Bogens Verden 1994 nr.1
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Manden i krise Af Jens Thorhauge
Bde i den danske og i den oversatte nordeuropæiske litteratur er den kriseramte mand et dominerende tema i sæsonens bøger.I de nye danske bøger er det især den midaldrende, akademiske mand der må holde for. Det er i de fleste tilfælde små eller store begivenheder uden for personernes egen kontrol der for deres selvforståelse og selvagtelse til at smuldre og fører dem mod et nyt værdigrundlag og en ny selvforståelse. Eller totalt sammenbrud. I de fleste tilfælde drejer det sig om at nå til en dybere forståelse af kærligheden eller overhovedet få øje på den som en mulighed.
De midaldrende danske mænd
Sten Kaaløs Pilgrim i Paz (Vindrose) handler om præsten Tobias Vahl, der er holdt op med at være præst, fordi han er i en langvarig krise, der kan føres tilbage til, at hans danske sindssyge kone myrdede deres tre måneder gamle datter. "Helbredelsen" er forbundet med, at han lader sig overtale til i en kort periode at vikariere som præst og i den egenskab møder to gode kvinder, først Vera Licht, som i virkeligheden hedder Hannelore Geist og som er østtysk atletikstjerne. Men deres korte romance skal i virkeligheden blot føre ham i favnen på Angela, som bliver hans engel og nådige forløser.Tobias er protestantisk præst og det er kun hos de katolske, at man kan gøre noget selv for at frelses. Så hans lære er, at det gælder om at vaske livets fødder. Som en gammeldags pilgrim kæmper han sig gennem virkeligheden for at møde sin egen uformåenhed og så håbe på nåden. Hos Kaalø er der en særlig evangelisk sanselighed, Den nådige engel har pirrende dun i armhulerne og mørke brystvorter bag gazetynde bluser.
Lars Stadils Alt under kontrol (Gyldendal) er en skrap satire over en ondartet udflydende universitetslærer. Lektor i filosofi ved Århus Universitet, Jørgen Dahl Sørensen, er først i fyrrerne, drikker for meget og laver for lidt, men befinder sig storartet ved det, indtil han får bevilget et års uansøgt orlov - med krav om at præstere noget skriftligt. I lighed med Wittgenstein går han rundt med et lille noteshæfte, kaldet den grå bog, hvori han nedfælder en tanke nu og da. For at det kan blive til flere tanker flytter familien i sommerhus og lader lektoren og hans notesbog være alene med den store opgave. Som i en anden - stor - dansk sammenbrudsroman flytter et pår drukmåse ind og forfører den svage mand til et hærværksagtigt orgie - der ender med at politiet fører ham med færge hjem til kajen i Århus. Her står fru filosoffen trofast og tager imod til trods for at hjemmet ligger i ruiner. Man er lige ved at tro, at der her også er satire på sammenbrudsromanen.
Bent William Rasmussens Endnu en glad dag (Gyldendal) har også en midaldrende universitetslærer som hovedperson. Sven Jonsson passer sit på universitetet, han lever i meget faste rammer og har ved siden af geologien kun en passion: hunden. Meget mod sin vilje bliver han sendt ud af sine faste rammer, på en foredragsrejse i Holland, og skæbnen vil at han bliver taget som gidsel af en flok saroanske terrorister og gjort til deres forhandler. Sven slipper ud af det med livet i behold, men viser det sig: som en knækket mand. Han vil ikke tale med nogen, er meget agressiv og giver sig til at drikke, hvad han ikke har gjort før.
Hos Bent William Rasmussen er der ingen nem løsning. Det er ikke nok at konen er englelig rar. Sven er blevet sparket ud af de rammer, han har levet sit liv i, han kan ikke klare det og ender faktisk med at blive terrorist selv.
Hvad Kaalø leverer i evangelisk realisme, Stadil i skrap satirisk sovs, forsøger Gerz Feigenberg sig med i den gotiske romans form og med held. Romanen Grimmsburg (Lindhardt og Ringhof) har også en midaldrende akademisk mand, der har fået et grundskud, som helt. Her hedder han Arvid Hassing og er gymnasielærer. Han er på sanatorium i de dybe gotiske skove i Böhmen, efter et nervesammenbrud forårsaget af afsløringen af hans livsløgn.
Der er to tæt sammenflettede temaer i bogen: virkelighedens og kærlighedens væsen. Illusion er central i begge dele, manipulation og bedrageri ligeledes.
