerhuse fra tiden.

Biografiens konklusion understreger modsætningerne og mangfoldigheden i Almqvists karakter. Han rejste alene uden ledsager. Han ville bag om tidens lukkede klassedeling. Selvfølgelig besøgte han de herregårde, han havde introduktion til, men egentlig blot for at konstatere hvor ens beboerne var i deres overfladiske halvdannelse. Han, der i sin egen kreds beskrives som kold og tillukket, omend lynende skarp, havde en evne til at vinde tilfældige medrejsende og få dem til at fortælle om deres liv. Ikke i romanerne, men i det virkelige liv er hver person interessant, hævdede han. Disse rejsende indførte han så i sine romaner. Dette er en sand kunstners logik, og det lykkedes ham at rykke den svenske roman frem i realistisk retning.

Som en etisk fordring beder han læseren betragte livet, sit eget som næstens, blot som en rejse. Prøv at have det rart når vi mødes. Han selvdefinerede sin forfatterpersonlighed gennem de mange motiver, genrer og karakterer, og som den rejsende forbinder han som regel sine skildringer med natur. Der er vejr og vidder i denne romantikers skildringer, ikke den senere realismes indelukkede stuer.

Almqvist var som H.C. Andersen fra en tid, hvor man kunne tale åbent om døden, også om et barns død. Ligesom Goethe lod han sig inspirere af Swedenborgs religiøsitet. Han kunne forene sit religiøse og sit sociale engagement til kaldsbrødrenes raseri. Hans humor er en ret moderne form for selvironi ofte spillet ud som patetisk overdrivelse. Han observerer med alle sanser og bemærker, at vi ikke har fem sanser, men én i forskellig samspillende form. Alkunstværket var på Almqvists tid en indre scene. Han skrev i alle genrer, komponerede og tegnede til. En art virtual reality i 1830erne.

I 1839 skrev han en myte om bureaukratiets psykologi Ormus och Ariman. Den har som slutpointe udbruddet: "Hvorfor er den gode dum? Hvorfor er den kloge ond? Hvorfor er alting en las?" Dette rammer typisk både hans miljø og ham selv. Dengang som nu forveksledes forfatterens publikum med det etablerede kritikerlav og forfatteren selv med sine personer. Almqvist levede dette igennem i yderste konsekvens og blev en dæmonisk romanfigur både for familie og omgivelser. Man må også med et moderne eksempel i tankerne sige: Vé den forfatter, der bliver taget helt for alvor i sin tid.

Han har komponeret et musikalsk selvportræt, der, som alt hvad han har komponeret, er ganske kort og "amatørmæssigt". Han forklarer her sig selv helt postmodernistisk gennem tre forskellige melodier - karakterer - der spiller ind i hinanden.

I tilkytning til biografien bør en biografisk dokumentarroman, der udkom for et par år siden nævnes. Sune Stigsjöö (1991) sammenklipper dokumenter med frie beskrivelser i Almqvists ånd til en tragedie i fem afsnit. Hans roman omfatter den sidste fase i biografien, efter at hovedværkerne er skrevet. Den begynder i Stockholm 1850 på Aftonbladets redaktion og følger ham via flugten til Amerika og det fornedrende ægteskab til den ensomme død i Bremen 1866. Biografierne fremstiller ofte Almqvist som en rasende idealist, der ødelagde sig selv og til sidst greb til mislige midler; og så undskylder de ham med, at han jo var digter. Stigsjöö ser ham modsat som en konsekvent revolutionær, der var for tidligt ude, og derfor på det brutaleste blev udskilt af det svenske samfund.

Årstallene giver selve pointen. Almqvist, den tidligere så folkekære digter, blev i årene op til 1850 det svenske talerør for dén revolutionære bølge, der gik over Europa, jævnfør at Danmark fik sit folkestyre i 1849. Sverige måtte imidlertid vente med at få de fire stænders repræsentation afløst af en folkevalgt forsamling til Alm¬qvists dødsår 1866. Hans skæbne, flugt og beskyldningerne mod ham kunne minde en dansker om socialisten Pio's skæbne en generation senere, blot var forholdene endnu barskere for Almqvist. Fra den fuldstændige økonomiske fornedrelse, hvor han gøres ude af stand til at forsørge sin familie, tvinges han i eksil uden en rød øre. Han bliver bigamist for ikke at dø af sult. Da den dødssyge mand når hjem til Europa efter tolv år, er forfølgelsen ikke slut. Intet er glemt, og han dør som en ussel vagabond i Dresden.