Som i en rigtig gotisk roman er sanatoriet Grimmsburg er fyldt med hemmelige døre og gange, hvor levende mennesker og gespenster kan leve deres eget liv. I virkeligheden er bogens historie tæt på Kaaløs. Det er en kærlighedshistorie og en historie med variationer om, hvad man gør for sin elskede. Yderpunkterne her er fortællerens kone, der har skjult begivenheder for sin mand og taget hans breve - til gengæld bliver hun selv behandlet på samme vis. Og på den anden side den luder som hans tidligere elev køber til ham, og som tilsyneladende er den mest ordholdende og regulære person i hele plottet.
"Alt er teater", siger en af personerne. Og en afgørende pointe i bogen er, at man skal spille med.
Henning Prins' Hedetur ( Vindrose) er en generationsroman. Det er 68'erne det handler om. De er i overgangsalderen nu, men netop i den generation er det mændene der får hedeture.
Romanen udspiller sig omkring folkeafstemningen i 1992 om unionen. Vi følger i frisk normalprosa flere kriseramte skæbner: den store drukkenbolt, som takket være en naiv jysk forlægger kommer på fode igen, kunstnerinden, der ikke er lesbisk, men alligevel lever sammen med en kvinde i 15 år, den store forfatter, der nok alligevel ikke er så stor, og derfor har problemer. Fælles for disse mennesker er, at de er bundet af den tid, da de boede i kollektiv sammen - og intet har siden fået den kvalitet, som det havde. Hvis ikke der var stærk selvironi og humor i bogen ville nostalgien blive klam. Men romanen bekræfter også - læst i sammenhæng med de andre omtalte romaner krisen som et normalvilkår, i hvert fald for midaldrende, højtuddannede mænd!
De andre mænd Poul Ørum har i Galgenfrist (Gyldendal) en ældre mand som hovedperson. Det er den pensionerede forlagsredaktør Manning, der flytter til Fanø, hvor han ligger i med købmandens kone. Han begår mange fejl, og han leger med ilden og ser ofte sig selv som en nar. Men i denne sammenhæng er pointen faktisk, at Manning ikke er i krise - han er en helbreder, bedriver lidt kvaksalveri med akupunktur - og han handler. Han griber det han kan få - og det er blandt andet lidt seksuel lykke. Bogen er på tynd is, fordi den - ikke helt troværdigt - også gør købmanden tilfreds med forholdet. Men den væsentligste pointe er en lettelse: en ældre mand der har kraft til at gøre et kompliceret forhold mindre kompliceret end det kunne være ved at stå ved begæret.Manden i krise optræder faktisk også som tema i en række af de øvrige nye danske bøger. Jan Bredsdorffs Yoyo (Forlaget Per Kofod) foregår på Haiti under Baby Docs regime og vil vel prøve at give nogle af forudsætningerne for regimets vanvid. Hans mand er en ung amerikaner, der uden at vide det bliver systemets forlængede arm. Hans krise bunder både i en mangelfuld opdragelse og en afstumpethed, der gør ham ude af stand til at forstå noget som helst.
Jan Stages mand i Den sidste soldat (Tiderne skifter) forstår til gengæld fortrinligt, men gør sig som avanceret lejemorder til et redskab, hvor han lader andres afgørelser bestemme, og det fører naturligvis til inautencitet og død.
Selv i de historiske romaner er mande-krisetemaet fremme. Både Jens Peder Juel Larsens Bastarden (Gyldendal) om Vilhelm Erobreren og Karsten Lunds Himlem og et sekstal (Gyldendal) om et far-søn forhold omkring Stavnsbåndets ophævelse er forsøg på psykologisk analyse af det uægte barns sår, der er en klar kilde til kriser også i voksenlivet.
Også hollandske mænd!
Ikke mindre end tre hollandske forfattere er udkommet på dansk i denne sæson. Det kan direkte tilskrives støtteordninger fra unionen, der i hvert fald har støttet de to.Den mest spændende er Cees Nooteboom, der har et stort og meget læst forfatterskab bag sig, og også tidligere har fået en bog oversat til dansk. Hans bog, Den følgende historie (Tiderne skifter) skildrer vistnok et erindringsrum, der åbner sig i dødsøjeblikket. Vistnok fordi det sker på en pirrende tvetydig måde - er han død eller blot på vej?
Mussert, Arend Herfst og hans kone bliver fyret som gymnasielærere fordi Herfst opdager, at Mussert ligger i med hans kone og løber efter ham i skolegården for hele skolens åsyn og vil banke ja måske endda slå Mussert ihjel. Det kunne også være en dansk middelalder-krise! Mussert er en vidunderlig lærer - især når han opfører Sokrates' død. Og det er faktisk det glansnummer han i bogen giver "live" så at sige - selv prøver at dø med den sokratiske ro og værdighed. Han fortæller sin historie til en ikke-tilstedeværende tidligere elev, Lisa, som han ikke har set i tyve år, men som han med stærk resignation lader flyde ud i erindringsrummet.