Et af Stigsjöös kapitler har overskriften "Det går en åska genom tidevarvet". Det er et citat af Almqvist, som minder om indledningsordene til det kommunistiske manifest (1848). Almqvist er kun barskere i sit ordvalg. Lige før står der: "Europa luktar lik!" Samtidig er det lykkedes Stigsjöö at gøre bogen til et menneskeligt dokument, der solidarisk søger, ikke at løse kriminalgåden, men psykologisk at forklare mennesket. I sin dybe fornedrelse fremtræder Almqvist som et ædelt menneske helt ind i det sidste. Dette er selvfølgelig en tolkning, og romanen anbefales som et supplement til biografien. Den er i sig selv et interessant kunstværk i en svær genre. Den blev forfatterens testamente. Han arbejdede på den gennem mange år og døde så ganske kort efter at have fuldført manuskriptet.


Den filologiske udgave
I eksilet havde Almqvist selv en drøm om at skabe en endelig udgave af alt, han havde skrevet under titlen Törnrosens bok, illustreradt med tillhörande teckningar, ritningar och musikalier. Allerede i 1835 skrev han: Det litterära verket "blir oupphörligt mer och mer färdigt genom läsarne. Och emedan desse under tidernas lopp blifva fler och fler, så kan man säga, att författarens arbete sålunda ständigt allt vidare fortfar att förfärdigas, så länge verlden står. Innebär det ej en outtömlighet, en viss evighet, som icke saknar interesse?"

Ovenstående citeres efter et essay om de planer og principper som de to redaktører af den nye Almqvist udgave, Bertil Romberg og Johan Svedjedal, tænker at arbejde efter. Det vil blive trykt i den årgang af tidsskriftet Samlaren, der er på trapperne. Her skal kun gøres nogle korte afsluttende bemærkninger. Det store spørgsmål er vel, om både "grøn" (fuldstændig og filologisk) og "hvid" (udvalgt og tilrettet) version kan overleve, når de konkurerer på bogmarkedet. Sporene skræmmer. Fredrik Bööks Samlade skrifter (SS) nåede fra 1920 til 1938 21 bind af 32 planlagte. De to udgaver skal have hvert sine indledninger og noteapparat. Jeg bemærker mig princippet, at dette udenværk aldrig må overstige 10% af teksten. Den filologiske udgave vil trykke hele forfatterskabet og således alle tre versioner af "Det går an". Den holder dog komplethedskravet i fornuftens tøjler, idet den kun genudgiver et lille udvalg af Almqvist nok største successer på bogmarkedet, hans i tiden mageløse lærebøger.

Jeg ser i planerne dog intet om dét, der måske kunne sælge mest i dag, en cd-udgivelse af hans kompositioner mere komplet end den der foreligger. Den blev indspillet tilbage i 1973 og er i dag selv blevet en klassiker. Den er et virkelig overbevisende bekendtskab, men meget kunne føjes til.

En sådan komplet Almqvist-udgave hører ind under begrebet "en national forpligtelse". Man må ønske projektet al fremgang, mens man som dansker dukker hovedet og erkender, at vi ikke mere har så høje kulturelle mål for bevarelsen af vor fortid. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab udgiver en serie klassiske værker, som enten er meget berømte og forsømte eller som er uretfærdigt glemte. Det bringer nogle værker frem til samtid, men bringer ikke liv til klassiske forfatterskaber.

Fra Pontoppidan, Bang og fremefter er danskernes levende klassikere overladt til markedsvilkårenes forplumring. Netop denne i dag meget læste generation med disse to som lysende eksempler var overordentligt sprogligt bevidst, og disse forfattere ændrede hele tiden deres formuleringer. De er konstituerende for vort moderne dansk, om nogen overhovedet vil tage sig af den ting. Danskerne lever i skyggen af en sprogteori, der siger, at dét, der i dag bliver sagt og skrevet, er dansk. Hvis dette overhovedet er en teori og ikke blot en selvopgivelse.

Den filologiske forfatterudgivelse har flere mål. Vel først og fremmest at gøre forfatterskabet tilgængeligt, at give os mulighed for at studere, hvad en forfatter skrev igennem sit liv, at give os mulighed for sidenhen at genudgive hans værker i en form, hvor vi véd, hvad der var accepteret af forfatteren selv, og at kunne nyde, hvor mangfoldigt vort sprog er. Det, man kunne kalde det tekstlige forfald, er jo som regel ikke "forkert" sprogbrug efter normalen, men netop en udviskning af forfatterens sproglige originalitet. At følge, hvordan Pontoppidan og Brandes selv rensede deres eget sprog, er mere lærerigt og stilistisk befordrende end nogen sproghistorie eller ordbog. Idealet for klassikerudgivelser er ikke Det som burde være, men Det som er, altså ikke at udgive værker, men hele forfatterskaber.


Litteratur



Tilbage til toppen