Den anden hollænder er Margriet de Moor: Først gråt så hvidt så blåt (Samleren), der er en debutbog og en af de største salgssucceser i Holland i flere år. Det er en ægteskabsroman, der sætter to par, der er venner, over for hinanden, det ene par er statisk hvor, det andet er dynamisk og forandringssøgende. Det er manden i dette forhold, der ikke klarer skærerne. Bogen starter effektivt med slutpunktet: Den ene mand finder veninden myrdet og vennen stærkt blødende. Alt taler for, at han har myrdet hende og forsøgt at tage sit eget liv. Romanen ruller så i nogle spring baggrunden for dette op. Manden er karakteriseret ved flere gange i sit liv pludselig at vende ryggen til det, han har dyrket og gjort. Fra den ene dag til den anden holder han op med at kunne lide jordbær, tro på gud, spille fodbold og senere i livet som kunstner fra at lave landskabsbilleder til ren abstraktion og til endelig at blive forretningsmand. OG: fra at være harmonisk og lykkelig ægtemand til at slå sin kone ihjel. Det må være fraværet af autencitet der fører til den voldsomme død - men dette fravær er så at sige svært at få øje på og erkende før det er for sent. Derimod er rastløsheden og mangelen på gennemgående værdier hyppigt set som en væsentlig årsag til kriser.
Den tredie hollænder er også debutant. M. Februari leverer med Horisontens zoner (Politisk revy) en hoben fragmenter, der på postmoderne vis demonstrerer, at alle faste sammenhænge er gået fløjten. Der er ingen handlinger, kun glimt af historier, som næsten enhver krise kan spejle sig i
Franske aidsromaner
I de franske oversættelser er der to massive mandekrisebøger, der på meget forskellig vis behandler aids.Herve Guibert Til den ven der ikke reddede mit liv (Tiderne skifter) angives som en roman, men den har mere karakter af en sygedagbog, der også giver et billede af et kunstnerisk bøssemiljø i Paris og af behandlerne. Guibert begik selvmord i 1991 med fremskreden aids. Han optræder under eget navn i bogen, der også foregriber hans senere handlinger. Bogen er fragmentarisk i sin struktur med 100 korte afsnit, der primært skildrer den skiftende sindstilstand han gennemløber. Fra en hysterisk hypokondri over håbet ved omtalen af en ny vaccine til den endelige accept af opløsningen. Det er en bog, som det er fysisk anstrengende at konfrontere sig med. Det gælder også for Cyril Collards Vilde nætter (Borgen), der også handler om aids med dødelig udgang. Vilde nætter er en hyldest til livet og til dem der sluger det råt, står der på bagsiden. Det er Collards anden og sidste bog, som han filmatiserede med sig selv som instruktør, i hovedrollen og som komponist og musiker på underlægningsmusikken. Den forslugenhed eller multikunstnerevne som ligger i det er den egentlige biografiske baggrund for romanen. Man kan også sige det er en lastefuld bog om en amoralsk hiv-positiv, en vild og sadomasochistisk galning, der realiserer alle sexfantasier. Eller at den handler om en deprimeret pariser, der klamrer sig til sex, som en junkie til sine stoffer.
Hovedpersonen er både til drenge og piger, og bogen skildrer primært hans forhold til to: Samy, der også er biseksuel, og Laura der er sytten. Selv er han tredive. Hans hang til araberdrenge spiller også en vis rolle og han går tit om natten til "et helligt sted" ved venstre Seinebred, hvor der udveksles yderst kontante seksuelle ydelser. Den smittefare han udgør holder han skjult, og nætterne bliver vildere uden gummi.
Bogen er én lang hæmningsløs blæsen sig selv ud. Den giver åndenød og kvalme. Men det utrolige er, at der ud af den svælgen i afskyeligheder rejser sig en ren menneskelighed.
Det er som i Genets Tyvens dagbog - som der også refereres til en - menneskelighed, der opstår af en hudløs ærlighed - en ståen ved det menneskelige i selv dets mest fornedrende aspekter. Poesien opstår ikke af nogen betydning og viser ikke tilbage til nogen værdi, citeres Gottfried Benn for - og det rammer præcist i forhold til de vilde nætters poesi.
Kunst og krise
Stoffet i Patrick Besson Endeligt opgør (Forum) er langt hen det amerikanske kommunistpartis opståen og historie, motivet to af grundlæggernes had/kærlighedsforhold. Men temaet går dybere. Det handler om konsekvenser ved at holde fast eller give slip på en overbevisning. I forhold til krisetemaet er bogen perspektivrig på flere planer. For det første samspillet mellem ven- og fjendskab mellem to filminstruktører, der begge var med til at grundlægge kommunistpartiet og henholdsvis droppede det og holdt fast under den kolde krig. For det andet om de forskelligartede kriser deres respektive valg førte dem ud i - og især de konsekvenser deres valg har af moralsk karakter. Umiddelbart er helten Wirkowski, der holder fast i sit værdigrundlag. Han fremtræder med større menneskelig integritet end sin kunstnerisk og socialt succesrige ven. Men alligevel har hans handlinger katastrofale konsekvenser for andre mennesker og bliver dermed moralsk diskutable.Anne-Marie Garats Mørkekammer (Gyldendal) er også en krisebog og i øvrigt en af sæsonens bedste bøger. Selvom det er en kvindelig krise, skal jeg kort omtale den. Mørkekammer er det rum, hvor billeder fremkaldes, og det gør de både i bogstavelig og i overført betydning: som erkendelse i romanens mørkekammer. Hovedpersonen Milena er fotograf - og hun lagrer stærke oplevelser i kødet og fotograferer i høj grad med kroppen som indsats: hendes kunstneriske succes er på bekostning af en menneskelig, herunder seksuel succes. I den slægtsroman bogen også er indgår en historie, der demonstrerer fotografiets evne til at være en absolut 1øgnagtig sandhed - og erkendelsen af det forhold er medvirkende til at få Milena til at arbejde på fremkaldelsen af de traumatiske billeder for at blive mere menneskeligt hel.
I øvrigt er der en bemærkelsesværdig forskel i den måde denne og de øvrige romaner skildrer den elskedes rolle på. Her er der en en lidt perifer mand, der opmærksomt lader sin kone have sin krise i fred: den er hendes problem og hendes arbejde, hvor den elskede kvinde hos mændene næsten altid optræder som en for1øsende faktor.
Tyske
Blandt de meget fx tysksprogede oversættelser er der en østrigsk debut, dersom Mørkekammer tematiserer forholdet mellem kunst og kærlighed. Det er Peter Schneiders Søvnens bror (Gyldendal). Her er det en mande-krise der rammer en ung genial komponist og musiker, Elias Alder, en landsbydreng, der lærer sig selv at spille på kirkens orgel om natten. Elias er født i begyndelsen af forrige århundrede og død 22 år senere for egen vilje, gal af musisk erkendelse og uigengældt kærlighed og manglende tiltro til egen formåen.Under den ene koncert, han når at give, og hvor han sprænger de konventionelle rammer for det musikalske udtryk, erkender han, at det er hans egen skyld, at han ikke har fået Elsbeth, som han har elsket siden han som lille hørte hentes hjertes rytme allerede før hun blev født. Han erkender at Gud har nægtet ham Elsbeth, fordi han kun har elsket halvt og lunkent. "Hvordan... kan en mand renhjertet hævde, at han elsker sin kone hele livet, når han kun gør dette om dagen og da måske kun i tankens øjeblik....Thi i søvne elsker man ikke." Med en i bogstavelig forstand vanvittig viljestyrke går Elias med åbne øjne ind i kærlighedsdøden, som musikken åbnede for ham, men ikke kunne erstatte.
Monika Maron I overmorgen handler om skyld i forbindelse med de forbrydelser og overgreb, der blev begået i DDR. Forfatteren er opvokset i DDR, og hendes stedfar var i en årrække minister. Hendes hovedperson er en kvinde, der ved et tilfælde får et job med at nedskrive en stasiofficers erindringer efter diktat. Officeren, professor Beerenbaums historie er indbegrebet af DDRs herskende klasses selvforståelse, og den er fortalt i et floskuløst sprog, som hun kender forfra og bagfra, men som hun - repræsentanten for den magtesløse del af befolkningen - begynder at stille spørgsmål til. Beerenbaum er en mand der ikke tillader sig at komme i krise og som dør uden at være det.
Hans tilfælde kan sætte de mange krisehistorier i et positivt lys, fordi de kan ses som udtryk for, at de kriseramte er levende og bliver mærket af de begivenheder, der indtræffer omkring dem. Her er kriseløsheden pervers.
Den kvindelige hovedperson henviser flere gange til et Ernst Toller-citat: Den der handler er altid skyldig, og hvis han ikke vil være skyldig går han til grunde.
Den lære der ligger i dette citat kan sammenfatte næsten alle krisehistorierne: du slipper ikke uden om. Krisen er reglen mere end undtagelsen.
Tilbage til toppen